(163) Et ædelet arbejde
Ledelsen af vore sanatorier indebærer en hel del. De som er knyttet til sanatorierne har et ædelt arbejde at gøre, og de rette principper skal fastholdes nøje. Medarbejderne skal arbejde for at etablere og understøtte Guds værk efter Hans bestemmelse, og udbrede principper om sande mådeholdne spise-, drikke- og klædevaner. For at bibringe kendskab til denne karakter og til Guds frelsende nåde og barmhjertighed skal det mest ærværdige og ædle arbejde udrettes, som syvendedags adventister kan engagere sig i. Derved ærer de Gud, og fremmer deres egne interesser for dette liv og for det fremtidige evige liv. Deres eksempel arbejder for at frelse de sjæle, som Kristus gav sit liv for.
(163) En høj standard
På vore sanatorier må vi søge at opløfte en høj standard. Sandhedens, godhedens og nyttighedens banner må altid hæves højt. Evanglie-træets velsignede frugter skal vise sig i grundig indvielse, i hellige liv. Enhver sand medarbejder for Mesteren skal være som en by der er på et bjerg, der ikke kan skjules. Læger og lederne på vore sundhedsinstitutioner må være på vagt; ellers vil de visselig fornægte sandhedens og retfærdighedens principper, som ophøjer himmelens Herre. De må have Guds iboen i deres hjerter, ellers vil de sætte et eksempel for andre som vil være skade for dem.
(163) De vil fristes til stille uhellige folks smag og vaner, ved at indføre nye metoder, og Guds velsignelse vil fjernes fra arbejdet. Husk altid at i Guds øjne, er et sagtmodigt og ydmygt hjerte af sand værdi, endog og en sagtmodig og stille ånds besmykkelse, som hen betragter af en stor pris. Gud kan velsigne den sagtmodige og ydmyge. Han kan bruge dem som ærede redskaber til at velsigne andre med; for de vil give Ham ære, som tilkommer al storhed og kraft.
(164) Taktfølelse og renhed er påkrævet. Det er nødvendigt at hele tiden være på vagt, for at imødekomme fordomme og overvinde vanskeligheder. Har man ikke disse egenskaber, vil der ikke være fred, men et sværd på vore institutioner. Medarbejdere bringes hele tiden i kontakt med andre, som også bærer tunge byrder; og alle behøver guddommelig oplysning. De behøver at udvise Kristi uselviske og elskelige ånd. De vil prøves. Deres tro og kærlighed, tålmodighed og pålidelighed, vil forsøges, men Gud er deres Hjælper.—Manuskript 162, 1897.
(164) Væsentlige kvalifikationer for ledelse
Vore sundhedsinstitutioner er kun af værdi i Herrens øjne, når Han får lov at være med i deres ledelse. Hvis Hans planer og udlægninger betragtes som ringere end menneskers planer, ser Han på disse institutioner som af ikke større værdi, end de institutioner verdslige mennesker har etableret og leder. Gud kan ikke godtage nogen institutioner, medmindre de tager de levende principper i Hans lov og fører sine egne forretninger under streng overensstemmelse med disse forskrifter. Disse institutioner, som ikke fastholdes efter Hans lov erklærer Han med dommen, »Ikke god nok; vejet på helligdommens vægtskåle og fundet for lette.«
(164) Ham der står ved hovet i hvilketsomhelst arbejde i Guds sag, skal være en forstandig mand, dygtig til at lede de store interesser succesrigt, en mand med jævnt gemyt, Kristi overbærenhed, og i fuldstændig selvkontrol. Kun han hvis hjerte er forvandlet at Kristi nåde, kan være en god leder.
(164) Dem der arbejder som ledere og tilsynsmænd på vore sanatorier skal ikke gøre verdens norm til deres kriterium; for Guds tegn, som det står defineret i 2. Mos. 31,12-17, skal åbenbares i sin fulde betydning. Overholder alle der er knyttet til vore sanatorier, sabbatsdagen på den rette måde, vil det udøve en usigelig indflydelse for godt. Enhver sundhedsinstitution, som syvendedags adventister har oprettet, vil bære Guds tegn over for verden på fremtrædende måde, uden at være utilfreds på nogen måde. Vi skal udråbe den tredje engels røst der flyver midt under himlen, med det evige evangelium der skal forkyndes for verden. Vi skal holde det banner højt hvor der står skrevet: »Guds bud og Jesu tro.« [Se sabbatsoverholdelse, sektion 11.]
(165) Brug af midler
Mænd i betroede stillinger bør betragte de midler de håndterer som Guds indtægt, og bruge dem på økonomisk måde. Når der er en overflod i pengekassen, skal de ikke investere, og føje bygning til bygning på steder hvor der allerede er mindesmærker for Gud. Der er hundredvis af andre steder, hvor der har brug for disse penge, og de må også få oprettet noget, for at kunne bringe sandheden. Alle dele af Herrens vingård skal bearbejdes.
(165) Magten at bruge og misbruge Herrens penge, skal ikke overlades til noget menneskets dømmekraft. Der må aflægges regnskab for alle dollars der bruges. Guds midler skal bruges på de rigtige tidspunkter og på rette steder, så det kan være til velsignelse, og også en forbilledlig lektie for hvordan Han virker, efter ligelighedens, rettens og retfærdighedens principper.
(165) I er alle brødre
Ingen skal nogensinde sætte sig selv op som hersker, som en herre over sine medmennesker, og handle ud fra hans naturlige impulser. Ingen mands røst og indflydelse skal nogen sinde få lov til at blive en styrende magt. Dem som undertrykker deres medarbejdere på vore institutioner, og som nægter at ændre den måde de behandle deres hjælpere på, bør fjernes. Som tilsynsførende bør de udøve en overordnet og forfinende indflydelse for det rigtige. Deres brug af deres kræfter gør det helt mere nødvendigt for dem at være forbillede for sand kristendom.
(165) Jeg er instrueret af Herren til at sige at position aldrig giver mennesket nåde eller gøre det retfærdigt. »Herrens frygt er visdoms begyndelse.« Nogle mænd er betroet ansvarstillinger med en idé om at stilling er til for at forherlige selvet. Lad ingen leder tro at alle mennesker må underlægge sig hans tankesind, så at alles vilje må underlægge sig hans vilje, og at alle metoder må lægges til side for hans metoder. En institution kan ikke skades mere end at lade et sådant menneske forblive i sin position, efter de rette prøvetider. Det er en synd imod Gud, at lade upålidelige forvaltere blive i betroede stillinger; for Herrens folk er tilbøjelige til at vildføres af deres upålidelighed. — Manuskript 154, 1902.
