Vidnesbyrd 31(1882)
Lejrmøde taler

(9)  Boulder, Colorado, September 25, 1881.
(9) Kære brødre og søstre som samles her til Michigan-lejrmødet:
Jeg nærer en dybere interesse for dette møde end for andre der er blevet hold ved denne lejlighed. Michigan har ikke fået det arbejde, som der her burde være. Gud har sat vigtige institutioner iblandt jer og dette giver jer større ansvar end nogen anden konferens i hele området. Stort lys er blevet givet jer og få har reageret på det; alligevel forblødes mit hjerte i øm omsorg for vort elskede folk i Michigan. [Advarslen om, at Menneskesønnen snart skal komme i himmelens skyer, er for mange blevet almindelig tale. De er ikke længere i en ventende, vågende tilstand. Den egenkærlige, verdslige ånd, der gør sig gældende i deres liv, afslører hjertets tanker: »Min herre lader vente på sig.«] Nogle er indhyllet i stort mørke, at de åbenlyst udtrykker deres vantro, upåagtet vor Frelsers erklæring, at alle disse upålidelige tjenere og deres del skal være hos hyklere og vantroende. [Herren kommer 12.feb]

(9)  Vore prædikanter gør ikke hele deres pligt. Folks opmærksomhed bør henledes til den betydningsfulde begivenhed, som er så nær. Tidernes tegn bør holdes i frisk erindring. Daniels og Johannes profetiske syner forudsiger en periode i moralsk mørke og forfald; men ved (10) endens tid, den tid vi lever i nu, burde synet sige noget og ikke lyve. Når de beskrevne tegn begynder at ske, påbydes de ventende og vågende at se op og løfte deres hoveder op og glæde sig, fordi deres forløsning drager nærmere.

(10)  Blev der dvælet ligeså meget ved disse ting, som der burde, vil spottere komme frem, som vandrer efter deres egne lyster og sige: "Hvor er løftet om hans komme? for siden fædrene faldt i søvn, fortsatte alle ting som de var fra skabningens begyndelse." Men »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem.« »Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv.« Tak Gud, alle vil ikke lulles i søvn under den kødelige trykhedens vugge. Der vil være trofaste som vil se tidernes tegn. Selvom mange bekendere af den nærværende sandhed fornægter deres tro ved deres gerninger, vil der være nogle som vil holde ud til enden.

(10)  [Den samme selviskhed og tillempning efter verdens levemåde eksisterer lige så godt i vore dage som på Noas tid. Mange, som bekender sig til at være Guds børn, følger deres verdslige stræben med en intensitet, som gør deres bekendelse til en løgn. De vil være optaget af at plante og bygge, købe og sælge, spise og drikke, tage til ægte og give til ægte, til det sidste øjeblik af deres nådetid. Sådan står det til med en stor part af vort folk. samme] Fordi uretfærdigheden findes i stor mængde, bliver manges kærlighed kold. Det er kun til få dette kan siges: »Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til.« [Min sjæl er bebyrdet, når jeg ser den store mangel på åndelighed iblandt os. Verdens moder og skikke, stolthed, lyst til fornøjelse og til stads, dyrt tøj, dyre huse og grunde - alt dette berøver Guds skatkammer for midler, der benyttes til at tilfredsstille selvet, men skulle have været brugt til at sende sandhedens lys ud til verden. samme] Selviske hensigter kommer (11) i første række. At udruste folk til at arbejde for sjæles frelse betragtes ikke af så stor betydning som verdslige foretagender. Sjæle går tabt af manglende kundskab. Dem som har haft den nærværende sandheds lys og alligevel ikke føler byrde for at advare deres medmennesker om den kommende dom, må aflægge regnskab for Gud for deres pligtforsømmelse. Sjæles blod vil være på deres klæder.

(11)  Da gamle norm-bærere svigter og falder. Vore unge mænd er ikke blevet uddannet til at føle deres ansvar over for Gud; de får små anledninger til at arbejde for sagen og de kommer ind på markerne der lover den bedste løn og med mindst slid og ansvar. Som et folk vokser vi ikke i åndelighed, idet vi nærmer os enden. Vi indser ikke det arbejdes størrelse og vigtighed, som vi har foran os. Derfor er vore planer ikke at blive bredere og mere omfattende. Der er en sørgelig mangel på mænd og kvinder til at fremføre det voksende arbejde for denne tid.

