Broderkærlighed

(167)  »Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.« Jo mere vi ligner vor Frelser i karakter, des større vil vor kærlighed være mod dem han døde for. Kristne som viser en uselvisk kærlighed imod hverandre fremfører et vidnesbyrd for Kristus, som ikke-troende hverken kan benægte eller modstå. Det er umuligt at vurdere kraften i et sådant eksempel. Intet vil overvinde Satan og hans agenters bedrag med så (168) gode resultater, intet vil kunne opbygge Forløserens rige, som Kristi kærlighed tilkendegivet af menighedens medlemmer. Fred og fremgang kan kun fås når ydmygheden og kærligheden er aktiv.

(168)  I sit første brev til Korinterne fremsætter apostlen Paulus betydningen af den kærlighed som Kristi efterfølgere bør nære: »Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet. Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag.«

(168)  Uanset hans høje bekendelse, er han, som ikke er besjælet af kærlighed for Gud og sine medmennesker, ikke en Kristi discipel. Selvom han skulle have stor tro og endog have kraft til at udføre mirakler, vil hans tro uden kærlighed være værdiløs. Han kan udvise stor gavmildhed, men skulle han føde den fattige af andet end af ægte kærlighed, ville den handling ikke tilskrives Guds gunst. I sin iver kan han endog møde naturens død og alligevel i mangel på kærlighedens guld, vil han blive betragtet af Gud som en bedraget entusiast eller som en hykler.

(168)  Apostlen fortsætter med at beskrive kærlighedens frugter: »Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke.« Med den guddommelige kærlighed herskende i hjertet, udryddes stolthed og selviskhed. »kærligheden praler ikke, opblæses ikke.« Den reneste glæde udspringer af dybeste ydmygelse. De stærkeste og ædleste karaktertræk hviler på tålmodighedens og kærlighedens grund og underlægger sig Guds vilje.

(168)  Kærligheden »gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag. Det hjerte (169) kærligheden hersker over, vil ikke fyldes med heftighed og hævngerrighed, af skader som stolthed og selvkærlighed, ville skønne uudholdelig. Kærlighed er troskyldig, tillægger altid andre de bedste motiver og handlinger. Kærlighed vil nødig fremhæve andres fejl. Den lytter ikke ivrigt til dårlige efterretninger, men søger hellere at minde om den bagvaskedes gode sider.

(169)  [Kærligheden »glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden«. Den, hvis hjerte er gennemsyret af kærlighed, vil sørge dybt over andres fejltrin og svagheder, men fryde sig når sandheden sejrer, når den sky forsvinder, der har kastet sin skygge over en andens rygte og når synden bekendes og fejlene rettes.

(169)  Kærligheden bærer ikke alene over med andres fejl, men indordner sig uden at klage under hvilken som helst lidelse eller genvordighed. Denne kærlighed "ophører aldrig". Den mister aldrig sin værdi. Den er en himmelsk egenskab, som den, der er i besiddelse af den, tager med sig gennem portene til Guds stad som en dyrebar skat.

(169)  Åndens frugt er kærlighed, glæde og fred. Uenighed og ufred er Satans værk og syndens frugt. Hvis vi som et folk skal omgås hinanden i fred og kærlighed, må vi fjerne synden og have fred med Gud. Da vil venskabet blomstre. Lad os spørge os selv: Har jeg kærlighedens ynde? Har jeg den kærlighed, der »tåler alt« og »udholder alt« og er jeg venlig? Uden denne himmelske egenskab vil lærdom, talenter og veltalenhed være ligeså nytteløs som et rungende malm eller en klingende bjælde. Hvor er det sørgeligt, at denne dyrebare skat bliver så lidt værdsat og så lidt eftersøgt af alt for mange af dem, der bekender sig til at tro! Kristus alene side 315]

(169)  Paulus skriver til kolossenserne: »Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed. godhed ydmyghed sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde (170) den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter; til den blev I kaldede som lemmer på samme legeme; og vær taknemmelige!"

(170)  Den store forpligtigelse vi har mod Kristus sætter under den helligste forpligtelse mod dem han døde for, for at løskøbe dem. Vi skal udvise den samme forståelse, den samme ømme medfølelse og uselviske kærlighed mod dem, som Kristus har udvist mod os. Selviske mål, ønske om herredømme vil dø bort, når Kristus tager hengivenheden i besiddelse.

