Syndens bedrag

(289)  Det blev fremstillet for mig, at Bror D gjorde noget, som han under dommen ikke ville ønske var blevet gjort. Han er ikke korrekt på alle lærdomspunkter og han fastholder hårdnakket sine fejlagtige standpunkter. Han er en brødrenes anklager. Han har ikke kun tænkt ondt om dem, Gud har valgt som arbejdere i hans sag, men han har sagt dette onde til andre. Han havde ikke tilpasset sig bibelreglen og rådført sig med de ledende brødre og alligevel finder han fejl hos dem alle.

(289)  Han undskyldes med: "Oh bror D er en så god mand. Han er et forbillede for elskværdighed og venligsindethed og er hjælper hurtigt overalt." Bror D har mange fremragende karaktertræk. Han har ingen gode evner som taler, men kan blive en ærlig, trofast medarbejder. Fjenden er kommet ind, ved hans indbildskhed. Havde han ikke påskønnet sig selv mere end han skulle, ville han aldrig have turdet bruge sine brødres omdømme, som han har. Ved hans frihed til at opsamle og gengive falske rapporter, er han kommet ind mellem folket og det budskab, som Gud har givet sine tjenere at frembære dem, så de kan stå på Herrens dag. Hans gode træk, har gjort det meget farligere for ham; for de har givet ham indflydelse. Folk har tænkt at hvad han sagde, må være sådan. Var han en amoralsk eller trættekær person, ville han ikke have held med at vinde så manges tillid.

(290)   Bror D's arbejdsmetoder gør også hans adfærd mere indbydende for kritik og til en større forhånelse for Gud. Havde han vist sine følelser utilsløret, havde han offentligt sagt de ting han taler om privat, ville ingen et øjeblik have tænke, han skulle sendes ud, for at arbejde i konferensen. Når han arbejder under dennes godkendelse, har hans brødre lov at tro, at hans synspunkter er rigtige. Og med denne godkendelse har hans indflydelse været en ond kraft. Der er nogle som, aldrig ville nære mistanke mod deres brødre eller tænkt ondt om dem, hvis det ikke var for hans ord. Han har sat mennesker på et spor, som, hvis de går derefter, vil ende i oprør og sjælens tab. Dette er uden omsvøb hvad vor gode bror har gjort.

(290)  Gud har fremstillet denne sag, for mig i dets sande lys. Bror D's hjerte er ikke rigtigt. Det er tilsmudset med bitterhed, vrede, misundelse, jalousi og onde tanker og de behøver at blive renset. Hvis han ikke ændrer sin kurs helt, vil han hurtigt være en falden mand. »Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt."

(290)  Hvis bror D leder folk i tvivl og forkaster de vidnesbyrd som Gud har givet sit folk i løbet af de sidste otteogtredive år; hvis han får dem til at tro at lederne i dette arbejde er listige, uærlige mænd, der arbejder på at bedrage folket; hvilket stort og godt arbejde har han da gjort? Det er et arbejde der nøjagtig ligesom Koras, Datans og Abirams; og, sammen med alle dem han har påvirket, vil resultatet blive katastrofalt. Han har troet at han ikke kunne gå fejl; men bærer dette arbejdet himlens segl? Nej; bror D har givet efter for en selvretfærdighed, som næsten har ruineret ham. Lad ham komme på lige fod med hans brødre; hvis han har vanskeligheder med dem, om deres handlemåde, så lad ham vise, hvori deres synd ligger.

(291)  (291) [Da Satan blev utilfreds i himmelen, fremlagde han ikke sin klage for Gud og Kristus; men han gik omkring blandt englene, der mente, at han var fuldkommen og fremholdt, at Gud havde gjort ham uret ved at foretrække Kristus frem for ham. Følgen af denne forkerte fremstilling blev, at en tredjedel af englene ved at give ham medhold mistede deres uskyldighed, deres høje stand og deres lykkelige hjem. Satan ophidser menneskene her på jorden til at fortsætte den samme gerning med misundelse og mistanke, som han begyndte i himmelen. Vejl f menigh bd. 2 side 87]

