Josua og englen

(467)  [»Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn.« Herlig vil den løn være, som tildeles, når de trofaste arbejdere samles omkring Guds og Lammets trone. Da Johannes i sin menneskelige tilstand beskuede Guds herlighed, faldt han om som død; han kunne ikke udholde synet deraf. Men når det dødelige er iført udødelighed, er de genløste Jesus lig, for de skal se ham, som han er. De står foran tronen, hvilket viser, at de er antaget. Alle deres synder er udslettede, alle deres overtrædelser er båret bort. Nu kan de se på den ufordunklede herlighed fra Guds trone. De har været delagtige med Kristus i hans lidelser, de har samarbejdet med ham i genløsningens plan og de er deltagere med ham i den glæde at se sjæle, som ved deres hjælp er frelste for at prise Gud gennem al evighed.

(467)  Kunne det slør, der skiller den synlige verden fra den usynlige, fjernes og kunne Guds folk beskue den store strid, der foregår mellem Kristus og hellige engle og Satan og hans onde skare angående menneskenes genløsning og kunne de forstå Guds underfulde gerning for at udfri sjæle fra syndens trældom og den stadige udøvelse af hans magt for at beskytte dem mod den ondes had, ville de være bedre beredte til at modstå Satans anslag. Deres sind ville stemmes til højtidelig alvor ved at betragte genløsningsplanens mægtige omfang og betydningen og storheden af den gerning, de som Kristi medarbejdere har at udføre. De ville føle sig ydmygede og dog opmuntrede ved bevidstheden om, at hele himmelen interesserer sig for deres frelse.

(467)  En i højeste grad gribende og indtryksfuld fremstilling af Satans gerning og Kristi gerning og af vor guddommelige Midlers magt (468) til at overvinde sit folks anklager findes i Zakarias's profeti. I et helligt syn ser profeten ypperstepræsten Josua, iført »snavsede klæder«, stående foran Herrens engel i bøn om Guds barmhjertighed mod hans folk, som er i stor nød. Satan er ved hans højre side for at stå ham imod. Fordi Israel var blevet udvalgt til at bevare kundskaben om Gud på jorden, havde de lige siden deres første begyndelse som en nation i særlig grad været genstand for Satans fjendskab og han havde besluttet at afstedkomme deres ødelæggelse. Så længe de var lydige mod Gud, kunne han ikke gøre dem nogen skade; derfor havde han brugt al sin magt og list for at forlede dem til synd. Besnærede af hans fristelser havde de overtrådt Guds lov og således skilt sig fra kilden til deres styrke og var blevet overladt som et bytte for deres hedenske fjender. De blev ført til Babylon i fangenskab og opholdt sig der i mange år. Dog forlod Herren dem ikke. Hans profetier blev sendt til dem med irettesættelser og advarsler. Folket vågnede op og indså deres syndeskyld, ydmygede sig for Gud og vendte sig til ham i bodfærdighed. Da sendte Herren dem budskaber med opmuntring og erklærede, at han ville udfri dem af fangenskabet og tage dem til nåde igen. Det var dette, Satan var bestemt på at forhindre. En levning af Israel var allerede vendt tilbage til deres eget land og Satan søgte at bevæge hedenske nationer, som var hans redskaber, til at ødelægge dem fuldstændigt.

(468)  Idet Josua ydmygt beder om, at Guds løfter må gå i opfyldelse. træder Satan frem for i frækhed at stå ham imod. Han henviser til Israels overtrædelser som en grund, hvorfor dette folk ikke atter bør tages til nåde hos Gud, Han gør fordring på dem som sit bytte og kræver, at de skal overgives i hans hånd til ødelæggelse.

(468)  Ypperstepræsten kan ikke forsvare sig selv eller sit folk mod Satans anklager. Han påstår ikke, at Israel er uden fejl. I sine snavsede klæder, der er et symbol på folkets synder, hvilke han som deres repræsentant bærer, står han for engelens åsyn og bekender deres brøde, medens han dog påpeger deres omvendelse (469) og ydmygelse, idet han forlader sig på en syndstilgivende Genløsers nåde og i tro tilegner sig Guds løfter.