(11)  Vi gør ikke en tyvendedel af det Gud forlanger at vi skal gøre. Arbejdets enkelhed har aftaget, det gøres indviklet, vanskeligt at forstå og vanskeligt at udføre. Menneskers bedømmelse og visdom har for ofte ledet og styret frem for Guds. Mange føler at de ikke har tid til at spejde efter sjæle som de må aflægge regnskab for. Og hvilken undskyldning har de for denne forsømmelse af et vigtigt arbejde, som var deres at gøre.

(11)  På vort college bør unge mænd uddannes på en så omhyggelig og grundig måde så muligt, at de kan være forberedte til at arbejde for Gud. Dette var det formål institutionen blev oprettet på. Vore brødre derude omkring bør føle en interesse, ikke kun for at støtte, men for at beskytte colleget, så det ikke vendes bort fra sin hensigt og formes af andre institutioner af den slags. Religiøse interesser bør vogtes hele tiden. Tiden drager til en afslutning. Evigheden er (12) nær. Den store høst indsamles, hvad gør vi for at berede dette arbejde?

(12)  Ledende mænd på vort college bør være gudfrygtige og helligede mænd. De bør gøre bibelen til regel og vejleder for livet, give agt på profetiens sikre ord som »et lys, der skinner på et mørkt sted.« Ingen af os bør driste os til at forlade vagten et øjeblik, »thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.« Det er kun dem som trofast fortsætter med at gøre vel, der skal høste lønnen. Meget, som ikke har del i Kristus, får plads iblandt os. Uindviede prædikanter, professorer og lærere hjælper Satan med at plante sit banner midt i vore fæstninger.

(12)  Formålet med vort college er blevet fremført igen og igen, alligevel er så mange forblindede af denne verdens gud, at dets egentlige formål ikke forstås. Gud har planlagt at unge mænd der skal drages til ham, så de der kan beredes til at forkynde Kristi evangelium og få både nye gamle ting ud af Guds ords uudtømmelige rigdomme, til folkets belæring og opbyggelse. Lærere og professorer bør have en levende fornemmelse for denne tids farer og det arbejde som må udrettes, til beredelse af et folk, til at stå på Guds dag.

(12)  Nogle af lærerne har spredt fra Kristus, i stedet for at samle med ham. Ved deres eget eksempel har de fået dem, de tager sig af, til at antage verdslige sæder og skikke. De binder studerendes hænder til moderigtige, fornøjelseselskende vantroende og fører dem hen mod verden og bort fra Kristus. Og de gør dette lige op i ansigtet af himlens advarsler, ikke kun dem folk får i almindelighed, men også personlige appeller til dem selv. Herrens vrede optændes ved dette.

(12)  Gud vil prøve sit folks troskab. Mange af de fejltagelser Guds bekendende tjenere begår, er som følge af deres egenkærlighed, deres ønske om bifald, deres (13) tørst efter popularitet. Forblindet af dette, indser de ikke at de er mere mørkets elementer end lysets. »Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« Dette er de betingelserne for at vi kan anerkendes som Guds udskilte sønner fra verden og aflæggelsen af ting som vildleder, fortryller og fanger.

(13)  Apostlen Paulus erklærer at det er umuligt for Guds børn at forene sig med verdslige: »Træk ikke i ulige åg med de vantro.« Dette henviser ikke kun til ægteskabet; men til ethvert fortroligt forhold og partnerskab med dem, som ikke har kærlighed for Gud sandheden, er en snare.

(13)  Apostlen fortsætter: »Thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: »Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud og de skal være mit folk.« »Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd og gennemføre hellighed i gudsfrygt."

(13)  Hvis vi indvilliger i de betingelserne, vil Herren opfylde sine løfter for os. Men her er der et arbejde for os at gøre, som vi ikke på nogen måde skal forsømme. I Jesu styrke kan vi gøre det rigtigt. Vi må altid rykke fremad og opad, altid vokse i nåden og i sandhedskundskaben.

(13)  [Lysets og dagens børn skal ikke (14) indhylle sig i nattens og mørkets skygger, som omgiver dem, der øver uret. De skal derimod stå pligtopfyldende på deres post som lysets formidlere, der får lys fra Gud for at lade det skinne på dem, der er i mørke. Herren kræver, at hans folk skal bevare deres integritet og ikke røre, dvs. ikke efterligne, de ugudeliges levemåde.

