Guds segl

(207)  [»Så hørte jeg ham råbe med vældig røst: »Byens hjemsøgelse nærmer sig og hver har sit mordvåben i hånden!«

(207)  »Og han råbte til manden i det linnede klædebon og med skrivetøjet ved lænden og Herren sagde til ham: »Gå midt igennem byen igennem Jerusalem og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!« Og til de andre hørte jeg ham sige; »Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!« Så begyndte de med de ældste, som stod foran templet."

(207)  Jesus er i begreb med at skulle forlade nådestolen i den himmelske (208) helligdom for at iføre sig hævnens klædebon og udgyde sin harme i straffedomme over dem, der ikke har fulgt det lys, Gud har givet dem. »Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.« I stedet for at den tålmodighed og langvarige overbærenhed, Herren har vist mod dem, skulle blødgøre dem, der ikke frygter Gud og ikke elsker sandheden, bestyrkes deres hjerter i deres onde færd. Men der er grænser også for Guds overbærenhed og mange overskrider disse grænser. De har overskredet nådens grænselinjer og derfor må Gud gribe ind og forsvare sin egen ære.

(208)  Om amoritterne udtalte Herren: »Endnu er amoritternes syndeskyld ikke fuldmoden.« Skønt dette folk gjorde sig bemærket ved sit afguderi og sin fordærvelse, havde det endnu ikke fyldt sin ugudeligheds bæger og Gud ville ikke påbyde dets fuldstændige ødelæggelse. Folket skulle se guddomskraften åbenbaret på en iøjnefaldende måde, for at det skulle være uden undskyldning. Den medlidende Skaber var villig til at bære over med det indtil det fjerde slægtled. Da skulle straffedommene komme over det, hvis der ikke var indtrådt en forandring til det bedre.

(208)  Med usvigelig nøjagtighed holder den Evige fremdeles regnskab med nationerne. Så længe han ved kald til omvendelse tilbyder sin nåde, vil deres regnskab forblive åbent; men når tallene løber op til en bestemt sum, som Gud har fastsat, tager hans vredes tjeneste sin begyndelse. Regnskabet afsluttes. Guddommelig tålmodighed ophører. Barmhjertigheden taler ikke længere til deres forsvar.

(208)  For profeten, der skuede ned igennem århundrederne, blev denne tid fremstillet i et syn. Nutidens folkeslag har været modtagere af uhørte goder. Himmelens mest udsøgte velsignelser er blevet dem tilstået; men tiltagende hovmod, havesyge, afguderi, Guds-foragt og grov utaknemlighed står skrevet (209) imod dem. De er hurtigt i færd med at afslutte deres regnskab for Gud.

(209)  Men det, som bringer mig til at bæve, er den kendsgerning, at de, som har haft det største lys og de største privilegier, er blevet smittet af den rådende uretfærdighed. Ved påvirkning af uretfærdige omgivelser er mange endog af dem, der bekender sig til sandheden, blevet kolde og rives med af ondskabens stærke strøm. Den almindelig rådende foragt for sand gudsfrygt og hellighed leder dem, der ikke indgår en inderlig forbindelse med Gud, til at tabe deres ærbødighed for hans lov. Dersom de fulgte lyset og af hjertet adlød sandheden, ville den hellige lov endog forekomme dem mere dyrebar, fordi den således bliver foragtet og tilsidesat. Efter som ringeagt for Guds lov bliver mere åbenbar, bliver skillelinjen mellem dens tilhængere og verden mere tydelig. Kærligheden til de guddommelige forskrifter forøges hos én klasse mennesker i samme forhold, som ringeagt for disse forskrifter tiltager hos en anden klasse.

(209)  Krisen nærmer sig med hast. De hurtigt voksende tal viser, at tiden for Guds hjemsøgelse er ved at komme. Skønt han nødig straffer, vil han dog straffe og det snart. De, som vandrer i lyset, vil se tegn på den tilstundende fare; men de må ikke blive siddende i rolig, ubekymret forventning om ødelæggelsens dag. Ingenlunde! De bør indse, at det er deres pligt at arbejde flittigt for at frelse andre, idet de med stærk tro søger Gud om hjælp. »En retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft."

(209)  Gudfrygtighedens surdej har ikke helt mistet sin kraft. På den tid, da menigheden er udsat for den største fare og det største tryk, vil den lille skare, der står i lyset, sukke og jamre over de vederstyggeligheder, der sker i landet. Men i en særlig grad vil deres bønner gælde (210) menigheden, fordi medlemmerne følger verdens skik.