(166) Ville til at modtage råd
Ingen på en institution, ikke engang forstanderen, skal tage det standpunkt, at han er fri til at følge sin egen dømmekraft i alt. Lad ingen tro, at han ved så meget at han ikke længere behøver at lære noget. Hvis vi ikke hele tiden lærer af Kristus, og er vi ikke villige til at modtage råd og vejledning fra vore brødre, så vil vort arbejde gå fejl; for vi skal blive selvtilstrækkelige, og dem som har nok i sig selv kan Gud ikke arbejde med. . . .
(166) Hurtig til at se det
Ham som har forstander-stillingen må være tapper og oprigtig, parat til at stå frygtløst for det han ved er rigtigt. Han må være en mand med hurtig dømmekraft og kan skille tingene ad, en mand som kan gøre det forkerte rigtigt med så må gnidninger så muligt. Med manglende skarpsindighed, kan man ikke se fra årsag til virkning, så kommer vore institutioner i en tilstand der mishager Gud meget.—brev 30, 1887.
(166) Unødig gæld
Til lederne på alle vore sanatorier, vil jeg sige: Der må ikke stiftes gæld. Gør ingen unødige ting. Sæt jeres ønsker om fuld udstyr straks til side. Gør bedst mulig brug af de få faciliteter der er, end at forøge gælden. Alt der er brug for kan i en tid opnås, men alle møbler og andet udstyr behøver ikke at skaffes med det samme. Lad fornuften, rolig eftertænksomhed og klog beretning være jeres handleregel. Hvis succesen følger med vore institutioner, der er oprettet for at sørge for syge, vil det være fordi lederne har foretrukket at klare sig med de væsentligste ting, frem for at lave mere gæld.
(166) Herren kalder på os til at arbejde på mange steder. Vi skal have sanatorier som kan føres uden at føre vor sag ud i stor gæld. — brev 140, 1906.
(166) Uden at det ser ud af noget
Vore læger skal vise en Kristuslignende enkelhed i alle linjer af deres arbejde. Hvis de er iklædt himlens fulde rustning – Kristuslignende sagtmodighed og ydmyghed – vil de få helt succes. Men tilpasning til verden, vinde dens gunst og anerkendelse, vil føre til svaghed. En sådan indrømmelse må ikke ske. Vort håb og styrke beror ikke på ydre udseende. De som påvirkes imod sandheden, på grund af manglende overdådighed i huse, med møbler, klæder og udstyr, viser at de ikke er i stand til at forstå sandhedens fortrin. De kan ikke påskønne Kristi evangelium. Gud vanæres når dem i forbindelse med arbejdet, som skal forberede et folk til at stå trængselstidens prøve som ligger foran os, hvis de svigter ham og følger verdens mode. . . .
(167) I skal ikke søge den popularitet som fører bort fra Kristi enkelthed. Gud skal være din Leder. De som er kristne vil stå i Guds kraft. De vil i deres liv vise den overlegenhed som Gud giver de lydige undersåtter, de som er loyale mod Hans bud. Dem som tror sandheden vil aldrig skamme sig over Jesu Kristi evangelium. Sandhedens principper skal altid være fremherskende på vore sundhedsinstitutioner. Og så vil de, når de har fulgt verdens skikke og mode i deres lidelse komme til disse institutioner, så vil de se et enkelt liv som vil forvandle deres sanser. De vil mærke himmelske engles usynlige tilstedeværelse. — Manuskript 172, 1899.
(167) Enkle møbler
Mindre dyrt udstyrede værelser, end dem I ønsker, vil være i overensstemmelse med det arbejde Gud har givet os at udrette i disse sidste dage. Jeres idéer er ikke formet og dannet efter en sand praktisk tanke hvad det vil sige at vandre ydmygt med Gud. I ser på udseende, som et stort middel der opløfter jeres succes. Dette er et bedrag. I forsøger at få det til at se ud, så det på ingen måde passer til det arbejde Gud har givet jer at udføre, et udseende som det vil kræve store summer penge at sætte op. Vi kan ikke gå med til at sanatoriets værelser er i overensstemmelse med tidens afgudsdyrkelse, også hvis dette vil give støttepenge. Kristen indflydelse er af større værdi end dette.
(167) Et ønske om ydre udseende, er som en kræftsvulst der altid spiser sig ind på livskraften. Udseende er en nådesløs tyran. Du må passe på din trang til opvisning og underholdning. Det er en fejltagelse at tro at I vil få flere patienter og derved flere midler ved at få det til at se bedre ud. De onde følger af en sådan kurs har endnu ikke vist sig for jer, men de viser sig, hvis I ikke passer på. . . . .
(168) Guds vej er den bedste
Gud ser ikke på det ydre, men på hjertet. Der må gøres veltilrettelagte tiltag. Der må ikke investeres i noget overflødigt. Det er ikke fordi vi ønsker at ophøje os selv at vi prøver at opbygge et sanatorium, men fordi vi ønsker at ære Gud og frembringe den sandhed ordentligt, som er blevet vist forkert. På denne institution skal vore særlige religiøse principper fremhæves og ophøjes. De skal aldrig skjules.
(168) Herrens vej er altid den bedste vej. Vi er i sikkerhed når vi følger Ham, der siger: »Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.« Hvis Kristus, himlens Majestæt, er sagtmodig og ydmyg, hvor meget mere burde vi så ikke være det, som er under dødsdom for ulydighed. Vore lægers indflydelse på sanatoriet bør være sådan at vi opmuntrer til sagtmodighed og ydmyghed. Mennesker skal ikke ophøjes som store og forunderlige. Det er Gud der skal ophøjes. — brev 51, 1900.
(168) Prøvelser i forkynderarbejdet
I kristenerfaringen tillader Herren prøvelser af forskellig slags at kalde mænd og kvinder til en højere leveorden og til en højtideligere tjeneste. Uden disse prøvelser vil man hele tiden falde bort fra Kristi lighed, og mennesker vil blive besjælet med videnskabelighed, fantasier og menneskers filosofi, som leder dem til at forene sig med Satans efterfølgere.
(168) Under Guds forudseenhed er alle gode og store virksomheder underlagt prøvelser, for at teste renheden og styrken i deres principper, som står med ansvarsbetyngede stillinger og former og godtager den enkelte menneskes karakter efter Guds model. Dette er den højeste uddannelsesorden.