(291)  Da Jesus var på jorden, gik jøderne altid efter ham, som spioner. De fandt alle mulige falske historier og anklagede ham for den ene forbrydelse efter den anden. De prøvede hele tiden på at vende folk bort fra ham. Var deres opførsel rigtig? Hvis den var, så har bror D ikke syndet, for han gør det samme. Han må bryde fjendens snare nu; han må sejre over den ånd, som får ham til at sætte sig oven over sine brødre. Lad ham søge ydmyghed og lære at værdsætte andre mere end ham selv. Hvis han vil arbejde troligt og i harmoni med Guds plan, vil han høre de liflige ord: »Vel du gode og tro tjener,« fra sin Mesters læber. Men hvis han forkaster Guds tjeneres arbejde, hvis han vælger sin egen vej og læner sig op ad sin egen forståelse, vil ham visselig lide troens skibbrud. [Gud har ikke forbigået sit folk og udvalgt en enkelt mand her og en anden der som de eneste, der er værdige til at blive betroet hans sandhed. Han giver ikke en enkelt mand nyt lys, som er i strid med samfundets grundfæstede tro. Under enhver reform er der opstået mænd, som er fremkommet med en sådan påstand. Paulus talte advarende til menigheden på den tid: »Af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.« Den største skade, der rammer Guds folk, kommer gennem sådanne, som går ud fra dem og taler forkerte ting. Ved dem bliver sandhedens vej spottet.

(291)  Lad ingen være selvsikker, som om Gud havde givet dem særskilt lys frem for deres brødre. Kristus fremstilles som den, der bor i sit folk og de troende omtales som dem, der er »opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen (292) og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden.« »Så formaner da jeg, den fangne i Herren,« siger Paulus, »jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd; et legeme og en ånd, ligesom I også blev kaldet til et håb ved jeres kaldelse, en Herre, en tro, en dåb, en Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!"

(292)  Det, som br. D kalder lys, er tilsyneladende uskyldigt; det ser ikke ud, som om nogen kunne tage skade deraf. Men brødre, det er Satans opfindelse, den kile, hvormed han skaffer sig adgang. Dette har været forsøgt igen og igen. Nogen antager en eller anden ny og original idé, som ikke synes at være i strid med sandheden. Han taler om den og dvæler ved den, indtil den forekommer ham at være skøn og vigtig, for Satan har magt til at frembringe dette falske udseende. Til sidst bliver den det alt opslugende emne, det ene store punkt, omkring hvilket alle ting drejer sig; og sandheden udryddes af hjertet.

(292)  Så snart der opstår sådanne forestillinger i br. D's sind, begynder han at tabe troen og at nære tvivl om Åndens gerning, der har vist sig iblandt os i mange år. Han er ikke den mand, som vil hylde, hvad han mener er nyt lys, uden at meddele det til andre; derfor kan man ikke med tryghed give ham indflydelse, der vil sætte ham i stand til at forvirre andres sind. Det vil være at åbne en dør, hvorigennem Satan vil storme ind med mange vildfarelser for at lede tankerne bort fra det vigtige ved sandheden for denne tid. Brødre, som et Kristi sendebud formaner jeg jer til at tage jer i agt for disse stridsspørgsmål, der leder sindet bort fra sandheden. Vildfarelse er aldrig uskyldig. Den vil aldrig helliggøre, men bringer altid forvirring og splid. Den er altid farlig. Fjenden har stor magt over det sind, som ikke er grundigt befæstet ved bøn og stadfæstet i bibelsk sandhed.

(293)  (293) Der er tusind forklædte fristelser beredt for dem, der har sandhedens lys og det eneste sikre for enhver af os er, at vi ikke tager imod nogen ny lære, nogen ny udlæggelse af skriften, uden først at lægge den frem for brødre, som har erfaring. Fremlæg den for dem i en ydmyg, lærvillig ånd og under alvorlig bøn; og hvis de ikke ser noget lys deri, så bøj jer for deres skøn; for "vel står det til, hvor mange giver råd«. samme s 87-88]

(293)  Satan så i bror D træk som ville give ham fortrin. »Verdens fyrste kommer,« sagde Kristus, »og i mig er der intet, som hører ham til.« Men skønt han så ud til at besidde stor ydmyghed, havde bror D værdsat sig selv for højt. I årevis har han følt at hans brødre ikke værdsatte ham og han har udtrykt denne følelse for andre og Satan fandt en indbildskhed i ham, som han kunne appellere til, med succes.

(293)  Dette er en ekstremt farlig tid for bror D og for mange andre. Guds engle våger over disse sjæle, med stærk interesse og Satan og hans engle er meget ivrige efter at finde ud af, hvordan deres planer ville kunne lykkes. Dette er en krise i bror D's liv. Her vil han gøre beslutninger for tid og for evigheden. Gud elsker ham og denne erfaring kan være af meget stor værdi for ham. Hvis han overgiver sit hjerte helt til Gud og antager hele sandheden, vil han være en utrættelig medarbejder; Gud vil arbejde gennem ham og han kan gøre meget godt. Men han må arbejde i harmoni med sine brødre. Han må overvinde sin følsomhed og lære at udholde hårdhed, som en god soldat af Kristi kors.