(469)  Da bringer engelen, som er Kristus selv, synderes Frelser, sit folks anklager til tavshed, idet han siger: »Herren true dig, Satan. Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?« Israel havde længe været i trængselens ildovn. På grund af deres synder var de nær ved at blive fortæret af den flamme, Satan og hans hjælpere havde tændt for at ødelægge dem; men nu havde Gud udstrakt sin hånd for at befri dem. I deres anger og ydmygelse vil den medlidende Frelser ikke overlade sit folk i hedningernes vold. Han »bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande."

(469)  Josuas forbøn bliver hørt og befalingen udgår: »Tag de snavsede klæder af ham!« og til Josua udtaler engelen: »Se, jeg har taget din skyld fra dig og du skal have højtidsklæder på.« »Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på.« Hans egne og folkets synder var tilgivet. Israel blev iført »højtidsklæder« - Kristi retfærdighed blev dem tilregnet, Hovedbindet, der blev sat på Josuas hoved, var et sådant, som præsterne brugte og bar indskriften: "Helliget Herren", hvilket betegnede, at han trods sine tidligere overtrædelser nu var skikket til at gøre tjeneste for Gud i hans helligdom.

(469)  Efter således højtideligt at have forlenet ham med præsteværdighed erklærede engelen: »Så siger Hærskarers Herre: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde og jeg vil give dig gang og sæde blandt dem, som står her.« Han ville blive hædret som dommer eller leder over templet og hele dets tjeneste; han skulle vandre blandt tjenende engle endog i dette liv og til sidst forenes med den herliggjorte skare omkring Guds trone.

(469)  »Hør, du ypperstepræst Josua, du og dine (470) embedsbrødre, som sidder for dit ansigt: de er varselmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak komme.« Her åbenbares Israels håb. Det var ved tro på den kommende Frelser, Josua og hans folk fik tilgivelse. Ved tro på Kristus fandt de atter nåde hos Gud. Dersom de vandrede på hans veje og holdt hans love, ville de i kraft af hans fortjeneste blive "varselmænd", hædrede som himmelens udvalgte blandt jordens nationer. Kristus var deres håb, deres ære, deres retfærdiggørelse og forløsning, ligesom han er menighedens håb i dag.

(470)  Ligesom Satan anklagede Josua og hans folk, således anklager han i alle tidsaldre dem, der søger Guds nåde og velbehag. I Åbenbaringens bog siges han at være »brødrenes anklager«, som anklager dem »for vor Gud dag og nat«. Striden gentager sig for hver sjæl, som udfries fra det ondes magt og hvis navn indskrives i Lammets livsens bog. Aldrig går nogen over fra Satans familie til Guds familie, uden at det vækker afgjort modstand fra den onde. Satans anklager mod dem, der søger Herren, skyldes ikke mishag til deres synder. Han fryder sig over deres mangelfulde karakter. Alene ved deres overtrædelse af Guds lov kan han få magt over dem. Hans anklager skyldes udelukkende hans fjendskab mod Kristus. Ved frelsesplanen bryder Kristus Satans magt over menneskeslægten og befrier sjæle fra hans vold. Ærkeforførerens hele had og ondskab vækkes, når han ser det synlige bevis på Kristi overmagt og med djævelsk list og styrke arbejder han for at fravriste ham den levning blandt menneskenes børn, som har taget imod hans frelse.

