Unge mænd som missionsarbejdere

(390)  (390) [Unge mænd med lyst til at gå ud i feltet som prædikanter, bogevangelister eller kolportører, bør først få en passende åndelig uddannelse og en særskilt forberedelse til deres kald. De som ikke har nogen uddannelse, men er ulærde og ukultiverede, er ikke skikkede til at begive sig ud på et felt hvor de mægtigste indflydelser som talenter og lærdom øver og bekæmper Guds Ords sandheder. De kan heller ikke med held imødegå de mærkelige former for religiøse og filosofiske vildfarelser i foreninger, hvis afsløring kræver kendskab til videnskabelig så vel som bibelsk sandhed.

(390)  Især bør de som har forkyndergerningen som sit mål, indse nødvendigheden af den oplæring som skriften anviser for en missionsarbejder. De bør kaste sig over gerningen med iver og mens de læser i skolerne, bør de lære Kristi sagtmodighed og ydmyghed af den store Læge. En Gud som holder sin pagt, har lovet at som svar på bøn vil hans Ånd blive udøst over disse lærlinge i Kristi skole, for at de må kunne blive retfærdighedens tjenere.

(390)  Der må udføres et hårdt arbejde for at rykke vildfarelse og falsk lære ud af hovedet, så at bibelsk sandhed og bibelsk religion kan få plads i hjertet. Oprettelsen af højskoler iblandt os er et middel som Gud giver for at uddanne unge mænd og kvinder til de forskellige grene af missionsarbejdet. Det er Guds vilje at de derfra skal gå ud, ikke kun nogle få, men mange arbejdere. Men den onde, som er fast besluttet på at forstyrre denne plan, har ofte sikret sig netop dem som Gud ville forberede til nyttige stillinger i sit værk. Der er mange som ville arbejde hvis de blev tilskyndet til at gøre tjeneste og som ville frelse deres sjæle ved således at virke. Menigheden bør forstå det store ansvar som den pådrager sig ved at lukke sandhedens lys ind og holde Guds nåde indenfor deres egne snævre grænser, mens penge og indflydelse i rigt mål burde anvendes til at sende egnede arbejdere ud på missionsfeltet.

(391)  (391) Hundrede af unge mænd burde have været i færd med at berede sig til at tage del i arbejdet med at så sandhedens sæd ved alle vande. Vi trænger til mænd som vil fremskynde korsets sejr, mænd som vil holde ud trods hindringer og savn og som besidder den nidkærhed og beslutsomhed og tro som er uundværlig på missionsmarken. Evangeliets tjenere side 57-58]

(391)  Vore menigheder kaldes til at tage fat i dette arbejde, med langt større alvor end tidligere udvist. Enhver menighed bør gøre særlige tilvejebringelser for at oplære dets missionærere og derved hjælpe med opfyldelsen af den store befaling: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen« Mine brødre, vi har fejlet og syndet ved at udrette så lidt. Der bør være flere medarbejdere til den udenlandske missionsmark. [Der findes nogle iblandt os som kunne uddannes til at forkynde sandheden for andre folkeslag uden at gå til det store besvær og forsinkelse som det koster at lære et fremmede sprog. I den første menighed blev missionærerne ved et under udrustet med kendskab til de sprog, hvori de skulle forkynde Kristi uransagelige rigdom. Og dersom Gud var villig til således at hjælpe sine tjenere den gang, kan vi da være i tvivl om at hans velsignelse vil hvile over vore bestræbelser for at uddanne dem, som fra barndommen af kender fremmede sprog og som, hvis de får den rette opmuntring, ville bære sandhedens budskab ud til deres egne landsmænd? Vi kunne have flere arbejdere på fremmede missionsmarker, hvis de, som tog arbejdet op på disse steder, havde gjort brug af ethvert talent indenfor deres rækkevidde. samme] Men nogle har haft tilbøjelighed til at afvise hjælpen, hvis den ikke kommer lige efter deres idéer og planer. Hvad er resultatet? Hvis vore missionærer skulle fjernes på grund af sygdom eller død fra deres arbejdsmarker, hvor er så de mænd som de har uddannet til at overtage deres steder?

(391)  Ikke en af vore missionærer har brudt sig om samarbejde med alle tilrådigheds-værende talenter. Megen tid er derved gået tabt. Vi glæder os over det gode arbejde, som er blevet udrettet i fremmede lande; men var forskellige arbejdsplaner blevet antaget, kunne ti gange, ja tyve gange så meget have været udrettet; et (392) antageligt offer, ville være givet til Jesus, ved at mange sjæle blev befriet fra vildfarelsens trældom.

