Et brev

(621)  Kære bror O: Jeg har fået dit brev og behøver ikke at udtrykke mit hjertes sorg til dig over den meget pludselige vending du har gjort fornyelig. Idet jeg ser tilbage på din forhistorie, kan jeg huske din erfaring i Colorado, dine tanker da du var på klippen og nedstigningen synes umulig og din efterfølgende delvise genrejsning til troen, dine fristelser på grund af falske og ærgerrige forhåbninger om at blive længere væk fra vort folk, end være sammen med dem, din skuffelse, din prisværdige måde at forblive tavs på, bønner og forståelse for Guds folk, der var steget op til himlen for din skyld og mine stadige bønner: "Lad ham ikke være alene, men anstreng jer for at redde ham. Han er fanget; han har mistet sit greb på Gud."

(621)  Jeg husker den sidste gang jeg red ud sammen med din hustru, før hun døde. Hendes byrde var for dig og hendes børn. Hun sagde at hun skælvede for fremtiden, på grund af hendes børn og hendes mands skepsis. "Hvis jeg skulle dø," sagde hun, "og han skulle opgive troen og få mine børn til at opgive sabbaten, hvor forfærdeligt ville det så ikke være at han har fået så stort lys og fået så meget vidnesbyrd! Af den grund klynger jeg mig til livet. Han har ikke det dybe, indvævede arbejde i (622) sjælen som vil forankre ham, når fristelserne kommer. O søster White, det er for min mands og børns sjæles skyld at jeg må klynge mig til livet. Og jeg ønsker at sige dig lige ud her, at jeg er dybt ked af at jeg ikke i en anderledes ånd fik vidnesbyrdet til mig og min mand. Jeg ser nu at budskabet til os var lige hvad vi behøvede; og havde vi accepteret det, ville det have sat os begge i en bedre, langt bedre åndelig position, end den vi har været i, i nogen tid. Vi var begge stolte og siden dang gang har jeg følt at jeg undgik dig; for jeg tænkte at du ikke havde tro eller tillid til os. Men i løbet af de sidste par måneder, er dette helt væk og jeg har næret den samme tillid, den samme nære medfølenhed og kærlighed for dig, som jeg havde haft i mit tidligere liv; men jeg ved at min mand ikke føler det sådan og det gavner mig kun lidt at tale disse ting igennem med ham. Jeg er for svag til at sætte tingene op for ham, sådan som jeg ser dem og han er for fastlåst i sine tanker og følelser; men jeg ønsker at sige dig at jeg har ubetinget tro på Vidnesbyrdene og på dit arbejde og har længe ønsket en anledning til at fortælle dig dette og jeg vil nu føle mig fri. Vil du tilgive mig og mine følelser og ord imod dig? Jeg har bedrøvet Guds Ånd og nogle gange følt at han har svigtet mig; men nu har jeg det ikke sådan, heller ikke i nogen tid. Nu ser jeg ikke nogen fare i at tale vantro, som jeg gjorde for nogle uger siden. Jeg frygter så stærkt for min mand, for han udtrykker vantro og jeg er bange for at han vil opgive alt og blive hedning. Oh, hvor jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham!"