(470)  Han leder menneskene til vantro og får dem til at tabe tilliden til Gud og til at skille sig fra hans kærlighed; han frister dem til at bryde hans lov og gør krav på dem som sine fanger og bestrider Kristi ret til at tage dem fra ham. Han ved, at de, der alvorligt søger Gud om tilgivelse og nåde, vil få den; derfor fremholder han deres synder for dem for at gøre dem modløse. Han søger stadig at komme dem til livs, (471) der forsøger at lyde Gud. Selv deres bedste og mest antagelige tjenester søger han at fremstille som fordærvede. Ved utallige anslag af den snedigste og mest grusomme art søger han at sikre sig deres fordømmelse. Menneskene kan ikke selv imødegå disse anklager. I deres syndbesmittede klæder står de over for Gud og bekender deres brøde. Men Jesus, vor talsmand, fremlægger et virkningsfuldt forsvar til bedste for alle dem, der ved omvendelse og tro har overgivet deres sjæle i hans varetægt. Han taler deres sag og overvinder deres anklager med korsets mægtige argumenter. Hans fuldkomne lydighed mod Guds lov lige til døden på korset har givet ham al magt i himmelen og på jorden og han gør fordring på Faderens barmhjertighed og forligelse for skyldige mennesker. Til sit folks anklager siger han: »Herren true dig, Satan!« Disse er købte med mit blod, brande, der er reddet fra bålet.« Samtidig får de, der forlader sig på ham, denne trøstefulde forsikring: »Se, jeg har taget din skyld fra dig og du skal have højtidsklæder på.« Alle, der har iført sig Kristi retfærdigheds klædning, vil stå for ham som udvalgte, sanddru og trofaste. Satan har ingen magt til at rive dem ud af Kristi hånd. Kristus vil ikke tillade, at en eneste sjæl, som i bodfærdighed og tro har søgt beskyttelse hos ham, kommer ind under fjendens magt. Han har givet sit ord til pant i løftet: »Lad ham gribe min styrke, for at han kan slutte fred med mig og han skal slutte fred med mig.« (eng. bibelovers.). Løftet, som blev givet til Josua, er givet til alle: »Hvis du ... holder mine forskrifter,« giver jeg dig »gang og sæde blandt dem, som står her.« Engle fra Gud vil vandre ved hver side af dem endog her i verden og til sidst vil de stå blandt englene, som omgiver Guds trone.

(471)  Den omstændighed, at Guds anerkendte folk fremstilles som stående for Gud i snavsede klæder, bør lede alle, der bekender hans navn, til ydmyghed og hjerteransagelse. De, der i sandhed renser deres sjæle ved at lyde sandheden, vil have yderst ringe tanker om sig selv. Jo mere nøje de beskuer (472) Kristi pletfri karakter, desto stærkere vil deres ønske blive om at forvandles efter hans billede og desto mindre renhed og hellighed vil de se hos sig selv. Men medens vi bør indse vor egen syndige tilstand, skal vi stole på Kristus som vor retfærdighed, vor helliggørelse og vor forløsning. Vi kan ikke svare på Satans anklager mod os. Kristus alene kan fremlægge et virkningsfuldt forsvar til bedste for os. Han forstår at bringe anklageren til tavshed med argumenter, som ikke grunder sig på vor fortjeneste, men på hans.

(472)  Men vi må dog aldrig lade os nøje med et liv i synd. En tanke, der bør vække kristne mennesker til større nidkærhed og alvor for at overvinde det onde, er denne, at hver karakterfejl, hvert punkt, hvor vi ikke når op til det guddommelige ideal, er en åben dør, hvorigennem Satan kan trænge ind for at friste og ødelægge dem; og endvidere at hvert fejlgreb og hver mangel fra deres side giver fristeren og hans redskaber anledning til at forhåne Kristus. Vi skal anvende enhver sjælens evne til den opgave at sejre og søge Jesus om kraft til at gøre, hvad vi ikke formår af os selv. Ingen synd kan tåles hos dem, der skal vandre med Kristus i hvide klæder. De snavsede klæder skal fjernes og Kristi retfærdigheds kappe skal gives os. Ved omvendelse og tro sættes vi i stand til at vise lydighed mod alle Guds befalinger og til at findes uden lyde for ham. De, der skal opnå Guds bifald, ydmyger nu deres sjæle, bekender deres synder og beder alvorligt om tilgivelse gennem Kristus, deres talsmand. Deres opmærksomhed er fæstet ved ham, deres håb og deres tro drejer sig om ham og når befalingen lyder: »Tag de snavsede klæder af ham og giv ham højtidsklæder på og sæt et rent hovedbind på hans hoved,« er de beredte til at give ham al æren for deres frelse.