(392)  Enhver som modtager sandhedens lys, bør lære at bære lyset til andre. Vore missionærer i fremmede lande bør, med tak, acceptere enhver hjælp, enhver evne, er givet dem. De må være villige til at løbe en risiko, vove noget. Det er ikke Gud velbehageligt at vi udsætter de givne anledninger til at gøre godt, i håbet om at gøre et større arbejde i fremtiden. Enhver bør følge Forsynets ledelse, ikke rådføre sig med selviske interesser og ikke stole helt på sin egen dømmekraft. Nogle kan være så opsat på at se fiasko, hvor Gud har en succes i sinde. De kan kun se kæmper og ommurede byer, hvor andre, med et klarere syn også ser Gud og englene parat til at give hans sandhed sejr.

(392)  [I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at unge mænd lærer fremmede sprog. Dette sker med det bedste resultat, ved at de færdes blandt folket og samtidig anvender nogen tid hver dag på at studere sproget. Dette bør dog kun være som en nødvendig foranstaltning, indtil man kan uddanne dem som bor på selve missionsfeltet og som ved den rette undervisning kan blive arbejdere. Det er af væsentlig betydning at de tilskyndes til at optage arbejdet, som kan tale deres modersmål til folket i de forskellige lande. Det er en stor opgave for en midaldrende mand at lære et fremmed sprog og trods alle anstrengelser vil det være næsten umuligt for ham at lære at tale det korrekt, så han kan blive en brugbar arbejder.

(392)  Vi har ikke råd til at berøve vor virksomhed her hjemme de midaldrende og ældre prædikanters indflydelse og sende dem til fjerne felter for at optage en gerning, som de ikke er velegnede til og som ingen grad af oplæring vil gøre det muligt for dem at blive fortrolige med. De mænd, som sendes af sted på den måde, efterlader tomme pladser som uerfarne arbejdere ikke kan fylde.

(392)  Menigheden vil måske spørge, om man kan betro unge mænd det store ansvar, som er forbundet med oprettelsen og ledelsen af missionsforetagender i fremmede lande. Jeg svarer: Det (393) var Guds hensigt, at de på vore højere skoler og ved at være sammen med erfarne mænd i arbejdet skulle få en sådan oplæring, at de ville blive kvalificerede til at gøre nytte i hans sag. Herren satte disse erfarne fædre ind i prøvende, ansvarsfulde stillinger i en ung alder mens hverken de fysiske eller de åndelige kræfter var fuldt udviklede. Vigtigheden af den opgave som blev betroet dem, skærpede deres kræfter og deres evner og den aktive del, de tog i arbejdet, bidrog så vel til den fysiske som til den åndelige udvikling.

(393)  Der lyder et kald til unge mænd. Gud ønsker dem ud på hedningemissionsmarken. Fordi de er forholdsvis fri for bekymringer og ansvar, er de gunstigere stillet med hensyn til at træde ind i dette arbejde, end de, som skal skaffe udkomme til en stor familie. Endvidere kan unge mænd lettere vænne sig til et andet klima og nye forhold og de kan bedre tåle vanskeligheder og det ubekvemme liv. Ved takt og udholdenhed kan de nå folk, hvor de er.

(393)  Styrke kommer ved øvelse. Alle, som gør brug af de evner, Gud har givet dem, vil opnå forøgede evner, som de kan hellige til hans tjeneste. De, som ingenting gør for Guds sag, vil ikke vokse i nåden og i kundskab om sandheden. Den, som ville lægge sig ned og nægte at bevæge arme og ben, ville snart miste al evne til at bruge dem. Således vil også en kristen, som er uvillig til at bruge de kræfter, Gud har givet ham, ikke alene undlade at vokse op til Kristus, men han mister den styrke, han allerede havde; han bliver åndelig lam.

