Guds kærlighed for syndere

(629)  (629) Kære bror P: Jeg ser i dit brev at du er i en vantro tilstand og spørger om der er håb i dit tilfælde. Som Kristi ambassadør vil jeg sige til dig: »Bi efter Gud« Han elskede således »verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Kan du ikke fatte mod af dette nådige løfte. Satan kan måske fortælle dig mange gange, at du er en synder; men du kan svare: "Ganske vist er jeg en synder, men »Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.«

(629)  Jesus sagde: »Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.« »Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.« Vil du ikke tro disse dyrebare ord? Vil du ikke tage imod dem i dit hjerte? »Søg Herren, medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.« Er dette løfte ikke bredt og dybt og fyldigt? Kan du bede om mere? Vil du ikke lade Herren, netop nu, oprejse en standard for dig så du kan modstå fjenden? Satan er parat til at bortstjæle Guds velsignede forsikringer. Han ønsker at tage alt glimtende håb og enhver lysstråle bort fra sjælen; men du må ikke lade ham gøre dette. Udvis tro; kæmp troens gode strid; bryd op med denne tvivl; bliv kendt med disse løfter.

(629)  »Når jeg siger til den retfærdige: »Du skal visselig leve!« Og han stoler på sin retfærdighed og øver uret, så skal intet af hans retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den uret, han øver. Og (630) når jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og han omvender sig fra sin synd og gør ret og skel, .... så skal han leve og ikke dø; ingen af de synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort ret og skel, visselig skal han leve."

(630)  »Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min synd, mit livs frugt som bod for min sjæl?« Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt og hvad Herren kræver af dig: Hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.« Når Satan kommer ind for at friste dig til at opgive al håb, så henvis ham til disse ord. Bed sammen med David: »Mine ungdomssynder og overtrædelser komme du ikke i hu, men efter din miskundhed kom mig i hu, for din godheds skyld, o Herre! God og oprigtig er Herren, derfor viser han syndere vejen. Han vejleder ydmyge i det, som er ret og lærer de ydmyge sin vej.«

(630)  »Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld. Lyder i villigt, skal i æde landets goder; står i genstridigt imod, skal i ædes af sværd. Thi Herrens mund har talt.« Her er løfterne klare og definerede, rige og fulde; men de er alle på betingelser. Hvis du går ind på betingelserne, kan du da ikke stile på at Herren opfylder sit ord. Lad disse velsignede løfter, sættes i troens ramme, sættes på erindringsstederne. Ikke en af dem vil svigte. Alt som Gud har sagt vil han gøre. »Trofast er han, som gav forjættelsen."

(630)  Det arbejde som du skal gøre fra din side, er tydeligt foreskrevet dig: »Tvæt jer, rens jer, bort med de (631) onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!« »Idet han giver pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø.« Herren erklærer: »så siger dine landsmænd: »Herrens vej er ikke ret!« Og i siger: »Herrens vej er ikke ret!« »Hør dog, Israels hus! Er det min vej, der ikke er ret? er det ikke snarere eders vej, der ikke er ret?« »Jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre Herren. Omvend eder derfor, så skal I leve!« »Derfor dømmer jeg enhver af eder efter hans veje, Israels hus, lyder det fra den Herre Herren. Vend om og omvend eder fra alle eders overtrædelser, at de ikke skal blive eder årsag til skyld. Gør eder fri for alle de overtrædelser, i har øvet imod mig og skab eder et nyt hjerte og en ny ånd; thi hvorfor vil i dø, Israels hus? Thi jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre Herren. Omvend eder derfor, så skal I leve!«

(631)  Her har Herren tydeligt åbenbaret sin vilje om synderens frelse. Og den indstilling som mange påtager sig når de udtrykker tvivl og vantro, om hvorvidt Herren vil frelse dem, er en kritik af Guds karakter. Dem som beklager sig over hans strenghed siger i virkeligheden: »Herrens vej er ikke ret!« Men han sender udtrykkeligt beskyldning tilbage til synderen: »Herrens vej er ikke ret!« "Kan jeg tilgive dine overtrædelser når du ikke angrer og vender dig fra dine synder?" Guds karakter forsvares til fulde i de skriftsord, som jeg har givet dig. Herren vil modtage synderen når han angrer og forlader sine synder, så at Gud kan arbejde med hans kræfter til at søge karakterfuldkommenhed. Løfterne er ikke ja og nej, men hvis mennesket går ind på betingelserne, er de i Kristus, »ja«; derfor er der også ved ham ... kommet til at lyde et »amen«, (632) Gud til ære.« Hele formålet med at give sin søn for verdens syndere, er at dette menneske måtte frelses, ikke ved overtrædelse og uretfærdighed, men ved at forlade synd, vaske dets karakterklæder og gøre dem hvide i lammets blod. Hans hensigter er at fjerne de modbydelige ting fra mennesket som han hader, men mennesket må samarbejde med Gud i dette. Synd må opgives, hades og Kristi retfærdighed må antages ved tro. Således vil det guddommelige samarbejde med det menneskelige.

(632)  Vi bør passe på at vi ikke giver plads for tvivl og vantro og at vi i vor fortvivlelse ikke klager over Gud og fremstiller ham forkert for verden. Dette er at sætte os selv på Satans tvivlende side. "Stakkels sjæle," siger han, "jeg ynkes over jer, I græder under synd; men Gud har ingen medynk over jer. I længes efter et glimt af håb; men Gud lader jer gå fortabt og finder jeres ulykke behageligt." Dette er et frygteligt bedrag. Lyt ikke til fristeren, men sig: "Jesus døde for at jeg kan leve. Han holder af mig og vil ikke have at jeg skal gå fortabt. Jeg har en medfølende himmelsk fader; og selvom jeg har misbrugt hans kærlighed, skønt de velsignelser han nådigt har givet er blevet, formøblet, vil jeg rejse mig og gå til min Fader og sige: »Jeg har syndet, ..... jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!« Lignelsen fortæller dig hvordan vandringsmanden vil blive modtaget. »Da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.« Sådan viser bibelen Guds villighed til at modtage den angrende, tilbagevendte synder.

