Lægernes ansvar

(439)  »Herrens frygt er visdoms begyndelse.« Uanset deres kald er akademikere i behov af guddommelig visdom. Men lægen behøver i en særlig grad denne visdom i behandlingen af alle de forskellige karakterer og sygdomme. Han beklæder en stilling, der endog er mere ansvarsfuld end prædikantens. Han er kaldet til at være en Kristi medarbejder og han behøver faste religiøse principper og en nøje forbindelse med visdommens Gud. Dersom han henter råd hos Gud, vil Den store Læge samarbejde med ham i hans bestræbelser og han vil optræde med den største varsomhed, for at han ikke ved en fejlagtig fremgangsmåde skal skade nogen af Guds skabninger. Klippefast vil han holde sig til principper, men dog være venlig og høflig mod alle. Han vil føle sin stillings ansvar og hans praksis vil vise, at han ledes af rene, uegennyttige bevæggrunde og af et ønske om at pryde Kristi lære i alle ting. En sådan læge vil besidde en himmelfødt værdighed og være et mægtigt redskab til at gøre godt i verden. Skønt han måske ikke vil blive påskønnet af dem, der ingen forbindelse har med Gud, vil himmelen ære ham. I Guds øjne vil han være dyrebarere end guld, ja end Ofirs guld. Vejl f menigh bd. 2 side 118-120]

(439)  Lægen bør være et absolut behersket menneske. Menneskehedens fysiske lidelser er utallige og han skal (440) behandle sygdomme i alle dets forskellige former. Han ved at mange af de lidelser han forsøger at afhjælpe, er et resultat af umådeholdenhed og andre former for selvisk føjelighed. Han er kaldet til at passe unge mennesker og mennesker i livets bedste alder og i moden alder, som har pådraget sig selv sygdomme ved brug af narkotisk tobak. Hvis han er en forstandig læge, vil han kunne opspore sygdommen fra dens oprindelse, men hvis han selv ikke er fri for tobaksbrug, vil han tøve med at sætte sin finger på denne plage og fortælle sine patienter nøjagtig om årsagen til deres sygdom. Da vil han ikke få fremhævet nødvendigheden at overvinde denne vane for de unge, før vanen sætter sig. Hvis han selv ryger cigar, hvordan kan han da fortælle uerfarne unge om deres skadelige virkninger, ikke kun for dem selv, men også for dem omkring dem?

(440)  I denne verdens tidsalder er brugen af tobak næsten universel. Kvinder og børn lider under at indånde røgen fra piber, cigar, eller tobaksbrugerens beskidte vejrtrækning. Dem, som lever i denne atmosfære vil altid skrante og den rygende læge ordinerer altid noget medicin til at kurere sygdomme, som bedst kunne afhjælpes ved tobaksaflæggelse.

(440)  Læger kan ikke udføre deres opgaver troligt for Gud eller for deres medmennesker når de dyrker en afgud i form af tobak. Hvor modbydelig er ikke tobaksbrugerens vejrtrækning for den syge! Hvordan kviger de sig ikke mod ham! Hvor selvmodsigende er det ikke for mennesker, som har taget eksamen på lægeskoler og hævder at kunne tjene den lidende menneskehed og hele tiden føre et forgiftende rusmiddel med sig i deres patienters sygeværelse. Og alligevel tygger og ryger mange indtil blodet fordærves og nervesystemet undermineres. Det er især anstødeligt i Guds øjne at læger, som er i stand til at gøre meget godt og som bekender at tro Guds sandhed for denne tid, føjer sig i denne modbydelige vane. Apostlen Paulus' ord kan bruges på dem: »Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, (441) og gennemføre hellighed i gudsfrygt.« »Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.«