(14)  I denne verden vil de kristne være »et helligt folk, et ejendomsfolk«, der forkynder hans guddomskraft, som kaldte dem »fra mørket til sit underfulde lys«. Dette lys skal ikke blive svagere, men skal vokse i glans til højlys dag. Dem der repræsenterer den kristne standart skal hele tiden være på vagt. De har en vagtsom fjende som venter og våger for at indtage borgen. Nogle af dem der bekender sig til at være Kristi vægtere har inviteret fjenden ind i deres borg, har blandet sig med dem og i forsøget på at tilfredsstille, har de nedbrudt forskellen mellem Guds og Satans børn. Herren kommer 12.feb]

(14)  Herren har aldrig planlagt at vort college skulle efterligne andre undervisnings-institutioner. Det religiøse element skal være den styrende kraft. Hvis vantroende vælger denne indflydelse, er det i orden; hvis dem som er i mørke vælger lyset, er det sådan som Gud vil have det. Men slækker vi på vor vagtsomhed og lader det verdslige element tage ledelsen, for at få studerende, er det imod Guds vilje. Styrken i vort college er, at det religiøse element får lov at herske. Når lærere eller professorer ofrer religiøse principper, for at behage verdslige, fornøjelseselskende grupper, skal de betragtes som upålidelige og bør afskediges.

(14)  [Den vidunderlige sandhed, som har lydt i vore øren i mange år: »Herren er nær, vær også I rede,« er lige så meget sandhed i dag, som da vi første gang hørte budskabet. Den interesse af størst værdi for menigheden og Guds folk og for en syndig og ugudelig verdens skæbne, for dette øjeblik og i al evighed, er vi involveret i hér. Vi er alle bundet af loven. »For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, (15) og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften og så skal vi altid være sammen med Herren.« Kristus skal ses i skyerne, »og tage hævn over dem der ikke kender Gud og adlyder evangeliet.« samme]

(15)  Disse øjebliks begivenheder er nær forestående, alligevel sover mange, som bekender at tro sandheden. De vil med vished regnes til den upålidelige tjener som siger i sit hjerte, »min herre lader vente på sig,« hvis de forbliver i deres nuværende venskab med verden. Det er kun dem som venter i håbet og troen som Kristus vil vise sig for, »ikke for at bære synden, men til frelse for dem.« Mange som har sandhedens teori, kender ikke gudfrygtighedens kraft. Hvis Guds ord bor i hjertet, vil det styre livet. Tro, renhed og overensstemmelse med Guds vilje vil bevidne sin helligende kraft.

(15)  Prædikanternes ansvar
Et højtideligt ansvar påhviler vagtfolkene. Hvor omhyggelige bude de ikke være for at forstå og forklare Guds ord rigtigt. »Salig er den, som oplæser og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den.« Profeten Ezekiel siger: »Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn, tal til dine landsmænd og sig: Når jeg fører sværdet over et land og folket i landet tager en af sin midte og gør ham til deres vægter og han ser sværdet komme over landet og støder i hornet og advarer folket, men den, der hører hornets klang, ikke lader sig advare og sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans blod over hans hoved. Han hørte hornets klang uden at lade sig advare, hans blod kommer over hans hoved; men den, som har advaret, har reddet sin sjæl. Men når vægteren ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så at folket ikke advares og sværdet kommer og river en af dem bort, så rives han vel bort for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens (16) hånd. Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.«

(16)  Vagtfolkenes ansvar i dag, er meget større end på profetens dag, da vort lys er klarere og vore privilegier og anledninger er større end deres. Det er prædikantens opgave at advare ethvert menneske og lære alle, i al sagtmodighed og visdom. Han skal ikke tillempe sig verdens skikke, men som Guds tjener, må han kæmpe for den tro der en gang blev overgivet de hellige. Satan er hele tiden i gang med at nedbryde den fæstning som forhindrer ham dem fri adgang til sjæle; og når vore prædikanter ikke er mere åndeligt sindede, når de ikke knytter sig tæt til Gud, har fjenden store fordele og Herren drager vagtfolkene til ansvar for hans succes.

(16)  Jeg vil, i denne tid støde et advarselssignal for dem som samler sig til vort lejrmøde. Alle tings ende er nær. Mine brødre, prædikanter og lægfolk, jeg er blevet vist at I må arbejde på en anderledes måde, end den hidtidige arbejdsform. Stolthed, misundelse, egensindighed og ikke hellig uafhængighed har ødelagt jeres arbejde. Når mennesker lader sig selv smigre og højne af Satan, kan Herren gøre så lidt for dem eller igennem dem. (17) Hvilken umålbar ydmygelse nedgjorde Menneskesønnen, så han kunne højne menneskene! Guds arbejdere, ikke kun prædikanter, men folket, behøver Kristi sagtmodighed og beskedenhed, hvis de vil hjælpe deres medmennesker. Ligesom Gud, ydmygede vor Frelser sig selv, da han påtog sig menneskelig natur. Men han gik endnu længere ned. Som menneske, »ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.« Kunne jeg dog finde et sprog til at overbringe jer disse tanker. Kunne sløret dog rives bort og I kunne se grunden til jeres åndelige svaghed. Kunne I dog forstå de rige nådegaver og den nådesstyrke der venter på jeres efterspørgsel. Dem som hungrer og tørster efter retfærdigheden skal mættes. Vi må udvise større tro på Guds kald, for alle de manglende velsignelser. Vi må stride og pines for at komme ind ad den snævre port.

