Verdslig indflydelse

(542)  Kære søster G: Mit hjerte er draget i kærlighed og medfølenhed for dig. Den nuværende tilstand i din familie, er det sikre resultat af at følge dine egne fejlagtige idéer og det er ikke slut endnu. Du har ikke set det farlige i at omgås dine slægtninge så frit. De har haft langt større indflydelse over dig og dine, end du har haft over dem. At de er dine slægtninge gør dem ikke til en mindre forhindring for din åndelige kamp og ikke til mindre overtrædere af Guds hellige lov. Deres vandel er lige så anstødelig for Gud som (543) andre der afviser lys og sandhed og ikke vil lytte til vidnesbyrd til fordel for disse. Det har gjort skadeligt aftryk på dit sind og har påvirket din handlemåde. Gud har gjort alle tilvejebringelser for at bringe frelsen inden for din rækkevidde, men han vil ikke påtvinge os den, mod vor vilje. Han har nedlagt betingelser i sit ord og vi bør flittigt og interesseret, med hjerte og sind, gå i gang med at lære disse betingelser, så vi ikke gør nogle fejltagelser og ikke sikrer vor titel i herskabsboligerne deroppe.

(543)  [Vi kan ikke tjene Gud og verden samtidig. Vi må ikke koncentrere vor hengivenhed omkring verdslige slægter som ikke har nogen længsel efter at lære sandheden at kende. Når vi er sammen med dem, kan vi på alle måder forsøge at lade lyset skinne. Men vore ord, vor fremfærd, vore vaner og skikke må ikke på nogen måde blive præget af deres idéer og livsførelse. Dersom dette ikke er muligt, er det bedst at have mindst mulig forbindelse med dem, for at bevare vor egen åndelige sundhed.] [Dersom vi omgås mennesker som kan påvirke os til at glemme de høje krav Gud har stillet for os, udsætter vi os for mange fristelser og vor moralske kraft til at møde dem, bliver svækket. Vi vil blive præget af samme indstilling og fremelske de samme idéer som vore venner har. Kort sagt, vi bliver formet som retfærdighedens fjende ønsker det.

(543)  Unge, som bliver udsat for denne indflydelse, vil lettere blive revet med end de som er ældre. Alt efterlader et indtryk på det unge sind - de ansigter de ser ind i, de stemmer de hører, de steder de besøger, det selskab de færdes i og de bøger de læser. Det er ikke muligt at overvurdere betydningen af de forbindelser vi knytter, både når det gælder dette liv og det næste. Og mere end nogen andre gælder dette børn. Det kristne hjem side 538.356]

(543)  De første leveår er vigtigere end nogen anden periode. En afgjort udvikling vil blive gjort, enten i rigtig (544) eller i forkert retning. På den ene side kan der fås en masse betydningsløse færdigheder; og på den anden, kan der fås en masse solid og værdifuld kundskab om det praktiske liv, ved at blive bekendt med Gud og ved at lære at styrke alle evner, som Gud har betroet os. Vigtigst og absolut nødvendig for vort nuværende og evige gode er den guddommelige kundskab, som den er åbenbaret i Guds ord.

(544)  [Vi lever i en tid, hvor det forlorne og overfladiske bliver ophøjet frem for det virkelige, naturlige og varige. Sindet må holdes fri for alt, som vil føre det i en forkert retning. Det må ikke besværes med dårlige historier, som ikke udvikler åndsevnerne. Tankerne vil få samme karakter som den føde, vi forsyner sindet med.] Den tid der bruges på unødige og betydningsløse ting kunne bedre bruges på at betragte frelsesplanens underfulde mysterier og på at bruge alle gudsgivne kræfter på at lære Herrens veje, så vore fødder ikke vil snuble på vantroens mørke bjerg eller vige fra hellighedens sti, som blev dannet ved et uendeligt offer til at Herrens forløste kan vandre på den. Forstandens styrke, opnået væsentlig kundskab, er erhvervelser som Ofirs guld ikke kunne købe. Prisen ligger over guld og sølv. Denne slags uddannelse vælger unge normalt ikke. De fremhæver deres ønsker, hvad de kan lide og ikke kan lide, deres forkærlighed og tilbøjeligheder; men hvis forældrene har det rigtige syn på Gud, på sandheden og på den indflydelse og omgang som skal omgive deres børn, vil de føle det som deres gudsgivne ansvar, at lede de uerfarne unge fast og rigtigt afsted, i tanken at hvad de sår vil de også høste. [Barnet i hjemmet side 183]