(293)  [Satan er uophørligt i virksomhed; kun få har nogen forestilling om hans aktivitet og list. Guds folk må være beredt til at modstå den træske fjende. Det er denne modstand, Satan gruer for. Han kender begrænsningen af sin magt bedre, end vi gør og ved, hvor let han kan besejres, dersom vi møder ham og står ham imod. Ved guddommelig styrke er den svageste hellige mere end jævnbyrdig med Satan og alle hans engle og skulle det komme til en prøve, ville han være i stand til at bevise sin overlegne magt. Derfor er Satans trin (294) lydløse, hans bevægelser snigende og hans våben skjulte. Han vover ikke at vise sig åbenlyst, for at han ikke skal vække en kristens slumrende kræfter og drive ham til Gud i bøn.

(294)  Fjenden bereder sig til sit sidste felttog mod menigheden. Han har i den grad stillet sig selv ude af syne, at mange knap kan tro, at han er til og langt mindre kan de overbevises om hans forbavsende aktivitet og magt. De har i stor udstrækning glemt hans tidligere historie og når han gør et nyt fremstød, vil de ikke kende ham som deres fjende, den gamle slange, men vil betragte ham som en ven, som en, der gør en god gerning. Medens de roser sig af deres selvstændighed, vil de under hans bestikkende, fortryllende indflydelse følge det menneskelige hjertes værste indskydelser og alligevel tro, at Gud leder dem. Kunne deres øjne oplades til at skelne deres høvding, ville de se, at de ikke tjener Gud, men al retfærdigheds fjende. De vil indse, at den selvstændighed, som de roser sig af, er en af de tungeste lænker, Satan kan fæste om deres ubalancerede sind.

(294)  Menneskene er Satans fanger og er af naturen indstillede på at følge hans tilskyndelser og gøre hans vilje. I sig selv har de ingen kraft til at gøre virksom modstand imod ham. Kun når Kristus bor i dem ved levende tro, påvirker deres ønsker og styrker dem med kraft fra det høje, kan de vove at møde en så frygtelig fjende. Ethvert andet forsvarsmiddel er ganske værdiløst. Det er alene ved Kristus, Satans magt begrænses. Dette er en vigtig sandhed, som alle skulle forstå. Satan har travlt hvert eneste øjeblik med at gennemvandre jorden på kryds og tværs, idet han søger, hvem han kan opsluge. Men troendes alvorlige bøn vil gøre hans kraftigste anstrengelser til intet. Brødre, tag derfor »troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes gloende pile«.

(294)  De værste fjender, vi har, er dem, der søger at ødelægge den indflydelse, vægterne på Zions mure øver. Satan virker gennem sine redskaber. Her gør han en alvorlig bestræbelse. Han arbejder efter en bestemt plan og hans (295) redskaber handler i enighed. En vantroens linje strækker sig over hele landet og står i forbindelse med Guds menighed. Dens indflydelse er blevet brugt til at undergrave tilliden til Guds Ånds gerning. Dette element er til stede og det virker i stilhed. Vær varsomme, at I ikke skal befindes at hjælpe Guds og menneskenes fjende ved at udbrede falske rygter og ved kritik og modstand.

(295)  Ved forføreriske midler og ad kunstige veje virker Satan for at styrke sin autoritet og for at lægge hindringer i vejen for Guds folk, således at sjæle ikke skal blive udfriet fra hans magt og samles under Kristi banner. Ved sine bedrag søger han at lokke sjæle bort fra Kristus og de, der ikke er befæstede i sandheden, vil visselig fanges i hans snare. Og dem, han ikke kan forlede til synd, vil han forfølge, ligesom jøderne forfulgte Kristus.

(295)  Satans formål er at vanære Gud og han virker ved ethvert vanhelligt element for at fuldbyrde dette forsæt. De mennesker, han gør til sine redskaber i udførelsen af denne gerning, er forblindede og indser ikke, hvad de gør, inden de er så stærkt indviklede i skyld, at de mener, det ville være unyttigt at forsøge at komme på fode igen; de sætter alt på spil og fortsætter i overtrædelse til den bitre afslutning.

