Den forestående krise

(449)  [Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevare Jesu vidnesbyrd.« I en nær fremtid vil vi se disse ord få deres opfyldelse, når de protestantiske kirkesamfund forener sig med verden og med pavemagten imod dem, der holder budene. Den samme ånd, som besjælede de pavelige i henrundne tider, vil lede protestanter til at følge en lignende fremgangsmåde over for dem, der bevarer deres troskab mod Gud.

(449)  Kirke og stat gør nu forberedelse til den forestående kamp. Protestanter arbejder under dække for at bringe søndagen i forgrunden, ligesom de romerskkatolske gjorde. Overalt i landet opfører pavedømmet sine høje og massive bygninger, (450) i hvis hemmelige rum dets tidligere forfølgelser vil gentage sig. Og vejen forberedes for en storstilet åbenbarelse af de løgnens undere, hvormed Satan ville forføre endog de udvalgte, om det var muligt.

(450)  Det påbud, der vil udgå imod Guds folk, vil have megen lighed med den befaling, Ahasverus udstedte mod jøderne på Esters tid. Det persiske edikt havde sit udspring i Hamans had til Mordokaj. Ikke fordi Mordokaj havde gjort ham noget ondt, men han havde undslået sig for at vise ham en hyldest, der kun tilkommer Gud. Kongens beslutning mod jøderne var opnået under falske foregivender, ved at fremstille disse særskilte folk i et forkert lys. Satan anstiftede planen for at befri jorden for dem, der bevarede kundskaben om den sande Gud. Men hans intriger blev kuldkastet af en modvirkende magt, der råder iblandt menneskenes børn. Engle, som er vældige i magt, blev bemyndiget til at beskytte Guds folk og deres modstanderes intriger faldt tilbage på dem selv. I den lille flok, der holder sabbatten, ser den protestantiske verden en Mordokaj i porten. Hans karakter og færd, der udtrykker ærbødighed for Guds lov, er en stadig irettesættelse til dem, som har forkastet Herrens frygt og træder hans sabbat under fødder; den uvelkomne gæst må ved et eller andet middel skaffes af vejen.

(450)  Det samme mestergeni, som lagde planer imod de trofaste i henrundne tider, søger fremdeles at befri jorden for dem, der frygter Gud og lyder hans lov. Satan vil anspore til harme imod den ringe minoritet, der samvittighedsfuldt undslår sig for at følge gængse skikke og overleveringer. Højtstående og ansete mænd vil slutte sig til de lovløse og slette for at rådslå imod Guds folk. Rigdom, geni og lærdom vil slutte sig sammen for at overøse dem med foragt. Forfølgende herskere, prædikanter og menighedsmedlemmer vil sammensværge sig imod dem. Med mund og pen, ved praleri, trusler og latterliggørelse vil de søge at kuldkaste deres tro. Ved falske fremstillinger og vrede klagemål vil de ophidse folkets lidenskaber. Da de ikke kan anføre et: »Så siger skriften«, imod dem, der forfægter Bibelens sandhed, (451) vil de ty til undertrykkende lovbestemmelser for at afhjælpe mangelen. For at sikre sig popularitet og tilslutning vil lovgivere bøje sig for kravet om en søndagslov. De, der frygter Gud, kan ikke godkende en indstiftelse, der gør vold på en af tibudslovens forskrifter. På denne slagmark udkæmpes den sidste store kamp i striden mellem sandhed og vildfarelse. Og vi lades ikke i tvivl om udfaldet. Nu som på Mordokajs tid vil Herren forsvare sin sandhed og sit folk.

(451)  Ved det påbud, der påtvinger den pavelige institution i strid med Guds lov, vil vort land fuldstændigt tage afstand fra retfærdighed. Når protestantismen engang rækker sin hånd over svælget for at gribe romermagtens hånd, når den strækker sig ud over afgrunden, for at gribe spiritismens hånd og når vort land under indflydelsen af dette trefoldige forbund fornægter ethvert princip i sin grundlov som en protestantisk og republikansk stat og træffer forholdsregler for at fremme pavelige vildfarelser og forførelser, da kan vi vide, at tiden er inde for Satans underfulde virke og at enden er nær.

(451)  Ligesom de romerske hæres ankomst var et tegn til disciplene på den overhængende ødelæggelse af Jerusalem, således må dette frafald være os et tegn på, at grænsen for Guds overbærenhed er nået, at vort lands ugudeligheds mål er fuldt og at nådens engel er i begreb med at flyve bort for aldrig mere at vende tilbage. Guds folk vil da blive styrtet ud i de forhold med lidelser og død, profeten har skildret som Jakobs trængsel. De trofaste forfulgtes råb stiger op til himmelen. Og ligesom Abels blod råbte fra jorden, er der også røster, som råber til Gud fra martyrers grave, fra havets dyb, fra bjergenes huler og fra klosterhvælvinger: »Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?"

(451)  Herren udfører sit værk. Hele himmelen er i virksomhed. Al jordens dommer vil snart rejse sig for at hævde sin ringeagtede autoritet. Befrielsens tegn vil blive sat på de mennesker, som holder Guds bud, som har agtelse for hans (452) lov og som nægter at tage dyrets eller dets billedes mærke.