(168) Karakterdannelse opnås ved at bruge sindets evner, når prøven er størst, ved lydighed mod alle Guds lovkrav. Mennesker med betroede stillinger skal være redskaber i Guds hænder for at virke for Hans ære; og udføre deres pligter med den yderste pålidelighed, så de kan opnå karakterfuldkommenhed.—Manuskript 85, 1906.
(169) Der er brug for mennesker med skarpsindighed
»Du er,« sagde vor instruktør, »kommet til et vigtigt sted i dit arbejdes historie. Hvem skal der vælges til at have ansvar for sanatoriet, under dens opstart? Der må ikke begås fejl i denne sag. Der skal ikke komme mennesker ind i betroede stillinger, som ikke er blevet forsøgt og prøvet. Mænd og kvinder som forstår Herrens vilje skal vælges – mænd som kan se det arbejde som er brug for at blive gjort og gør det under bøn, så at fortidens fejltagelser og vildfarelser ikke gentager sig.«
(169) »Ham som indsættes som forretningsleder,« sagde Han, »må daglig ledes af Herren. Han indtager en meget vigtig plads og han må have de nødvendige kvalifikationer til arbejdet. Han bør have værdighed og kundskab, blandet med en klar fornemmelse hvordan hans myndighed skal udøves. Kristus må åbenbares i hans liv. Han må være en mand som belærer religiøst og udøver en åndelig indflydelse. Han må vide hvordan han har med mennesker at gøre, og han må lade sit eget sindelag styres af Ånden. Visdommen skal komme ud af hans læber som opmuntrende ord til alle han kommer i forbindelse med. Han må vide hvordan han ser og retter op på fejltagelser. Han må være en mand som er i harmoni med sine medarbejdere, en mand med tilpasningsevne. Han må kunne tale om de forskellige punkter i vor tro, hvordan anledningen påbyder det. Hans ord og handlinger bør åbenbare retfærdighed, dømmekraft og Guds kærlighed.«
(169) Han som gav israelitterne instrukser fra skystøtten og ledte dem gennem ørknen til det Forjættede land er vor Leder i dag. Vi er under guddommelig nåde, og hvis vi er lydig mod Guds bud skal vi være i fuldkommen sikkerhed og vil modtage Hans gunst fremtrædende kendemærker. — brev 325, 1904.
(169) Moderate priser
På vore sanatorier må der gøres noget for alle klasser. Herren kalder ikke vore folk til at oprette institutioner hvor alle som kommer, kan få fri kost og logi, og hvor vore særlige trospunkter ikke introduceres. Dette har Herren ikke pålagt nogen syvendedags adventist. Gør man dette er det misbrug af tid og midler.
(170) Logien og behandling må være sådan, at patienter fra de højere klasser vil tiltrækkes. Der må indrettes værelser som de kan bruge, som vil betale en god pris. Men læger skal ikke prioritere velhavende patienter for højt, som kan betale høje priser; der skal heller ikke gøres for overmådelige udlæg af midler for at få særlig beskyttelse. Gebyr for behandling og husly, må ikke være så højt at der er modstand mod den enkle og sunde mad der er nødvendig for at være sund. Spørg efter fornuftig pris, for den behandling der gives. Dette vil kunne anbefale sig selv for alle fornuftige mennesker.
(170) Sættes din pris over det som er ærligt og rigtigt, kan det nok være efter verdslige lægers skikke, men det vil ikke tjene til Guds ære. Det er ikke efter Hans plan, og vil ikke vinde Hans anerkendelse. Det vil få en dårlig indflydelse i verden. Kræves der så høje priser vil man blive skuffede, og vil i det hele taget få en anden indflydelse end ventet. Der bør aldrig pålægges ublu priser.
(170) En forandring er nødvendig
Jeg er hvervet til at tale for alle som er involverede som læger på vore institutioner. En reformation er nødvendig når det gælder ledelse af disse institutioner. De skal ikke ledes som verden vil lede dem. Når mange, som ikke kan klare at betale og behandles gratis, pålægges andre at betale overdrevne priser for operationer som kun tager lidt tid. Verdslige lægers priser skal ikke være regel for vore institutioner. . . . .
(170) På disse punkter er der givet advarsler og formaninger fra Herren. Han vil ikke velsigne bedrageri i nogen af forretningstransaktionerne. Lægekollegiet har i almindelighed rigtige mange uretfærdige afpresninger; men skal vi kopiere deres synd? Vi er reformatorer. Det forventes at vi handler efter helt menneskelige forhold, Kristi rene og ophøjede karakter. Når dette passer på os, vil vi føre et veltilrettelagt fortsæt for streng renhed i alle ting i mindste detalje, til vi får større ansvar. Helliggjorte hjerter vil altid åbenbare helliggjorte principper. — Manuskript 169, 1899.
(171) Til en uerfaren leder
Du skal altid sætte dig i hans sted, som du har med at gøre, og se hvordan du får det under sådanne omstændigheder; så må du handle sådan som du vil have at andre gør mod dig, at ingen skygge vil kastes på sandhedens dyrebare sag. Det må ikke medføre skam blot for at tjene nogle få dollars eller cents. Der må ikke være mulighed for at nogen siger at Syvendedags Adventister nogensinde vil gøre dårlige handlinger. Det som de vil høste er foragt. Lad alle vore forretningsanliggender stå i et rent og ubesmittet lys over for verden, og for dem af vor tro. Lad ikke din handlemåde være af den karakter, så det kræver forklaringer at få det til at se godt ud i favorabelt lys.
(171) Alle må kunne se at denne institution står sådan at den virker for vore medmenneskers lykke og velvære. Det vil være bedre, langt bedre, at få det mere ubekvemt og lide tab end at blive pengebegærlig og skabe vrede, og efterlade ulykkelige indtryk på menneskesind, at de har udnyttet nogen og bedraget, og de går bort med fjendtlig indstilling over for institutionen. Institutionens principper og moral må altid styres af alle forhold, til troende og ikke-troende, med generøse og veldefinerede ædelheds principper og overvejelser, specielt mod dem som lider pine.—brev 26, 1888.
(171) Hensynet til en såret medarbejder
Når en af jeres folk er blevet såret over hans arbejde, som det skete for nogen tid siden, så behandl ham som du selv vil behandles under lignende omstændigheder. Vis en Kristus-lignende forståelse. Det er Guds måde at behandle andre på. Noget mindre end dette er ikke retfærdigt eller ædelt.
(171) Der bør vises stor omhu for at behandle en såret person; for han var ikke-troende. Du har grund til at takke din himmelske Fader for at hans liv blev sparet.