(441)  [De, der bruger tobak, kan ikke udføre et tilfredsstillende arbejde i afholdssagen; de giver sig nok ud for at være afholdsfolk, men de har ikke gennemført det i praksis. Hvordan kan de tale den mand til rette, som ødelægger sin forstand og sit liv med spiritus, når de selv har lommerne fulde af tobak og blot venter på lejlighed til at tygge og ryge og spytte alt det, de har lyst? Hvordan kan de med nogen rimelig konsekvens tale for reformer på det moralske område i sundhedskommissioner og ved afholdsmøder, når de selv ligger under for tobaksstimulansen? Hvis de vil have magt til at påvirke folk til at overvinde trangen til stimulanser, så må de have en ren ånde og rene læber, når de taler. Helse og livsstil side 72]

(441)  Af alle mænd i verden, bør læger og præster være strengt mådeholdne. Samfundets velfærd kræver total afholdenhed hos dem, for deres indflydelse tæller hele tiden for eller imod moralsk fornyelse og samfundets fremskridt. Det er en forsætlig synd hos dem at være uvidende om sundhedens love eller være ligegyldige med dem, for der ses op til dem som klogere end andre mennesker. Dette gælder især læger, som er betroet menneskeliv. Det forventes at han ikke giver efter for nogen vaner, der vil svække livskræfterne.

(441)  Hvordan kan en tobaksbrugende prædikant eller læge opdrage sine børn i Herrens tugt og formaning? Hvordan kan han modarbejde det i sit barn, som han selv tillader? Hvis han ikke gør det arbejde han er blevet pålagt af universets Hersker vil han protestere imod synd i enhver form og i enhver grad; han vil udøve sin autoritet og indflydelse på selvfornægtelsens side og med streng udelt lydighed mod Guds krav. Det vil blive hans mål at sætte sine børn i den mest gunstige situation, der sikrer lykke i dette liv og et hjem i Guds by. Hvordan kan han gøre dette, så længe han giver efter for appetitten? Hvordan (442) kan han sætte andres fødder på den opadgående stige, så længe han selv betræder den nedadgående vej?

(442)  Vor Frelser sætter et selvfornægtende eksempel. I sin bøn for sine disciple sagde han: »Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.« Hvis et menneske påtager sig et så alvorligt ansvar som en læges, synder imod sig selv ved ikke at rette sig efter naturloven, han vil høste konsekvenserne af sine egne handlinger og afvente hendes retfærdige afgørelse, som ikke kan appeleres. Årsagen skaber virkningen; og i mange tilfælde, har lægen, som burde have et klart og skarpt sind, faste nerver, så han hurtigt kan se og reagere med præcision, bragt nerverne i uorden og en hjerne er omtåget af rusmidler. Hans evner til at gøre godt er blevet mindre. Han vil føre andre hen på den sti, hans egne fødder går på. Hundredvis vil følge den umådeholdne læges eksempel og føle at de er sikre, når de gør hvad doktoren gør. Og på Guds dag vil han møde optegnelsen af hans opførsel og afkræves et regnskab for alt det gode han kunne have gjort, men ikke gjorde fordi han af egne frivillige handlinger har svækket sin fysik og mentale kræfter, ved at selv give efter.

(442)  Spørgsmålet er ikke, hvad gør verden? men, hvad gør professionelle mennesker med hensyn til den udstrakte og fremherskende brug af tobaksforbandelsen? Vil mennesker som Gud har givet forstand og som har betroede stillinger, være oprigtige i at følge forstanden. Vil disse ansvarlige mennesker, med personer i deres varetægt, som deres indflydelse vil føre i en rigtig eller forkert retning, være mønster-folk. Vil de, ved forskrift og eksempel, lære lydighed mod de love, der hersker i den fysiske organisme? Hvis de ikke gør praktisk brug af den kundskab de har til lovene, der hersker i deres egen krop, hvis de foretrækker tilfredsstillelse frem for sindets og legemets sundhed, er de ikke egnet til at få andres liv betroet. De er forpligtet til at stå i deres gudgivne manddoms værdighed, fri for enhver appetits eller lidenskabs trældomsåg. Det menneske som tygger skråtobak og ryger gør ikke kun skade på sig selv, men (443) på alle der kommer inden for hans virkekreds. Hvis en læge skal tilkaldes, bør det ikke være en ryger. Han vil ikke være en sikker rådgiver. Hvis sygdomme har sin oprindelse i brugen af tobak, vil han fristes til at svare undvigende og underskrive noget andet end det egentlige problem; for kan han fordømme sig selv i sin egen daglige livsførelse?