(17)  Kristus siger: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile.« Jeg bevidner for jer, mine kære brødre, prædikanter og folk at I har endnu ikke lært denne lektie. Kristus har udholdt skam, pine og død for os. »Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.« Bær skammen og skældsord uden at give igen, uden hævnlyst. Jesus døde, ikke for at gøre forsoning for os, men for at være vort forbillede. Oh, hvilken forunderlig nedladenhed! uforlignelig kærlighed! Idet I ser på Livets Fyrste på korset, kan I så gemme på selviskhed? Kan I så føje had eller hævn?

(17)  Lad stoltheden bøje sig i ydmyghed. Lad hjertet blive sønderbrudt. Ikke længere forkæle, ynkes over og ophøje selvet. Se, oh se på ham, hvem vore synder har gennemboret. Se ham stige ned, skridt for skridt på ydmyghedens sti for at løfte os op; fornedre sig selv, til han ikke kunne komme lavere og alt dette for at frelse os, som faldt på grund af synd! Hvorfor vil vi være så ligegyldige, så kolde, så formelle, så stolte, så selvtilstrækkelige?

(18)  (18) Hvem af os følger trofast Forbilledet? Hvem af os har begyndt og fortsætter krigen mod hjertets stolthed? Hvem af os har alvorligt givet os til at kæmpe med selviskhed, indtil den ikke længere bor i hjertet og åbenbares i livet? Idet vi ser Kristi Kors og tegnenes fuldbyrde og bringes os nærmere dommen, måtte da de lektier vi har fået, give stort indtryk på vore hjerter og gøre os mere ydmyge, mere selvfornægtende og mere venlige for hinanden, mindre selviske, mindre bekymrede og mere villige til at bære hinandens byrder, end vi gør i dag.

(18)  Jeg er blevet vist at vi, som et folk, viger bort fra troens enkelhed og fra evangeliets renhed. Mange er i stor fare. Hvis de ikke ændrer deres adfærd, vil de adskilles fra det Sande Vidne som ubrugelige grene. Brødre og søstre, jeg er blevet vist at vi står på tærsklen til den evige verden. Nu behøver vi at vinde sejre for ethvert skridt. Enhver god handling er ligesom et sået frø, der skal bære frugt til evigt liv. Ethvert godt resultat vi har fået, sætter os op på et højere trin på udviklingens stige og giver os åndelig styrke til nye sejre. Enhver rigtig handling bereder vejen for dens gentagelse.

(18)  Nogle afslutter deres prøvetid; er det i orden for dem? har de opnået en egnethed for det fremtidige liv? Vil deres optegnelse vise spildte anledninger, forsømte privilegier, et selvisk og verdsligt liv der ikke har båret frugt til Guds ære? Og hvor meget af det arbejde, som Mesteren har overladt os, ligger ugjort. Overalt omkring er der sjæle der skal advares; men hvor ofte er tiden ikke blevet optaget i at tjene selvet og den rapport er gået op til Gud, at sjæle er gået i graven uden at være advaret eller blevet frelst.

(18)  Herren har stadig barmhjertige hensigter med os. Der er plads til anger. Vi må passe til Guds kærlighed. Jeg beder jer, som har aflagt vor Herres tilsynekomst, (19) begynd nu genløsningstidens arbejde. Studér Guds ord. Lad alle, som er ved dette møde, gøre en aftale med Gud: aflægge let spøgende samtale og overfladisk og betydningsløs læsning og i det kommende år, ihærdigt og bønligt studere bibelen, så I kan være i stand til at, i ydmyghed og frygt, give ethvert menneske som spørger jer, en begrundelse til det håb I har. Vil I ikke uden tøven, ydmyge jeres hjerter for Gud og angre jeres svigt?'