(171) Hvis den sårede person blev taget til sanatoriet, bør hans pris være lille, hvis der overhovedet skal være en pris. Og det må også overvejes om det ikke er rimeligt at hans løn betales i den tid hvor han er borte fra sit arbejde på grund af ulykken. En medarbejder må under ingen omstændigheder udnytte det; for alle ting er åbne for Hans øjne som vi har med at gøre. Han forlanger at sjælen værner om renhed og åbenbares i livet. — brev 58, 1902.
(172) Vær venlig mod den ringe
Ønsket om at gå sin egen vej må, i modsætning til medarbejdernes dømmekraft, ikke finde sted på vore institutioner. »I er alle brødre.« En ømhed og kærlighed skal kunne vises. På vore sanatorier og i enhver institution, har venlige ord behageligt udseende, en værdig optræden, stor værdi. Der er en charme imellem mennesker, som er virkelig høflige. Hvilken god kraft har lidt venlig ikke i forretninger! Hvilken genoprettende og opløftende indflydelse har det ikke i omgang med fattige og fortrykte mennesker, som er trykt helt af sygdom og armod. Skal tilbageholde balsammen, en sådan behandling giver, fra dem? . . .
(172) De i ansvarsbetyngede stillinger må begå sig med dem, som ikke har det så let. Slid og afsavn, uden håb om bedre ting i fremtiden, gør deres byrde meget tung. Og når smerte og sygdom kommer oveni, er byrden næsten større end de har kræfter til at bære. Lad ikke Guds forvaltere være skrappe over for disse. Dette vil være grusomt i sig selv. Lad dem iklæde sig høfligheden, som klædning. Lad dem være venlige og forsonende i deres omgang med de ydmygeste og fattigste. Gud vil se og belønne en sådan behandling. — brev 30, 1887.
(172) Bevare en helliggjort værdighed
Jeg har fået instrukser om at vore sanatorier skal renses væk for de personer hvis handlemåde er til miskredit for sanatoriets hellige arbejde. Vore sundhedsinstitutioner bør bevare en helliggjort værdighed. Der må ikke ansættes hjælpere her, som ikke har en fornemmelse for sand værdighed. Ansæt kun dem som beviser at de arbejder på at møde fuldkommenhedens standard, i hvis liv den guddommelige lignelse kan ses.
(173) Der bør udvises stor visdom for at udvælge mænd og kvinder som instruktørere på vore sanatorier. De bør ikke kun tale forstandig om videnskabelige spørgsmål, men være mænd og kvinder som har lært at være under Guds Ånds regel, og som adlyder Kristi institutioner. De bør kunne gives gode råd på en venlig og forstandig måde. Det vil ikke gavne at ærgre sig og skælde ud, men siges der klare ord i en venlig ånd vil det udrette varige resultater for godt. Herren vil hjælpe alle som virkelig ønsker at lære af Ham.
(173) De syge kan ikke få de rigtige indtryk, når dem som udgør sanatoriets familie af hjælpere er ubehagelige eller klodsede i optræden, eller gemmer på overfladiskhed eller underlagt jalouxe luner. Disse medarbejdere må ikke forblive på vore institutioner, for fjenden er allerede i gang med sådanne menneskesind og drive sjæle bort fra Kristus igennem deres indflydelse. Det vil være langt bedre at betale høje lønninger og sikre sig gode og følsomme hjælpere på vore institutioner, end at tage dem ind som du ikke kan disciplinere og lære op.
(173) Indflydelsen fra en smuk karakter
Den behagelige optræden, den smukke karakter, vil Herren bruge til at velsigne den syge med. Guds ords sandheder besidder en helliggørende og forvandlende kraft. Hvis den modtages i hjertet og føres ud i livet, vil de vise sig som en smag af liv til liv. Lad dem, som er ansat på vore institutioner være sådan at sandhedens lys vil skinne frem i deres daglige ord og handlinger. Det er kun disse at Kristus kan acceptere som medarbejdere sammen med Ham.
(173) Jeg skriver bestemt og afgjort så alle kan forstå vigtigheden af at udslette ond indflydelse fra vore sanatorier, som er oprettet for at bringe helbredelse og velsignelse til lidende mennesker, som er syge i sind og krop. — Manuskript 69, 1909.
(173) Behov for erfarne medarbejdere
Det er ikke det klogeste at sætte vore sanatorier i forbindelse med for mange uerfarne, som bliver som elever, medens der er mangel på erfarne og dygtige medarbejdere. Vi behøver mere modne kvinder, og mænd som har sunde og solide principper – solide folk som frygter Gud og som bærer ansvar klogt. Nogle kan komme og yde arbejde for mindre løn, fordi de glæder sig over at være på et sanatorium eller fordi de ønsker at lære; men der er ikke økonomi i at forsyne institutioner så meget med uerfarne hjælpere.
(174) Hvis de rigtige personer er knyttet til vore sanatorier, og hvis alle vil ydmyge deres hjerter til Gud, selvom der nu er en høj gæld på institutionen, vil Herren arbejde på en sådan måde at gælden bliver mindre, og sjæle vil omvendes til sandheden, fordi de ser at medarbejderne følger med på Herrens vej og holder Hans bud. — Manuskript 57, 1909.
(174) Helliget helt til Gud
Jeg er meget ivrig efter at alle som er knyttet til vore sanatorier skal være mænd hvis liv er helt helliget til Gud, fri for alle onde gerninger. Der er nogle som leder til at have mistet al fornemmelse for vore institutioners hellige karakter og det formål de er oprettet til. Mine tanker gribes af stor rædsel over de resultater der kommer af manglende åndelighed og klar dømmekraft. Der er stort behov for loyalitet mod princippet. Herren kalder unge mænd til at arbejde på vore sanatorier, som ikke vil give efter for fristelse. De unge folks liv der er knyttet til vore sanatorier bør være sådan at det har en overbevisende og omvendende kraft over dem, som ikke har modtaget budskabet for denne tid.
(174) Vore sanatorier skal styres på en sådan måde, at Gud vil æres og forherliges. De skal ikke være en snare. Men medmindre de menneskelige redskaber er under Helligåndens vejledning, vil fjenden bruge dem til at gennemføre sine påfund for at forhindre Guds sag og for at udslette deres egne sjæle. Mange har allerede mistet deres første kærlighed for de store og mægtige bibelsandheder om Kristi genkomst. — Manuskript 63, 1908.