(443)   [Lægekunsten kan praktiseres på mange måder; men der er kun én måde, som himmelen anerkender. Guds lægemidler er naturens enkle midler, der ikke vil bebyrde eller svække organismen på grund af deres kraftige virkninger. Frisk luft og vand, renlighed, en rigtig kost, et rent liv og en sikker fortrøstning til Gud udgør midler, som tusinder savner og derfor går døden i møde; men disse midler går af mode, fordi deres kyndige anvendelse kræver et arbejde, som folk ikke værdsætter. Frisk luft, legemsbevægelse, rent vand og rene, propre omgivelser er med ringe bekostning tilgængelige for alle, hvorimod medikamenter er kostbare, både hvad pengeudlæg og indvirkning på organismen angår.

(443)  En kristen læges gerning ophører ikke med helbredelsen af de legemlige lidelser; hans bestræbelser skulle omfatte sindets lidelser og sjælens frelse. Måske er det ikke hans pligt at fremholde noget teoretisk sandhedspunkt, medmindre han bliver opfordret dertil; men han kan henvise sine patienter til Kristus. Den guddommelige Lærers undervisning er altid på sin plads. Lægen bør lede de utilfredse tanker hen til de stadig nye beviser på Guds kærlighed og omsorg, til hans visdom og godhed, som den ytrer sig i hans skaberværk. Sindet kan så gennem naturen ledes opad til naturens Gud og samle sig om himmelen, som han har beredt for dem, der elsker ham.

(443)  Lægen bør kunne bede. I mange tilfælde må han forøge lidelsen for at kunne redde et liv; og enten patienten er en kristen eller ikke, føler han større tryghed, når han ved, at hans læge frygter Gud. Bøn vil give de syge en varig tillid; og dersom deres sygdomstilfælde i ydmyg tillidsfuldhed fremlægges for Den store Læge, vil det ofte udrette mere for dem end alle de medikamenter, der kan anvendes.

(443)  Satan er ophavet til sygdom og lægen fører en (444) kamp imod hans virksomhed. Psykiske lidelser gør sig gældende overalt. Ni tiendedele af de sygdomme, menneskene lider under, har deres dybeste årsag deri. Måske er der en eller anden stadig besværlighed i hjemmet, der ligesom et kræftsår æder sig ind til selve sjælen og svækker livskræfterne. Anger over synd kan til tider undergrave helbredet og bringe sindet ud af ligevægt. Der er også vildfarende lærdomme, såsom læren om et evigt brændende helvede og de gudløses endeløse pine, som ved at lede til overdrevne og forvrængede anskuelser om Guds væsen har haft den samme virkning på følsomme sind. Vantro mennesker har udnyttet sådanne ulykkelige tilfælde til det yderste og lagt skylden for sindssygdom på religionen; men dette er en usandfærdig anklage, som de én dag ikke vil være glade for at møde igen. Så langt fra at være årsagen til sindslidelser er Kristi religion et af de mest virkningsfulde hjælpemidler derimod, da den er et kraftigt lindringsmiddel for nerverne.

(444)  Lægen behøver mere end menneskelig visdom og styrke for at kunne vide, hvordan han skal bringe hjælp i de mange vanskelige tilfælde af lidelser i sind og hjerte, som han må behandle. Er han ukendt med den guddommelige nådes kraft, kan han ikke hjælpe den lidende, men vil forværre vanskeligheden; er han derimod i nær forbindelse med Gud, vil han være i stand til at hjælpe det syge, plagede sind. Han vil kunne henvise sine patienter til Kristus og lære dem at bringe alle deres bekymringer og vanskeligheder til ham, som bærer alles byrder.

