Forretning og gudsfrygt

(422)  [De, der er beskæftigede i vore forskellige institutioner vore forlag, vore skoler og vore sundhedsanstalter bør have en levende forbindelse med Gud. Navnlig er det af meget stor betydning, at de, der har ledelsen af disse store grene af virksomheden, er mænd, som stiller hensynet til Guds rige og hans retfærdighed i første række. De er ikke skikkede til deres tillidshverv, medmindre de søger vejledning hos Gud og bærer frugt til hans ære. De bør føre en livsvandel, (423) der vil tjene deres Skaber til ære og være til velsignelse for deres medmennesker. Alle besidder naturlige træk, der må udvikles eller betvinges, efter som disse er en hjælp eller en hindring i opnåelsen af vækst i nåden, i tilegnelsen af en dyb religiøs erfaring.

(423)  De, der udfører Guds gerning, kan ikke tjene hans sag tilfredsstillende, medmindre de på den bedst mulige måde udnytter de religiøse fordele, de nyder. Vi er ligesom træer, der er plantede i Herrens have og han kommer for at søge efter den frugt, han er berettiget til at vente. Hans øje hviler på enhver af os; han læser vore hjerter og forstår vort liv. Dette er en højtidelig ransagelse, for den gælder pligt og skæbne; og med hvilken interesse bliver den ikke udført!

(423)  Lad enhver af dem, hvem hellige tillidshverv er betroet, spørge: "Hvordan tilfredsstiller jeg Guds granskende blik? Er mit hjerte renset fra dets besmittelse? Eller er dets tempel-forgårde blevet så vanhelligede, så fyldte med købere og sælgere, at Kristus ikke finder nogen plads?" Hvis travlhed i forretning fortsættes uden afbrydelse, vil den udtørre åndelighed og efterlade sjælen blottet for Kristus. Skønt man vel kan bekende sig til sandheden, vil man blive ledet til at gøre mærkelige ting, hvis man dag efter dag fortsætter uden en levende forbindelse med Gud; der vil blive truffet afgørelser, som ikke er efter Guds vilje. Vore ledende brødre kan ikke være trygge, når de handler efter egne tilskyndelser. De vil ikke være under åg sammen med Kristus og vil derfor ikke handle i overensstemmelse med ham. De vil være ude af stand til at indse og erkende sagens tarv og Satan vil påvirke dem til at indtage standpunkter, som vil forvirre og være til hindring.

(423)  Mine brødre, lægger I vind på gudhengivenhed? Er lysten til religiøse ting fremtrædende? Lever I ved tro og vinder sejr over verden? Og lyder jeres stemme i bede- og vidnesbyrdsmødet? Er familiealteret oprettet? Samler I jeres børn morgen og aften og fremlægger deres sag for Gud? Oplærer I dem til at følge Lammet? Hvis jeres familier ikke er religiøse, vidner de om jeres forsømmelse og utroskab. Dersom jeres børn er ligegyldige, mangler ærbødighed (424) og ingen lyst har til religiøse møder eller til hellige sandheder, medens I er knyttet til Guds hellige sag, så er forholdet trist. En sådan familie øver en indflydelse imod Kristus og imod sandheden; og »den, som ikke er med mig, er imod mig,« siger Kristus. Forsømmelsen af gudsfrygt i hjemmet, forsømmelsen af at opdrage jeres børn er i højeste grad mishageligt for Gud. Hvis et af jeres børn lå i floden og kæmpede mod bølgerne, i overhængende fare for at drukne, hvilket røre ville der ikke opstå! Hvilke anstrengelser ville der ikke blive gjort, hvilke bønner opsendt og hvilken iver lagt for dagen for at redde et menneskeliv! Men her er jeres børn borte fra Kristus og deres sjæle er ufrelste. Måske er de endog grove og uhøflige, en skam for adventistnavnet. De går fortabelse i møde, uden håb og uden Gud i verden; og I er ligegyldige og ubekymrede.

(424)  Hvilket eksempel giver I jeres børn? Hvad slags orden har I i jeres hjem? Jeres børn skulle oplæres til at være venlige over for andre, milde, lette at tale til rette og frem for alt have mere agtelse for det religiøse og indse betydningen af Guds krav. De bør lære at respektere bedetimen; det bør forlanges af dem, at de står op om morgenen, så de kan være til stede ved familieandagten.

