Satans redskaber

(137)  [Satan benytter mænd og kvinder som redskaber for at anspore til synd og gøre den tiltrækkende. Disse redskaber oplærer han omhyggeligt til således at forklæde synden, at han desto bedre kan ødelægge sjæle og berøve Kristus hans ære. Satan er Guds og menneskets store fjende. Gennem sine redskaber forvandler han sig til lysets engle. I Skrifterne kaldes han en ødelægger, brødrenes anklager, en forfører, en løgner, en plager og en morder. Satan har mange i sin tjeneste, han har størst fremgang, når han kan bruge kristendomsbekendere til sin djævelske gerning. Og jo større indflydelse de har, jo mere ophøjet deres stilling er og jo større kundskab de bekender sig til at have om Gud og hans tjeneste, med desto større held kan han bruge dem. Enhver, som forlokker andre til synd, er hans redskab. samme s 28]

(138)  (138) Da jeg deltog i en af øststaternes lejrmøder, blev jeg præsenteret en fredag for en mand, som havde et telt med adskillige kvinder og børn. Den nat kunne jeg ikke sove; min sjæl var dybt bebyrdet. Da jeg i nattestunden bad til Gud kom jeg tydeligt i tanker om et syn jeg fik for nogle år siden, på det tidspunkt Nathan Fuller blev irettesat for sin handlemåde. Den gang fik jeg vist tre mænd som jeg skulle møde, som gjorde den samme synd under bekendelse af gudsfrygt. Denne mand var en af disse. Da jeg frembar mit vidnesbyrd ved formiddagsmødet, hvilede Guds Ånd og kraft over mig; men jeg nævnte ikke de enkelte tilfælde. Senere om dagen følte jeg mig afklaret, med hensyn til min pligt og frembar mit vidnesbyrd, med hans tilfælde som det mest markante. Dette fik denne mand til at gå direkte imod apostlens anvisning om at »holde sig fra det onde i enhver skikkelse!« Han brød det syvende bud, medens han bekendte at holde de fjerde. Med sine bedrag omgjorde han sig med en kvindes selskab, som fulgte ham fra sted til sted, ligesom en trofast hustru ville ledsage sin mand.

(138)  Som et folk, skal der ses på os som særskilt. Vort standpunkt og vor tro adskiller os fra enhver anden trosretning. Hvis vi i liv og karakter ikke er bedre end verdslige, vil de kunne pege med skammens finger på os og sige: "Det er syvende-dags adventister." "Vi har her et eksempel på et folk, som holder den syvende-dag i stedet for søndagen." Den skamplet som med rette burde sættes på sådanne mennesker, sættes således på alle som samvittighedsfuldt holder den syvende-dag. Oh, hvor meget bedre ville det ikke være, hvis sådanne mennesker ikke gjorde krav på at adlyde sandheden!

(138)  Jeg følte at jeg skulle irettesætte det menneske, i Herrens navn - og kalde den kvinde, som var sammen med ham til at drage bort fra ham og afholde sig fra denne fejlplacerede tillid, for ulykke og ruin var på den sti de var gået ind på. (139) himmelens optegnelsesbøger vidner således om denne mand: "En bedrager, en ægteskabsbryder, lister sig stille ind i husene og fører en tåbelig kvinde i fangenskab." Hvor mange sjæle ville han ikke ødelægge med hans sataniske sofisteri, vil kun dommen afsløre. Et sådant menneske burde sættes i rette og sættes ud af spillet med det samme, så de ikke kan bringe stadig skam over sagen.

(139)  [Efter som vi nærmer os afslutningen af jordens historie, trænger vanskeligheder og farer sig tættere ind på os. Blot at bekende sig til gudsfrygt vil intet gavne. Vi må have en levende forbindelse med Gud for med et åndeligt syn at kunne se ondskaben, som på en yderst snu og listig måde sniger sig ind iblandt os gennem sådanne, som bekender sig til vor tro. De største synder indføres ved sådanne, som bekender sig til at være helliggjorte og påstår, at de ikke kan synde. Men mange af disse synder daglig og er fordærvede i hjerte og vandel. De er selvgode og egenretfærdige, idet de opstiller deres eget retfærdighedsideal, men på ingen måde når op til det bibelske ideal. Trods deres ophøjede påstande er de fremmede for forjættelsens pagt. Det skyldes Guds store barmhjertighed, at han bærer over med deres forstokkelse og at de ikke bliver omhugget som dem, der gør jorden nyttig, men fremdeles befinder sig inden for muligheden af tilgivelse. Guds overbærenhed bliver stadig misbrugt og hans barmhjertighed krænket. samme s 28] David mente i sin tid at mennesker havde overskredet den langmodige Guds grænser og at han måtte gribe ind med at forsvare sin ære og beherske uretfærdighed.