(444)  Mellem synd og sygdom er der en forbindelse, som er guddommeligt bestemt. Ingen læge kan praktisere en måned uden at se eksempler på dette. Han kan ignorere kendsgerningen; hans sind kan være så optaget med andre ting, at det undgår hans opmærksomhed; men hvis han er agtpågivende og ærlig, kan han ikke undgå at lægge mærke til, at synd og sygdom står i samme forhold til hinanden som årsag og virkning. Lægen bør være hurtig til at indse dette og til at handle derefter. Når han har vundet de lidendes tillid ved at lindre deres plager og bringe dem tilbage fra gravens rand, vil han kunne lære dem, at sygdom er følgen af synd og at det er den faldne fjende, der søger at forlede dem til sundheds- og sjælsødelæggende (445) vaner. Lægen kan indprente dem nødvendigheden af selvfornægtelse og lydighed mod livets og sundhedens love. Særlig i de unges sind vil han kunne indplante rigtige principper. Gud elsker sine skabninger med en kærlighed, som er både øm og stærk. Han har fastsat naturlovene; men hans love er ikke vilkårlige krav. Ethvert "du skal ikke," enten det gælder fysisk eller moralsk lov, indebærer en forjættelse. Dersom det bliver adlydt, vil velsignelse ledsage vore skridt; bliver det overtrådt, vil fare og ulykke blive følgen. Guds love har til hensigt at bringe hans folk nærmere til ham. Han vil frelse dem fra det onde og lede dem til det gode, hvis de vil lade sig lede; men han vil aldrig tvinge dem. Vi kan ikke fatte Guds planer; men vi kan stole på ham og vi må vise vor tro ved vore gerninger. Vejl f menigh bd. 2 side 120-122]

(445)  Læger som elsker og frygter Gud er få, sammenlignet med dem, som er vantro eller åbenlyst irreligiøse og disse bør nedsættes til den sidstnævnte gruppe. Vi må vel have mistillid til den ugudelige læge. En fristelsens dør er åben for ham, en listig djævel vil fremkalde lave tanker og handlinger og det er den eneste kraft af guddommelig nåde som kan knuse heftige lidenskaber og befæste sig mod synd. For dem som er moralsk fordærvede, mangler der ikke anledninger til at fordærve rene tanker. Men hvordan vil den tøjlesløse læge vise sig på Guds dag? Selvom de bekender at sørge for den syge, har han bedraget sin hellige tillid. Han har fornedret bøde sjæl og legeme i Guds skabninger og har sat sine fødder på den sti der fører til fortabelse. Hvor frygteligt er det ikke at betro vore kære i et urent menneskes hænder, som kan forgifte moralen og ruinere sjælen! Hvor utilstedelig er det ikke den ugudelige læge ved den døendes sengekant!

(445)  [Næsten daglig stilles lægen ansigt til ansigt med døden. Han færdes så at sige i selskab med døden. Fortrolighed med lidelse og død leder i mange tilfælde til skødesløshed og ligegyldighed over for menneskelig ulykke og til hensynsløshed i behandlingen af de syge. Sådanne læger synes ikke at eje ømhed eller medfølelse. De er hårde og studse og de syge gruer, når de kommer. Hvor kundskabsrige (446) og dygtige sådanne mænd end måtte være, kan de ikke gavne de lidende ret meget; men hvis den kærlighed og medfølelse, Jesus lagde for dagen over for de syge, er forenet med lægens kyndighed, vil selve hans nærværelse være en velsignelse. Han vil ikke betragte sin patient blot som et stykke menneskelig mekanisme, men som en sjæl, der enten skal frelses eller fortabes.