(170)  Vor Frelser lærte disciplene at bede: »Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.« Her bedes om en stor velsignelse på betingelser. Vi udtaler selv disse betingelser. Vi beder om at Guds barmhjertighed til os, må gives i det mål vi giver andre barmhjertighed. »Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.« Underfulde tanker! men hvor forstås de dog lidt eller hvor lidt gives der dog agt på dem. En af de mest almindelige synder og den har de skadeligste følger, det er at tillade utilgivelighed. Hvor mange vil gemme på had og hævnlyst og så bøje sig ned for Gud og bede om tilgivelse ligesom de tilgiver. De har uden tvivl ingen sand fornemmelse af denne bøns betydning, ellers ville de ikke vove at lægge den i deres læber. Vi er afhængige af Guds tilgivende barmhjertighed, hver dag og hver time, ellers vil vi opføde bitterhed og misundelse mod vore medsyndere! Hvis Kristne, i al deres daglige samkvem, ville gennemføre disse bønnens principper, hvilken velsignet forandring ville da blive udrettet i menigheden og i verden! Dette ville være det mest (171) overbevisende vidnesbyrd der kunne gives til bibelreligionens virkelighed.

(171)  [Gud kræver mere af dem, der følger ham, end mange af os er klar over. Hvis vi vil undgå at bygge vort håb om himmelen på en usikker grundvold, må vi godtage Guds ord, som det står skrevet og tro, at Herren mener hvad han siger. Han forlanger intet af os, som han ikke selv hjælper os til at gennemføre. På den store dag vil vi ikke have en eneste gyldig undskyldning for ikke at have nået den standard, han viser os i sit ord.

(171)  Apostlen giver os denne påmindelse: »Kærligheden skal være oprigtig; afsky det onde, hold jer til det gode; vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!« Paulus ønsker at vi skal skelne mellem den rene, uselviske kærlighed, der formidles ved Kristi Ånd og den såkaldte "kærlighed", der bruges som skalkeskjul for alt det, der er indholdsløst og bedragerisk og som verden er fyldt med til bristepunktet. Dette hykleri har forført mange mennesker og det ville udviske forskellen mellem ret og uret at være enig med overtræderen, i stedet for ærligt at påpege hans fejl. En sådan handlemåde er ikke et tegn på sandt venskab, men på hvad der bor i det kødelige hjerte. Mens den kristne altid vil være venlig, overbærende og tilgivende, føler han sig ikke tiltrukket af synden. Han afskyr det onde og holder fast ved det som er godt, selv om han må give afkald på den gudløses selskab og venskab. Kristi Ånd vil få os til at hade synden, mens vi er villige til at bringe et hvilket som helst offer for at frelse synderen. samme s 315]

(171)  »Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse; thi åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger.« Apostlen formaner sine brødre og i Herren Jesu navn og myndighed, (172) der har bekendt sig til evangeliet at de ikke skal føre sig frem som hedningerne, men nu bør vise at de er sandt omvendte ved deres daglige opførsel.

(172)  »I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som fordærves ved sine bedrageriske lyster og fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til.« Tidligere var de fordærvede, elendige, underlagt lastefulde lidenskaber; de var beduggede af verdslige rusmidler, forblindede, forvildede og bedragede af Satans bedrag. Nu hvor de har lært sandheden som den er i Jesus, må der være en afgjort forandring i deres liv og karakter.

(172)  Når medlemmer indlemmes, som ikke har været fornyet i hjertet og reformeret i liv, er det en kilde til svaghed for menigheden. Dette ignoreres ofte. Nogle prædikanter og menigheder er så opsat på at forøge medlemsantallet, at de ikke frembærer et trofast vidnesbyrd mod ukristne vaner og skikke. Dem som antager sandheden, lærer ikke at de ikke kan være sikre verdslige i deres opførsel, når de er kristne af navn. Før var de Satans undersåtter; fra nu af skal de være Kristi undersåtter. Livet må bevidne at de har skiftet leder. Den offentlige tilkendegivelse foretrækker en kristendomsbekendelse. Der kræves lidt selvfornægtelse eller selvopofrelse, for at påtage sig en formel gudsfrygt og have sit navn opskrevet i menighedsprotokollen. Derfor tilslutter sig mange menigheden uden først at blive forenet med Kristus. Ved dette triumferer Satan. Sådanne nyomvendte er hans bedste redskaber. De kan tjene som lokkemidler for andre sjæle. De er falske lys, lokker den uforsigtige i fortabelse. Det er nyttesløst at mennesker forsøger at gøre den kristnes sti bred og behagelig for verdslige. Gud har ikke udjævnet eller udvidet den ujævne, trange vej. Hvis vi vil gå ind til livet, må vi følge den samme sti som Jesus og hans disciple betrådte - ydmyghedens, selvfornægtelsens og opofrelsens sti.

