Avind og dadlesyge

(94)  [Det smerter mig at sige, at der er ustyrlige tunger blandt menighedens medlemmer. Der er falske tunger, som lever af at gøre fortræd. Der er lumske, hviskende tunger. Der er sladder, uforskammet indblanding i andres anliggender, spottende hentydninger. Nogle af dem, der ynder sladder, drives af nysgerrighed, andre af misundelse og mange af had til dem, gennem hvem Gud har talt irettesættende. Alle disse uharmoniske elementer er i virksomhed. Nogle lægger skjul på deres virkelige mening, medens andre er ivrige efter at fortælle alt det onde, de ved eller har mistanke om hos en anden.

(94)  Jeg så, at selve forsværgelsens ånd, der gerne vil forvandle sandhed til løgn, godt til ondt, uskyld til forbrydelse, nu er (95) virksom. Satan hoverer over tilstanden blandt dem, der bekender sig til at være Guds folk. Medens mange forsømmer deres egne sjæle, spejder de ivrigt efter en anledning til at kritisere og fordømme andre. Alle har karaktermangler og det er ikke vanskeligt at finde noget, som den misundelige kan udlægge til deres skade. "Se," siger disse selvbestaltede dommere, "her har vi jo kendsgerninger. Vi vil fremføre mod dem en anklage, som de ikke kan frigøre sig for." De afventer en passende anledning og så fremkommer de med deres bylt af sladder og disker op med deres lækkerbiskener.

(95)  I bestræbelsen for at gennemføre deres vilje står sådanne, som af naturen har en stærk fantasi, i fare for at bedrage både sig selv og andre. De samler på uovervejede udtalelser, en anden er kommet med og betænker ikke, at ordene måske var overilede og derfor ikke er udtryk for talerens virkelige mening. Men disse uoverlagte bemærkninger, der ofte er så intetsigende, at de ingen opmærksomhed fortjener, lægges under Satans forstørrelsesglas, betragtes og gentages, indtil muldvarpeskud bliver til bjerge. Adskilte som de er fra Gud, bliver de, der nærer ond mistanke, et bytte for fristelse. De er næppe vidende om, hvor stærke deres følelser er, eller om virkningen af deres ord. Medens de fordømmer fejl hos andre, ligger de selv under for langt større fejl. Et følgerigtigt liv - hvilket klenodie!

(95)  Er der ingen venlighedens lov, som vi bør overholde? Har kristne mennesker fået myndighed af Gud til at kritisere og fordømme hverandre? Er det hæderligt eller endog blot ærligt, at man under venskabs maske leder en andens læber til at meddele hemmeligheder, som er blevet betroet til den pågældende og derpå gør brug af den således erhvervede kundskab til skade for vedkommende? Er det kristenkærlighed at opsamle hvert løbende rygte, at blotlægge enhver ting, der vil mistænkeliggøre en andens karakter og derpå fryde sig over at kunne bruge dette til skade for den pågældende? Satan hoverer, når han kan bagvaske eller såre en Kristi efterfølger. Han er »brødrenes anklager«. Skal kristne hjælpe ham i hans arbejde?

(95)  Guds altskuende øje lægger mærke til alles mangler og til den herskende (96) lidenskab hos enhver; dog bærer han over med vore fejltrin og ynkes over vor svaghed. Han byder sit folk at opelske den samme medlidende og overbærende ånd. Sande kristne vil ikke fryde sig over at kunne blotte andres fejl og mangler. De vil vende sig bort fra det skammelige og vanartede og fæste deres tanker ved det, som er tiltrækkende og elskeligt. Al kritik og hvert bebrejdende eller dømmende ord vil smerte en kristen.

(96)  Blandt dem, der bekender sig til sandheden, har der altid været mænd og kvinder, som ikke har indrettet deres liv efter dens helliggørende indflydelse, sådanne, som er utro, men dog bedrager sig selv og ansporer sig selv til synd. Vantroen viser sig i deres liv, deres opførsel og karakter og dette frygtelige onde virker ligesom et kræftsår.

(96)  Hvis alle, der bekender sig til at være kristne, brugte deres forskningsevner til at undersøge, hvilke onder de trænger til at rette på hos sig selv, i stedet for at tale om andres fejl, ville der i dag råde en sundere tilstand i menigheden. Nogle kan være ærlige, når det intet koster, men når selviske hensyn betaler sig bedst, glemmes ærligheden. Ærlighed og egoisme kan ikke samarbejde i det samme hjerte. I tidens løb vil enten selviskheden fordrives og kærligheden herske enerådende, eller hvis selviskheden næres, vil kærligheden glemmes. De kommer aldrig overens; de har intet til fælles. Den ene er Ba'als profet, den anden er Guds sande profet. Når Herren samler sine juveler, vil de sande, de oprigtige og de ærlige blive betragtet med velbehag. Engle er beskæftigede med at lave kroner til sådanne og på disse stjernebedækkede kroner vil det lys, der udstråler fra Guds trone, genskinne med funklende glans.