(622)  Bror O, da du fortalte mig at din hustru døde, uden at tro Vidnesbyrdene, modsagde jeg dig ikke; men jeg tænkte at du ikke fortalte mig sandheden. Jeg afgjorde derefter at du var stærkt i mørke, for jeg har et brev som hun sendte mig og sagde at hun havde den største tillid til Vidnesbyrdene og kendte dem for at passe på dig og på hende selv. Jeg deltog i lejrmødet i ___ og du var til stede. Du fik da en erfaring der ville have (623) vist sig af varig værdi for dig, hvis du var forblevet ydmyg for Gud den gang. Da ydmygede du dit hjerte og bad mig på dine knæ at tilgive dig for de ting du havde sagt om mig og mit arbejde. Du sagde: "Du kan ikke forestille dig hvor dårligt jeg har talt om dig." Jeg forsikrede dig at jeg ville tilgive dig ligeså frit, som jeg håbede at Jesus vil tilgive mig mine synder og fejl. Du oplyste under adskilliges påhør, at du havde sagt mange ting som skadede mig; alt hvad jeg forvissede dig om var at jeg tilgav dig frit, for det var ikke imod mig. Ingen af disse ting er imod mig; jeg er blot en tjener der fremfører det budskab Gud giver mig. Det var ikke mig personligt at du stiller dig op imod; det var det budskab at Gud sendte til dig gennem det ydmyge instrument. Det var Kristus at du forurettede, ikke mig. "Jeg ønsker ikke," sagde jeg, "at du skal bekende over for mig. Gør alt lige mellem din sjæl og Gud og alt vil være rigtigt mellem dig og mig." Nogle udtryk som blev skrevet til dig, har du i det hele taget for let. Og efter at læse dem omhyggeligt igen, sagde du at de ikke så ud for dig som de gjorde før og alt var bilagt. Du sagde efter denne samtale at du følte du aldrig før havde vidst hvad omvendelse var, men at du nu var blevet født igen, omvendt for første gang. Du kunne sige at du elskede dine brødre, dit hjerte var let og lykkeligt; du så arbejdets hellighed som du aldrig havde set det før; og dine breve udtrykte den dybe ændring Guds Ånd havde udrettet i dig.

(623)  Og dog vidste jeg at du vil bringes over grunden igen og prøves på præcis de punkter, du før havde fejlet på. Sådan gjorde Herren det for Israels børn; sådan har han gjort med sit folk i alle tidsaldre. Han vil forsøge dem der, hvor de tidligere har fejlet; han vil prøve dem og hvis de svigter under prøvelsen anden gang, vil han bringe dem tilbage til den samme prøve igen.

(623)  Mit hjerte smertes hver gang jeg tænker på dig; min sjæl er faktisk bedrøvet. Hver sjæl er dyrebar, fordi den er blevet købt (624) af Jesu Kristi dyrebare blod. Jeg tror nogle gange at vi ikke sætter noget lig en korrekt værdi på Jesu blods køb - sjælens indløsning. Når jeg grunder over den uendelige pris, der betalt for de enkelte sjæles indløsninger, tænker jeg: "Hvad hvis han nægter at blive elev i Kristi skole og ikke udviser sagtmodighed og ydmyghed og ikke vil bære Kristi åg?" Dette, min bror, har været din største fejl. Havde du taget dig selv mindre på råd og gjort Jesus til din rådgiver ville du nu være stærk i nåden og kundskab til Jesus Kristus. Du har ikke taget åget op sammen med Kristus; du er ikke blevet besjælet af hans ånd. Oh, hvor meget behøver du ikke af den guddommelige form på din karakter!

(624)  Vi har meget at stå inde for, i betragtning af vore umådelige fordele og i kendskab til at vi dømmes efter det lys og de privilegier Herren har tilstået os. Vi kan ikke påberåbe os at vi er mindre velsignet af lys, end det folk havde, som igennem tidsaldrene har været til forbløffelse og skam for verden. Vi kan ikke forvente at dommen falder ud til vor fordel, fordi vi, ligesom Kapernaum, er blevet ophøjet til himlen. Herren har arbejdet for sit lovlydige folk. Det lys som er genspejlet til os fra himlen, blev ikke tilstået Sodoma og Gomorra, ellers ville de have stået den dag i dag og hvis de mægtige gerninger og den kundskab og nåde, som har været udvist dette folk, var blevet kendt for folkeslag i mørke, kan vi ikke vide hvor langt længere dette folk kunne være nu. Vi kan ikke afgøre hvor meget tåleligere det ville være for dem på dommens dag, end det er for dem som har haft sandhedens klare lys skinnende på sig, som de havde haft, men af uforklarlige grunde har vendt sig fra det hellige bud, de har fået overdraget. Vi kan kun pege jeres tilfælde med sorg, som et advarselsmærke. »Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!« (625) Herren ser ikke som mennesker ser. Hans tanker og veje er ikke dem blinde og selviske mennesker tror de er eller ønsker at have dem til at være. Herren ser på hjertet og arbejder i og med sine skabninger til at ville og gøre hvad han påbyder eller kræver af dem, medmindre de forkaster hans råd og nægter at være lydige mod hans bud.

