Arbejdere for Gud

(132)  [Medarbejdere i den store høstmark, vi har kun lidt tid igen til at virke. Det er nu den gunstigste anledning, vi nogensinde vil få og hvor nøje bør ikke hvert øjeblik udnyttes! Vor Genløsers hengivenhed til den gerning at frelse sjæle var så stor, at han endog længtes efter den blodige dåb. Apostlene greb Mesterens nidkærhed og de drog ud med fasthed, ihærdighed og iver for at fuldføre deres gerning i kamp mod fyrstendømmer og magter og med ondskabens åndehær i det himmelske.

(132)  Vi lever i en tid, da der kræves endnu større alvor end i apostlenes dage. Men hos nogle af Kristi tjenere er der en følelse af hvileløshed, en lyst til at efterligne moderne vækkelsesprædikanters romantiske stil, et ønske om at udrette noget stort, skabe sensation, blive anset som dygtige talere og selv opnå ære og udmærkelse. Dersom de kunne møde farer og opnå den ære, der tilfalder helte, ville de deltage i virksomheden med aldrig svigtende kraft; men at leve og arbejde som dem, der er næsten ukendte, at slide og (133) opofre for Jesus i ubemærketheden uden at modtage nogen særlig ros af mennesker - dertil kræves der en sund principfasthed og en ihærdighed, som få er i besiddelse af. Hvis man stræbte mere efter at vandre ydmygt med Gud, se bort fra mennesker og kun arbejdede for Kristi skyld, ville langt mere blive udrettet.

(133)  Mine brødre i prædikegerningen, søg Jesus med al ydmyghed og sagtmodighed. Prøv ikke på at henlede menneskenes opmærksomhed på jer selv. Lad dem tabe jer af syne, medens I ophøjer Jesus; lad jeget fortabe sig i ham. Der er for meget hastværk og jag i vor religion, medens Golgata og korset bliver glemt.

(133)  Vi befinder os i den største fare, når vi får ros af hinanden, når vi indgår et forbund om at ophøje hinanden. Det magtpåliggende for farisæerne var at vinde ros af mennesker; og Kristus sagde til dem, at dette var al den løn, de nogensinde ville opnå. Lad os tage fat på den os beskikkede gerning og udføre den for Kristus; lider vi savn, så lad det være for hans skyld. Vor guddommelige Herre blev fuldkommengjort gennem lidelse. Oh, hvornår skal vi få at se, at mennesker arbejder, som han arbejdede!

(133)  Guds ord er vort mønster. Enhver kærlig handling, hvert venligt ord, hver bøn for de lidende og besværede fremlægges for den evige trone og indføres i himmelens uforgængelige regnskab. Det guddommelige ord sender lys ind i den mest formørkede forstand og dette lys bringer de mest kultiverede til at erkende deres udygtighed og syndighed.

(133)  Fjenden køber sjæle meget billigt i denne tid. »For intet solgtes I,« siger skriften. En sælger sin sjæl for verdens bifald, en anden for penge; en for at tilfredsstille lave lidenskaber, en anden for timelig fornøjelse. Sådan handel foregår daglig. Satan giver bud på dem, der er købt for Kristi blod og køber dem billigt på trods af den umådelige pris, der blev betalt for deres genløsning.

(134)  (134) Store velsignelser og privilegier tilhører os. Vi kan sikre os de mest værdifulde himmelske skatte. Lad prædikanter og tilhørere huske på, at evangeliets sandhed ødelægger, dersom den ikke frelser. Den, der dag efter dag nægter at høre nådens indbydelse, vil til sidst kunne høre de mest indtrængende henstillinger, uden at det rører hans sjæl.

(134)  Som arbejdere for Gud behøver vi en mere glødende gudsfrygt og mindre selvophøjelse. Jo mere jeget bliver ophøjet, desto mere vil troen på Guds Ånds vidnesbyrd aftage. De, der har den inderligste forbindelse med Gud, er sådanne, som kender hans røst, når han taler til dem. De, som er åndelige, opfatter åndelige ting. De vil være taknemmelige, fordi Herren har påpeget deres vildfarelser. hvorimod de, der stoler helt på sig selv, vil se mindre og mindre af Gud i hans Ånds vidnesbyrd.

(134)  Vor gerning må være ledsaget af dyb ydmygelse, faste og bøn. Vi må ikke vente, at alt skal være fred og glæde. Der vil komme bedrøvelse; men dersom vi sår med tårer, skal vi høste med frydesang. Mørke og modløshed kan til tider trænge ind i hjertet hos de selvopofrende; men dette taler ikke til deres forklejnelse. Gud har måske til hensigt at lede dem til at søge ham med større alvor.

(134)  Hvad vi nu behøver, er mænd som Kaleb, mænd, som er trofaste og sanddru. Dorskhed præger alt for mange menneskers liv i denne tid. De giver slip, netop når de skulle vise udholdenhed og sætte alle deres kræfter i aktiv virksomhed. Kristi tjener, »vågn op, du som sover og stå op fra de døde og Kristus skal lyse for dig!« Jeres arbejde smager så meget af jeget, at Kristus bliver glemt. Nogle af jer forkæles og smigres i for høj grad. Ligesom i Noas dage er der for megen spisen og drikken, planten og byggen. Verden har frastjålet Kristi tjenere deres kraft. Brødre, hvis I ønsker at ikke-troende skal hædre jeres religion, må I selv hædre den ved tilsvarende gerninger. Ved en nær forbindelse med Gud og en streng fastholden (135) ved bibelsk sandhed trods vanskelighed og verdsligt pres kan I indplante sandhedens sæd i jeres børn, således at de som redskaber i Guds hænder sammen med jer vil kunne udføre et virkningsfuldt arbejde i det godes tjeneste.

