Den sande missionsånd

(385)  [Den sande missionsånd er Kristi ånd. Verdens Genløser var det store mønster på en missionær. Mange af hans efterfølgere har arbejdet med alvor og uegennytte i den sag, der gælder menneskers frelse; men intet menneskes arbejde kan tåle en sammenligning med vort guddommelige eksempels selvfornægtelse, opofrelse og menneskekærlighed.

(385)  Den kærlighed, Kristus har vist mod os, er uden sidestykke. Hvor alvorligt han dog virkede! Hvor ofte var han ikke alene i inderlig bøn, enten på bjerget eller i tilbagetrukkethed i haven, hvor han udøste sine påkaldelser med stærkt råb og tårer! Hvor ihærdigt han dog trængte på med sine bønner for syndere! Selv på korset glemte han sine egne lidelser på grund af sin dybe kærlighed til dem, han kom for at frelse. Hvor kold er ikke vor kærlighed, hvor svag vor interesse i sammenligning med den kærlighed og interesse, vor Frelser lagde for dagen! Jesus gav sig selv for at forløse menneskeslægten; men hvor let har vi ikke for at undlade at give alt, hvad vi har, for Jesus! Vor Frelser fandt sig i møjsommeligt arbejde, vanære og lidelse. Han blev afvist, spottet og hånet, medens han var beskæftiget med den store gerning, han kom til jorden for at udføre.

(385)  Spørger I, mine brødre og søstre: Hvilket mønster skal vi efterleve? Jeg henviser jer ikke til store og gode mænd, men til verdens Genløser. Hvis vi ønsker at have den sande missionsånd, må vi være gennemtrængte af Kristi kærlighed; vi må se hen til vor tros Ophavsmand og Fuldender, studere hans karakter, udvikle hans sagtmodige og ydmyge ånd og vandre i hans fodspor.

(385)  Mange tror, at missionsånden, evnen til at gøre missionsarbejde, er en særskilt gave eller et anlæg, der skænkes prædikanter og nogle få medlemmer i menigheden og (386) at alle andre blot skal være tilskuere. En større misforståelse er aldrig forekommet. Enhver sand kristen vil være i besiddelse af missionsånden; thi at være en kristen vil sige at ligne Kristus. Ingen lever for sig selv og »om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til«. Enhver, som har smagt den tilkommende verdens kræfter, han være ung eller gammel, lærd eller ulærd, vil være drevet af den ånd, der virker i Kristus. Den allerførste tilskyndelse i det fornyede hjerte er også at lede andre til Frelseren. De, der ikke besidder dette ønske, viser, at de har tabt deres første kærlighed; de bør nøje ransage deres egne hjerter i lyset af Guds ord og alvorligt søge en fornyelse af Kristi Ånds dåb; de bør bede om en dybere forståelse af den underfulde kærlighed, Kristus åbenbarede for os, idet han forlod herlighedens rige og kom til en falden verden for at frelse de fortabte.

(386)  I Herrens vingård er der arbejde for enhver af os. Vi skal ikke søge efter den stilling, der vil være den mest behagelige eller bringe størst vinding. Sand gudsfrygt er fri for egenkærlighed. Missionsånden er den personlige opofrelses ånd. Til det yderste af vore evner skal vi arbejde hvor som helst og alle vegne for vor Mesters sag.

(386)  Lige så snart som et menneske virkelig er omvendt til sandheden, opstår der i hans hjerte et alvorligt ønske om at gå og fortælle en ven eller en nabo om det dyrebare lys, der skinner fra de hellige blade. I sit uegennyttige arbejde for at frelse andre er han et levende brev, der kendes og læses af alle mennesker. Hans liv viser, at han er blevet omvendt til Kristus og er blevet hans medarbejder.

(386)  Betragtet som et hele er syvende-dags adventisterne et ædelmodigt og varmhjertet folk. I forkyndelsen af sandheden for denne tid kan vi stole på deres stærke og beredvillige sympati. Når et godt formål, der taler til deres sind og samvittighed, bliver fremholdt og der stilles krav til deres gavmildhed, møder det en hjertelig modtagelse. Deres gaver til støtte for sagen vidner om, at de anser den for at være sandhedens sag. Vel forekommer der undtagelser iblandt os; ikke alle, som bekender sig til at tage imod troen, er alvorlige og (387) helhjertede troende. Men det samme var tilfældet i Kristi dage. Endog blandt apostlene var der en Judas; men det beviste ikke, at alle var som han. Vi har ingen grund til at blive modløse, når vi ved, at der er så mange, som er sandhedens sag hengivne og er villige til at gøre ædle opofrelser for dens fremme. Men der er alligevel en stor mangel, et stort behov iblandt os. Der er for lidt af den sande missionsånd. Alle missionsarbejdere skulle besidde denne dybe interesse for deres medmenneskers sjæle, der vil forene hjerte med hjerte i medfølelse og i Jesu kærlighed. De skulle bede alvorligt om guddommelig bistand og de bør arbejde med klogskab for at vinde sjæle for Kristus. En kold, åndløs bestræbelse vil intet udrette. Det, der behøves, er, at Kristi Ånd falder på profeternes børn. Da vil de åbenbare en sådan kærlighed til menneskenes sjæle, som Kristus gav os et eksempel på i sit liv.

(387)  Grunden til, at der ikke er en dybere religiøs varme, ikke mere alvorlig indbyrdes kærlighed i menigheden, er, at missionsånden har været ved at uddø. Kun lidt bliver nu sagt angående Kristi komme, der engang var det emne, man tænkte på og samtalte om. Der er en uforklarlig ulyst, en tiltagende utilbøjelighed til religiøs samtale, medens endog sådanne, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere, i stedet giver sig af med tom, intetsigende passiar.

