Guds karakter åbenbaret i Kristus

(737)  Frelseren sagde: »Dette er det evige liv, at de kender dig, dem eneste sande Gud og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.« Og Gud forkyndte ved profeten: »Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådant har jeg behag, lyder det fra Herren."

(737)  Uden guddommelig hjælp kan intet menneske opnå denne kundskab om Gud. Apostelen siger, at »verden med al sin visdom ikke kendte Gud«. Kristus »var i verden og verden er blevet til ved ham og verden kendte ham ikke«. Jesus sagde til sine disciple: »Ingen kender Sønnen uden Faderen og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.« I den sidste bøn for sine efterfølgere, før han trådte ind i Getsemanes skygger, opløftede Frelseren sine øjne mod himmelen og udtalte i medlidenhed med faldne menneskers vankundighed: »Retfærdige Fader! verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig.« (738) »Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig.«

(738)  Fra begyndelsen af har det været Satans overlagte plan at få menneskene til at glemme Gud, for at han måtte kunne vinde dem for sig selv. Derfor har han søgt at fremstille Guds karakter i et falsk lys for at lede menneskene til at nære en urigtig forestilling om ham. Skaberen er blevet fremstillet for dem som en, der besad de samme træk som ondskabens fyrste selv som vilkårlig, streng og uforsonlig for at menneskene kunne komme til at mære frygt for ham, sky ham og endog hade ham. Satan håbede i den grad at kunne forvirre begreberne hos dem, han havde forført, at deres kundskab om Gud ville ophøre. Derpå ville han udslette det guddommelige billede i menneskene og præge sin egen lignelse i sjælen; han ville gennemsyre dem med sin egen ånd og gøre dem til fanger efter sin vilje.

(738)  Det var ved at give et vrangbillede af Guds karakter og vække mistillid til ham, at Satan fristede Eva til at overtræde. Ved synd blev vore stamforældres sind formørket, deres natur udartede og deres begreber om Gud blev præget af deres egen indskrænkede egoisme. Og efter som menneskene blev dristigere i synd, forsvandt Guds kundskab og kærlighed i deres sind og hjerte. »Skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme og deres uforstandige hjerte blev formørket."

(738)  Satans kamp om herredømmet over menneskeslægten syntes til tider at skulle krones med held. I århundrederne forud for Kristi første komme så det ud, som om verden næsten fuldstændigt beherskedes af mørkets fyrste; og han regerede med en frygtelig magt, som om verdens riger ved vore stamforældres synd var blevet hans retmæssige eje. Endog pagtens folk, som Gud havde udvalgt til at bevare kundskaben om ham i verden, var veget så langt bort fra ham, at de havde mistet al sand forståelse af hans karakter.

(738)  Kristus kom for at åbenbare Gud som en kærlighedens Gud, (739) fuld af miskundhed, ømhed og medlidenhed. Det tykke mørke, hvormed Satan havde forsøgt at tilsløre Guddommens trone, blev fordrevet af verdens Genløser og Faderen blev atter åbenbaret for menneskene som livets lys.

(739)  Da Filip kom til Jesus med den bøn: »Herre! vis os Faderen og det er os nok,« svarede Frelseren ham: »Så lang en tid har jeg været hos jer og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?« Kristus erklærer, at han var sendt til verden som Faderens repræsentant. I sin karakters adel, i sin miskundhed og ømme medynk, i sin kærlighed og godhed står han for os som den guddommelige fuldkommenhed legemliggjort, den usynlige Guds billede.

(739)  Apostelen siger: »Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv.« Kun ved at grunde på genløsningens store plan kan vi komme til en rigtig vurdering af Guds karakter. Skaberværket var en åbenbarelse af hans kærlighed; men alene Guds gave for at frelse den skyldige og ødelagte menneskeslægt åbenbarer de umådelige dybder af guddommelig ømhed og medlidenhed. »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Samtidig som Guds lov opretholdes og dens retfærdighed hævdes, kan synderen få forladelse. Den kosteligste gave, himmelen selv havde at give, er blevet udøst, for at Gud kunne være »retfærdig og retfærdiggøre den, som har tro på Jesus.« Ved denne gave løftes menneskene op fra ødelæggelse og fornedrelse til at blive Guds børn. Paulus siger: »I modtog en Ånd, der giver barnekår og i den råber vi: Abba, Fader!"

(739)  Brødre, ligesom den elskede Johannes opfordrer jeg jer til at »se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds bøn«. Hvilken kærlighed, hvilken uforlignelig kærlighed, at vi, syndere og fremmede som vi er, kan blive ført tilbage til Gud og optages i hans familie! Vi (740) kan tiltale ham med det kære navn: »Vor Fader,« hvilket er et tegn på vor hengivenhed til ham og et pant på hans ømme agtelse og hans forhold til os. Og idet Guds Søn betragter nådens arvinger, »skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre«. De står endog i et inderligere forhold til Gud end englene, der aldrig faldt i synd.