(19)  Lad ingen nære tanken at jeg fortryder eller tilbagetrækker nogle af de tydelige vidnesbyrd, som jeg har frembåret enkeltpersoner eller folk. Hvis jeg har fejlet noget sted, så er det ikke at have irettesat synd for hårdt. Nogle af brødrene har taget ansvar for at kritisere mit arbejde og foreslå en lettere måde at rette fejl på. Til disse personer vil jeg sige: Jeg tager Guds vej og ikke jeres. Hvad jeg har sagt eller skrevet i vidnesbyrd eller irettesættelser er ikke blevet udtrykt for tydeligt.

(19)  Gud har givet mig mit arbejde og jeg må møde det til dommen. Dem som har valgt deres egen vej, som har sat sig op imod de klare vidnesbyrd de har fået og har forsøgt at ryste andres tro med dem, må bringe deres sag i orden med Gud. Jeg trækker ikke noget tilbage. Jeg formidler ikke noget for at det skal passe deres idéer eller for at undskylde deres karaktermangler. Jeg har ikke talt ligeså tydeligt som der trængtes til. Dem som på nogen måde vil mindske de, af Gud givne, skarpe irettesættelsers kraft, må møde deres gerninger ved dommen.

(19)  For nogle få uger siden, da jeg stod ansigt til ansigt med døden, fik jeg et nøjagtigt syn ind i evigheden. Hvis Herren fandt behag i at oprejse mig fra min svage tilstand, håber jeg, i nåde og styrke ovenfra, at sige disse ord nøjagtigt, som han gav mig at tale. I hele mit liv har det været frygteligt svært for mig at såre nogens følelser, eller forstyrre deres selvbedrag, idet jeg overbringer de vidnesbyrd jeg har fået af Gud. Det er imod min natur. Det koster mig megen smerte (20) og mange søvnløse nætter. Til dem, som har påtaget sig ansvaret at irettesætte mig og i deres endelige dom, foreslå en vej som ser klogere ud for dem, gentager jeg: Jeg antager ikke jeres anstrengelser. Efterlad mig sammen med Gud og lad ham lære mig. Jeg vil tage ordene fra Herren og sige dem til folket. Jeg forventer ikke at alle vil acceptere irettesættelserne og reformere sig, men jeg må gøre min pligt, uanset hvad. Jeg vil vandre i ydmyghed for Gud, gøre mit arbejde for tiden og for evigheden.

(20)  Gud har ikke givet mine brødre det arbejde, som han har givet mig. Det er blevet sagt indtrængende at min måde at irettesætte på i det offentlige, har fået andre til at blive skarpskårne, kritiske og hårde. Hvis det er tilfældet, må de afklare dette med Herren. Hvis andre påtager et ansvar, som Gud ikke har lagt på dem; hvis de ignorerer den belæring han har givet dem igen og igen, igennem hans udvalgte ydmyge redskab, til at være venlig, tålmodig og overbærende må de alene svare for resultaterne. Med et sorgbebyrdet hjerte, har jeg gjort min ubehagelige pligt for mine kæreste venner, uden at turde tilbageholde irettesættelserne til mit behag, endog fra min mand; og jeg skal ikke være mindre påpasselig at advare andre, om de hører eller lader være. Når jeg taler til folk siger jeg meget som jeg ikke har tænkt over i forvejen. Herrens Ånd kommer ofte over mig. Jeg har det som om jeg føres ud og bort af mig selv; forskellige personers liv og karakter fremstilles for mig i mit sind. Jeg ser deres fejl og farer og føler mig tvunget til at sige det, som bringes frem for mig Jeg tør ikke modstå Guds Ånd.

(20)  Jeg ved at nogle er utilfredse med mit vidnesbyrd. Det passer ikke deres stolte, uhelligede hjerter. Jeg mærker mere og mere dybt det tab som vort folk har måttet holde, fordi de ikke har antaget og adlydt det lys som Gud har givet dem. Mine yngre brødre i tjenesten, jeg beder jer at tænke (21) mere på jeres højtidelige ansvar. Er I helliget til Gud kan I udøve en mægtig indflydelse til gode for menighedens og verdens; men I mangler hjertefølt gudsfrygt og helligelse. Gud har sat jer til at være et lys for verden, ved jeres gode gerninger, såvel som ved jeres ord og teorier. Men mange af jer står for de uforstandige jomfruer, som ikke havde olie i deres lamper.

(21)  Mine brødre, giv agt på det Sande Vidnes irettesættelser og råd og Gud vil arbejde for jer og med jer. Jeres fjender kan være stærke og beslutsomme; men Den Mægtigere end de, vil være jeres hjælper. Lad lyset skinne og det vil gøre sit arbejde. Hærskarernes Herre er med os; Jakobs Gud er vor tilflugt.