(210)  De alvorlige bønner, disse trofaste beder, vil ikke være forgæves. Når Herren kommer som en hævner, vil han også komme som en beskytter for alle dem, der har bevaret troen i dens renhed og holdt sig selv ubesmittede af verden. Det er på denne tid, Gud har lovet at skaffe sine egne udvalgte ret, dem, der råber til ham dag og nat, medens han er langmodig imod dem.

(210)  Befalingen lyder: »Gå midt igennem byen, igennem Jerusalem og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!« Disse, som sukkede og jamrede, havde fremholdt livets ord; de havde irettesat, rådet og formanet. Nogle, der havde vanæret Gud, omvendte sig og ydmygede deres hjerter for ham. Men Herrens herlighed var veget bort fra Israel; skønt mange fremdeles vedblev at følge kristendommen formelt, var hans kraft og nærværelse ikke til stede.

(210)  På den tid, da hans vrede udgår med straffedomme, vil disse ydmyge, hengivne Kristi efterfølgere adskille sig fra verden ved deres sjæleangst, der kommer til udtryk i gråd og klage, tilrettevisninger og advarsler. Medens andre søger at tilhylle det rådende onde og at undskylde den store ugudelighed, som tager overhånd alle vegne, vil de, der er nidkære for Guds ære og nærer kærlighed til sjæle, ikke tie for at vinde yndest hos nogen. Deres retfærdige sjæle plages dag efter dag ved de uretfærdiges vanhellige gerninger og vandel. De er ude af stand til at standse syndens rivende strøm og derfor fyldes de med smerte og uro. De sørger for Guds åsyn over at se religionen blive ringeagtet i hjemmene netop hos sådanne, som har haft stort lys. De græder og plager deres sjæle, fordi stolthed, havesyge, egoisme og bedrageri af næsten enhver art findes i menigheden. Guds (211) Ånd, som ansporer til irettesættelse, trædes under fødder, medens Satans tjenere triumferer. Gud vanæres og sandheden gøres virkningsløs.

(211)  De, der ikke føler bedrøvelse over deres eget åndelige forfald, ej heller sørger over andres synder, vil ikke få Guds segl. Herren befaler sine sendebud, mændene med mordvåben i deres hænder: »Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde, men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!« Så begyndte de med de ældste, som stod foran templet.«

(211)  Her ser vi, at menigheden - Herrens helligdom - var den, der først skulle mærke Guds vredes slag. De ældste, sådanne, som havde fået stort lys og stået som vogtere af folkets åndelige interesser, havde været utro i deres tillidshverv. De havde indtaget det standpunkt, at vi ikke behøver at vente mirakler og de tydelige åbenbarelser af Guds kraft, som man så i fordums dage. Tiderne har forandret sig. Disse ord styrker deres vantro og de siger: Herren vil hverken gøre godt eller ondt. Han er for barmhjertig til at hjemsøge sit folk med straffedom. Således lyder råbet om fred og ingen fare fra mænd, der aldrig mere vil opløfte deres røst som en basun for at vise Guds folk deres overtrædelser og Jakobs hus deres synder. Disse stumme hunde, der ikke vil gø, er netop dem, der føler en fortørnet Guds retfærdige hævn. Mænd, jomfruer og små børn omkommer til hobe.

(211)  De vederstyggeligheder, som de trofaste sukkede og jamrede over, var alt, hvad menneskelige øjne kunne opdage, men langt de værste synder, som vakte den rene og hellige Guds nidkærhed, blev ikke åbenbarede. Den store hjerteransager kender enhver synd, som bliver begået i det skjulte af dem, der øver uretfærdighed. Disse mennesker kommer til at føle sig trygge i deres bedrag og som følge af Herrens langmodighed siger de, at han (212) ikke ser; derfor handler de, som om han havde forladt jorden. Men han vil opdage deres hykleri og klarlægge for andre de synder, de så omhyggeligt skjulte.

(212)  Ingen fortrin med hensyn til rang, værdighed eller verdslig visdom og ingen stilling i et helligt embede vil bevare mennesker fra at opofre principper, når de overlades til deres egne bedragede hjerter. De, der er blevet betragtet som værdige og retfærdige, viser sig at være hovedmænd i frafald, eksempler på ligegyldighed og på misbrug af Guds velsignelser. Han vil ikke længere tåle deres onde færd og i sin harme handler han med dem uden barmhjertighed.