(424)  Fædre og mødre, som giver Gud den første plads i deres familier, som lærer deres børn, at Herrens frygt er visdoms begyndelse, herliggør Gud over for engle og for mennesker ved at vise verden en vel ordnet og vel disciplineret familie - en familie, der elsker og lyder Gud i stedet for at gøre oprør imod han. Kristus er ikke en fremmed i deres hjem, hans navn lyder hjemligt i familien og holdes i agt og ære. Engle fryder sig over et hjem, hvor Gud hersker som den øverste og hvor børnene oplæres til at vise ærbødighed for gudsfrygt, for Bibelen og for deres Skaber. Disse familier kan tilegne sig forjættelsen: »Dem, som ærer mig, vil jeg ære.« Når faderen forlader et sådant hjem for at gøre sine daglige pligter, sker det med en ånd, som ved samtale med Gud er blødgjort og stilfærdig. Han er en kristen, ikke blot i sin bekendelse, men i sit håndværk og i alle sine forretningsforhold. Han gør sin gerning med troskab, fordi han ved, at Guds øje hviler på ham.

(425)  (425) I menigheden er han ikke tavs. Han har taknemmelige og opmuntrende ord at sige; for han er en voksende kristen og har daglig en ny erfaring. Han er en hjælpsom, aktiv arbejder i menigheden og virker til Guds ære og for sine medmenneskers frelse. Han ville føle sig fordømt og skyldig over for Gud, om han undlod at overvære den offentlige gudstjeneste og således forsømte at benytte sig af de privilegier, der vil sætte ham bedre i stand til at udføre en mere virkningsfuld tjeneste i sandhedens sag.

(425)  Gud æres ikke ved, at mænd med indflydelse udelukkende gør sig selv til forretningsmænd og overser deres evige interesser, som er så meget mere varige, så meget ædlere og mere ophøjede end de timelige. Hvor skulle man vel anvende den største takt og dygtighed, om ikke når det gælder disse ting, som er uforgængelige, varige som evigheden? Brødre, lad jeres talent udvikles til Herrens tjeneste; læg lige så megen takt og dygtighed for dagen i arbejdet for at opbygge Kristi sag, som I gør i timelige foretagender.

(425)  Det bedrøver mig at sige, at der for mange familieoverhoveders vedkommende råder stor mangel på alvor og interesse for åndelige ting. Der er nogle, som sjældent er at se i Guds hus. De finder én undskyldning, så en til og derpå atter én for deres fraværelse; men den virkelige årsag er, at deres hjerter ikke er religiøst indstillet. Der opelskes ikke en andægtighedens ånd i familien. Børnene opdrages ikke i Herrens tugt og formaning. Disse mænd er ikke, hvad Gud ønsker, de skulle være. De har ingen levende forbindelse med ham; de er blot forretningsmænd. De har ikke en forsonende ånd; der er en sådan mangel på sagtmodighed, venlighed og høflighed i deres færd, at deres bevæggrunde bliver mistydet og det gode, de i virkeligheden er i besiddelse af, bliver ilde omtalt. Hvis de kunne forstå, hvor anstødelig deres handlemåde er i Guds øjne, ville de gøre en forandring.

(425)  Guds værk bør udføres af mænd, som har en daglig, levende erfaring i Kristi religion. »Skilt fra mig kan I slet intet gøre,« sagde Kristus. Ingen af os er uden for fristelsens magt. Alle, der er forbundet (426) med vore institutioner, vore konferenser og vore missionsforetagender, kan altid være forvissede om, at de har en mægtig fjende, hvis stadige mål er at skille dem fra Kristus, som er deres styrke. Jo mere ansvarsfuld den stilling er, som de beklæder, desto heftigere vil Satans angreb være; for han ved, at hvis han kan bevæge dem til at handle på en anstødelig måde, vil andre følge deres eksempel. Men de, der vedblivende lærer i Kristi skole, vil kunne holde den lige retning på deres vej og Satans anstrengelser for at bringe dem ud af kurs vil synligt mislykkes.

