Den uvurderlige gave

(729)  [»Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse. Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ... til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i den Elskede. (730) I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er."

(730)  »Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus. ..... Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.«

(730)  Således lyder de ord, hvormed »den gamle Paulus«, »Kristi Jesu fange«, da han skrev fra sit fangehus i Rom, søgte at fremholde for sine brødre noget, som han fandt, at sproget ikke formåede at udtrykke fuldt ud, nemlig »Kristi uransagelige rigdom« den nådens skat, der uforskyldt tilbydes faldne menneskebørn. Genløsningens plan blev lagt ved et offer, en gave. Apostelen siger: »I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.« »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne.« Kristus »hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed« Og som kronen på genløsningens velsignelse læser vi, at »Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.«

(730)  »Hvad intet øje har set og intet øre hørt og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« Visselig kan ingen, som betragter hans nådes rigdom, undlade at udbryde med apostelen: »Gud ske tak for hans uudsigelige gave!«

(731)  Ligesom genløsningens plan begynder og afsluttes med en gave, således må den også gennemføres. Den samme opofrelsesånd, der købte frelse til os, vil bo i alle deres hjerter, som bliver delagtige i den himmelske gave. Apostelen Peter siger: »Som gode husholdere over Guds mangfoldige måde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået.« Da Jesus udsendte sine disciple, (731) sagde han til dem: »I har fået det for intet, giv det for intet!« Hos dem, der er helt forenet med Kristus, kan der ikke være noget egoistisk, intet, der forbeholdes selvet. Den, som drikker af det levende vand, vil finde, at det i ham »skal blive en kilde af vand, som fremvælder til et evigt liv«. Kristi Ånd i ham er som et kildespring, der vælder frem i ørkenen og flyder til vederkvægelse for alle og gør dem, der er ved at omkomme, begærlige efter at drikke af livets vand. Den samme kærlighedens og selvopofrelsens ånd, der boede i Kristus, var det, som drev apostelen Paulus i hans omfattende arbejde. »Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld,« siger han. »Mig, den allerringeste af alle hellige, blev på denne måde givet at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige rigdom.«

(731)  Vor Herres hensigt var, at den fylde og rigdom, som vi finder i ham, skulle menigheden genspejle for verden. Vi modtager stadig af Guds overflod og ved at meddele denne til andre skal vi vise verden Kristi kærlighed og godhed. Medens hele himmelen er i aktivitet og udsender budbærere til alle dele af jorden for at fremme genløsningens værk, skal også den levende Guds menighed samarbejde med Kristus. Vi er lemmer på hans mystiske legeme. Han er hovedet, som behersker alle legemets lemmer. I sin uendelige nåde arbejder Jesus selv på menneskenes hjerter og virker åndelige forvandlinger, som er så forbavsende, at engle ser derpå med forundring og glæde. Således opfyldes Kristi ord: »I er verdens lys."

(731)  Vi er »Guds medarbejdere«, »husholdere over Guds mangfoldige nåde«. Kundskaben om Guds nåde, (732) hans ords sandheder såvel som timelige gaver tid og midler, talenter og indflydelse alt dette har Gud betroet os, for at vi skal bruge det til hans ære og til menneskers frelse. Intet kan være mere mishageligt for Gud, der stadig udøser sine gaver over menneskene, end at se dem tilrive sig disse gaver på egenkærlig vis uden at yde Giveren noget igen. Jesus er nu i himmelen og bereder boliger for dem, der elsker ham - ja mere end boliger: et rige, som skal tilhøre os. Men alle, der skal arve disse velsignelser, må være delagtige i Kristi selvfornægtelse og selvopofrelse til gavn for andre. Min sjæl er oprørt inden i mig som det Makedonske råb kom fra enhver retning, fra byer og landsbyer i vort eget land, tværs over Atlanten og det vide Stillehav og fra havets øer, Kom over... og hjælp os!« Brødre og søstre vil i svare dette råb og sige, »Vi vil gøre vort bedste, både ved at sende missionærer og penge. Vi vil nægte os selv vore hjems forskønnelse, vore personers prydelse og i appetittens tilfredsstillelse. Vi vil give de midler der er os betroet til Guds sag og vi vil hellige os selv helt uforbeholdent til hans værk.« Sagens mangler er lagt foran os; de tomme skatkamre appellerer ynkeligst efter hjælp. En dollar nu er af mere værdi for arbejdet end ti dollars vil være i fremtidige perioder. Arbejd, brødre, arbejd medens du har lejligheden, medens dagene varer ved. Arbejd, for der kommer en nat hvor ingen kan arbejde.« Hvor snart kan denne nat komme, det er umuligt for dig at sige det. Nu er din anledning brug den. Hvis der er nogle som ikke kan give deres egne anstrengelser for missionsarbejdet, så lad dem leve sparsommelig og giv fra deres aksdannelser.

(732)  Aldrig har der været større trang til alvorligt, selvopofrende arbejde i Kristi sag end for nærværende, da prøvetiden hurtigt afsluttes og det sidste budskab om nåde skal forkyndes for verden. Det rører min sjæl, når jeg hører det makedoniske råb lyde fra alle kanter, fra byer og stæder i vort eget land, fra hinsides Atlanterhavet og det store Stillehav og fra havets øer: »Kom over og .hjælp os!« Brødre og søstre, vil I besvare råbet og sige: »Vi vil gøre vort bedste ved at sende jer missionærer og penge. Vi vil fornægte os selv med hensyn til udstyr i vore hjem, til påklædning og tilfredsstillelse af appetitten. De midler, der er os betroet, vil vi give til Guds sag og vi vil hellige os uden forbehold til hans værk.« Sagens trang bliver fremholdt for os; de tomme forrådskamre retter den mest gribende appel til os om hjælp. En krone er af større værdi for virksomheden nu, end ti kroner vil være engang i fremtiden.

(732)  Virk, brødre, virk, medens I har anledning, medens dagen varer! Virk, for »der kommer en nat, da ingen kan arbejde«. Hvor snart denne nat kan komme, er det umuligt for jer at sige. Nu har I jeres anledning; benyt den! Er der nogen, som ikke kan udføre personlige bestræbelser i missionsarbejdet, så lad dem leve sparsommeligt og give af deres fortjeneste. Således kan de yde penge til at sende blade (733) og bøger til dem, der ikke har sandhedens lys; de kan hjælpe til med at bestride udgifterne for elever, som forbereder sig til missionsarbejdet. Lad hver krone, I kan undvære, indsættes i himmelens bank.

(733)  »Saml jer ikke skatte, på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jeg skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.«

(733)  Disse ord blev udtalt af Jesus, som elskede jer så højt, at han gav sit eget liv, for at I måtte kunne få et hjem hos ham i hans rige. Vanær ikke jeres Herre ved at undlade at tage hensyn til hans udtrykkelige befaling.

(733)  Gud opfordrer dem, der besidder landejendomme og huse, til at sælge og til at anbringe pengene, hvor de kan afhjælpe den store trang ude på missionsmarken. Når de en gang har erfaret den virkelige tilfredsstillelse, dette bringer, vil de vedblivende holde kanalen åben og de midler, Herren betror dem, vil stadig tilbyde forrådshuset, så sjæle kan omvendes. Disse sjæle vil så igen for Kristi skyld øve den samme selvfornægtelse, sparsommelighed og nøjsomhed, for at også de kan bringe Gud deres offergaver. Ved en klog anvendelse af disse talenter kan atter andre sjæle ledes til omvendelse og således går værket fremad som et bevis på, at Guds gaver værdsættes. Den guddommelige giver anerkendes og æren falder tilbage på ham ved hans husholderes troskab.

(733)  Når vi fremkommer med disse alvorlige opråb i Guds sags interesse og omtaler vore missionsvirksomheders økonomiske trang, føler samvittighedsfulde sjæle, der tror sandheden, sig dybt grebet. Ligesom den fattige enke, som Kristus talte anerkendende om og som lagde sine to skærve i tempelblokken, yder også de i deres fattigdom efter deres yderste evne. Sådanne fornægter sig tit endog ting, der synes at høre med til livets nødtørftighed, medens mænd og (734) kvinder, som besidder huse og landejendomme, klamrer sig til deres jordiske skat og ikke har tilstrækkelig tro på budskabet og på Gud til at sætte deres midler i hans værk. På disse sidstnævnte er Kristi ord særlig anvendelige: »Sælg, hvad I har og giv almisse!«

(734)  Der er fattige mænd og kvinder, som skriver til mig om råd med hensyn til, hvorvidt de skal sælge deres hjem og give udbyttet til sagen. De siger, at opråbene om midler rører deres hjerter og de ønsker at gøre noget for Mesteren, som har gjort så meget for dem. Til sådanne ønsker jeg at sige: "Det er måske ikke jeres pligt at sælge jeres små hjem netop nu; men gå selv til Gud; Herren vil visselig høre jeres alvorlige bønner om visdom til at forstå jeres pligt." Hvis der var mere bøn til Gud om himmelsk visdom og mindre søgen efter visdom fra mennesker, ville der være langt større lys fra himmelen og Gud ville velsigne den ydmyge tilbeder. Men til dem, som Gud har betroet gods og som har landejendomme og huse, kan jeg sige: "Begynd at sælge og give almisse. Udsæt det ikke. Gud venter mere af jer, end I har været villige til at gøre." Vi opfordrer jer, som har midler, til under alvorlig bøn at spørge: Hvor vidtrækkende er det guddommelige krav til mig og mit gods? Der er et værk, der skal udføres nu for at berede et folk til at bestå på Herrens dag. Midler må anbringes i værket for at frelse mennesker og disse vil igen virke for andre. Vær punktlige med at give Gud, hvad der er hans eget. En grund til, at der er så stor mangel på Guds Ånd, er, at så mange bedrager Gud.