(212)  Det er modstræbende, Herren forlader dem, som er blevet velsignet med stort lys og som har følt ordets kraft, når de forkyndte det til andre. De var en gang hans trofaste tjenere, begunstigede med hans nærværelse og vejledning; men de veg bort fra ham og førte andre ind i vildfarelse og har derfor pådraget sig Guds mishag.

(212)  Guds hævns dag er lige for hånden. Guds segl vil kun blive sat på deres pander, der sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, som sker i landet. De, som i sympati knyttes til verden, spiser og drikker med de drukne og vil visselig omkomme sammen med dem, der øver uretfærdighed. »Herrens øjne hviler på retfærdige og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt."

(212)  Vor egen handlemåde vil afgøre, hvorvidt vi skal modtage den levende Guds segl eller blive hugget ned med mordvåbnene. Nogle få dråber af Guds vrede er allerede faldet på jorden; men når de syv sidste plager engang skænkes ublandet i hans harmes bæger, vil det for evigt være for sent at omvende sig og finde ly. Intet sonende blod vil da aftvætte syndens skamplet.

(212)  »Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, (213) som værner dit folks sønner og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnet i bogen.« Når denne trængselstid kommer, er enhver sag afgjort; der er ikke mere nogen prøvetid, ikke mere nogen nåde for de ubodfærdige. Herrens folk har den levende Guds segl. Ude af stand til at forsvare sig i den dødelige strid mod jordens magter, som dragens hærskare bereder vejen for, gør denne lille levning Gud til sit værn. Befalingen er udstedt af den højeste jordiske myndighed, at den under trussel om forfølgelse og dødsstraf skal tilbede dyret og tage dets mærke. Måtte Gud hjælpe sit folk nu, for hvad kan de gøre i en så frygtelig kamp uden hans bistand!

(213)  Mod, sjælsstyrke, tro og ubetinget tillid til Guds kraft til at frelse opnås ikke på et øjeblik. Disse himmelske dyder tilegnes gennem årelang erfaring. Ved at leve et liv i hellig bestræbelse og usvigeligt holde fast ved, hvad der er ret, beseglede Guds børn deres skæbne. Omgivne af fristelser uden tal vidste de, at de enten måtte gøre bestemt modstand eller blive overvundet. De følte, at de havde en stor gerning at udføre og i hvilket som helst øjeblik kunne de blive kaldet til at aflægge deres rustning; og skulle de så komme til livets afslutning uden at have fuldbyrdet deres gerning, ville det betyde et evigt tab. Med begærlighed tog de imod lyset fra himmelen, ligesom de første disciple modtog det fra Jesu læber. Når disse første kristne blev forvist til bjerge og ørkner, når de i fangehuler blev overladt til at dø af sult, kulde og pinsler, når martyrdøden syntes at være den eneste udvej fra deres nød, glædede de sig over at blive agtet værdige til at lide for Kristus, som blev korsfæstet for dem. Deres værdige eksempel vil være til trøst og opmuntring for Guds folk, som kommer ind i en trængselstid, som ikke har haft sin mage.

(213)  Ikke alle, der bekender sig til at holde sabbatten, vil blive beseglede. (214) Endog blandt dem, der underviser andre om sandheden, er der mange, som ikke vil modtage Guds segl på deres pander. De havde sandhedens lys, de kendte deres mesters vilje, de forstod hvert punkt i vor tro, men de havde ikke tilsvarende gerninger. De, som var så fortrolige med profetien og med den guddommelige visdoms skatte, skulle have vist deres tro i handling. De skulle have budt deres hus efter sig, for at de ved en velordnet familie måtte kunne have vist verden den indflydelse, sandheden har på det menneskelige hjerte.

(214)  Ved deres mangel på gudshengivenhed og gudsfrygt og ved deres forsømmelse af at nå op til et højt religiøst ideal gør de andre sjæle tilfredse med deres stilling. Med deres begrænsede skøn kan menneskene ikke indse, at de ved at efterligne disse mænd, der så ofte har opladt Guds ords skatte for dem, visselig stiller deres sjæle i fare. Jesus er det eneste sande mønster. Med et barns lærvillige hjerte må enhver nu på sine knæ for Gud ransage Bibelen for sig selv, hvis han ønsker at vide, hvad Herren kræver af ham. Hvor højt en hvilken som helst prædikant måtte have stået i yndest hos Gud, vil han komme ind i mørke og Satans bedrag og lede andre ind på den samme vej, dersom han undlader at følge det lys, han har fået af Gud og dersom han undslår sig for at lade sig undervise som et lille barn.

