Acceptabel bekendelse

(635)  »At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde."

(635)  Betingelserne for at opnå Guds barmhjertighed er enkle, retfærdige og fornuftige. Herren forlanger ikke at vi gør nogle frygtelige ting, for at vi får syndstilgivelse. Vi behøver ikke at gøre lange, møjsommelige pilgrimvandringer eller smertefulde bodsøvelser, for at kunne anbefale vor sjæle til himlens Gud eller for at bøde for vor overtrædelse; men han som bekender og forlader sin synd skal vises barmhjertighed. Dette er et dyrebart løfte, faldne mennesker har fået, så de opmuntres til at stole på kærlighedens Gud og søge efter evigt liv i hans rige.

(635)  Vi læser at Daniel, Guds profet, var et »højt elsket« menneske i himlen. Han havde en høj position i (636) Babylons sale og tjente og ærede Gud lige meget i fremgang og i prøvelser og dog ydmygede han sig selv og bekendte sin synd og hans folks synd. Med dyb hjertesorg indrømmede han: »Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster og fædre og til alt folket i landet. Du står med retten, herre, vi med vort ansigts blusel, som det nu viser sig, vi Judas mænd, Jerusalems borgere, ja alt Israel fjernt og nær i alle lande, hvor du drev dem hen for deres troløshed imod dig.«

(636)  Daniel forsøgte ikke at undskylde sig selv eller sit folk for Gud; men i sjælens ydmyghed og anger bekendte han det fulde omfang af deres overtrædelser og fejl og forsvarede Guds handlinger som retfærdige mod et folk, der ikke havde regnet hans krav for noget og ville ikke have nytte af hans bønner.

(636)  Der er i dag stort behov for en sådan oprigtig, hjertefølt anger og bekendelse. Dem som ikke har ydmyget deres sjæle for Gud, i bekendelse af deres skyld, har endnu ikke fuldbyrdet betingelse for accept. Hvis vi ikke har erfaret den anger, som ikke skal angres og ikke har bekendt vor synd med sand sjæleydmygelse og åndsbrydelse og afskyet vor misgerning, har vi aldrig oprigtigt søgt efter syndstilgivelse; og hvis vi aldrig har søgt, har vi aldrig fundet Guds fred. Den eneste grund til at vi ikke har forladelse for tidligere synder, er at vi ikke er villige til at ydmyge vore stolte hjerter og indvilge i sandhedsordets betingelser. Der gives en tydelig undervisning i denne sag. Syndsbekendelse, hvad enten den er offentlig eller skjult, bør være hjertefølt (637) og udtrykkes frit. Den skal ikke trækkes ud af synderen. Den skal ikke gøres på en respektløs og ligegyldig måde eller presses fra dem, der ikke har nogen virkelig fornemmelse af syndens afskyelige karakter. Den bekendelse der blandes med tårer og sorg, der udgydes fra sjælens inderste, finder vej til den uendelig medynkende Gud. Salmisten siger: »Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han Frelser dem, hvis ånd er brudt."

(637)  Der er for mange bekendelser, der ligner Faraos, da han led under Guds domme. Han indrømmede sin synd for at undgå yderligere straf, men vendte tilbage til sin trods for himlen, så snart klagerne var ophørt. Balaks bekendelse var af lignende karakter. Rystet af englen på hans vej med draget sværd, indrømmede han sin skyld, for at han ikke skulle miste sit liv. Der var ingen ægte syndsanger, vilje til ingen sønderknuselse eller omvendelse, intet afsky for det onde og ingen værdi eller kraft i hans bekendelse. Judas Iskariot vente tilbage til præsterne, efter at have forrådt sin Herre og udbrød: »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Men hans bekendelse var ikke af en sådan karakter, at den ville overgive ham til Guds barmhjertighed. Den blev fremtvunget fra hans skyldige sjæl, ved en forfærdelig fornemmelse af fordømmelse og en frygt for en ventende dom. Konsekvenserne der skulle følge efter ham, fremdrev denne indrømmelse af hans store synd. Der var ingen dyb, hjertebrudt sorg i hans sjæl, over at han havde overgivet Guds søn til forhånelse, pisk og korsfæstelse; at han havde forrådt den Israels Hellige i onde og hensynsløse menneskers hænder. Hans bekendelse udsprang kun af et selvisk og formørket hjerte.