(139)  Mr. ___ er en lovlærer, der besmitter Guds tempel. Der er knapt nok håb for ham; han har bedraget sig selv og forlokket andre så langt at Satan næsten har fuld kontrol over hans sind og legeme. Hvis hans såkaldte retfærdighedsklæder kan rives af ham og hans modbydelige hensigter og tanker viser sig, så han ikke fortsætter med at føre andre ind på helvedets stier, vil det være hvad vi kan forvente.

(139)  Først hadede han Guds advarsler og så modarbejdede (140) han dem, fordi hans onde adfærd blev synlig, i lyset af Guds lov. Det er et af de sørgeligste beviser på syndens forblændende indflydelse som sker i løbet af måneder og år og der vækkes ikke til anger. Vedvarende har han gået den nedadgående kurs. Han føler ingen anger-forbitrelse, ingen frygt for himlens hævn. Hvis han ved løgne og bedrag, kan dække over sine synder, så de ikke kan ses, så er han glad. Al fornemmelse for rigtigt og forkert er død hos ham. En høst ligger foran ham, som han vil forfærdes ved at høste.

(140)  Det værste ved den sag er at al hans sataniske arbejde gøres under påskud af at være en Jesu Kristi repræsentant. En synder udklædt som en lysets engel kan gøre så meget skade, at det ikke kan beregnes. Mørke spredes og der lægges frygtelige planer med fuld overlæg, for at adskille mand og hustru. Apostlen siger: »Thi til dem hører de, som sniger sig ind i hjemmene og får magt over kvindfolk, der er belæssede med synder og lader sig lede af mange slags begæringer.« Disse ryggesløse karaktertræk trænger endog ind i respektable familier og ved deres bedrageriske list og rænker forfører samvittigheden. Fordømte kætterier modtages som sandhed og de mest modbydelige synder begås som retfærdighedens handlinger, for samvittigheden bliver forvirret og bedøvet.

(140)  Dette menneske antager den upopulære lære, at den syvende dag er Herrens sabbat, for at give sin religiøse erfaring udseende af ærlighed. Vore synspunkter er klart blevet defineret i vore publikationer, men, med dette hemmeligholdt, blandede han sandheden med sin egne tilsmudsede kætterier og prøvede at få andre til at tro, at Gud har givet ham nyt lys over bibelen. Når man bekender at have et stort lys til folk, med det fjerde buds sabbat og lignende sandheder, har han over for den troskyldige, givet udseende af at virkelig være ledt af Gud. Men når tilliden een gang er vundet, begynder han sin sataniske fordrejelse af skrifterne fra deres egentlige betydning og forsøger at bevise at (141) fordømmelse af hor i Guds lov ikke betyder det, der generelt forstås ved det. Han prøver virkelig på at få følsomme kvinder til at tro at det ikke er en synd for Gud, for hustruer at være utro for deres ægteskabsløfte. Han vil endog ikke indrømme at dette er et brud på det syvende bud. Satan fryder sig ved at få syndere ind i menigheden som bekendende sabbatsholdere, selvom de lader ham styre deres sind og hengivenhed, bruge dem til at bedrage og fordærve andre.

(141)  I denne fordærvede tidsalder vil mange findes, som er forblændede for syndens syndighed så de vælger et tøjlesløst liv, fordi det passer hjertets naturlige og forvanskede tilbøjeligheder. I stedet for at se Guds lov i øjnene og bringe deres hjerter og karakter op til Guds standard, lader de Satans agenter oprejse sin standart i deres hjerter. Fordærvede mænd tror at det er lettere at fejlfortolke skrifterne, til at støtte sig i deres uretfærdighed, end at opgive deres fordærv og synd og være ren i hjerte og liv.

(141)  Der er flere mennesker med dette præg end mange havde forestillet sig og de vil formere sig, idet vi drager nærmere endetiden. Hvis de ikke er rodfæstede og funderede i bibelsandheden og har en levende forbindelse med Gud, vil mange blive forblindede og bedragede. Usynlige farer omringer vor sti. Vor eneste sikkerhed er konstant årvågenhed og bøn. Jo nærmere vi er Jesus, des mere vil vi få del i hans rene og hellige karakter; og jo mere modbydelig synden synes for os, des mere ophøjet og ønskværdig vil Kristi renhed og klarhed være for os.