(452)  Gud har åbenbaret, hvad der skal ske i de sidste dage, for at hans folk må kunne være beredt til at bestå i modstanden og vredens storm. De, der er blevet advaret om de begivenheder, som venter dem, skal ikke roligt blive siddende og afvente den kommende storm og trøste sig med, at Herren vil skjule sine trofaste på trængselens dag. Vi skal være som mænd, der venter på deres Herre, ikke i ørkesløs forventning, men i alvorligt arbejde og med urokkelig tro. Det er ikke tiden for os nu til at lade vort sind være optaget med ting af underordnet betydning. Medens menneskene sover, har Satan travlt med at lægge forholdene således til rette, at Herrens folk ikke kan opnå barmhjertighed eller retfærdighed. Søndagsbevægelsen baner sig vej i det dunkle. De ledende skjuler den virkelige hensigt og mange, der slutter sig til bevægelsen, ser ikke, hvor den underliggende strøm fører hen. Efter sin bekendelse er den mild og tilsyneladende kristelig; men når den engang taler, vil den åbenbare dragens ånd.

(452)  Det er vor pligt at gøre alt, hvad der står i vor magt for at afvende den truende fare. Vi bør søge at nedbryde fordom ved at stille os i det rigtige lys over for folket. Vi bør vise dem, hvad spørgsmålet virkelig gælder og således nedlægge den mest virkningsfulde protest imod forholdsregler, der indskrænker samvittigheds-friheden. Vi bør ransage Skrifterne og være i stand til at gøre rede for vor tro. Profeten siger: »De gudløse handler gudløst og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige."

(452)  De, der har adgang til Gud ved Kristus, har en vigtig gerning for sig. Nu er tiden til at gribe vor styrkes arm. Davids bøn bør være prædikanters og lægmænds bøn: »Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.« Lad Herrens tjenere græde mellem forhal og alter og råbe: "Herre, spar dog dit folk! Overgiv ej din arv til skændsel.« Gud har altid virket for sit folk i dets yderste nød, når håbet om, at ødelæggelsen kunne afværges, syntes at være mindst. Gudløse menneskers planer og menighedens fjender er underlagt hans magt og hans (453) forsyns ledelse. Han kan påvirke statsmænds hjerter; de oprørtes og misfornøjedes harme og deres, der hader Gud, hans sandhed og hans folk, kan bortvendes, ligesom vandstrømme kan vendes, hvis han så bestemmer. Bøn bevæger Almagtens arm. Han, som fører stjernerne frem i orden på himmelhvælvingen, han, hvis ord behersker bølgerne på det store dyb - denne samme ubegrænsede Skaber vil virke til bedste for sit folk, dersom de påkalder ham i tro. Han vil lægge bånd på mørkets magter, indtil advarselen er forkyndt for verden og indtil alle, som vil give agt derpå, er beredte til striden.

(453)  »Menneskers vrede skal prise dig,« siger salmisten »hvad der er igen af vreden, skal du (Gud) betvinge.« Det er Guds hensigt, at sandheden skal komme i forgrunden og blive genstand for undersøgelse og diskussion, selv om det sker ved hjælp af den foragt, som den bliver udsat for. Menneskenes sind må sættes i bevægelse. Enhver strid, enhver forsmædelse, enhver bagtalelse vil være et Guds middel til at anspore til undersøgelse og til at vække dem, der ellers ville slumre.

(453)  Sådan har det været i Guds folks historie i fortiden. Fordi de nægtede at tilbede det store guldbillede, Nebukadnezar havde oprejst, blev de tre hebræere kastet i ildovnen. Men Gud bevarede sine tjenere midt i flammerne og udfaldet af forsøget på at fremtvinge afguderi var, at kundskaben om den sande Gud blev bragt til de forsamlede fyrster og stormænd i det vidtstrakte babyloniske rige.

(453)  Således også, da der udgik en befaling med forbud imod at tilbede nogen anden gud end kongen. Da Daniel efter sin sædvane opsendte sine bønner til himmelens Gud tre gange daglig, blev fyrsternes og herskernes opmærksomhed henledt på hans forhold. Han fik anledning til at tale for sig og vise, hvem den sande Gud er og til at fremholde grunden, hvorfor han alene bør tilbedes og til at påvise pligten til at yde ham pris og hyldest. Og Daniels udfrielse fra løvekulen var et nyt bevis på, at den Gud han tilbad, var den sande og levende Gud.

(453)  Ligeledes bragte Paulus' fængsling evangeliet frem for (454) konger, fyrster og herskere, der ellers ikke ville have fået dette lys. Anstrengelserne for at hæmme sandhedens fremgang vil tjene til dens udbredelse. Sandhedens herlighed ses klarere, efter som den bliver betragtet fra det ene synspunkt efter det andet. Vildfarelse kræver forklædning og dølgsmål. Den iførerer sig engledragt og enhver åbenbarelse af dens sande karakter formindsker dens udsigt til fremgang.

(454)  Det folk, Gud har gjort til forvaltere af hans lov, må ikke tillade, at deres lys holdes skjult. Sandheden skal forkyndes på jordens mørke steder. Hindringer må mødes og overvindes. Et stort værk skal udføres og dette værk er betroet til dem, der kender sandheden. De bør opsende mægtige bønner til Gud om hjælp nu. Kristi kærlighed må udøses i deres egne hjerter. Kristi Ånd må udgydes over dem og de må gøre sig rede til at bestå i dommen. Når de helliger sig selv til Gud, vil en overbevisende kraft ledsage deres bestræbelser for at fremholde sandheden for andre og dens lys vil finde adgang til mange hjerter.

(454)  Vi må ikke længere sove på Satans fortryllede grund, men gøre brug af alle vore hjælpekilder og benytte ethvert middel, som Forsynet har givet os. Den sidste advarsel skal forkyndes for "mange folk og folkeslag og tungemål og konger;" og forjættelsen er givet: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Vejl f menigh bd. 2 side 126-130]