(625)  Størstedelen af dit liv er blevet brugt på at overbringe læresætninger som du, i den sidste del af dit liv, vil tage afstand fra og fordømme. Hvad er det ægte arbejde? hvad er det falske? Kan vi stole på din dømmekraft? kan vi stole på din fortolkning af skrifterne? Det kan vi ikke. Vi kommer i fare for vildledelse. Du kan ikke nu eller i nogen fremtid af dit liv føle at dine fødder står på solid klippegrund. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på din fremtid. Sandheden er for mig en levende realitet. Jeg ved det er sandt. Guds ord er visselig. »Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme il at tale, som nu er uden morgenrøde.« Går dit lys ud og bliver til mørke?

(625)  Jeg skriver mere fuldt ud bindet Den store Strid med beretningen om Satans fald og syndens indførelse i verden; og jeg kan få en mere levende fornemmelse af den store strid mellem Kristus, lysets Fyrste og Satan, mørkets fyrste, end jeg nogensinde før har haft. Når jeg ser Satans forskellige bedrag omspænde fejlende menneskers ruin og gøre sig selv ham lig, til en overtræder af Guds hellige lov, så ville jeg ønske at Guds engle kunne komme til jorden og bringe denne sag, i dens store betydning. Da føler jeg så stærkt for sjæle, som med vilje viger fra lys og kundskab og lydighed mod Guds hellige lov. Da Adam og Eva troede Satans løgn, at »I blive som Gud,« og disse sjæles håb fik større højder ved ulydighed, da blev de indbildte. Jeg er så ængstelig at jeg, medens andre sover, bruger timer på bøn, om at Gud vil bruge mægtig kraft på at bryde det fatale bedrag (626) over menneskesindene og lede dem i enkelhed til Golgatas kors. Så beroliger jeg mig selv med at disse sjæle er købt ved Herren Jesu blod. Måske har vi kærlighed for disse sjæle, men Golgata bevidner hvordan Gud elsker dem. Dette arbejde er ikke vort, men Herrens. Vi er kun instrumenter i hans hænder til at gøre hans vilje, ikke vor egen. Vi ser på dem som foragter nådens Ånd og skælver for dem. Vi nærer sorg og vi er skuffede, over at de viser sig som usande for Gud og sandheden; men vi føler en dybere sorg, idet vi tænker på Jesus, som har købt dem for sit eget blod. Vi vil give alt hvad vi har for at frelse én, men vi finder at vi ikke kan dette. Vi vil give livet selv for at frelse én sjæl til evigt liv, men endog ikke dette offer kan gøre det. Det ene store offer er blevet gjort i Jesu Kristi liv, mission og død. Oh, om mennesker ville betragte dette offers storhed! Så kunne de bedre fatte frelsens storhed.

(626)  Og nu, bror O, du som har fået så stort lys, en sådan overfold af vidnesbyrd om bibelens sandhed, ikke går fremad og opad sammen med dem, som sejrer med sandheden til sidst. Du tager nu den store oprørers side, for at sætte Guds lov ud af kraft; og han vil lede andre på den samme sti til overtrædelse af Guds hellige lov, for at latterliggøre vor tro. Når dommen skal nedsættes og enhver skal dømmes ud fra det der står i bøgerne, hvordan vil så din sag være? Du vil se på den og den, som ville have vandret på Guds buds vej, hvis du da ikke havde omgivet dem med vantroens atmosfære, hvis du ikke havde fordrejet skrifterne og fejlfortolket deres mening og ført dem bort fra streng lydighed mod Guds hellige lov. Kan du da se på disse ansigtsudtryk med tilfredshed? Du vil høre den store Dommers røst sige: »Hvo kræver da af jer?"