(141)  For at dække over hans fordærvede liv og få hans synder til at se harmløse ud, vil denne mand bringe eksempler frem fra bibelen, hvor gode mænd er faldet for fristelse. Paulus møder sådanne mænd på sin dag og menigheden er blevet forbandet ved dem, til alle tider. I Milet kaldte Paulus menighedens ældste sammen og advarede dem om hvad (142) de ville komme ud for: »Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg i tre år, nat og dag, er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer.«

(142)  [Den, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed, som erklærer, at han tror på den, men som alligevel daglig krænker den ved en selvmodsigende vandel, overgiver sig i Satans tjeneste og leder sjæle til ødelæggelse. Denne klasse mennesker plejer samkvem med faldne engle og får hjælp af disse til at vinde herredømme over andres sind. Når Satans fortryllende magt behersker et menneske, glemmes Gud og mennesket, som er fuldt af onde forsætter, bliver ophøjet. Disse forførte sjæle øver lønlig ryggesløshed som en dyd. Dette er en art trolddom. Man kan med rette stille det spørgsmål, apostelen rettede til galaterne: »Hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet?« Der er altid en fortryllende magt i kætterier og i ryggesløshed. Sindet bliver i den grad vildledt, at man ikke ræsonnerer fornuftigt og fantasien drager det stadig bort fra, hvad der er rent. Det åndelige syn omtåges og mennesker, hvis moral hidtil har været uplettet, forvirres af de skuffende forfalskninger, der fremholdes af disse Satans redskaber, som udgiver sig for at være lysets budbærere. Det er dette blændværk, der giver disse redskaber magt. Dersom de optrådte frækt og gik åbenlyst frem, ville de blive afvist uden et øjebliks tøven; men de arbejder først for at vinde sympati og skaffe sig tillid som hellige, selvopofrende Guds mænd. Som hans særskilte sendebud begynder de deres listige gerning for at drage (143) sjæle bort fra retskaffenhedens sti ved forsøg på at gøre Guds lov til intet.

(142)  Når prædikanter således benytter sig af den tillid, folk har til dem og leder sjæle til ødelæggelse, pådrager de sig så meget større skyld end den almindelige synder, eftersom de fører en højere bekendelse. Når himmelens store dagbog åbnes på Guds dag, vil den vise sig at indeholde navnene på mange forkyndere, som gjorde fordring på at være rene i hjerte og i vandel og som bekendte sig til, at Kristi evangelium var dem betroet, men som har benyttet sig af deres stilling til at lokke sjæle til at overtræde Guds lov.

(143)  Når mænd og kvinder falder under Satans fordærvende magt, er det næsten umuligt at løse dem ud af den frygtelige snare, således at de aldrig nogensinde vil nære rene tanker og få klare begreber om, hvad Gud kræver. For disse bedragne menneskers sind står synden som noget, der er blevet helliget af prædikanten og den bliver aldrig betragtet i det afskyelige lys, i hvilket Gud ser den. Når det moralske ideal er blevet sænket i menneskenes opfattelse, forvanskes deres dømmekraft og de betragter synd som retfærdighed og retfærdighed som synd. Ved omgang med sådanne, hvis tilbøjeligheder og vaner ikke er ophøjede og rene, kommer andre til at ligne dem. Næsten umærkeligt tilegner de sig deres smag og deres principper.

(143)  Dersom nogen foretrækker at omgås et menneske med urene tanker og tøjlesløse vaner frem for at være sammen med den dydige og rene, er det et sikkert fingerpeg om tilsvarende vaner og tilbøjeligheder og om, at den pågældende er kommet ned på et lavt moralsk stade. Disse bedragne, fortryllede sjæle betegner dette stade som et højt og helligt åndens slægtskab - en åndelig harmoni. Men apostelen benævner det "åndelig ondskab på høje steder", som vi skal bekæmpe af al magt.

(143)  Når forføreren begynder sin forførende gerning, finder han tit, at der er uoverensstemmelse i smag og i vaner; men ved stærke (144) påstande om gudsfrygt vinder han tiltro og når denne er opnået, bruger han sin listige, forføreriske magt på sin egen måde for at virkeliggøre sine planer. Ved omgang med dette farlige element vænner kvinder sig til at indånde den urene atmosfære og bliver næsten ubevidst gennemtrængt af den samme ånd. Deres personlighed går tabt; de bliver en skygge af deres forfører.