(632)  Men også denne lignelse, ømhjertet og betagende som den er, er heller ikke nok til at udtrykke den himmelske Faders medlidenhed. Herren erklærer ved profeten: »Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.« Selvom synderen endnu er langt fra sin faders hus, bortødsler sin rigdom i et fremmed land, ynkes faderens hjerte over ham; og al sjælelængsel (633) opvækket i ham for at han kan vende tilbage til Gud, er blot hans Ånds ømhjertede bøn, idet han bejler og drager vandringsmanden til sin faders kærlige hjerte.

(633)  Kan du, med de rige løfter fra Bibelen for dig, stadig give tvivlen plads? Kan du tro at når den stakkels synder længes efter at komme tilbage, længes at forlade sine synder, at Herren så hårdnakket nægter at lade ham komme til sine fødder i anger? Bort med sådanne tanker! Intet kan være mere vanærende for Gud end disse tanker. Intet kan såre din egen sjæl mere end at nære sådanne tanker for vor himmelske Fader. Hele vort åndelige liv vil kaste et skær af håbløshed, med en sådan opfattelse af Gud. Den tager modet fra alle forsøg på at søge Gud eller tjene ham. Vi må ikke kun tænke på Gud som en dommer, der er parat til at afsige dom over os. Han hader synd; men af kærlighed til syndere gav han sig selv, i skikkelse af Kristus, så alle der ville, kunne frelses og få evig lyksalighed i herlighedens rige.

(633)  Herren selv erklærer sin karakter, som Satan ondsindet har sat i falsk lys. Han har åbenbaret sig selv som »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.« Hvilken stærkere og ømmere sprog kunne være brugt, end det han har valgt for at udtrykke sin kærlighed mod os? Han erklærer: »Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer ej dig.«

(633)  I forløsningsplanen »mødes miskundhed og sandhed, retfærd og fred skal kysse hinanden.« Den alvise og almægtige Gud, som bor i utilgængeligt lys, er fuld af kærlighed, af godhed. Vis derfor Gud ære, I som tvivler og skælver; for Jesus lever for at gøre mellemkomst for os. Giv Gud ære for hans dyrebare søns gave og at han ikke døde for os forgæves.

(634)   [Broder P, du spørger, om du har begået den synd, som der ikke er tilgivelse for i dette liv eller i det tilkommende. Mit svar er: Jeg ser ikke det ringeste bevis for, at så er tilfældet. Hvori består synd mod Helligånden? Deri, at man forsætligt tilskriver Satan Helligåndens gerning. Antag f.eks. at nogen er vidne til Guds Ånds særskilte virke. Den pågældende har overbevisende vidnesbyrd om, at dette virke er i overensstemmelse med Skrifterne, at Ånden vidner med hans ånd, at den er af Gud. Senere falder han imidlertid i fristelse; stolthed, selvgodhed eller et andet ondt træk behersker ham; og idet han forkaster ethvert bevis på dens guddommelige karakter, erklærer han, at hvad han tidligere havde indrømmet at være Helligåndens kraft, var Satans kraft. Det er gennem sin Ånd som mellemled, Gud virker på menneskehjertet og når menneskene med vilje afviser Ånden og erklærer den for at være fra Satan, afbryder de det middel, hvorigennem Gud kan meddele sig til dem. Ved at fornægte det synlige bevis, som det har behaget Gud at give dem, udestænger de det lys, der har skinnet i deres hjerter og som følge deraf efterlades de i mørke. Således bliver Kristi ord til virkelighed: »Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!« I nogen tid kan de, der har begået denne synd, tilsyneladende være Guds børn; men når der indtræffer omstændigheder, der udvikler karakteren og viser, af hvad ånd de er, vil man finde, at de er på fjendens grund og står under hans sorte banner.

(634)  Min broder, Ånden indbyder dig i dag. Kom til Jesus med hele dit hjerte. Omvend dig fra dine synder, aflæg bekendelse for Gud og forsag uretfærdighed, så vil du kunne tilegne dig alle hans forjættelser. »Vend dig til mig og bliv frelst!« er hans nådige indbydelse.

(634)  Den dag kommer, da Guds harmes frygtelige dom vil blive udtalt over alle, som har fremturet i ulydighed mod ham. Dette vil ske, når Gud må tale og (635) gøre forfærdelige ting i retfærdighed mod overtræderne af hans lov. Men du behøver ikke at være blandt dem, der kommer ind under Guds vrede. Nu er hans frelses dag. Lyset fra Golgatas kors skinner nu med klare, lysende stråler og åbenbarer Jesus, vort slagtoffer for synden. Når du læser de løfter, jeg har fremholdt for dig, kom så i hu, at de er udtryk for en usigelig kærlighed og medlidenhed. Guds store hjerte med den uendelige kærlighed higer efter synderen med en grænseløs medfølelse. »I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse.« Ja, tro kun, at Gud er din hjælper. Han ønsker at genoprette sit moralske billede i mennesket. Når du nærmer dig ham med bekendelse og bodfærdighed, vil han komme dig nær med barmhjertighed og forladelse. Vi skylder Herren alt. Han er vor frelses ophav. Når du arbejder på din egen frelse med frygt og bæven, er Gud den, som virker i dig "både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske«. Vejl f menigh bd. 2 side 222-223]