(295)  Satan håber at kunne indvikle levningen af Guds folk i den almindelige ødelæggelse, der vil komme over jorden. Efter som Kristi komme nærmer sig, vil han blive mere bestemt og afgjort i sine anstrengelser for at ødelægge dem. Der vil fremstå mænd og kvinder, som hævder, at de har et eller andet nyt lys eller en ny åbenbarelse, hvis tendens tjener til at undergrave troen på de gamle landemærker. Deres lærdomme vil ikke tåle at blive prøvet med Guds ord, men sjæle vil blive bedraget. Falske rygter vil blive sat i omløb og nogle vil blive fanget i denne snare. De vil tro på disse rygter og bringe dem videre og på denne måde vil der dannes en kæde, som forbinder dem med ærkeforføreren. Denne ånd vil ikke altid vise sig i åben trods mod de budskaber, Gud ønsker, men en afgjort vantro kommer til udtryk på mange måder. Enhver urigtig udtalelse, der fremkommer, nærer og (296) styrker denne vantro og derved vil mange sjæle blive ledet i den forkerte retning. samme s 88-90]

(296)  [Vi kan ikke være vågne nok over for enhver form for vildfarelse, for Satan søger ustandselig at drage mennesker bort fra sandheden.] Han fylder dem med tanker om deres selvtilstrækkelighed og overtaler dem, som han har med bror D, at originalitet er en meget eftertragtet gave. Bror D behøver at lære sandheden mere fuldkomment. Satan har taget fordel af hans uvidenhed i denne retning og her kommer faren. Et menneske er blevet trukket til side, som er svær at overtale, selv om han har haft sine fødder på et forkert spor. Og mange som troede at de blot fulgte mennesket, på samme måde som han fulgte Kristus, blev bedraget ved at følge ham, da han vendte sin Frelser ryggen. [Herren kommer 25.feb]

(296)  Stolthed bor i bror D's hjerte og det vil være overordentlig svært for ham at opgive den; men medmindre han overgiver sit helt til Kristus, vil fjenden fortsætte med at arbejde gennem ham. Og hvis han ikke tager et beslutsomt ståsted, en gang for alle, frygter jeg at han aldrig vil.

(296)  ___ og ___-menighederne har taget et tungt ansvar. Hele resultatet, af deres arbejde, vil ikke kendes før dommen. I behøver himmelsk visdom, brødre, for synd har mange forklædninger. Mangel på åndelig visdom får jer til at snuble, som blinde mænd. Havde I kun ét mål for øje, ville der i jeres konferens være et element med mægtig styrke. Men netop det, jeg frygtede, er kommet. Der var arbejde der skulle være gjort, som er ladet ugjort. De selskaber jeg så, ville komme op at stå, som følge af veltilrettelagt arbejde og mødehusene som ville have været bygget, - hvor er de? Jeres vantro har tilbageholdt arbejdet. Selv har I gjort forholdsvis intet og når én ville arbejde, har I hegnet op om vejen, så han ikke kunne få noget ud af det.

(296)  Nogle er langsomme, meget langsomme og de er stolte af det. Men denne magelige dovenskab er en karaktermangel, som ingen bør være stolte af. Beslut jer fast på at være raske og hurtige og med guddommelig hjælp vil det lykkes. Lad jeres (297) helligelse være fuldstændig; bind ejendomme og venner på Guds alter og når hjertet beredes til at få himmelsk indflydelse, vil klare stråler fra Guds trone skinne på din sjæl og oplive alle dens slumrende kræfter.

(297)  [Der er mennesker, som ikke har en fast karakter. De er ligesom voks og kan presses til at antage enhver tænkelig form. De har ingen bestemt form og konsistens og har ingen praktisk anvendelse i verden. Denne svaghed, ubeslutsomhed og udygtighed må overvindes. Der er noget ukueligt ved en ægte kristen karakter, der ikke lader sig forme eller bøje af ugunstige omstændigheder. Vi må have moralsk rygrad, en retskaffenhed, der ikke lader sig smigre, bestikke eller forfærde. Mennesker må have moralsk rygrad, en hæderlighed der ikke kan smigres, bestikkes eller skræmmes. Guds sønner og døtre 25.feb]

(297)  Jeg frygter meget for menigheden. Ligesom Paulus udtrykker det: »Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus.« Her forklarer Paulus at det er ved hjælp af fordærvede lærer at fjenden vil angribe menighedens tro. »Thi den slags mennesker er falske apostle,« siger han,« svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle. Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger."

(297)  [Desto mere vi lærer om den kristne kirkes første tid og ser med hvilken skarpsindighed Satan arbejdede for at gøre den svag og ødelægge den, jo bedre forberedt vil vi være til at modstå hans plan og møde kommende farer. Vi befinder os i den tid, hvor der vil komme forfølgelse som verden aldrig før har set. »Ve over jorden og havet, for Djævlen er kommet ned til jer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort.« Gud har sat grænser, som Satan ikke kan overskride. Denne grænse er vor højhellige tro. Og når vi opbygger os selv på troen, vil vi være trygge i ham, der har magt til at bevare os. »Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden.« samme]