(135)  Mange gøres uarbejdsdygtige både legemligt og åndeligt ved forspisning og ved tilfredsstillelse af vellystige lidenskaber. De dyriske tilbøjeligheder styrkes, medens den moralske og åndelige natur svækkes. Hvilket regnskab vil ikke manges liv opvise, når vi skal samles omkring den store, hvide trone! Da vil de indse, hvad de kunne have udrettet, hvis de ikke havde fordærvet de kræfter, Gud gav dem. Da vil de forstå, hvor højt de kunne være nået i intellektuel udvikling, dersom de havde givet Gud al den fysiske og åndelige styrke, han havde betroet dem. Med kvalfuld anger vil de længes efter at kunne leve livet om igen.

(135)  Jeg opfordrer alle dem, der bekender sig til at være lysbærere mønstre for hjorden til at afstå fra al uretfærdighed. Udnyt vel den meget korte tid, I nu har tilbage. Holder I så fast ved Gud og er I så hengiven i hans tjeneste, at jeres gudsfrygt ikke vil svigte jer, når I står ansigt til ansigt med den mest grufulde forfølgelse? Kun en dyb kærlighed til Gud vil holde sjælen oppe under de prøvelser, vi står lige overfor.

(135)  Selvfornægtelse og korset er vor del. Vil vi tage imod den? Ingen af os må forvente, at en selvopofrende gudhengiven ånd vil kunne udvikles på et øjeblik, når de sidste store prøver kommer over os, fordi vi da behøver den. Nej, visselig ikke. Denne ånd må indflettes i vor daglige erfaring og indgydes i vore børns sind og hjerte både ved forskrift og ved eksempel. Mødre i Israel er vel ikke selv krigere, men de kan opdrage stridsmænd, der vil iføre sig hele rustningen og kæmpe mandigt i Herrens krige.

(135)  Prædikanterne og lægfolk behøver nådens kraft til omvendelse, inden de vil kunne bestå på Herrens dag. Verden nærmer sig hastigt det punkt i ugudelighed og menneskelig (136) fordærvelse, da Guds indgriben vil blive nødvendig. Og på den tid bør de, der bekender sig til at være hans efterfølgere, udmærke sig ved deres troskab mod hans hellige lov. De vil bede den samme bøn som David: »Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.« Og ved deres vandel vil de sige: »Derfor elsker jeg dine bud frem for guld og skatte.« Selve den foragt, der vises Guds lov, udgør tilstrækkelig grund til, at hans lovlydige folk skulle træde frem til fronten og vise deres agtelse og ærbødighed for hans nedtrådte lov.

(136)  »Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.« Selve atmosfæren er besmittet af synd. Snart vil Guds folk blive forsøgt ved ildprøver og de, der nu synes at være ægte og sande, vil for største delen vise sig at være slet metal. I stedet for at styrkes og befæstes ved modstand, trusler og krænkelse vil de i fejhed stille sig på modstandernes side. Løftet er: »Dem, som ærer mig, vil jeg ære.« Skal vi være Guds lov mindre hengivne, fordi verden i almindelighed har søgt at gøre den til intet?

(136)  Guds straffedomme er allerede udbredt i landet, således som det viser sig i storme, i oversvømmelser, i orkaner, i jordskælv, i farer på land og på hav. Den store »JEG ER« taler til dem, der gør hans lov til intet. Når Guds vrede udgydes over jorden, hvem vil da kunne bestå? Nu er tiden for Guds folk til at vise deres troskab mod principper. Når Kristi religion bliver ringeagtet og når hans lov er genstand for den største foragt, bør vor nidkærhed være varmest og vor frimodighed og fasthed mest usvigelig. At stille os til forsvar for sandhed og retfærdighed, når flertallet forlader os, at føre Herrens krige, når forkæmperne er få - dette vil blive vor prøve. I denne tid må vi samle varme af andres kulde, frimodighed af andres fejhed og troskab af deres forræderi. Nationen vil stå på den store oprørers side.

(137)  (137) Prøven vil visselig komme. For seks og tredive år siden blev det vist mig, at det, som nu foregår, ville finde sted, at overholdelsen af et paveligt bud ville blive påtvunget folket ved en søndagslov, medens Jehovas hellige hviledag ville blive trådt under fødder.

(137)  Vor frelses Ophavsmand vil styrke sit folk til den strid, de må tage del i. Når Satan har sat alle sine styrker ind mod Kristi efterfølgere og døden stirrer dem i øjnene, hvor ofte er det så ikke sket, at alvorlig bøn, opsendt i tro, har bragt Høvdingen over Herrens hær til slagmarken og vendt stridens gang og udfriet de undertrykte!

(137)  Nu er tiden, da vi bør forene os nøje med Gud, for at vi kan blive skjult, når hans brændende vrede udgydes over menneskenes børn. Vi er vandret bort fra de gamle landemærker. Lad os vende tilbage. Dersom Herren er Gud, så tjen ham; er det Ba'al, så tjen ham. På hvilken side vil I stå? Vejl f menigh bd. 2 side 23-27]