(637)  Efter at Adam og Eva havde taget den forbudne frugt, blev de fyldt af en skam- og rædselsfølelse. Allerførst var deres eneste tanke hvordan de skulle undskylde deres synd for Gud og undgå dødens frygtelige straf. Da Herren (638) spurgte dem ud om deres synd, svarede Adam, ved at lægge skylden delvis over på Gud og delvis over på sin ledsager: »Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet og så spiste jeg.« Kvinden gav slangen skylden og sagde: »Slangen forførte mig og så spiste jeg.« "Hvorfor gjorde du slangen? Hvorfor lod du ham komme ind i eden?" Det var de spørgsmål der lå i hendes undskyldning for hendes synd og gav derved Gud ansvar for deres fald. Selvretfærdigheden stammer fra løgnenes fader og er blevet udøvet af alle Adams sønner og døtre. Den slags tilståelse er ikke indgydt af den guddommelige Ånd og vil ikke være antagelig for Gud. Sand anger vil få et menneske til at selv bære sin skyld og anerkende den uden bedrag eller hykleri. Ligesom den stakkels tolder, der ikke opløftede så meget som sine øjne mod himlen, vil han slå sig for sit bryst og råbe: »Gud vær mig synder nådig;« og dem som anerkender deres skyld vil blive retfærdiggjort; for Jesus vil fremføre sit blod, til fordel for den angrende sjæl.

(638)  Det er ingen nedværdigelse for mennesket at bøje sig ned for sin Skaber og bekende sine synder og bede indtrængende om tilgivelse ved en korsfæstet og oprejst Frelsers fortjenester. Det er ædelt at indrømme dine fejl for ham, som du har såret ved overtrædelse og oprør. Det løfter dig op for mennesker og engle; for »den, som ophøjer sig selv skal ydmyges.« Men han som knæler for faldne mennesker og i bekendelser opåbner sit hjertes skjulte tanker og forestillinger, vanærer sig selv ved at nedværdige sin mandighed og forringer ethvert ædelt instinkt i sin sjæl. Udfoldes hans livs synder for en præst, fordærvet med vin og tøjlesløshed, vil få sin karakter forringet og han besmittes som følge deraf. I hans tanker forringes Gud til lighed med syndige mennesker, for præsten står som en Guds repræsentant. Det er denne fornedrende menneskebekendelse til faldne mennesker (639) der virker for meget til den voksende ondskab, som besmitter verden og fører den til endelig ødelæggelse.

(639)  Apostlen siger: »Bekend derfor jeres synder for hverandre og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.« Dette skriftsted er blevet tolket til at gå til præsten efter syndsforladelse ; men sådan skal det ikke anvendes. Bekend dine synder for Gud, som er den eneste til at tilgive dem og jeres fejl for hinanden. Hvis du har forulempet din ven eller nabo skal du anerkende din fejl og det er hans pligt at tilgive dig uden videre. Da skal du søge Guds tilgivelse fordi den bror du har forulempet er Guds ejendom og sårer du ham, har du syndet mod hans Skaber og Forløser. Sagerne skal i det hele taget ikke bringes for præsten, men for den eneste sande mellemmand, vor store Ypperstepræst, »som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd,« og »som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder,« og er i stand til at rense alle pletter af synd.