(544)  Kunne min røst dog nå forældrene over hele landet, ville jeg advare dem om ikke at give efter for deres børns ønsker, i valg af kammerater eller omgangsfæller. Forældre mener at unge har nemmere ved at tage imod skadelige indtryk, (545) end imod guddommelige indtryk. Derfor bør deres omgang med andre være bedst for deres vækst i nåden og for den sandhed, der er åbenbaret i Guds ord, så dette kan befæstnes i deres hjerte. [Dersom børn færdes sammen med dem, som bare snakker om uvæsentlige, verdslige ting, vil deres sind komme ned på samme niveau. Dersom de hører at kristne principper bliver overset og vor tro gjort ubetydelig og dersom deres ører opfanger lumske indvendinger mod sandheden, vil disse ting fæste sig i sindet og være med til at forme karakteren.] Hvis deres tanker er fyldt med historier, hvad enten de er sande eller opdigtede, er der ikke plads for den nyttige information og videnskabskundskab, som burde optage dem. Hvilken ødelæggelse har ikke denne kærlighed for let læsning ikke forøvet på sindet! Hvordan har det ikke ødelagt principperne for videnskab og sand gudsfrygt, som ligger ved en symmetrisk karakters fundament? Det er ligesom en langsom, gift der kommer ind i organismen, som før eller siden vil afsløre sin bitre virkning. Når et forkert indtryk efterlades i det unge sind, er der gjort et mærke, ikke på sand, men på en varig klippe. [Det kristne hjem s 357-358]

(545)  Dine børns omgang er af en karakter, der drager den bort fra al indflydelse, der vil gribe ind i eller bryde op i deres sundhedsødelæggende vaner. De er utålmodige hvis de ikke han få deres vilje. Kristnes råd er usmagelig for dem. De rejser på vejen til fordærv og enhver indflydelse som får dem over i modsatte retning, oprører de værste impulser i deres hjerter. De er skabninger af omstændighederne. Dannelsen af disse første bånd, som er uheldig for religiøse indtryk, har haft en kraftig og styrende indflydelse over dem, for hvert skridt sidenefter. Lad de unge blive sat i de bedst mulige omstændigheder; for det selskab de får, de principper de antager, den vaner de danner, vil afgøre spørgsmålet om deres nytte her og for deres fremtidige, evige interesser, med en ufejlbarlig sikkerhed. [Forældre bør ikke lade sig forlede af børns tilbøjeligheder, men følge pligtens klare vej (546) som Gud har mærket op. De bør på en sædvanlig måde sætte grænser op for børns livsudfoldelse, holde dem i tømme med fasthed og bestemthed og under inderlig bøn bør de lede deres skridt fra verden mod himmelen. Børn bør ikke blive overladt til at drive i den retning de er tilbøjelige til og gå på veje som fører hid og did, så at de kommer bort fra den rette sti. Ingen er i så stor fare som dem, som ikke opfatter nogen fare og som ikke vil tage imod råd og tilrettevisning. samme s 364-365]

(546)  Det er fordi jeg ser din fare, min søster, at jeg skriver til dig nu som jeg gør. Selvom der kan være så mange til at smigre dig og nyde din hjælpsomhed, uden at ville have del i en velsignelse ved godt råd, må jeg advare dig for usynlige farer, som vil bringe din nuværende og evige lykke i fare. Vi nærmer os stormfulde tider og vi ønsker at studere det sande grundlag for vor tro. Vi behøver at søge lovbogen for at se om vor titel til evig arv er uden sprækker.

(546)  Vort folk har været betragtet som for ubetydeligt til at være nogen opmærksomhed værd, men det vil ændre sig. Den kristne verden foretager nu bevægelser, som nødvendigvis vil bringe det folk i forgrunden, som holder Guds bud. Guds sandhed fortrænges til stadighed, ved teorier og falsk lære af menneskelig oprindelse. De lovgivende magter vil blive imod Guds folk. Enhver sjæl vil blive prøvet. O, om vi ville, som et folk, selv være kloge og ved forskrift og eksempel videregive den visdom til vore børn. Ethvert standpunkt i vor tro vil blive ransaget meget; og hvis vi ikke er grundige bibelstudenter, grundfæstede, styrkede og faste, vil verdens store mænds visdom lede os på vildspor.

(546)  Verden er fortravlet, urolig og engageret. Ondt følger ivrigt efter, som om det var retfærdighed, vildfarelse som om det var sandhed og synd som om det var hellighed. Mørke (547) dækker jorden og tykt mørke folk. Og skal Guds folk sove i en tid som denne? Skal de, som fastholder sandheden være tavse, som om de var paralyserede? Hedninger erklærer at hvis de troede hvad kristne bekender at tro, ville de være langt mere alvorlige end de. Hvis vi tror at alle tings ende er nær, »hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt«?