(174) Udvælge medarbejdere
Der bør udvises stor omhu for at vælge unge folk til at knytte til vore sanatorier. De som ikke har kærlighed til sandhed i sin sjæl, bør ikke vælges. Den syge behøver at få sagt nogle kloge ord til sig. Enhver medarbejders indflydelse bør gøre indtryk på sindene for Kristi Jesu religion. Der er givet lys for at vælge unge mennesker til at knyttes til vore sanatorier, som beviser at de kan være elever i Kristi skole. — brev 59, 1905.
(175) Sanatorier og uddannelse
Ethvert sanatorium der er oprettet af Syvendedags adventister skal ledes efter uddannelsesmæssige linjer. Og det skal hele tiden fremme til værkets højere og endnu højere mål. Dem som vil udfylde ansvarsbetyngede stillinger, bør huske på den indflydelse deres ord og handlinger har på dem, der er knyttet til dem. De skal arbejde for deres åndelige og fysiske sundhed, som kommer i forbindelse med institutionen. Et langt højere arbejde skal gøres i denne linje end hidtil er gjort.
(175) Dem som har ansvarsbetyngede stillinger i et sanatorium, enten som leder eller som oldfrue, bør mærke vigtigheden af det ansvar der påhviler dem, at oplære dem i deres varetægt, til at udføre deres arbejde grundigt og hurtigt. Hvis de er sande kristne, vil de kæmpe alvorligt for at udrette de bedste resultater for elevernes nuværende og evige bedste. De vil ikke forråde en hellig betroelse ved at tage deres egne læresætninger ind i deres undervisning, som ikke er i harmoni med Guds ords lære.
(175) De som tager vare på dette arbejde, skal først opnå Kristi lighed. De skal dagligt lære i Kristi skole. Så vil de få visdom til at vide hvordan de skal behandle menneskers tankesind. De vil vide hvordan de skal fremføre sandheden trin for trin, til dem som kommer på institutionen for at berede sig selv til nyttighed i Guds tjeneste.
(175) At være en oplæringsskole
Alle vore institutioner skal være oplæringsskoler. Det gælder særlig hensynet til vore sanatorier. De unge må have kloge råd. De må afkræves pænhed og grundighed. De skal lære at gøre deres bevægelser så hurtigt som muligt, når de arbejder. Langsomhed bør behandles som en sygdom der må kurreres.
(175) Enhver institution må have kloge tilsynsmænd over det indvendige og udvendige arbejde, så hjælperne kan oplæres til at vogte sig mod uenergiske og dovne vaner. Oldfruen bør udvælge dem under hendes varetægt, som kan hjælpe hende med at undervise hjælperne til at de arbejder pænt og grundigt. Der bør aldrig opmuntres til langsomt arbejde. Enhver bør prøve at arbejde hurtigt og samtidigt pænt og omhyggeligt.
(176) Oldfruen skal udvise i moderlig omsorg for de piger hun har under sig. Hun skal vise dem visdom og lægge en del af deres månedsløn, og lægge det i pålidelige hænder. Hun skal opmuntre dem til pæne klæder, og samtidig lære dem at deres klæder altid skal være pæne og passende. Hun skal ikke opmuntre til forfængelighed og ødselhed på noget område.
(176) Afskaffe spild
Han som har ansvar for finanserne bør finde ud af hvor han kan spare, i stedet for at bruge for meget. Alle unødige omkostninger bør indskrænkes. Lad hjælperne forstå at forbrug ikke må overgå produktion. Det er en alvorlig sag at spilde på et sanatorium. Der er for mange som har at gøre med forskellige linjer af arbejdet, og det er det væsentlige at de forstår behovet for sparsommelighed. Sparsommelighed er en meget værdifuld videnskab. Mange spilder meget når de ikke gemmer på det tiloversblevne og stumperne af det. Hos mange spilder en familie lige så meget, som kunne underholde en lille familie. Alle disse ting er med i den uddannelse der gives på vore sanatorier.
(176) Der er brug for penge i kassen; der må ikke gives rundhåndet til dem som ikke behøver det. Nogle behøver jeres frivillige gaver. De som har midler undlader for ofte at betænke de mange i verden der er sultne, og mangler mad. De kan sige: »Jeg kan ikke brødføde dem alle.« Men praktiseres Kristi lektier om sparsommelighed kan du brødføde én. Det kan nok være at I kan brødføde mange som hungrer efter timelig mad. Og du kan give jeres sjæle føde med livets brød. »Sammel det tilbageblevne op, så intet går til spilde.« Disse ord sagde Han som havde alle universets ressourcer i sin hånd; og med Hans mirakelvirkende kraft forsynede han tusindvis med føde, men han foragtede ikke at undervise i en lektie om sparsommelighed.
(176) Den glade tjenstvillighed
Medarbejderne på vore sanatorier skal oplæres til det arbejde de bedst egner sig til. Men når en nødssituation opstår, og hjælp er nødvendig, skal ingen medarbejder sige: Det er ikke mit job. Den hjælper som har en idé om at han kun skal gøre det arbejde han har fået, og ikke mere, som ikke føler noget ansvar for hjælp hvor og hvornår der er brug for hjælp, bør straks få den tanke ud af sit sind. Han bør aldrig føle at der begås fejl mod ham, hvis han i en nødssituation bliver bedt om at overarbejde. Når der er behov for ekstra hjælp, så lad en medarbejder hjælpe villigt, i kristen ydmyghed, og de vil få en velsignelse.
(177) Det kan være at nogle vil gøre oprør når de bliver bedt at gøre nogle små almindelige pligter. Men det er disse pligter de behøver at udføre. Det er trofasthed i de små ting der forbereder til de større ansvar. De mest succesrige slidere er dem som gladelig tjener Gud i de små ting. Ethvert menneskevæsen skal arbejde med livet som indsats, væve det ind i mønsteret for at hjælpe med at fuldende mønsteret. De som ønsker at være nyttige kan altid finde beskæftigelse. Tiden vil aldrig ligge tungt i deres hænder. . . . .
(177) Ingen skal bruge sin tid på at længes efter det umulige, glemme de ordinære daglige pligter, idet de ønsker at gøre noget stort. Trin efter trin, fra det laveste trin, må stigen bestiges – om det så er smerteligt. Men succes kommer af ihærdigt arbejde, og fremgangen er af stor værdi den alvorlige kamp for sejr. . . .