(639)  Da David syndede mod Urias og hans hustru, bad han til Gud om tilgivelse. Han erklærer: »Mod dig har jeg syndet, mod dig alene og gjort, hvad i dine øjne er ondt.« Alt ondt der udøves mod andre, når tilbage fra den skadede hen til Gud. Derfor søger David om tilgivelse, ikke fra en præst, men fra menneskets Skaber. Han beder: »Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed.«

(639)  Sande indrømmelser er altid af en særlig karakter og indrømmer specielle synder. De skal være af en sådan art, som kun bringes frem for Gud, de kan være fejl der bør bekendes for enkeltpersoner, som hver især har lidt skade ved den, eller de kan være af generel art som bør bekendtgøres for folkets menighedsforsamling. Men alle bekendelser bør være afgrænsede og med pointe og indrømme netop de synder du er skyldig i.

(640)  (640) Da Israel blev underlagt amoritterne, gjorde det udvalgte folk en bøn for Gud, der illustrerer den sande bekendelses bestemte karakter: »Da råbte israelitterne til Herren og sagde: »Vi har syndet imod dig, thi vi har forladt Herren vor Gud og dyrket Ba'alerne!« Men Herren svarede israelitterne: »Har ikke ægypterne, amoriterne, ammoniterne, filisterne, ... mishandlet eder? .... Men I forlod mig og dyrkede andre guder! Derfor vil jeg ikke mere frelse eder! Gå nu hen og råb til de guder, I udvalgte eder og lad dem frelse eder i eders nød.« Da sagde israelitterne til Herren: »Vi har syndet! Gør med os, hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!« Da begyndte de at handle i overensstemmelse med deres indrømmelser og bønner. »Og de skilte sig af med de fremmede guder og dyrkede Herren.« Og Herrens store kærligheds hjerte blev bedrøvet, »da kunne han ikke længer holde ud at se Israels nød."

(640)  Bekendelse vil ikke være antagelig for Gud, uden oprigtig anger og fornyelse. Der må ske afgjorte forandringer i livet; alt gudsanstødeligt må lægges bort. Dette vil være resultatet af ægte sorg over synd. Paulus siger, i forbindelse med angerens arbejde: »I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf! På enhver måde viste I, at I var rene i den sag."

(640)  På Samuels dage strejfede israelitterne bort fra Gud. De led som følge af synd, for de havde mistet deres tro på Gud, mistet deres fornemmelse for hans kraft og visdom til at herske nationen, mistet deres tillid til hans evne til at forsvare og hævde hans sag. De vendte sig bort fra universets store Hersker og ønskede at blive regeret ligesom (641) folkene omkring dem. Før de fandt fred gjorde de denne afgjorte bekendelse: »vi til vore andre synder har føjet den brøde at kræve en konge!« Netop den synd de var blevet klar over, skulle bekendes. Deres utaknemlighed knugede deres sjæle og skilte dem fra Gud.

(641)  Når synden har dulmet de moralske begreber, ser den fejlende ikke sin karakters mangler eller erkender den onde udåd han har begået; og hvis ikke han overgiver sig til Helligåndens overbevisende kraft, forbliver han delvist blind over for sin synd. Hans bekendelser er ikke oprigtige og alvorlige. For hver bekendelse af sin skyld, tillægger han et forsvar som undskyldning for sin handlemåde og erklærer at hvis det ikke var for visse omstændigheders skyld, ville han ikke have gjort det eller det, han er irettesat for. Men eksemplerne i Guds ord på ægte anger og ydmygelse afslører en bekendelsesånd, som der ikke er undskyldning for synd eller forsøg på selvretfærdighed.

(641)  Paulus søgte ikke at beskytte sig selv; han maler sin synd i dets mørkeste anstrøg, prøver ikke på at mindske sin skyld. Han siger: »Jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.« Han tøvede ikke med at erklære »at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største."

(641)  Det ydmyge og brudte hjerte, betvunget af ægte anger, vil påskønne noget af Guds kærlighed og den Golgatas omkostning; og ligesom en søn bekender sig for en elskende fader, sådan vil den sandt angrende bringe alle sine synder frem for Gud. Og der står skrevet: »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed."