Troskab og udholdenhed nødvendig

(302)  Menighedens tilstand i ___ er langt fra det, den burde være. Hvis der ikke sker en afgjort forandring, vil den visne og dø. Der kværuleres meget; mange giver vej for tvivl og vantro. Dem, som taler om tro og opelsker tro, vil få tro, men dem som nærer og udtrykker tvivl vil få tvivl.

(302)  Fra prædikanternes side har der været en forsømmelse. De har ikke over for tilhørerne indstændigt fremhævet trofasthedens nødvendighed. De har ikke undervist menigheden i alle sandhedens og pligtens punkter, ej heller arbejdet ivrigt efter at få dem i arbejde og gøre dem interesserede i alle grenene i Guds sag. Jeg er blevet vist at var menigheden blevet undervist ordentligt, ville den være langt længere fremme end dens nuværende stade. Forsømmelse fra prædikanternes side, har gjort folk skødesløse og upålidelige. De har ikke følt deres personlige ansvar, men har undskyldt sig selv på bekostning af prædikanternes svigtende pastorale arbejde. Men Gud undskylder dem ikke. Havde de ingen bibel, havde de ikke fået advarsler, irettesættelser og formaninger fra himlen om at få pligtsfølelse, ville dommen være mindre. Men Herren har givet råd og belæring; (303) den enkeltes opgave er gjort så tydelig, at han ikke kan gå forkert.

(303)  Gud giver lys til at vejlede dem, som ærligt ønsker lys og sandhed; men det er ikke hans hensigt at fjerne al årsag til diskussion og tvivl. Han giver tilstrækkeligt bevis til at lægge troen på og forlanger så at mennesker skal godtage dette bevis og udvise tro.

(303)  Han som vil studere bibelen ydmygt og lærvilligt, vil finde den som en sikker vejleder og vil udpege livets vej med usvigelig nøjagtighed. Men hvad nytter jeres bibelstudier, brødre og søstre, hvis I ikke praktiserer de sandheder de lærer? Den hellige bog indeholder intet uvæsentligt; intet er åbenbaret som ikke har betydning for vore aktuelle liv. Jo dybere vor kærlighed er for Jesus, des højere skal vi betragte dette ord, som Guds stemme direkte til os.

(303)  Menigheden i ___ står på Satans fortryllede grund og det er nødvendigt med en gennemgribende omvendelse. Der er brug for personlige anstrengelser. Bibelens rige løfter er for dem, som tager deres kors op og fornægter selvet dagligt. Enhver som har et oprigtigt ønske om at blive elev i Kristi skole, vil opelske åndelige tanker og vil benytte sig af alle nådegaver, men i denne menighed er der sjusket med anledninger og privilegier. En kan være i stand til at kun sige nogle få ord i offentlighed og kun gøre lidt i Herrens vingård, men er i opgaven nød til at sige noget og være en interesseret arbejder. Ethvert medlem bør hjælpe med at styrke og støtte menigheden; men i mange tilfælde er der en eller to som har den trofasthed som karakteriserede gamle Kaleb og disse har fået lov at bære byrder og tage ansvar, medens resten skulker fra alle byrder.

(303)  Kaleb var trofast og standhaftig. Han var ikke pralende, han skiltede ikke med sine dyder og gode gerninger; men hans indflydelse var altid på den rigtige side. Og hvad fik han som løn? Da Herren fællede domme over mennesker, som nægtede at lytte til hans stemme, sagde han: »Kun min tjener Kaleb lader jeg komme til det land, (304) han har været i og hans efterkommere skal få det i eje, fordi han havde en anden ånd og viste mig fuld lydighed.« Medens kujoner og knurrende mennesker gik til i ørknen, havde trofaste Kaleb et hjem i det forjættede Kanaan. »Dem, som ærer mig, vil jeg ære."

(304)  Hanna bad og stolede; og i sin søn Samuel gav hun Israels Gud en meget dyrebar rigdom - et nyttigt menneske, med en veldannet karakter, en som var ligeså fast, som en klippe, hvad angik principper.

(304)  I Joppe var der en Dorkas, hvis dygtige fingre var mere aktive end hendes tunge. Hun vidste hvem der havde brug for noget godt tøj og hvem der behøvede forståelse og hun imødekom frit begge klassers behov. Og da Dokas døde, erkendte menigheden i Joppa deres tab. Det var ikke mærkeligt at de sørgede og jamrede, ej heller at varme tåredråber faldt på det livløse menneskelegeme. Hun var af så stor værdi at hun ved Guds kraft blev bragt tilbage fra fjendens land, så hendes dygtighed og energi stadig kunne være til velsignelse for andre.

(304)  En så stor tålmodig, bønlig og udholdende troskab, som disse Guds hellige havde er sjælden; alligevel kan menigheden ikke vokse uden den. Der er brug for den i menigheden, i sabbatsskolen og i samfundet. Mange samles i menighedsfællesskabet med deres ubetvingede naturlige karaktertræk; og i en krise, hvor der er brug for et stærkt håbefuldt humør, giver de efter for modløshed og pådrager menigheden byrder; og de ser ikke at det er forkert. Sagen har ikke brug for sådanne personer, for de er upålidelige; men der kaldes altid på trofaste, gudfrygtige medarbejdere, som ikke bliver svage på modgangens dag.

(304)  Der er nogle i menigheden i ___, som giver problemer, for deres vilje er aldrig bragt i harmoni med Kristi vilje. Bror E vil være en stor hindring for denne menighed. Får han overhøjheden er han tilfreds, men kan han ikke stå fast, er han altid på den forkerte side. Han handler ud fra indskydelser. Han vil ikke trække i jævne bånd, (305) men i tvivl og tage de modsatte synspunkter, fordi det er hans natur at være kværulantisk og en brødrenes anklager. Selvom han påstår at være meget ivrig for sandheden, drager han bort fra legemet; han er ikke stærk i moralsk styrke, rodfæstet og grundfæstet i troen. Sandhedens hellige principper er ikke gjort til en del af hans natur. Han kan ikke betros noget; Gud er ikke tilfreds med ham.

(305)  Bror og søster E har ikke respekteret anvisningerne i Guds ord i opdragelsen af deres børn. Disse børn har fået lov at styre der hjemme i meget høj grad og har kommet og gået som det behagede dem. Hvis de ikke kommer under en helt anden indflydelse, vil de findes blandt fjendens rækker, føre krig mod orden, disciplin og underdanighed. Børn der overlades til deres egen vej, er ikke lykkelige; og hvor der tages let på forældrenes myndighed, vil Guds autoritet ikke respekteres.

(305)  Forældrenes gerning er højtidelig og hellig; men mange erkender ikke dette, fordi deres øjne er forblindede af fjenden for al retfærdighed. Deres børn for lov til at vokse udisciplinerede, ubehøvlede, ufremmelig, utaknemmelig og uhellige op; hvor en fast, beslutsom og jævn kurs, hvor i retfærdighed og nåde blandet med tålmodighed og selvkontrol vil give forunderlige resultater.

(305)  Bror E må have en forvandlende nåde. Der er ingen sikkerhed for ham, så længe han beholder sine naturlige karaktermangler og han må hele tiden føre krig imod dem. Hvis han ikke vil leve et vagtsomt, bønligt liv, vil han ikke være velafbalanceret og der er fare for at sandheden vil hindres, fremstilles forkert og komme i dårligt ry ved hans indflydelse. Lad ham være forsigtig med, at han ikke vækker ikke-troendes fordomme, som aldrig kan fjernes.

(305)  [Der er i den menneskelige natur en tilbøjelighed til at gå til yderligheder og at gå fra den ene yderlighed til en anden, som er stik modsat. Mange er sværmere. De fortæres af en heftig nidkærhed, der fejlagtigt forveksles med gudsfrygt; men den sande prøve på en discipel er karakteren. Har de Kristi sagtmodighed? Har de hans ydmyghed og (306) liflige menneskekærlighed? Er sjælens tempel ryddet for stolthed, hovmod, egoisme og trang til at finde fejl? I modsat fald ved de ikke, af hvad ånd de er. De forstår ikke, at sand kristendom består i at bære megen frugt til Guds ære.

(306)  Andre går til yderlighed i deres efterligning af verden. Der er ingen klar, tydelig skillelinje mellem dem og den verdslige. Dersom nogen i det ene tilfælde drives bort fra sandheden ved en barsk, kritisk, fordømmende ånd, ledes de derved til at slutte, at de, der bekender sig til at være kristne, er blottede for principper og intet kendskab har til en forvandling af hjerte eller karakter. »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres fader, som er i himlene.« Vejl f menigh bd. 1 side ]

(306)  Der er mange som ikke ved rigtig hvad kristen karakter består af og deres livsførelse er en skam for sandhedens sag. Hvis de var fuldstændigt omvendte ville de ikke bære vildroser og torne; men klaser af Åndens dyrebare frugter, - »kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.« Den store fare ligger i at ikke arbejde af hjertet. Mange føler sig selvtilfredse; de tror det er den nominelle overholdelse af den guddommelige lov der er tilstrækkelig, skønt de ikke kender til Kristi nåde og han bliver ikke i hjertet ved levende tro.

(306)  »Uden mig,« siger Kristus, »kan I slet ingen ting gøre;« men ved hans guddommelige nåde, arbejdende gennem vore menneskelige anstrengelser, kan vi gøre alt. Hans tålmodighed og ydmyghed vil gennemtrænge karakteren; sprede dyrebare stråler, som klart og tydeligt markerer stivejen til himlen. Ved at betragte og efterligne hans liv, skal vi fornyes i hans billede. Himlens herlighed vil skinne i vore liv og genspejles på andre. Ved nådens trone skal vi finde den hjælp vi behøver for at kunne leve sådan. Dette er uforfalsket helliggørelse og hvilken mere ophøjet position kan mennesker ønske sig, end at være knyttet til Kristus, som en gren er forbundet til vintræet?

(307)  (307) [Jeg har set et billede, der fremstiller en okse stående mellem en plov og et alter, med underskriften: "Rede til begge dele" villig til at bære dagens hede i den anstrengende fure eller dø på offeralteret. Dette er den stilling, et Guds barn altid bør være i - villigt til at gå, hvor pligten kalder, til at fornægte sig selv og til at opofre for sandhedens sag. Den kristne menighed blev grundlagt på opofrelsens princip. »Hvis nogen vil gå i mit spor,« siger Jesus, »skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.« Han kræver hele hjertet, hele vor hengivenhed. De eksempler på nidkærhed, alvor og uegennyttig gerning, som hans hengivne efterfølgere har givet verden, bør tænde vor iver og lede os til at efterligne dem. Sand gudsfrygt medfører en alvor og et fast forsæt, som præger karakteren efter det guddommelige billede og sætter os i stand til at agte alt for tab i sammenligning med Kristi ypperlighed. Dette faste forsæt vil vise sig at være et mægtigt kraftelement. Vejl f menigh bd. 2 side 142]

(307)  Vi som aldrig nogensinde før fået betroet en så stor og højtidelig sandhed - og vi er ansvarlig for den måde vil behandler sandheden på. Enhver af os, bør være opsat på at frelse sjæle. Vi bør vise sandhedens kraft i vore hjerter og karakter, medens vi gør alt i vor magt for at vinde andre og holde af den. At bringe en synder til Kristus er at ophøje, udmærke og forædle hele hans karakter og gøre ham til en velsignelse i hjemmet, i samfundet og i menigheden. Er dette arbejde ikke vore ædleste kræfter værdigt?