(144)  Mænd, som bekender sig til at have nyt lys og gør krav på at være reformatorer, vil have stor indflydelse over en vis klasse mennesker, som er overbeviste om de vildfarelser, der råder i denne tid og som ikke er tilfredse med den åndelige tilstand i menighederne. Hos ærlige, oprigtige hjerter ønsker de at se en forandring til det bedre, en opnåelse af et højere ideal. Dersom Kristi trofaste tjenere ville fremholde sandheden ren og uforfalsket for disse mennesker, ville de tage imod den og rense sig ved at lyde den. Men Satan, der altid er årvågen, følger disse søgende sjæle på deres vej. En eller anden, der fører en høj bekendelse som en reformator, kommer til dem, ligesom Satan kom til Kristus, forklædt som en lysets engel og drager dem endnu længere bort fra rettens vej. Den ulykke og nedværdigelse, der følger i tøjlesløshedens spor, kan ikke beregnes. Verden er vanhelliget af dens beboere. De har næsten fyldt deres ugudeligheds mål; men det, som vil bringe den sværeste gengældelse, er udøvelsen af ugudelighed under gudsfrygtens kappe. Verdens Genløser afviste aldrig sand anger, hvor stor brøden end var; men han udslynger brændende fordømmelsesdomme mod farisæere og hyklere. Der er mere håb for den åbenbare synder end for denne klasse mennesker. Vejl f menigh bd. 2 side 29-31]

(144)  »Derfor [ikke for at modtage sandhedens kærlighed] sender Gud over dem en vildførende magt så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.« Denne mand og de bedragede ved ham, elsker ikke sandheden men finder behag i uretfærdighed. Og hvilket stærkere bedrag kunne komme (145) over dem, end at intet mishager Gud i tøjlesløshed og hor? Bibelen indeholder mange advarsler imod disse synder. Paulus skriver til Titus om dem som »hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham, afskyelige som de er og ulydige og uduelige til enhver god gerning.« »Men der optrådte også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste [ikke åbenlyst] fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem og bringer hastig undergang over sig selv.] Dem der her tales om, er ikke dem som åbenlyst hævder at ikke tro på Kristus, men dem som bekender at tro sandheden og ved deres modbydelighed bringe skam over den, lade den omtales ilde.

(145)  »I deres havesyge vil de udbytte jer med falske ord. Men dommen over dem har fra ældgamle dage været på vej og deres undergang blunder ikke.« »Men disse mennesker, som spotter det, de ikke kender, skal forgå som fornuftløse dyr, der af naturen er født til at fanges og forgå. De skal bedrages for den løn, de ville vinde ved deres uret. At svire ved højlys dag anser de for en nydelse, disse skampletter og skændselsmennesker. De svælger i deres bedrageriske lyster, mens de frådser sammen med jer; deres øjne er fulde af utugtigt begær og spejder uafladeligt efter synd; de lokker ubefæstede sjæle; de har hjertet opøvet i havesyge, forbandelsens børn som de er; de har forladt den lige vej og er faret vild ved at følge samme vej som Bileam, Beors søn, der gerne ville vinde løn ved sin uret.«

(145)  »De er vandløse kilder og tåger, som driver for stormen; dem venter mørke og mulm. Thi de taler overmodige, tomme ord«, praler af deres lys, deres kundskab og deres kærlighed for sandheden, »og lokker i kødeligt begær ved deres (146) løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse«

(146)  [I denne fordærvede tidsalder, da vor modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge, finder jeg det nødvendigt at opløfte min røst til advarsel. »Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!« Der er mange, som besidder glimrende talenter og som på syndig vis bruger dem i Satans tjeneste.

(146)  Hvilken advarsel kan jeg give et folk, som bekender sig til at være kommet ud fra verden og at have forsaget mørkets gerninger - et folk, som Gud har gjort til vogtere af sin lov, men som i lighed med det pralende figentræ pranger med deres tilsyneladende frodige grene lige for den Almægtiges åsyn uden dog at bære nogen frugt til Guds ære? Mange af dem nærer urene tanker, vanhellige forestillinger, syndige ønsker og lave lidenskaber. Gud hader den frugt, der frembringes på et sådant træ. Engle, som er rene og hellige, ser med afsky på sådannes færd, medens Satan jubler. Gid mænd og kvinder ville betænke, hvad der opnås ved overtrædelse af Guds lov! Under enhver omstændighed og under alle forhold er overtrædelse en vanære mod Gud og en forbandelse for mennesket. Vi må se den som sådan, hvor smukt den end er forklædt og hvem der end begår den.