(214)  Ikke en eneste af os vil nogensinde få Guds segl, medens der er én plet eller rynke på vor karakter. Det overlades til os at afhjælpe vore karaktermangler og at rense sjælens tempel fra enhver besmittelse. Da vil den sildige regn falde på os, ligesom den tidlige regn faldt på disciplene på pinsefestens dag.

(214)  Vi bliver så let tilfredse med, hvad vi har opnået. Vi føler os rige og i besiddelse »af overflod og ved ikke, at vi er elendige og ynkværdige og fattige og blinde og nøgne.« Nu er tiden til at agte på det sanddru vidnes formaning: »Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig og hvide klæder at (215) iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se."

(215)  Her i livet må vi møde ildprøver og gøre store opofrelser, men Kristi fred er belønningen. Der har været så lidt selvfornægtelse, så lidt lidelse for Kristi skyld, at korset er næsten fuldstændig glemt. Vi må blive delagtige med Kristus i hans lidelser, hvis vi ønsker at sidde sejrende med ham på hans trone. Så længe vi vælger selvmedlidenhedens magelige sti og ræddes for selvfornægtelse, vil vor tro aldrig blive fast og vi kan ikke kende Jesu fred, ej heller den glæde, der kommer ved bevidst sejr. De mest ophøjede blandt den genløste skare, der står foran Guds og Lammets trone, iført hvide klæder, ved, hvad det er at kæmpe for sejren, for de er kommet gennem en stor trængsel. De, der har føjet sig efter omstændighederne i stedet for at deltage i denne kamp, vil ikke forstå at holde fast på den dag, da ængstelse vil være over hver sjæl, den dag, da selv Noa, Job og Daniel, hvis de var i landet, hverken ville kunne frelse søn eller datter, idet enhver må redde sin sjæl ved sin egen retfærdighed.

(215)  Ingen behøver at sige at hans tilfælde er håbløst, at han ikke kan leve et kristent liv. Ved Kristi død er der gjort rigelig foranstaltning for hver sjæl. Jesus er altid til stede som vor hjælp i nødens stund. Påkald blot ham i tro, så har han lovet at besvare dine bønner.

(215)  Oh, giv os en levende, virksom tro! Vi behøver den; vi må have den, ellers vil vi falde og svigte på prøvens dag. Det mørke, som da vil hvile over vor sti, må ikke gøre os modløse eller drive os til fortvivlelse. Det er det slør, hvormed Gud tilhyller sin herlighed, når han kommer for at meddele rige velsignelser. Vor tidligere erfaring skulle have lært os dette. På den dag, da Gud går i rette med sit folk, vil denne erfaring være en kilde til trøst og håb.

(215)  Det er nu, vi må bevare os selv og vore børn ubesmittede af verden. Det er nu, vi må tvætte vor karakters (216) kjortel og gøre den hvid i Lammets blod. Det er nu, vi må overvinde stolthed, lidenskab og åndelig dorskhed. Det er nu, vi må vågne op og gøre beslutsom anstrengelse for at opnå en harmonisk karakter. »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter.« Vi befinder os i en yderst prøvende stilling, medens vi venter og våger for vor Herres åbenbarelse. Verden er i mørke. »Men I, brødre! lever ikke i mørke,« siger Paulus.« Det er altid Guds hensigt at bringe lys ud af mørke, glæde ud af sorg og hvile ud af træghed for den ventende, længselsfulde sjæl.

(216)  Hvad foretager I jer, brødre, i det store forberedelsesværk? De, der forener sig med verden, modtager det verdslige præg og forberedes for dyrets mærke. De, som ikke sætter lid til selvet, som ydmyger sig for Gud og renser deres sjæle ved at lyde sandheden disse modtager det himmelske præg og bereder sig for Guds segl på deres pander. Når befalingen udgår og stemplet indpræges, vil deres karakter forblive ren og uplettet i al evighed.

(216)  Nu er tiden til at forberede sig. Guds segl vil aldrig blive sat på en uren mands eller kvindes pande. Det vil aldrig blive sat på den ærgerrige, verdenskære mands eller kvindes pande. Det vil aldrig blive sat på mænd eller kvinder med falske tunger eller bedragede hjerter. Alle, der modtager seglet, må være uden plet for Gud - sådanne, hvis mål er himmelen. Gå fremad, mine brødre og søstre! Jeg kan kun skrive i korthed om disse punkter denne gang, kun for at gøre jer opmærksomme på nødvendigheden af beredelse. Ransag skriften for jer selv, for at I må kunne forstå tidens frygtelige alvor. Vejl f menigh bd. 2 side 53-60]