(734)  Der er en lærdom for os i de makedoniske menigheders erfaring, som den skildres af Paulus. Han siger, at »sig selv gav de først og fremmest til Herren«. Derpå var de ivrige efter at give deres midler for Kristus. »Samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel, er der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmildhed. Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, ja, over evne og det uopfordret. (735) Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i hjælpen til de hellige.«

(735)  Paulus giver en regel for ydelse til Guds sag og oplyser os om, hvad resultatet vil blive både med hensyn til os selv og Gud. »Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.« »Det er jo således: Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.« »Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til og endda rigeligt til al god gerning. ..... Og han, som skænker sædemanden 'sæd til at så og brød til at spise', vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter; således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud."

(735)  Vi må ikke mene, at vi kan gøre noget eller give noget, der berettiger os til yndest hos Gud. Apostelen siger: »Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?« Da David og Israel havde samlet det materiale, de havde beredt til templets opførelse, glædede kongen sig og idet han overlod skatten til fyrsterne i forsamlingen, takkede han Gud med ord, som altid bør dvæle i Guds folks hjerter: »David priste Herren i hele forsamlingens nærværelse og David sagde: »Lovet være du Herre, vor fader Israels Gud fra evighed til evighed! Din, Herre, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i himmelen og på jorden er dit; dit, o Herre, er riget og selv løfter du dig som hoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig og du hersker over alt; i din hånd er kraft og vælde og i din hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. Derfor priser vi dig nu, vor Gud og lovsynger dit herlige navn! Thi hvad er jeg og hvad er dit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig (736) kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det. Thi vi er fremmede for dit åsyn og gæster som alle vore fædre; som en skygge er vore dage på jorden, uden håb! Herre, vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den og dig tilhører det alt sammen. Jeg ved, min Gud, at du prøver hjerter og har behag i oprigtighed; af et oprigtigt hjerte har jeg villigt givet alt dette og nu har jeg set med glæde, at dit folk, der er her til stede, villigt har givet dig gaver.«

(736)  Det var Gud, som havde skaffet folket jordens rigdomme og hans Ånd havde gjort dem villige til at bringe deres kostbarheder til templet. Det var alt sammen af Herren; havde hans guddommelige magt ikke påvirket folkets hjerter, ville kongens bestræbelser have været forgæves og templet ville aldrig være blevet opført.

(736)  Alt, hvad menneskene modtager af nådegaver fra Gud, tilhører fremdeles ham. Alt, hvad han har skænket af de værdifulde og skønne ting på jorden, er lagt i vore hænder for at prøve os for at lodde dybden i vor kærlighed til ham og i vor vurdering af hans nådesbevisninger. Enten det er skatte bestående af rigdom eller af åndsevner, skal de lægges som et villigt offer for Jesu fødder.

(737)  Ingen af os kan undvære Guds velsignelse, men Gud kan udføre sin gerning uden menneskets hjælp, hvis han vil. Han har dog givet enhver sin gerning og han betror menneskene som sine husholdere skatte bestående af rigdom eller af forstand. Alt, hvad vi overgiver til Gud, bliver efter hans miskundhed og højsind regnet os til gode som tro husholdere. Men vi bør altid være på det rene med, at dette ikke er en fortjeneste fra menneskets side. Hvor stor en mands dygtighed end måtte være, besidder han intet, som Gud ikke har givet ham og som han ikke kan tage tilbage, hvis disse dyrebare tegn på hans nåde ikke bliver påskønnet eller rettelig anvendt. Guds engle, hvis evner til at opfatte ikke er omtåget som følge af synd, erkender, at himmelens gaver skænkes dem i den hensigt, at de skal tilbageleveres på en sådan (737) måde, at det forhøjer den store givers ære. Menneskets velvære er uløseligt knyttet til Guds overherredømme. Guds ære er alle skabte væseners glæde og velsignelse. Når vi søger at fremme hans ære, søger vi efter det højeste gode, som det er muligt for os at erholde. Brødre og søstre i Kristus, Gud kræver, at enhver evne, enhver gave, som I har modtaget fra ham, skal helliges til hans tjeneste. Han ønsker, at I skal sige med David: »Fra dig kommer det alt sammen og af din hånd har vi givet dig det.«