(307)  [Mindre talentfulde personer kan vinde mange mennesker for Kristus, når de trofast bliver i Guds kærlighed. Harlan Page var en fattig håndværker, almindelig begavet og med begrænset uddannelse; han gjorde det til sit vigtigste arbejde at gøre noget for at fremme Guds sag og det var tydeligt, at hans anstrengelser blev kronet med held. Han virkede for sine medmenneskers frelse gennem personlige samtaler og alvorlig bøn. Han startede bedemøder, organiserede søndagsskoler og uddelte traktater og anden kristelig litteratur. Og med evighedens skygge over sit ansigt kunne han sige på sit dødsleje: "Jeg (308) ved, at det alt er af Guds nåde og ikke ved nogen fortjeneste af det, som jeg har gjort, men jeg tror nok, der er beviser for, at mere end et hundrede sjæle er blevet omvendt til Gud gennem min personlige medvirken." I Mesterens Tjeneste side 122]

(308)  Ethvert medlem i menigheden bør blive undervist i et regulært arbejdsprogram. Alle er blevet pålagt at gøre noget for Herren. De kan interessere folk til at læse; de kan tale og bede med dem. Prædikanten som skal undervise, optugte og lede en hær af dygtige arbejdere vil jer få herlige sejre og rige belønninger er ham i vente, når ham, rundt omkring den store hvide trone, skal møde dem, frelst på grund af hans indflydelse.

  Gør noget, gør det snart, med al din styrke;
  en engels vinge vil synge ned, hvis det trækker ud;
  og Gud selv, passiv, blev ikke længere velsignet.

(308)  Efter at menigheden i ___ kom til at kende sandheden, ville de have været frugtbare i gode gerninger og ville have en indflydelse der ville gøre dem til en kraft på det rigtiges side, hvis de havde udvist passende alvor, iver og kærlighed. Men den er blevet ligegyldig, kold og død. Nogle har deltaget i sociale møder, hvor de mere har taget en jordisk atmosfære med sig, end en himmelsk. Menigheden har ikke været rede til at følge det arbejde op der har været gjort for dem. I deres nuværende tilstand kan de ikke se eller erkende det nødvendige i samarbejde fra deres side; og deres manglende seriøsitet og helligelse har gjort prædikanterne modløse. I stedet for denne ligegyldighed, bør der være en personlig ansvarsfølelse. Denne menighed vil aldrig vokse, før medlemmerne begynder reformarbejdet i deres egne hjerter. Mange, som bekender troen kan være lette at overbevise; kommer de frem til nogle få punkter i selvfornægtelse og reform, kan de dog ikke se det nødvendige i at gå videre. Hvorfor falder der så mange til bunden? Der er ikke plads til at halte, på denne side af himlen. Ingen af os bør være tilfreds med vore nuværende åndelige resultater. Ingen lever op til de anledninger de får, medmindre de viser stadig (309) fremgang. De må klatre højere op, endnu højere. Det er enhver kristens privilegium at vokse, indtil han kan nå menneskets fylde i Kristus Jesus.

(309)  Hvor har de kære folk i ___ dog ikke brug for undervisning i personlig gudsfrygt; hvor har de dog brug for pastoralt arbejde. Men de gør det ikke så godt, som de kender til det. Gud vil prøve jer, brødre og nogle vil vise sig at være avner og nogle er hvedens dyrebare kerner. Giv ikke efter for fristerens magt. Han vil komme som en stærk mand, bevæbnet, men giv ham ikke fortrin. Styrk jer selv til opgaverne og kæmp for enhver tomme på grunden. I stedet for at trække jer tilbage, så ryk frem; i stedet for at blive svage og slappe, så stram jer op til kamp. Gud kalder på jer til at gå imod synd i enhver form, med alle jeres kræfter. Tag Guds fulde rustning på og hold jeres øjne fæstnet på jeres frelses Hærfører; for der lurer en fare forude. Følg ingen falske farver, men vogt vor hellige tros banner og lad jer finde hvor det svejer også i den hedeste kamp. Snart vil krigen være ovre og sejren vundet og hvis I er trofaste vil I komme ud som mere end sejrerherrer, på grund af ham der har elsket jer. Den herlige pris, den evige herligheds lod, vil blive jeres.