(177) Dem som er knyttet til vore institutioner skal bevise værdien eller værdigheden af deres dømmekraft i form af deres handlinger. Dem som går ind i institutionens tjeneste ude at ville hjælpe, som udfører deres tildelte opgaver som tvang, med vrangvillig underdanighed, som handler som om de gladelig ville være fri for besværet i de daglige pligter som nogen må gøre, er kun til lille hjælp for institutionen. En mekanisk lydighed kan skjule oprørets ulmende brand, men det er nødvendigt at bryde når som helst mod betvingelse. Hos disses tjeneste er der ikke være fred, lys eller kærlighed. Den atmosfære som omgiver deres sjæle er ikke velduftende. Andre kan mærke indflydelsen fra deres ord og handlinger, og denne indflydelse er endog til skade for dem som prøver at gøre deres bedste i den position som de sættes i. Selvmedlidenhed forringer deres karakter som værner om selvmedlidenhed, og det udøver en indflydelse som ødelægger andres lykke.
(178) Være tålmodig mod de fejlende
Han som har ansvar for disse bør under ingen omstændigheder irriteres eller skældes ud. Han bør ikke give plads til utålmodighed eller miste selvkontrol. Tag dem til side og fortæl dem at noget sådant ikke kan tillades, og at de må ændre deres ånd. Fortæl dem at det tåbeligste de kan gøre, er at tro at de behøver forståelse. Bed med dem; giv dem så deres opgave, ligesom Gud giver os opgaver. Han har givet enhver sit arbejde, efter hans særlige evner.
(178) Hvis disse unge, som er blevet prøvet tålmodigt, ikke forandre sig, så lad dem tydeligt få at vide at de ikke kan betvinges ved belæring. Lad deres plads gå til dem, som ikke vil være til sådan byrde for institutionen. . . .
(178) Der skal ikke være noget slaveri. Alles arbejde må ske gladeligt og villigt. Men de som oplærer de unge på vore institutioner, har en ulempe imod sig. Der er mange som hjemmefra har fået en ufuldkommen oplæring. Moderen har ofte gjort sig til slave for sine børn, og derved forsømme sit vigtigste arbejde – at lære sine børn at tænke sig om, at gøre pænhed, orden og grundighed i livets små ting til en vane. . . . . ..
(178) Når disse børn når en alder med ansvar, så er de ikke betvungede og udisciplinerede. Det kan være at de har et ønske om at komme på et af vore sanatorier, og tage en sygeplejeruddannelse. De kommer, men manglerne i deres hjemmeoplæring gør deres ophold på institutionen hård for sig selv og for dem som har ansvar for deres uddannelse.
(178) Overvinde forældrenes forsømmelse
Det som blev ødelagt i hjemmet må ikke fortsætte på institutionen. Der vil ikke være noget håb for disse stakkels unge – forfejlet fra barndommen af på grund af uklog eftergivenhed – hvis dette videreføres på institutionen som var i hjemmet. Lad dem blive disciplineret klogt og venligt, og lader det til at de prøver at blive bedre, prøver at gøre sig selv til det som de burde være, så må der tales opmuntrende ord til dem. Men lad dem tydeligt forstå at de ikke kan følge deres egen fornøjelser, som de har gjort der hjemme. Hvis de gerne vil begynde fra begyndelsen af, hvis de er opsat på at mestre ethvert problem, vil de blive bedre. . . . . .
(179) Deres forældres forsømmelighed har gjort deres oplæring hårdere end den ellers kunne have været. Forbigå ikke noget uden at bemærke det; men bebrejd dem ikke og skæld ikke ud. Det vil ikke overvinde vanskeligheden; men vil sætte dem i forlegenhed og gøre indtryk. Fortæl dem på den mest venlige måde at den tidligere forsømmelse må afhjælpes, ellers kan de ikke blive på institutionen. Der må peges tydeligt på behovet for fornyelse. De må opmuntres til at ændre forkerte vaner og befæste de rigtige vaner.
(179) Dem der sympatiser med ham der skaber stor forvirring fordi han ikke beslutter at gøre noget ved den manglende opdragelse der er blandt medarbejderne, det mangler der at blive gjort noget ved. Vis dem at det er deres pligt at hjælpe dem som har så meget at overvinde. Dem med ansvarsstillinger på institutionen kan ødelægge unge mænd og unge kvinder for livet ved at sympatisere urimeligt meget med dem, forkæle dem, og lytte til deres beklagelser. Dem som gør dette viser at de selv har brug for reform, før de er klar til at tage klogt ansvar for et sanatorium eller nogen anden institution som de unge skal oplæres i.
(179) Dette er den linje i sundhedsmissionsarbejdet som skal udrettes på vore sanatorier. Og oh hvor forsigtig skal de med ansvar være for at ikke begå fejl. Dem som giver forkerte råd, medens de sidder i betroede stillinger, arbejder imod Herren Jesu arbejde.
(179) Oh, hvilket arbejde ligger foran dem som står i ansvarsbetyngede stillinger på vore sanatorier! Et stort arbejde skal udrettes. Der er tunge ansvar at bære, og de må bæres af mænd som har en levende erfaring med Guds ting, som søger Ham dag for dag, af hele hjertet. Der påhviler lægerne og lederne på vore sanatorier højtidelige forpligtelser. De skal sætte et værdigt eksempel, for deres krav at tro sandheden. . . . .
(179) Jeg ønsker at, om muligt, indprente vigtigheden af at give så ren og retfærdig fremstilling af Gud, i vore lægers og i lederes sind, så verden vil kunne se Ham i Hans skønhed. Jeg ønsker at se dem fyldes med den Ånd som bor i Ham, så verdslig fremgangsmåde ikke vil få magt til at splitte deres tanker fra det arbejde, at bringe mennesker de store og forunderlige muligheder for enhver sjæl, som tager imod og tror på Kristus. — Manuskript 27, 1902.
(180) Opdrage i venlighed
Bring ikke nogen som helst hårdhed ind i jeres tugtelse. Pålæg ikke de unge nogen hårdnakkede påbud. Det er med disse ugennemtrængelige regler og påbud at de nogle gange føler at de må og vil gøre ting som de ikke er pålagt at gøre. Når de unge får formaninger eller irettesættelser, så gør det som nogen der har særlig interesse for dem. Lad dem se at I har et alvorligt ønske for dem, at gøre en god optegnelse i himlens bøger. . . . . .
(180) Enhvers evige skæbne afgøres ved dette livs ord og handlinger; vær derfor forsigtig med at ikke drive en fristet sjæl ind på fjendens slagmark. Provoker ikke de unge til vrede. Oprør ikke impulser i dem, ved uretfærdige påbud og hård behandling, til at handle overilet. De som burde vide hvordan unge skal behandles driver dem ofte bort fra Gud ved overlagte ord og handlinger. Gud skriver en sådan behandling af unge, ned som en synd imod Ham selv. Behandle de fristede på en måde som drage dem til dig som en ven, der ikke vil fejlbedømme dem eller skade dem.