(393)  De som grundfæstes og styrkes og rodfæstes i sandheden, er de som med kærlighed til Gud og sine medmennesker anstrenger sig for at hjælpe andre. En sand kristen arbejder for Gud, ikke efter indskydelse, men af princip, ikke kun en dag eller en måned, men hele livet igennem. samme s 58-59]

(393)  Hvordan skal vort lys skinne ud til verden, hvis det ikke er (394) ved vore konsekvente kristenliv? Hvordan kan verden vide at vi tilhører Kristus, hvis vi ikke gør noget for ham? Vor Frelser sagde: »Af deres frugter skal I kende dem.« Og videre: »Den, som ikke er med mig, er imod mig.« Der ingen neutral grund mellem dem, som med bedste evner arbejder for Kristus og dem som arbejder for sjælefjenden. Enhver som står ledig i Herrens vingård, gør ikke blot intet selv, men er en hindring for dem, som prøver at arbejde. Satan finder arbejde til alle, som ikke alvorligt stræber efter deres egen frelse og andres frelse.

(394)  [Kristi menighed kan sammenlignes med en hær. Den enkelte soldats liv er fuldt af møje, besvær og fare. På alle sider er der årvågne fjender anført af mørkets fyrste, der aldrig sover og aldrig forlader sin post. Hver gang den kristne ikke er på vagt, foretager denne mægtige fjende et pludseligt og voldsomt angreb. Hvis menighedens medlemmer ikke er aktive og årvågne, vil de blive overvundet af hans rænker.

(394)  Hvad ville der ske, hvis halvdelen af soldaterne i en hær var dorske eller sov, når der blev blæst alarm? Resultatet ville blive nederlag, fangenskab eller død. Ville nogen af dem blive fundet værdige til belønning, hvis de undgik at falde i fjendens hænder? Nej, de ville øjeblikkelig blive dømt til døden. Når Kristi menighed er ligegyldig og utro, bliver følgerne langt alvorligere. En sovende hær af kristne soldater, hvad kunne være værre! Hvilken fremrykning ville der blive foretaget mod verden, som beherskes af mørkets fyrste? De, som på kampens dag holder sig tilbage i ligegyldighed, som om de ingen interesse har eller føler noget ansvar for, hvordan krigen udvikler sig, bør hellere ændre deres holdning eller straks forlade hæren.

(394)  Mesteren kalder på arbejdere til at forkynde evangeliet. Hvem vil gå? Ikke alle, der går ind i hæren, bliver generaler, kaptajner, sergenter eller korporaler. Det er ikke alle, der får ledernes bekymringer og ansvar. Der er hårdt arbejde af en anden art, der også skal udføres. Nogle må grave skyttegrave og fæstningsværker, nogle (395) må stå på vagt og andre må være sendebud. Selv om der kun er få befalingsmænd, kræves der mange menige og hærens resultat er afhængigt af hver eneste soldats troskab. Blot en eneste soldats utroskab kan betyde en ulykke for hele hæren.

(395)  Der er et alvorligt arbejde, som vi hver især må udføre, hvis vi ønsker at kæmpe troens gode strid. Evige interesser står på spil. Vi må iføre os retfærdighedens rustning, vi må modstå Djævelen, for vi har fået det løfte, at han vil blive slået på flugt. Menigheden må gå i offensiven for at gøre erobringer for Kristus og redde sjæle fra fjendens magt. Gud og hellige engle står ved vor side i denne krig. Lad os være ham til behag, som har kaldet os til at være stridsmænd. At jeg må kende ham 26.maj]

(395)  Alle kan gøre noget i værket. Ingen vil erklæres for skyldfri for Gud, hvis de ikke har arbejdet alvorligt og uselvisk for sjæles frelse. Menigheden bør lære de unge, både ved forskrift og eksempel, at være Kristi arbejdere. Der er mange som beklager sig i tvivl, som klager over at de ikke har vished for deres forbindelse med Gud. Det tillægges ofte den kendsgerning, at de gør intet i Guds sag. Lad dem alvorligt sørge for at hjælpe og velsigne andre og så vil deres tvivl og fortvivlelse forsvinde.

(395)  Mange som bekender at være Kristi efterfølgere handler som om deres navne var til stor ære i Guds sag, selv om de ikke bærer byrder og vinder sjæle for sandheden. Sådanne personer lever som om Gud ikke gjorde krav på dem. Hvis de fortsætter denne vej, vil de til sidst finde at de ikke har krav på Gud.

(395)  [Han, som gav enhver sin gerning, svarende til vedkommendes evne, vil aldrig lade en trofast pligtopfyldelse blive ulønnet. Enhver handling udført med troskab vil blive æret med særskilte tegn på Guds velbehag og bifald. Til hver arbejder er dette løfte givet: »De går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.« I Mesterens Tjeneste side 318]