(146)  Som Kristi sendebud beder jeg jer, som bekender jer til den nærværende sandhed, indstændigt om hurtigt at tage afstand fra enhver tilnærmelse til urenhed og at undgå deres selskab, som kommer med urene antydninger. Afsky disse besmittende synder med det stærkeste had. Fly bort fra dem, der endog i samtale vil lade tankerne gå i et sådant spor; »hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.«

(146)  Eftersom de, der øver disse besmittende synder, stadig bliver flere i verden og gerne vil trænge sig ind i vore menigheder, advarer jeg jer imod at give dem rum. Vend jer bort fra forføreren. Selv om han bekender sig til at være en Kristi efterfølger, er han Satan i menneskeskikkelse; han har lånt himmelens uniform for desto bedre at kunne tjene sin herre. I bør ikke et eneste (147) øjeblik give plads til en uren, forblommet antydning; for endog denne vil besudle sjælen, ligesom urent vand forurener den kanal, hvorigennem det løber.

(147)  Vælg fattigdom, forsmædelse, adskillelse fra venner eller hvilken som helst lidelse hellere end at besmitte sjælen med synd. Død hellere end vanære eller overtrædelse af Guds lov bør være enhver kristens motto. Som et folk, der bekender sig til at forfægte reform og hylde de højtideligste og mest lutrende sandheder i Guds ord, må vi løfte banneret meget højere, end tilfældet er for nærværende. Der må hurtigt gribes ind over for synd og syndere i menigheden, for at ikke andre skal besmittes. Sandhed og renhed kræver, at vi gør grundigere arbejde for at rense lejren fra sådanne som Akan. Lad dem, der har ansvarsfulde stillinger, ikke tåle synd hos en broder. Vis ham, at han enten må aflægge sine synder eller skilles fra menigheden.

(147)  Når de enkelte menighedsmedlemmer kommer derhen, at de handler som sande efterfølgere af den sagtmodige og ydmyge Frelser, vil man se mindre af, at synd tilhylles og undskyldes. Alle vil stræbe efter at handle som for Guds åsyn. De vil forstå, at hans altskuende øje hviler på dem og at han kender den lønligste tanke. Karakter og bevæggrunde, ønsker og forsætter er alle klare som solens lys for den Almægtiges blik. Kun få betænker dette. Langt den største del af menneskene indser ikke, hvilket frygteligt regnskab alle overtrædere af hans lov må aflægge for Guds domstol.

(147)  Kan I, der bekender jer til at have fået så stort lys, være tilfredse med at stå på et lavt trin? Oh, hvor alvorligt og standhaftigt bør vi ikke stræbe efter den guddommelige nærværelse og efter forståelse af den højtidelige sandhed, at alle tings ende er for hånden og at al jordens dommer står for døren! Hvor kan l sætte jer ud over hans retfærdige og hellige krav? Hvor kan I begå overtrædelse lige for Jehovas øjne? Hvor kan I åbenlyst nære vanhellige tanker og lave lidenskaber over for de rene engle og over for Genløseren, som gav sig selv, for at han (148) kunne forløse jer fra al lovløshed og rense sig selv et ejendomsfolk, nidkært til gode gerninger? Når I beskuer sagen i det lys, der skinner fra Kristi kors, vil så ikke synden forekomme jer at være for ondartet og farlig at befatte sig med, når man står på selve grænsen til den evige verden?

(148)  Jeg taler til vort folk. Dersom l holder jer nær til Jesus og søger at pryde jeres bekendelse med et velordnet liv og en gudelig vandel, vil jeres fødder blive bevaret fra at betræde forbudne stier. Dersom l blot vil våge, stadig våge og bede og dersom I vil gøre alt, som om I befandt jer umiddelbart for Guds ansigt, vil I blive frelst fra at give efter for fristelse og kan have håb om at blive bevaret rene, pletfri og ubesmittede til det sidste. Dersom l holder jeres første fortrøstning fast indtil enden, vil jeres veje blive befæstede i Gud og hvad nåden har begyndt, vil herligheden sætte kronen på i vor Guds rige. Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Imod sådanne er loven ikke. Dersom Kristus er i os, vil vi korsfæste kødet med dets lidenskaber og begæringer. samme s 31-33]