(627)  (627) Din nuværende kone har ingen dyb religiøs erfaring i selvfornægtelse, selvopofrelse, samfund med Gud og i sandhedstro. Hun er let at lede bort fra lydighed mod Gud til overtrædelse. Jeres børn vil følge hvor deres fader fører vejen og hvis ikke en særlig forudseenhed vil befri dem, vil deres ulydighed og overtrædelse lægges på din sjæl. Hele jordens Dommer konfronterer dig med deres hellige lov, som påstår at du ikke er uvidende. Din karakter og din hustrus og dine børns karakter dømmes efter retfærdighedens hellige standard. Du har ledt dem til overtrædelse og deres undergang - Guds hellige lov anklager dig. Ved forskellige bedrag, med hvilke Satan er helt klar over, har du arbejdet for tid og for evighed, prøvet at få andre til at tro at du er en ærlig mand, der efterlader sandhedens lys. Er du sådan? Nej, nej. Det er et bedrag, et frygteligt bedrag. Hvad skal du svare Gud på den dag? Du vil da have en frygtelig stræk angst og skræk for din Skaber. Du vil prøve at finde en undskyldning for din handlemåde, men alt vil synes at undvige dig. Du vil stå skyldig og fordømt. Du vil blive vred på mig fordi jeg har sat din sag sådan op, men sådan er det og sådan vil det være for alle lovovertrædere af Guds hellige lov.

(627)  Hold altid denne sandhed for øje: "Hvor jeg end er, hvad jeg end laver, du, Gud, ser mig." Det er umuligt at den mindste detalje i vor opførsel undgår hans opmærksomhed som siger: »Jeg kender dine gerninger.« Hvert hjertes dybder er åben for Guds gennemsyn. Enhver handling, enhver hensigt, alle ord er udtrykkeligt markerede som om de kun var en enkel person i hele universet og al Guds årvågenhed og ransagelse blev brugt på hans opførsel. Skal vi da bryde netop det bud i hans hellige lov og lære andre at gøre sådan, ved omgåelse, ved påstande og falsknerier lige for øjnene af lovgiveren? Skal vil trodse dommen lige op i dommerens ansigt? I dette er der en (628) dristighed som synes at overgå den værste menneske-formastelighed. Min bror jeg ved hvem jeg skal møde på dommens dag, så vil du ikke have en eneste undskyldning for dit sene frafald.

(628)  Oh, om jeg kunne forklare for dig og for andre af mine brødre, nødvendigheden af en stedsevarende fornemmelse af Guds nærhed, som vil betvinge dit liv sådan at dit moralske og religiøse ståsted for folk ville være langt anderledes. Vi må nå en højere standard. Hver sjæl bør, når han går ud og kommer ind, i alle forretningsanliggender, til alle tider og på alle steder handle med samme samvittighed som bevægede han sig under Guds og himlens engles opsyn og så det væsen som vil dømme ethvert menneskes gerninger for evigheden, ledsage ham for hvert skridt, lægge mærke til alle hans handlinger og granske alle hans motiver nøje. Han vil i hele sig væsen blive bevidst om Guds nærhed og faren ved at overtræde hans forskrifter. Hvilken ændring vil ses i mennesket, hvilken ændring i samfundet, hvilke onder vil lades ugjorte! Der vil lyde udbrud fra alle rækker og blandt alle aldersgrupper: "Jeg kan ikke gøre denne store ondskab og synde mod Gud."

(628)   "Hvem skal gå ind gennem portene til staden? »Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.« Du kender disse bud lige så godt som jeg. Jeg holder af din sjæl og din hustrus sjæl og jeres uskyldige børns sjæle og det er derfor jeg nu henvender mig til dig. Tænk omhyggeligt over den vej dine fødder betræder. Jeg har mere at sige, men ikke nu. Vil du venligst svare mig og sende det brev tilbage til mig, med drømmen, som jeg bad om.
den 20. april, 1887