(472)  Zakarias' syn om Josua og engelen gælder med særlig styrke Guds folks erfaring under det afsluttende værk på den store forsoningsdag. Den sidste menighed vil blive stedt i stor prøvelse og nød. De, der holder Guds bud og Jesu tro, vil komme til at mærke dragens og dens hærskarers vrede. Satan regner verdens beboere som sine (473) undersåtter og han har vundet herredømme over de frafaldne menigheder; men her er en lille flok, der modsætter sig hans overhøjhed. Kunne han udslette dem af jorden, ville hans sejr være fuldstændig. Ligesom han påvirkede de hedenske nationer til at ødelægge Israel, vil han i nær fremtid opflamme jordens onde magter til at ødelægge Guds folk. Der vil blive krævet af alle, at de skal vise lydighed mod menneskelige påbud og overtræde den guddommelige lov. De, der viser troskab mod Gud og mod pligten, vil blive truet, forkætret og gjort fredløse. De vil blive forrådt endog »af forældre og brødre og slægtninge og venner.«

(473)  Deres eneste håb er Guds barmhjertighed; deres eneste værn vil være bøn. Ligesom Josua bad for engelens åsyn, således vil den sidste menighed med sønderknuste hjerter og alvorlig tro bede om tilgivelse og befrielse ved Jesus, deres talsmand. De er fuldt vidende om deres syndige liv, de indser deres svaghed og uværdighed og når de betragter sig selv, er de ved at fortvivle. Fristeren står ved siden af for at anklage dem, ligesom han var til stede og stod Josua imod. Han peger på deres snavsede klæder, deres mangelfulde karakter. Han fremholder deres svaghed og dårskab, deres syndige utaknemmelighed og deres ulighed med Kristus, hvorved de har vanæret deres Genløser. Han søger at skræmme sjælen med den tanke, at deres sag er håbløs, at besmittelsens plet hos dem aldrig kan aftvættes. Han håber at kunne ødelægge deres tro i en sådan grad, at de vil give efter for hans fristelser, opgive deres troskab mod Gud og modtage dyrets mærke.

(473)  Satan trænger ind på Gud med sine anklager imod dem, idet han erklærer, at de ved deres synder har forspildt den guddommelige beskyttelse og gør fordring på retten til at ødelægge dem som overtrædere. Han erklærer, at de lige så fuldt som han har gjort sig fortjent til udelukkelse fra Guds nåde. "Er disse," siger han, "det folk, som skal indtage min plads i himmelen og de engles, der sluttede sig til mig? De bekender sig til at lyde Guds lov; men har de holdt dens forskrifter? Har de ikke elsket sig selv mere end Gud? Har de ikke sat deres egne interesser højere end hans tjeneste? Har de ikke elsket de ting, som hører denne verden til? Se på de synder, som (474) har præget deres liv! Se på deres egenkærlighed, deres ondskab, deres had mod hinanden!"

(474)  Guds folk har i mange henseender været meget fejlende. Satan har nøje kendskab til de synder, han har fristet dem til at begå og disse fremstiller han i det mest overdrevne lys og siger: "Vil Gud bandlyse mig og mine engle fra sit åsyn og dog belønne dem, der har gjort sig skyldige i de samme synder? Dette kan du, oh Herre, ikke gøre med retvished. Din trone vil ikke stå i retfærdighed og dom. Retfærdigheden kræver, at der afsiges dom over dem."

(474)  Men ihvorvel Kristi efterfølgere har syndet, har de dog ikke givet sig det onde i vold. De har afstået fra deres synder og søgt Herren i ydmyghed og bodfærdighed og den guddommelige talsmand taler deres sag. Han, som er blevet mest forurettet ved deres utaknemmelighed og som kender deres synder og også deres anger, siger: »Herren true dig, Satan!« Jeg gav mit liv for disse sjæle. »De er tegnet i mine hænder.«

(474)  Satans angreb er kraftige, hans forførelser frygtelige; men Herrens øjne er over hans folk. Deres trængsel er stor, ildovnens flammer synes at være ved at skulle fortære dem; men Jesus vil føre dem ud som guld, der er lutret i ilden. Deres jordiskhed må fjernes, for at Kristi billede må kunne genspejles til fuldkommenhed; vantroen må overvindes; tro, håb og kærlighed må udvikles.