(387)  Mine brødre og søstre, ønsker I at bryde den tryllemagt, der holder jer? Ønsker I at vågne op af denne træghed, der ligner dødens følelsesløshed? Tag fat og arbejd, enten I har lyst til det eller ikke. Gør personlige bestræbelser for at lede sjæle til Jesus og til kundskab om sandheden. I sådant arbejde vil I finde både et stimulerende og et styrkende middel; det vil både vække og anspore. Ved brug vil jeres åndelige evner blive kraftige, således at I med større fremgang kan arbejde på jeres egen frelse. Dødens følelsesløshed er over mange, der bekender Kristus. Gør enhver anstrengelse for at vække dem. Advar, forman, gå i rette med dem. Bed om, at Guds brændende kærlighed må opvarme og blødgøre deres tilfrosne natur. Selv om de nægter at høre, vil jeres arbejde ikke være spildt. Under bestræbelsen for at bringe velsignelse til andre vil jeres egne sjæle velsignes.

(388)  (388) Vi har sandhedens teori og nu trænger vi til med den største alvor at søge efter dens helliggørende kraft. Jeg tør ikke forholde mig tavs i denne farefulde tid. Det er en fristelsens og modløshedens tid. Alle og enhver er genstand for Satans træskhed og vi bør slutte os sammen for at modstå hans magt. Vi bør have ét sind, føre samme tale og med én mund prise Gud. Da vil vi med fordel kunne udvide vore planer og ved en vågen missionsbestræbelse benytte os af ethvert talent, som vi kan anvende i de forskellige afdelinger af virksomheden.

(388)  Ved missionsbestræbelser sender sandhedens lys sine klare stråler ud over verden. Bogtrykkerkunsten har gjort det muligt at nå mange, som det ellers ville være umuligt at nå ved prædikanternes anstrengelser. Et stort arbejde kan udføres ved, at man læser Bibelen for folk, netop som den lyder. Bring Guds ord til hvermands dør, træng ind på hvert menneskes samvittighed med dens tydelige udtalelser og gør alle opmærksomme på Frelserens påbud om, at vi skal ransage Skrifterne. Forman dem til at tage Bibelen, sådan som den er og til at bede om guddommelig oplysning og så, når lyset skimter, med glæde tage imod hver dyrebar stråle og uden frygt afvente følgerne.

(388)  Guds nedtrådte lov skal ophøjes for menneskene. Så snart de med ærbødighed og alvor vender sig til Den hellige Skrift, vil lyset fra himmelen vise dem underfulde ting i Guds lov. Store sandheder, som længe har været fordunklede af overtro og falsk lære, vil udstråle fra det hellige ords oplyste blade. De levende ord fremholder deres skatte, både nye og gamle og bringer lys og glæde til alle, der vil modtage dem. Mange vækkes op af deres slummer. De står så at sige op fra de døde og tager imod det lys og liv, som Kristus alene kan give. Sandheder, som har vist sig at være for overvældende for mænd med fremragende intelligens, bliver forstået af småbørn i Kristus, Disse får en klar åbenbaring af ting, der har fordunklet den åndelige erkendelsesevne hos ordets lærdeste fortolkere, fordi disse ligesom saddukæerne fordum ikke kender Skrifterne ej heller Guds kraft.

(389)  (389) De, der gransker Bibelen med et oprigtigt ønske om at kende og gøre Guds vilje, vil blive vise til frelse. Sabbatsskolen er en vigtig gren af missionsarbejdet, ikke alene fordi den giver unge og gamle kendskab til Guds ord, men fordi den vækker kærlighed hos dem til dets hellige sandheder og et ønske om selv at studere det; og frem for alt lærer den dem at indrette deres liv efter dets hellige lærdomme.

(389)  Alle, som gør Guds ord til deres rettesnor i livet, bringes i forbindelse med hverandre. Bibelen er det bånd, der knytter dem sammen. Men de, der ikke bøjer sig for det hellige ord som den eneste ufejlbare vejleder, vil ikke søge eller ønske deres omgang. De vil være forskellige både i tro og i vandel. Der kan ikke være harmoni mellem dem; de er uforenelige. Som syvende-dags adventister henviser vi fra sæder og tradition til det tydelige »Så siger Herren,« og af denne grund er vi ikke og kan vi ikke være i overensstemmelse med de skarer, der forkynder og følger menneskelære og menneskebud.

(389)  Alle, som er født af Gud, vil blive Kristi medarbejdere. De er jordens salt. »Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med?« Dersom den religion, vi bekender os til, ikke fornyer vore hjerter og helliger vort liv, hvorledes skal den så kunne øve en frelsende magt over de ikke-troende? »Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.« Den religion, der ikke påvirker verden med en fornyende kraft, er uden værdi. Vi kan ikke stole på den til vor egen frelse. Jo før vi forstår den, desto bedre, for den er magtesløs og uægte.

(389)  Vi skal tjene under vor store guddommelige anfører, trænge fremad trods enhver modvirkende indflydelse og være Guds medarbejdere. Den os beskikkede gerning er at så evangeliets sæd ved alle vande. I denne gerning må enhver tage del. Kristi mangfoldige nåde, som vi får del i, gør os til husholdere over talenter, som vi må forøge ved at anbringe dem hos vekselerere, for at Mesteren, når han gør krav på dem, kan få sit igen med renter. Vejl f menigh bd. 2 side 106-110]