(426)  Fristelse er ikke synd. Jesus var hellig og ren; dog blev han fristet i alle ting, ligesom vi fristes, men med en styrke og en kraft, som mennesker aldrig vil blive kaldet til at møde. I sin virkningsfulde modstand har han efterladt os et lysende eksempel, for at vi skal følge hans fodspor. Dersom vi er selvsikre eller selvretfærdige, vil vi komme til at falde under fristelsens magt; men hvis vi ser hen til Jesus og forlader os på ham, søger vi bistand hos en magt, som har besejret fjenden på slagmarken og i enhver fristelse vil han gøre en udvej. Når Satan kommer som en flodbølge, må vi møde hans fristelser med Åndens sværd og Jesus vil være vor hjælper og opløfte et banner for os imod ham. Løgnens fader skælver og bæver, når Guds sandhed med brændende kraft bliver slynget ham i ansigtet.

(426)  Satan gør enhver anstrengelse for at lede mennesker bort fra Gud og hans hensigt lykkes, når det religiøse liv druknes i forretningsbekymringer, når han kan gøre deres sind så optaget med forretning, at de ikke tager tid til at læse deres bibel, bede i lønkammeret og holde lov- og takofret brændende på alteret morgen og aften. Hvor få er der ikke, som forstår ærkeforførerens kunstgreb! Hvor mange er ikke uvidende om hans anslag! Når vore brødre frivilligt holder sig borte fra religiøse møder, når de ikke tænker på Gud eller viser ærbødighed for ham og når de ikke vælger ham til deres rådgiver og deres stærke tårn til beskyttelse, hvor snart trænger så ikke jordiske tanker og ond vantro ind og forfængelig selvtillid og visdom træder i stedet for ydmyg, fortrøstningsfuld (427) tro. Ofte bliver fristelsen hæget om som den sande Hyrdes røst, fordi menneskene har skilt sig fra Jesus. De kan ikke være trygge et øjeblik, medmindre rigtige principper næres i hjertet og gennemføres i enhver forretningshandling.

(427)  »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser og så vil den blive ham givet.« Et sådant løfte har større værdi end guld eller sølv. Dersom du med ydmygt hjerte beder om guddommelig vejledning i enhver vanskelighed og forvikling, er hans ord givet som pant på, at du vil få et nådigt svar. Og hans ord kan aldrig slå fejl. Himmel og jord kan forgå, men hans ord vil aldrig forgå. Forlad dig på Herren, så vil du aldrig være rådvild eller beskæmmet. »At ty til Herren er godt frem for at stole på mennesker; at ty til Herren er godt frem for at stole på fyrster."

(427)  Hvilken stilling i livet vi end måtte indehave, hvad vi end beskæftiger os med, må vi være ydmyge nok til at føle vor trang til hjælp; vi må støtte os ubetinget til Guds ords lære, anerkende hans forsyn i alle ting og med troskab udøse vore sjæle i bøn. Forlad jer på jeres egen visdom, kære brødre, medens I går jeres vandring gennem verden, så vil I høste sorg og skuffelse. Stol på Herren af hele jeres hjerte, så vil han lede jeres skridt med visdom og jeres interesser her i verden og i den tilkommende vil være sikre. I behøver lys og kundskab. I vil enten hente råd hos Gud eller i jeres egne hjerter; I vil enten vandre i det lys, I selv har tændt, eller samle guddommeligt lys fra retfærdighedens sol.

(427)  Lad ikke egoistiske hensyn være bevæggrunde for jeres handlinger. Den store fare for vore forretningsmænd og dem, der har ansvarsfulde stillinger, er, at de vil vende sig bort fra Kristus for at få hjælp af andre end af ham. Peter ville ikke være blevet overladt til at vise sådan svaghed og dårskab, hvis han ikke ved hjælp af selviske planer havde søgt at undgå forsmædelse og hån, forfølgelse og krænkelse. Hans højeste forhåbninger samlede sig om Kristus; men da han så ham ydmyget, trængte vantroen sig ind og fik rum. Han faldt under fristelsens (428) magt og i stedet for at vise sin troskab i en krise fornægtede han på syndig vis sin Herre.