(474)  Guds folk sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, som sker i landet. Med tårer advarer de de gudløse imod den fare, de udsætter sig for ved at træde dem guddommelige lov under fødder og med usigelig sorg ydmyger de sig for Herren på grund af deres egne overtrædelser. De gudløse håner deres sorg og spotter deres højtidelige formaninger og foragter, hvad de kalder deres svaghed. Men Guds folks ængstelse og ydmygelse er umiskendelige tegn på, at de er i færd med at genvinde den karakterens styrke og adel, der er gået tabt som følge af synd. Når de så klart (475) indser syndens overvættes syndighed, skyldes det, at de kommer Kristus nærmere og at deres blik er fæstet ved hans fuldkomne renhed. Deres anger og selvfornedrelse er uendelig meget mere antagelig i Guds øjne end den selvgode, overlegne ånd hos den, som ikke ser nogen grund til at beklage sig, men som håner Kristi ydmyghed og som gør krav på at være fuldkomne, medens de overtræder Guds hellige lov. Sagtmodighed og ydmyghed af hjertet er betingelserne for styrke og sejr. Herlighedens krone venter dem, der bøjer sig ved korsets fod. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

(475)  De trofaste, bedende er ligesom indelukkede hos Gud. De ved ikke selv, hvor sikkert de er beskyttet. Under Satans tilskyndelse søger denne verdens herskere at ødelægge dem; men kunne deres øjne åbnes, således som Elisas tjener fik sine øjne opladt i Dotan, ville de se Guds engle lejre sig omkring dem og ved deres glans og herlighed lægge bånd på mørkets hærskarer.

(475)  Idet Guds folk ydmyger deres sjæle for ham og beder inderligt om renhed i hjertet, udgår befalingen: »Tag de snavsede klæder af dem!« og de opmuntrende ord lyder: »Se, jeg tager din skyld fra dig og du skal have højtidsklæder på.« Kristi retfærdigheds pletfri klædning iføres de prøvede og fristede, men dog trofaste Guds børn. Den foragtede levning iføres en herlig dragt for aldrig mere at blive besmittet af verdens fordærvelse. Deres navne forbliver stående i Lammets livsens bog, indskrevne iblandt de troende fra alle tidsaldre. De har modstået forførerens list; dragens brøl har ikke ledet dem bort fra deres troskab. Nu er de for altid sikret mod fristerens anslag. Deres synder er overført på syndens ophavsmand. Og »de øvrige« får ikke alene tilgivelse og bliver antaget, men de bliver hædret. Et »rent hovedbind« sættes på deres hoveder. De skal være som konger og præster for Gud. Medens Satan trængte på med sine anklager og søgte at ødelægge denne skare, færdedes hellige engle usynligt frem og tilbage og satte den levende Guds segl på dem. Disse er dem, som står på Zions bjerg sammen med Lammet og som har Faderens navn skrevet på (476) deres pander. De synger den nye sang foran tronen, denne sang, som ingen kan lære uden de hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som blev løskøbt fra jorden. »Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet og i deres mund blev der ikke fundet løgn.«

(476)  Nu får disse ord af engelens mund deres fuldstændige opfyldelse: »Hør, du ypperstepræst Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt; de er varselsmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak komme.« Kristus åbenbares som sit folks Genløser og befrier. Nu er »de øvrige« i sandhed »mænd, som man undrer sig over«, når tårerne og ydmygelsen fra deres pilgrimsvandring afløses af glæde og hæder for Guds og Lammets åsyn. »På hin dag bliver Herrens spire (Zemak) til pryd og ære og landets frugt til stolthed og smykke for de undslupne i Israel. Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til livet i Jerusalem.« Vejl f menigh bd. 2 side 150]