(172)  Prædikanter burde kunne se at deres egne hjerter er helliget (173) ved sandheden og så arbejde på disse resultater for deres nyomvendte. Det er ren religion som prædikanter og folk har brug for. Dem som bortlægger synden og rækker deres hænder ud i alvorlig bøn til Gud, vil få den hjælp som Gud alene kan give. En løsesum er blevet betalt for menneskesjæle, så de kan komme til at undfly syndens trældom og få tilgivelse, renselse og himmelen.

(173)  Gud hører den ydmyge og brødebetyngedes bøn. Dem som hyppigt opsender nådens trone alvorlige bønner for guddommelig visdom og kraft, vil ikke undgå at blive aktive nyttige Kristi tjenere. De behøver ikke at have store talenter, men med hjerteydmyghed og fast tillid til Jesus kan de gøre et godt arbejde ved at bringe sjæle til Kristus. De kan nå mennesker ved Gud.

(173)  Kristi tjenere bør altid føle at et helligt arbejde forpligter hele deres sjæl; deres arbejde bør være for Kristi legemes opbyggelse og ikke for at ophøje sig selv for folk. Og selvom Kristne bør værdsætte den trofaste tjener som Kristi ambassadør, bør de undgå al menneskelig ros.

(173)  [»I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.« Mennesket har med sine onde gerninger adskilt sig selv fra Gud, men Kristus gav sit liv for at ethvert ønske om frihed fra synd og opnåelse af Skaberens gunst kunne opfyldes. Det var udsigten til et forløst, helligt univers, der tilskyndende Kristus til at bringe dette store offer. Har vi værdsat det privilegium der er købt med så høj en pris? Følger vi Gud, som hans elskede børn, eller er vi mørkets fyrstes tjenere? Tilbeder vi Jehova eller Ba'al, den levende Gud eller afguder?

(173)  Vi kan godt tilbede afguder uden noget synligt alter eller uden noget billede, som øjet kan se. Det (174) er lige så let at gøre sine højt værdsatte ideer eller mål til afguder, som moderne ting af træ eller sten. Tusinder har falske forestillinger om Gud og hans egenskaber. De tjener lige så virkelige falske guder, som Ba'als tjenere gjorde. Tjener vi den sande Gud, som han åbenbares i Ordet, i Kristus og i naturen, eller dyrker vi hellere en filosofisk afgud? Gud er sandhedens Gud. Retfærdighed og nåde kendetegner hans styreform. Han er kærlighedens, medlidenhedens og den dybe barmhjertigheds Gud. Således fremtræder han i sin Søn, vor Frelser. Han er tålmodighedens og langmodighedens Gud. Når vi søger at efterligne et sådant væsens karaktertræk og bøjer os for ham, tilbeder vi den sande Gud.

(174)  Når vi følger Kristus, vil hans fortjenester tilregnes os og stige op til Faderen som en liflig duft. Og med Frelserens kærlige egenskaber indpodet i vore hjerter flyder de ud fra os som en kostbar vellugt. Den kærlige indstilling, ydmyghed og overbærenhed, som kendetegner vore liv har magten til at formilde og afdæmpe hårde hjerter og vinde troens bitreste modstandere for Kristus.

(174)  »Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv og se ikke hver på sit eget, men også på de andres.« »Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden.«

(174)  Lysten til tom ære og selviske ambitioner er den klippe, hvorpå mange har lidt skibbrud og gjort mange menigheder kraftesløse. Det er dem, der kender mindst til helligelse, som har den ringeste forbindelse med Gud, der med størst ihærdighed søger de eftertragtede stillinger. De har ingen forståelse for deres svaghed og karakterbrist. Med mindre mange af vores unge prædikanter oplever Guds omvendende kraft, vil deres arbejde være til større hindring end gavn for kirken. De kan havde lært Kristi doktriner, men de kender ikke (175) Kristus. Den, som til stadighed ser hen til Jesus, opdager hans selvudslettende kærlighed og dybe ydmyghed og vil efterligne hans eksempel. Hjertet må renses for stolthed, ærgerrighed, bedrag, had og selviskhed. Hos mange er disse onde tendenser delvis undertrykt, men ikke rykket op med rod af hjertet. Under gunstige vilkår springer de ud igen og blomstrer frem i åbent oprør mod Gud. Heri ligger den frygtelige fare. At holde fast ved nogen synd er at opmuntre en fjende, som kun står på vagt for at ruinere os i et ubevogtet øjeblik. Kristus alene side 139]

(175)  »Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed.« Mine brødre og søstre, hvordan bruger I talens gave? Har I lært at styre tungen så den altid adlyder en oplyst samvittigheds og den hellige kærligheds påbud? Er jeres samtale fri for overfladiskhed, stolthed og ondsindethed, bedrag og urenhed? Er I uden svig for Gud? Ordene har en virkningsfuld kraft. Satan vil, om muligt, holde tungen i gang for hans tjeneste. Af os selv kan vi ikke styre det uregerlige lem. Guddommelig nåde er vort eneste håb.