(446)  Lægens pligter er svære. Få forstår den åndelige og fysiske anstrengelse, han er udsat for. Hver kraft og evne, forenet med den stærkeste ængstelse, må sættes ind i kampen mod sygdom og død. Ofte ved han, at en eneste urigtig bevægelse med hånden endog blot en hårsbred i den forkerte retning kan sende en sjæl uforberedt ind i evigheden. Hvor meget trænger ikke den trofaste læge til Guds folks sympati og forbøn! Han trænger til det ikke mindre end den mest gudhengivne prædikant eller missionsarbejder. Berøvet den nødvendige hvile og søvn, således som tilfældet ofte er, eller endog de religiøse privilegier om sabbatten, behøver han en dobbelt portion nåde, hver dag en ny forsyning, eller han vil tabe forbindelsen med Gud og være i fare for at synke dybere ned i åndeligt mørke end mænd i andre stillinger. Og dog må han ofte tåle ufortjent dadel og bliver stående alene, udsat for Satans heftigste fristelser, medens han føler sig misforstået, forrådt af sine venner.

(446)  I erkendelse af, hvor prøvende lægens pligter er og hvor få anledninger lægen har til at være fri for bekymringer endog om sabbatten, vil mange ikke vælge dette kald som deres livsgerning. Men den store fjende søger stadig at ødelægge Guds hænders værk og der kræves kultiverede og intelligente mænd til at bekæmpe hans grusomme magt. Der er trang til, at flere mænd af den rette slags helliger sig til dette kald. Der bør gøres omhyggelige anstrengelser for at formå dertil skikkede mænd til at uddanne sig til denne gerning. De bør være mænd, hvis karakter er dannet efter de ophøjede principper i Guds ord mænd, som er i besiddelse af en naturlig energi, styrke og ihærdighed, der vil sætte dem i stand til at nå frem til en høj grad af dygtighed. Ikke enhver (447) kan blive en duelig læge. Mange har påtaget sig pligterne i dette kald, medens de i enhver henseende var uforberedte dertil. De har ikke den kundskab, der kræves, ej heller ejer de den dygtighed og takt, den omhu og intelligens, som er en nødvendig betingelse for fremgang.

(447)  En læge kan gøre meget bedre arbejde, hvis han er i besiddelse af fysisk styrke. Er han sygelig, kan han ikke tåle det opslidende arbejde, hans kald medfører. En mand med en svag konstitution eller dårlig fordøjelse eller en, som ikke har fuldkommen selvbeherskelse, vil ikke blive skikket til at have med alle slags sygdomme at gøre. Stor forsigtighed må udvises, så man ikke opmuntre sådanne, som ville kunne gøre nytte i en eller anden mindre ansvarsfuld stilling, til med stor bekostning af tid og penge at studere medicin, når der ikke er noget rimeligt håb om, at de vil kunne blive dygtige læger.

(447)  Nogle er blevet udkårede som mænd, der kunne blive dygtige læger og man har opmuntret dem til at få en medicinsk uddannelse. Men en del af dem, der begyndte deres lægestudier som kristne, gav ikke den guddommelige lov en fremskudt plads; de gav afkald på principper og tabte deres forbindelse med Gud. De følte, at når de stod alene, kunne de ikke holde det fjerde bud og udsætte sig for ærgerrige og verdslige menneskers håb, for letsindiges, skeptikeres og fritænkeres spot og latterliggørelse. Den slags forfølgelse var de ikke forberedte på at møde. De tragtede efter at nå højere op i verden og de snublede på vantroens mørke bjerge og blev upålidelige. Fristelser af enhver art mødte dem og de havde ikke styrke til at stå imod. Nogle af dem er blevet uærlige, snedige og snu i deres planer og er skyldige i alvorlige synder.