(547)  Enhver sjæl som oprigtigt tror sandheden vil have de tilsvarende gerninger. Alle vil være alvorlige og højtidelige og urokkelige i deres anstrengelser for at vinde sjæle til Kristus. Hvis sandheden først er plantet dybt i deres egne sjæle, så vil de forsøge at plante den i andres hjerter. Sandheden holdes alt i alt for meget i forhallen. Bring den ind til det indre sjælstempel, sæt den på tronen i hjertet og lad den styre livet. Guds ord bør studeres og adlydes, så vil hjertet finde hvile og fred og glæde og higen vil rettes mod himmelen; men når sandhed holdes borte fra livet, i forhallen, varmes hjertet ikke med Guds godheds glødende ild.

(547)  Jesu religion er af mange blevet forbeholdt de sidste dage, eller til visse lejligheder og til andre tider lægges den til side og forsømmes. Sandhedens blivende princip er ikke blot for nogle få timer om sabbaten, eller for nogle få godgørenhedshandlinger, men skal bringes ind i hjertet, renser og helliger karakteren. Hvis der er et øjeblik hvor mennesket er sikker, uden dette særlige lys og styrke fra himlen, så kan han klare sig uden Guds sandhed. Bibelen, Guds rene, hellige ord, må være menneskets rådgiver og vejleder, den styrende kraft i dets liv. Det fremlægger dets lektier for os, hvis vi vil tage dem til hjerte.

(547)  Abraham var et menneske, der fik Guds gunst. Herren sagde: »Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret.« Abraham blev æret af Gud fordi han opdyrkede hjemmereligion og fik frygt for (548) Herren til at gennemtrænge hele hans husstand. Det er Gud som siger: »Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge - der sker intet bedrag af den helligede tillid fra hans side, ingen overgivelse til andre end Gud; der er en lov og Abraham vil holde den, ingen blind kærlighed vil omtåge hans fornemmelse for det rigtige og komme ind mellem Gud og hans børns sjæle; den slags føjelighed som er den værste grusomhed, vil ikke lede Abraham bort.

(548)  Forældre og børn tilhører på samme måde Gud, for at blive behersket af ham. Med en kombination af kærlighed og myndighed styrede Abraham sit hus. Guds ord har givet os regler, til vor vejledning. Disse regler fra den standard vi ikke kan vige fra, hvis vi vil holde Herrens Guds viljes vej, må være altoverskyggende. Det spørgsmål vi skal stille er ikke: Hvad har andre gjort? Hvad vil mine slægtninge tro? eller, Hvad vil de sige om mig hvis jeg gør dette? men, Hvad har Gud sagt? Hverken forældre eller barn kan virkelig få fremgang i noget, undtagen på Herrens vej.

(548)  Jeg er taknemmelig over at du har ædle sønner, som forsøger at vandre på Herrens veje; men jeg håber du vil klarere skelne pligtens sti med hensyn til deres omgangsfæller. Dette vil afgøre om du vokser åndeligt, eller om du er en dværg i dit religiøse liv. De strenge befalinger i samvittighed må adlydes også hvis det er vanskeligt; og det vil hjælpe dig til at vinde moralsk styrke. Pligter er ofte kors, som vi må løfte. Bøn og pris til Gud sendes ikke altid til Gud uden kamp. Selvfornægtelse og korsbæring ligger direkte på den sti vi må vandre, hvis vi skal nå portene i Guds stad. Jesus har vist vejen, vil vi følge?

(548)  Vi må blive medarbejdere sammen med Gud, ikke alene for vor egen frelse, men for at gøre alt hvad vi kan for at frelse andre. Derved bliver vi en del i den store forløsningsplan og vil snart få del i den evige herlighedsvægt. Gud kalder på dig til at presse dig frem på din vej »mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus.« Måtte Herren velsigne dig, er min bøn. Men husk, at hvis du er (549) forenet med Kristus, må du være en medarbejder med ham. Vor gudsfrygt og religiøse pligter vil indskrænkes til vore egne interesser, hvis vi ikke dagligt får del i Kristi ånd. Interesse for andres sjæle er beregnet til at give kristenkarakteren bredde, dybde og stabilitet.

(549)  Herren kommer. Vi nærmer os hjemmet og vi ønsker at indånde den himmelske atmosfære dybt, da skal vi sættes sammen med Frelseren i alle hans planer. Vi skal være ophøjede og i stand til at hæve andre og være rige på gode gerninger.