(175)  Dem som ivrigt finder ud af hvordan de kan få forrang, bør snarere se hvordan de kan få den visdom som »først og fremmest er ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri.« Jeg er blevet vist at mange prædikanter behøver at få disse ord indprentet i sjælens tavle. Han som har Kristus formet i sit indre, »lader det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed.«

(175)  Peter formaner: »Vær alle medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet. Thi »den, som vil elske (176) livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.«

(176)  Når den rigtige vej markeres så tydeligt, hvorfor vandrer Guds folk så ikke på den? Hvorfor bestræber de sig ikke på - og beder og arbejder alvorligt for - at være ét i sind? Hvorfor sørger de ikke for medfølelse for hinanden, elske som brødre, i stedet for at gøre ondt for ondt og skælde igen på udskælden? Hvem holder ikke af livet og ønsker gode dage? men hvor mange går ikke med på betingelserne, at holde tungen fra ondt og læberne fra at være svigagtige. Få er villige til at følge Frelserens sagtmodige og ydmyge eksempel. Mange beder Herren om at kunne ydmyge sig, men vil ikke underkaste sig den nødvendige disciplin. Når prøven kommer, når trængsler eller blot besværligheder kommer, gør hjertet oprør og tungen siger ting, ligesom forgiftede pile eller ødelæggende hagl.

(176)  Ond tale er en dobbelt forbandelse, der falder tungere på taleren end tilhøreren. Han som spreder splidens og stridens frø, høster dødelige frugter i sin egen sjæl. Hvor elendig er ikke sladderhanken, den som tænker ondt! Han vil være fremmed over for sand lykke.

(176)  »Salige er de, som stifter fred.« Nåde og fred hviler over dem, der ikke vil gå ind i ordstrid. Når sladderen går fra familie til familie, vil dem som frygter Gud holde sig rene i hjemmene. Den tid der så ofte værre end spildes på ørkesløs, intetsigende og ondskabsfuld sladder, vil blive brugt til højere og ædlere formål. Hvis vore brødre og søstre vil blive missionærere for Gud, besøge den syge og forpinte og arbejde tålmodigt og venligt for den fejlende, - kort sagt, hvis de vil efterligne Forbilledet, så vil menigheden få fremgang udover alle hendes grænser.

(177)  (177) Bagtalelsens synd begynder med at nære onde tanker. Svig og falskhed indbefatter urenhed i alle sine former. Tolereres en uren tanke, næres der et uhelligt ønske og sjælen besmittes, der gås på akkord med dens renhed. »Når begæret har undfanget, føder det synd og når synden er fuldvoksen, avler den død.« Hvis vi ikke vil begå synd, må vi afsky den helt fra begyndelsen. Enhver bevæggrund og ønske må være fornuften og samvittigheden underlagt. Enhver uhellig tanke må øjeblikkeligt drives tilbage. Til lønkammeret, Kristi efterfølgere! Bed i tro og af hele hjertet. Satan vogter for at omsnære jeres fødder. I må få hjælp ovenfra, hvis I skal undgå hans bedrag.

(177)  [Ved tro og bøn kan alle opfylde evangeliets krav intet menneske kan blive tvunget til at overtræde. Det må først selv samtykke. Sjælen må ønske at gøre den syndige handling, før lidenskaben kan få bugt med fornuften, eller ugudeligheden kan sejre over samvittigheden. Fristelse hvor stor den end måtte være, er ingen undskyldning for synd. »Herrens øjne hviler på retfærdige og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.« Råb til Herren, du fristede sjæl! Kast dig så hjælpeløs og uværdig, som du er i Jesu arme og gør krav på at få hans løfter opfyldt. Herren vil høre. Han ved, hvor stærk det naturlige hjertes tilbøjelighed er og han vil hjælpe i enhver fristelse.

(177)  Er du faldet i synd? Så skynd dig uden tøven til Gud og bed ham om nåde og tilgivelse.] Da David blev klar over sin synd, udgød han sin sjæl i anger og ydmyghed for Gud. Han mærkede at han kunne udholde tabet af sin krone, men han kunne ikke fratages Guds gunst. [Nåde bliver endnu tilbudt synderen. Herren kalder på os under hele vor vandring. »Vend om, I frafaldne sønner, jeg læger eders frafald.«] Guds velsignelse kan blive vor, hvis vil give agt på hans Ånds røst. »Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.« [Buds t unge side 31]