(180) De formaninger Gud har givet i sit ord er uendelig meget bedre end de irettesættende ord du kan tale. Led de unge til at se at det er for deres evige gode at følge den sti Herren har markeret til dem. Fortæl dem at de ikke må synde, fordi det sårer Genløserens hjerte. Fortæl dem at være bange for at synde, fordi syndens løn er død. Prøv venligt og kærligt at inspirere dem alvorligt til at gøre hele deres pligt mod Gud og mod deres medmennesker. Husk på at disse unges fremtidige erfaring vil bære præg af den undervisning du har givet dem.
(180) Idet du kæmper sådan for at uddanne de unge du har i varetægt, så uddanner du dig selv, bereder dig selv til at bedre gøre Mesterens arbejde. Der fremkaldes en karakterfornyelse som gør dig til et sikkert eksempel for den fristede og prøvede. Når du disciplinerer andre så discipliner og oplærer du dig selv. . . . .
(181) Kæmp for at vise Kristi eksempel
Lad dem som er sat i ansvarsbetyngede stillinger tage sig i agt, da de ikke, ved deres mangelfulde karakter og ukristelige temperament, arbejder imod Guds plan. Guds ære og menneskenes bedste bør lede alle til at kæmpe for et eksempel, for hvad man kan blive gennem Kristi nåde. Han skal stole helt på Hans fortjenester, som gav Sig Selv som et offer, så Han kan stå mellem Gud og mennesker. Alle der anstrenger sig for at det daglige nådesarbejde gøres i hjertet, vil være en smag af liv til liv, for alle som er under hans omsorg. Han vil få succes med at arbejde for de sjæles frelse der er ved at gå til. Han vil bringe dem til Overhyrden, som alene kan frelse alle til det yderste, som kommer til Ham.
(181) De mennesker som vil vejlede og instruere dem, som ikke kender til og er uden for vejen, behøver meget af Kristi tålmodighed og kærlighed. Deres tålmodighed vil prøves mange gange; dem som de arbejder for vil virke sløve til at kunne forstå; det vil være hårdt og lede dem til at handle efter rigtige principper. Sandheden må sættes ind over for dem for at blødgøre og underlægge deres hjerter. De som prøver at hjælpe dem, må have evner til at lede dem skridt for skridt, indse at de skal bønfalde de syndige mennesker, ikke drive dem, til at blive forligt med Gud.
(181) Kristus siger: Min hyrde hør Min røst, og de følger Mig væk fra syndens afveje. Ligesom Kristus arbejdede, sådan skal I arbejde. Søg i ømhed og kærlighed at lede fejlende på den rigtige vej. Det vil kræve stor tålmodighed og overbærenhed, for at hele tiden vise Kristi tilgivende kærlighed. Frelserens medfølelse må åbenbares dagligt. Det eksempel som han har efterladt må opfølges. Han påtog sig vor faldne dydige natur på Sin syndfrie natur, så Han ved hvordan de der fristes kommer til undsætning.
(181) Han som gør dette arbejde må lægge hele sit hjerte i det; for det er et arbejde der kræver alt af et menneske. Det vil ikke lykkes for ham som gør dette som et arbejde, for lønnens skyld. . .
(181) Det er ikke nødvendigt at bringe alt frem for lederen, som skal rettes. Når du ser at en arbejder fejler, så gå til ham, og tal venligt og ømt med ham, vis et oprigtigt ønske for hans lykkes skyld. I ni ud af ti tilfælde vil dine anstrengelser lykkes. Du vil redde en sjæl fra død, og skjule en mangfoldighed af synder.—brev 67, 1902.
(182) I stedet for en far
Alle vore institutioner bør være missionsagenter i sin fulde betydning. Intet arbejde må forhindre sjælevindingsarbejdet. På alle institutioner skal der udrettes et missionsarbejde. Fra lederen ned til den ydmygeste medarbejder, bør alle føle et ansvar for uomvendte iblandt deres egne. De bør anstrenge sig alvorligt for at vinde dem til Kristus. Som et resultat af dette vil mange vindes til Frelseren og blive trofaste og oprigtige i Guds tjeneste. Det pålidelige og religiøse liv, den hellige omgang og ufravigelig renhed, det gudfrygtige eksempel – det er de midler Gud bruger for at fæstne overbevisning i ikke-troendes hjerter og samvittighed.
(182) Mine brødre, unge mænd som ikke har antaget Kristus som deres frelser, er efter Guds forsyn kommet i selskab med jer i forretningsøjemed. I har flere års erfaring med sandheden. I har jeres egne børn. I burde vide hvordan I skal behandle disse unge mænd på en måde, så de vil drages nærmere til Frelseren. Og sådan som Herren har vist mig, har I alligevel kun gjort for lidt for at vinde dem, anstrengt jer for lidt for at vise kærlighed og respekt for dem. Hvis disse unge mænd var omvendte, kunne de bruges af Herren i Hans arbejde. Men hvem af jer som er små meget ældre, så meget mere erfarne, har haft byrde for deres frelse i jeres hjerter? Kristus døde for at frelse dem. Har I åbenbaret en Kristuslignende ømhed for dem? Taler I med dem, fordi I mener de er værd at frelse, eller støder I dem bort? Har I bevist for dem at I har en elskelig og øm interesse for dem, eller viser I, med jeres holdning mod dem, at I ikke synes de er værd at vise opmærksomhed?
(182) Gud drager lederne på Sine institutioner til ansvar for om de unge, som arbejder på disse institutioner, bliver behandlet høfligt, respektfuld og med faderlig venlighed. De skal behandle dem som de selv ønsker at Kristus skal være over for dem. Sådan som Herren har vist det for mig, er vort første arbejde at være så venlige mod de unge, så eftertænksomme over for deres interesser, at de føler sig hjemme i vor nærhed.
(183) Har I prøvet at være uselviske, venlige og gøre jeres ord og handlinger velduftende? Kan dem, som I har i varetægt, se op til jer som sande kristne? I er fædre. Vil I spørge jer selv om I vil behandle jeres børn sådan som I har behandlet nogle af de unge I har i varetægt? Ud fra det lys jeg har fået, ved jeg at der er nogle som bærer ansvar, som, medmindre de omvendes, aldrig vil se himmelens rige. Det gør ondt på mig at de ikke åbenbarer visdom, tro og kærlighed for fortabte sjæle, i deres livsførelse. Den behandling som nogle unge har fået, har knapt givet dem en flig af varmt og hyggeligt venskab. De behøver en helt anden erfaring end det de har fået i deres omgang med mennesker som burde kende Gud.