(447)  I denne tid er der fare for enhver, som påbegynder det medicinske studium. Studentens lærere er ofte verdsligvise mænd og hans medstuderende er ikke-troende, som ikke har Gud i deres tanker og han står i fare for at blive påvirket af disse religionsfjendtlige omgivelser. Ikke desto mindre har nogle gennemgået de medicinske studier og med troskab holdt fast ved principperne. De ville ikke udføre deres studier om sabbatten og de har godtgjort, at man kan dygtiggøre (448) sig til at varetage en læges pligter uden at skuffe deres forventninger, der har skaffet dem midler til at erhverve en uddannelse. Ligesom Daniel har de æret Gud og han har bevaret dem. Daniel satte sig for i sit hjerte, at han ikke ville følge de hedenske skikke ved de kongelige hoffer; han ville ikke spise af kongens mad, ej heller drikke af hans vin. Han så hen til Gud for at få styrke og nåde og Gud gav ham visdom og dygtighed og kundskab frem for drømmetyderne, manerne og sandsigerne i riget. På ham blev løftet virkeliggjort: »Dem, som ærer mig, vil jeg ære."

(448)  Den unge læge har adgang til Daniels Gud. Ved guddommelig nåde og kraft kan han blive dygtig i sit kald, ligesom Daniel var i sin ophøjede stilling. Men det er urigtigt at gøre den videnskabelige forberedelse til det allervigtigste, medens man forsømmer religiøse principper, der hører med til selve grundlaget for en heldig praksis. Mange hyldes som dygtige mænd i deres kald, medens de foragter den tanke, at de skulle behøve at forlade sig på Jesus for at få visdom i deres gerning. Men hvor meget større dygtighed ville disse mænd, der forlader sig på deres videnskabelige uddannelse, ikke kunne opnå, hvis de var oplyste af himmelens lys! Hvor meget større kraft ville de ikke kunne have og med hvor meget større tillidsfuldhed ville de ikke kunne tage sig af vanskelige tilfælde. Den mand, der er inderlig forenet med den store guddommelige Læge for sjæl og legeme, har himmelens og jordens hjælpemidler til rådighed og han kan arbejde med en visdom, en usvigelig nøjagtighed, som den gudløse ikke kan råde over. Vejl f menigh bd. 2 side 122-124]

(448)  Dem som har fået betroet syge menneske, om det er læger eller sygeplejersker, bør huske på at deres arbejde må bestå undersøgelsen fra Jehovas gennemborende øje. [Der findes ikke nogen mere vigtig missionsgerning, end den en trofast, gudfrygtig læge har. Der findes ikke nogen arbejdsmark hvor en mand kan udrette større ting eller vinde flere juveler, der kan lyse i hans krone på hans glædes dag. Han kan føre Kristi nåde med sig som en sød vellugt ind i alle de sygerum, han besøger. Han kan bringe den sande helbredende balsam til sjæle, som er syge af synd. Han kan lede de syges og døendes opmærksomhed til det (449) Guds lam, som borttager verdens synd. Han bør ikke høre på den snak, at det er farligt at tale om de evige interesser til mennesker, hvis liv er i fare, af frygt for, at det skal gøre dem værre; thi i ni tilfælde af ti, vil kundskaben om en Frelser, som tilgiver synd, gøre dem bedre både til sjæl og legeme. Jesus kan begrænse Satans magt. Han er den læge, som den syge sjæl må stole på, når det gælder om at helbrede såvel legemlige som sjælelige sygdomme. Buds t unge side 131]

(449)  Den overfladiske ilde-tænkende i bekendelse vil forsøge at vække fordomme mod mennesker, som trofast varetager sin bekendelses-opgaver og bestrø hans sti med forhindringer; men disse prøvelser vil kun afsløre karakterens rene guld. Kristus vil være hans tilflugt for ordstrid. Selvom hans liv kan være hårdt og selvfornægtende og verdens agtelse kan være en fiasko, vil det i himlens øjne være en succes og han vil placeres som en af Guds adelsmænd. »De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.«