(428)  For at kunne tjene penge skiller mange sig fra Gud og ignorerer deres evige interesser. De følger den samme fremgangsmåde som det forslagne, verdslige menneske; men Gud er ikke med i dette. Det er anstødeligt i hans øjne. Han ønsker, at de skal være hurtige til at udtænke og gennemføre planer; men alle forretningshandlinger bør foregå i overensstemmelse med Guds store moralske lov. De principper, som kærlighed til Gud og til vor næste indbefatter, må gennemføres i alle dagliglivets handlinger, i de mindste såvel som i de største. Man må være villig til at gøre mere end blot at give tiende af mynte og dild og kommen; de mere vægtige ting i loven: ret, barmhjertighed og Guds kærlighed, må ikke forsømmes; for den personlige karakter hos enhver, som er forbundet med virksomheden, sætter sit præg på denne.

(428)  Der findes mænd og kvinder, som har forladt alt for Kristi skyld. Deres egne timelige interesser, den glæde, som samfundet, familie og venner ville kunne skaffe dem, tillægges mindre betydning end Guds riges interesser. De har ikke først og fremmest sat deres hu til huse og landejendomme, til slægtninge og venner, hvor kære disse end måtte være og stillet Guds sag i anden række. Og de, som gør dette, som helliger deres liv til fremme af sandheden og for at føre mange sønner og døtre til Gud, har det løfte, at de skal få hundredfold igen her i tiden og i den tilkommende verden et evigt liv. De, der arbejder ud fra et ædelt standpunkt og af uegennyttige bevæggrunde, vil hellige sig til Gud med legeme, sjæl og ånd. De vil ikke ophøje sig selv; de vil ikke føle sig dygtige til at påtage sig ansvar; men de vil ikke undslå sig for at bære byrder, for det vil være deres ønske at gøre alt, hvad de formår at gøre. Sådanne vil ikke tænke på deres egen bekvemmelighed; spørgsmålet hos dem vil være: Hvad kræver pligten?

(428)  Jo mere ansvarsfuld stillingen er, desto mere betyder det, at indflydelsen er, hvad den bør være. Enhver, som Gud har udvalgt til at udføre en særskilt gerning, bliver genstand for Satans angreb. Fristelserne trænger sig hurtigt ind på en sådan; for vor årvågne fjende ved, at den pågældende handlemåde øver en bestemmende indflydelse på andre. (429) Vi befinder os blandt de sidste dages farer og Satan er kommet ned med stor vrede, fordi han ved, at hans tid kun er kort. Han virker med al uretfærdigheds bedrag; men himmelen er åben for enhver, der sætter sin lid til Gud. Det eneste trygge for enhver af os er, at vi klynger os til Jesus og ikke lader noget skille sjælen fra den mægtige guddommelige hjælper.

(429)  Dem, der kun har en formel gudsfrygt og dog er forbundet med sagen i forretningsforhold, skal man være bange for. De vil visselig forråde det hverv, som er dem betroet. De vil blive overvundet af fristerens anslag og stille Guds sag i fare. Der vil komme fristelse til at lade selvet råde; en overlegen, kritisk ånd vil opstå og i mange tilfælde vil der være mangel på medlidenhed og hensynsfuldhed mod sådanne, som trænger til at behandles med omtanke og nænsomhed.

(429)  »Hvad et menneske sår, det skal han også høste.« Hvilken sæd udsår vi? Hvad vil høsten blive for tid og for evighed? Mesteren har anvist enhver sin gerning efter den pågældendes evner. Sår vi sandhedens og retfærdighedens sæd eller den sæd, der frembringer vantro, misfornøjelse, ond mistanke og kærlighed til verden? Den, der sår ond sæd, kan komme til at indse, af hvilken art hans gerning er og omvende sig og få tilgivelse. Men Mesterens tilgivelse forandrer ikke arten af den udsåede sæd, så den gør torne og tidsler til dyrebar hvede. Vedkommende kan selv blive frelst, dog som gennem ild; men når høstens tid kommer, vil der kun være giftigt ugræs, hvor der kunne have været bølgende kornmarker. Hvad der blev sået i syndig ligegyldighed, vil udføre sin dødbringende gerning. Denne tanke piner mit hjerte og fylder mig med vemod. Hvis alle, der bekender sig til at tro på sandheden, ville udså venlighedens, kærlighedens, troens og frimodighedens kostelige sæd, ville de synge for Gud i deres hjerter, medens de vandrer på den vej, som fører opad og glæde sig over de klare stråler fra retfærdssol og på den store samlingsdag ville de få en evig løn. Vejl f menigh bd. 2 side 111-116]