(183) Retfærdig lønudbetaling
Du har ind i mellem lovet medarbejderne lønforhøjelse, og så har du ikke opfyldt dette løfte. Er det at lade dit lys skinne frem i gode gerninger? Kan Mesteren acceptere dette? Skal dette fortsætte på Guds institutioner, som er oprettet for at frelse de sjæle som er knyttet til dem? Du må gendrive for de lønninger som er tilbageholdt i så lang tid. Ved du ikke at når du tilbageholder disse lønninger, så har du ikke har udrettet det, som du har gjort derved? Hvorfor vil mennesker der bekender at være kristne, og stadig følge fjendens snyderi? Han vil smigre din forfængelighed. Han vil prøve at bedrage dig, og få dig til at tro at du derved gør det bedste for at have med mennesker at gøre. Men du vil være uden undskyldning når du lader han bedrage dig; for Gud har udtrukket den klare sti du skal følge. . . . .
(183) Kristus kom til verden for at opsøge og frelse de fortabte. Da Han blev anklaget af farisæerne for at spise med toldere og syndere, svarede Han: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige [efter deres bekendelse], men syndere til omvendelse.« Han kom for at frelse, ikke for at ødelægge. Sjæle er meget dyrebare i Hans øjne; for fra skabelsen og ved genløsningen er de Hans. Indser I ikke at Han drager jer til ansvar for deres frelse, som I har med at gøre. Indser I ikke at han kræver de sjæle af jeres hænder som I ikke har prøvet at frelse? Har I ikke forsøgt at overliste fjenden, som hele tiden prøver at få de unge til at tro at ikke-troendes handlemåde er næsten ligeså rigtig som deres handlemåde er, der hævder at tro sandheden?
(184) Hvis lederne ikke værner om Guds kærlighed, var det så ikke bedre om de unge mænd og unge kvinder ikke kom under deres indflydelse?! . . . .
(184) Den himmelske fortegnelse
Husk på at Mesterkunstneren tager et billede af jeres karakter dag for dag. Jeres tanker, jeres ord, jeres handlinger, overføres til Hans optegnelsesbog, som trækkene i menneskeansigtet overføres til kunstnerens lærred.
(184) Vi skal være Kristi repræsentanter på jorden – rene, retfærdige, venlige og barmhjertige, fuld af medfølelse der viser uselviske ord og handlinger. Havesyge og begærlighed er træk som Gud afskyer. De udspringer af selviskhed og synd, og de ødelægger al arbejde som de får lov at blande sig i. Råhed i karakteren er ufuldkommenheder som Bibelen afgjort fordømmer, som vanære mod Gud.
(184) »Hold jeres færd« – jeres temperament og vaner - »fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har; thi han har selv sagt: Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.« »Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her, hvor det gælder kærlighedsgaven.« – den kristne kærlighedsgave. »Glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.«
(184) »Tvæt jer«
Herrens ord til dem, der er knyttet til Hans institutioner er, »tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!« Lad dem der søger sig selv give plads til kærlighed og arbejde på alle vore institutioner. Så vil den gyldne olie tømmes fra de to olivengrene til de to guldrør, som vil tømme sig selv ud i karrene, der står klar til at modtage. Så vil livet fra Kristi gerninger faktisk udstille Hans ords hellige sandheder.
(184) Herrens frygt, en fornemmelse af Hans godhed, Hans hellighed vil cirkulere rundt i enhver institution. En kærligheds og fredens atmosfære vil herske over alle afdelinger. Hvert ord der siges, hver ting der udføres, vil have en indflydelse der svarer til himlens indflydelse. Kristus vil forblive i menneskene, og menneskene vil forblive i Kristus. Begrænsede menneskers karakter til ikke vise sig i værket, men den ubegrænsede Guds karakter. Den guddommelige indflydelse som hellige engle vil tildele, vil indprente de menneskesind der kommer i kontakt med medarbejderne, og fra disse medarbejdere udgår der en velduftende indflydelse til alle som vælger at indånde den. Det prægtige karaktervævestykke, der er udarbejdet ved guddommelige kraft, vil få lys og herlighed fra himlen, og vil fremstå for verden som et vidne, der peger hen til den levende Guds trone.
(185) Så vil arbejdet gå solidt fremad i dobbelt styrke. Medarbejderne vil på alle linjer, få tildelt en ny livskraft. Mennesker vil lære forsoning fra den synd som Messias bragte ind ved Sit offer. Det sidste advarsels- og frelsesbudskab vil gives med mægtig kraft. Jorden vil oplyses med Guds herlighed, og den vil være vor at bevidne vor Herres og Frelsers snarlige komme i kraft og herlighed.—brev 58, 1902.
(185) Til videre studium
Placeringen af sanatorierne:
Råd om sundhed, 265-270 (Vidnesbyrd for menigheden 7:80-83; 85-89).
Spare på bygninger og udstyr:
Råd om sundhed, 274-279 (Vidnesbyrd for menigheden 7:90-94).
Virksomhed:
Råd om sundhed, 280, 28
Vidnesbyrd for menigheden 4:571-573);
Råd om sundhed, 305, 319, 320.
Råd om institutionsarbejdet:
Vidnesbyrd for menigheden 5:549-563.
Ikke for fornøjelseselskere:
Råd om sundhed, 271-27
Vidnesbyrd for menigheden 7:95-97).
Kommerciel øjemed:
Vidnesbyrd for menigheden 3:169.
Fare for verdslig fremgang:
Råd om sundhed, 290, 291.
Sanatorier som tilflugt for medarbejdere:
Vidnesbyrd for menigheden 7:292-294.
Særlige medarbejdere til åndsarbejde på sanatorier:
Råd om sundhed, 312, 31 (Vidnesbyrd for menigheden 8:143, 144);
Råd om sundhed, 29 (Vidnesbyrd for menigheden 7:75).
Pligt mod de fattige:
Råd om sundhed, 228-230 (Vidnesbyrd for menigheden 4:550-552).
Forretningsfolks renhed og dygtighed:
Vidnesbyrd for menigheden 7:247-249.
Forretninger og religion:
Vidnesbyrd for menigheden 5:422-429.
Fair behandling af medarbejdere:
Råd om sundhed, 314, 315.
Fornøjelser på sanatorierne:
Råd om sundhed, 240, 24
Vidnesbyrd for menigheden 4:577-579).