(96)  Vore brødre prædikanterne lader sig tit føre bag lyset ved omtale af vanskeligheder i menigheden og alt for ofte gør de hentydninger til dem i deres prædikener. De bør ikke opmuntre menighedens medlemmer til at klage over hinanden, men (97) bør sætte dem til at udspejde deres egne handlinger. Ingen bør tillade sine egne følelser af fordom og harme med hensyn til andres fejl at gøre sig gældende; alle bør vente tålmodigt, indtil de har hørt begge sider af sagen og så ikke tro andet, end hvad nøgne kendsgerninger tvinger dem til at tro. Den sikre fremgangsmåde i ethvert tilfælde er, at man ikke hører på et ondt rygte, før den bibelske regel er blevet nøje efterfulgt. Dette vil gælde nogle, som på listelig vis har arbejdet for at lede intetanende personer til at udtale sig om anliggender, som var dem uvedkommende og som det ikke ville gavne dem noget at have kendskab til.

(97)  For jeres egne sjæles skyld, mine brødre, hav Guds ære alene for øje! Tænk mindst muligt på jer selv. Vi nærmer os tidens afslutning. Ransag jeres bevæggrunde i evighedens lys. Jeg ved, I behøver at være ængstelige; I afviger fra de gamle landemærker. Jeres såkaldte videnskab undergraver grundlaget for kristelige principper. Den vej, I visselig ville følge, om I skilte jer fra Gud, er blevet åbenbaret for mig. Sæt ikke lid til jeres egen visdom. Jeg ved, at jeres sjæl er i overhængende fare. For Kristi skyld, ransag og se, hvorfor I har så ringe lyst til de religiøse ting.

(97)  Herren prøver og forsøger sit folk. Når det gælder jeres egen mangelfulde karakter, kan I være lige så strenge og kritiske, som I ønsker; men vær venlige, medlidende og høflige mod andre. Stil dig daglig det spørgsmål: Er jeg sund lige ind til kernen, eller er der falskhed i mit hjerte? Bed Herren inderligt om at frelse jer fra ethvert bedrag på dette punkt. Det gælder evige interesser. Medens så mange higer efter ære og er griske efter vinding, vær I, mine brødre, ivrige efter at søge forvisningen om Guds kærlighed, idet I råber: Hvem vil vise mig, hvordan jeg kan gøre min kaldelse og udvælgelse urokkelig?

(97)  Satan studerer omhyggeligt de synder, som ligger i menneskenes væsen og begynder derpå sit arbejde for at forlede og besnære dem. Vi er omgivet af de sværeste fristelser, men der er sejr for os, dersom vi på mandig vis kæmper Herrens kampe. Alle står i fare. (98) Men dersom I vandrer i ydmyghed og bøn, vil I komme ud af den lutrende proces mere dyrebare end det fine guld, ja end Ofirs guld. Hvis I er ligegyldige og undlader at bede, vil I være som lydende malm og en klingende bjælde.

(98)  Nogle har næsten forvildet sig i vantroens labyrint. Til sådanne ønsker jeg at sige: Løft jeres sind ud af dette spor! Fæst det ved Gud! Jo mere inderligt tro og hellighed knytter jer til den Evige, desto tydeligere og klarere vil I se, at hans handlemåde er retfærdig. Gør livet, det evige liv, til målet for jeres stræben!

(98)  Jeg kender jeres fare. Hvis I taber tilliden til Vidnesbyrdene, vil I blive ledet bort fra den bibelske sandhed. Jeg har næret frygt for, at mange ville indtage et spørgende, tvivlende standpunkt og i min ængstelse for jeres sjæle ønsker jeg at advare jer. Hvor mange vil agte på advarselen? Hvis I med jeres nuværende syn på Vidnesbyrdene skulle få et vidnesbyrd, der går jer imod og irettesætter jeres fejl, ville I så føle jer fuldstændig fri til at modtage eller forkaste en del deraf, eller det alt sammen? Det, som I vil være mindst tilbøjelige til at tage imod, er netop, hvad I mest behøver. Gud og Satan arbejder aldrig i fællesskab. Vidnesbyrdene bærer enten Guds stempel eller Satans. Et godt træ kan ikke bære rådden frugt, ej heller kan et råddent træ bære god frugt. Af deres frugter skal I kende dem. Gud har talt. Hvem bævede for hans ord? Vejl f menigh bd. 2 side 19-22]