(740)  Al den faderkærlighed, som i slægtled efter slægtled har flydt gennem menneskelige hjerter, alle de ømhedens kilder, som har åbnet sig i menneskers sjæle, er kun som en bitte lille bæk over for det grænseløse ocean i sammenligning med Guds uendelige, uudtømmelige kærlighed. Ingen tunge kan udsige den, ingen pen kan skildre den. Du kan grunde på den hver dag i dit liv; du kan ransage Skrifterne med flid for at kunne forstå den; du kan samle hver kraft og evne, Gud har givet dig, under forsøget på at fatte den himmelske Faders kærlighed og medlidenhed - der bliver dog en uendelighed igen. Du kan grunde på denne kærlighed gennem tidsaldre, men du kan aldrig til fulde fatte længden og bredden, dybden og højden af Guds kærlighed, da han gav sin Søn til at dø for verden. Evigheden selv kan aldrig åbenbare den fuldt ud. Men når vi læser Bibelen og grunder på Kristi liv og genløsningens plan, vil disse store emner dog oplades mere og mere for vor forstand. Og det vil falde i vor lod at erfare den velsignelse, som Paulus ønskede menigheden i Efesus, da han bad om, »at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd i jeres erkendelse af ham og at han vil oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår, hvilket håb han kaldte jer til, hvor rig på herlighed hans arv er iblandt de hellige og hvor overvældende stor hans magt er i os, som tror.«

(740)  Satan grunder stadig på, hvordan han kan holde menneskenes sind optaget med sådanne ting, som vil hindre dem i at tilegne sig kundskaben om Gud. Han søger at få dem til at (741) dvæle ved det, som vil formørke forstanden og gøre sjælen modløs. Vi befinder os i en verden med synd og fordærvelse, omgivne af indbydelser, der virker til at forlokke Kristi efterfølgere og betage dem modet. Frelseren sagde: »Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste."

(741)  Mange fæster deres øjne ved den frygtelige gudløshed, som råder rundt omkring, frafald og svaghed til alle sider og de taler om disse ting, indtil deres hjerter fyldes med bedrøvelse og tvivl. De giver ærkeforførerens mesterlige virken den første plads i deres sind og dvæler ved de nedslående sider af deres erfaring, medens de lader til at tabe den himmelske Faders magt og hans uforlignelige kærlighed af syne. Alt dette er netop, hvad Satan ønsker. Det er urigtigt at tænke på retfærdighedens fjende som en, der er udrustet med så stor kraft, når vi dvæler så lidt ved Guds kærlighed og hans magt. Vi må tale om, hvor mægtig Kristus er. Vi er helt uden kraft til at befri os selv fra Satans snarer; men Gud har beskikket en udvej til redning. Den Højestes Søn har magt til at udkæmpe striden for os; og ved »ham, som elskede os« kan vi »mere end sejre«

(741)  Der er ingen åndelig styrke for os i stadig at ruge over vor svaghed og vore fald og i at jamre over Satans magt. Denne store sandhed må grundfæstes som et levende princip i vore sind og vore hjerter: at det offer, der er gjort for os, har virkekraft og at Gud helt og fuldt kan frelse alle, der kommer til ham og opfylder de betingelser, der påvises i hans ord. Vor gerning er at lade vor vilje samarbejde med Guds vilje. Da bliver vi ved forsoningens blod delagtige i den guddommelige natur; ved Kristus er vi Guds børn og vi har forsikringen om, at Gud elsker os, ligesom han elskede sin Søn. Vi er ét med Jesus. Vi vandrer, hvor Kristus går foran; han har magt til at fordrive de mørke skygger, som Satan kaster på vor sti; og i stedet for mørke og modløshed skinner hans herligheds solskin ind i vore hjerter.

(742)  (742) Vort håb skal stadig styrkes ved erkendelsen af, at Kristus er vor retfærdighed. Lad vor tro hvile på denne grundvold, for den vil stå fast evindelig. I stedet for at dvæle ved Satans mørke og frygte for hans magt bør vi lukke vore hjerter op for at modtage lys fra Kristus og lade det skinne ud i verden, idet vi forkynder, at han står over al Satans magt og at hans bærende arm vil holde alle dem oppe, der forlader sig på ham.

(742)  Jesus sagde: »Faderen selv elsker jer.« Dersom vor tro er fæstet ved Gud gennem Kristus, vil den vise sig at være »et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os«. Det er sandt, at skuffelser vil komme og trængsel må vi forvente; men vi skal overlade alt, stort og småt, til Gud. Han forvirres ikke af vore mange besværinger eller overvældes af vore byrders vægt. Hans omhu strækker sig til hver familie og omfatter hvert enkelt menneske; han interesserer sig for alle vore sysler og vore sorger. Han mærker sig hver tåre; han har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Alle de trængsler og prøvelser, der times os her, tillades for at virkeliggøre hans kærlige hensigter med os »at vi skal få del i hans hellighed« og således få del i den glædens fylde, som findes for hans åsyn.

(742)  »De vantros tanker har denne verdens gud slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.« Men Bibelen viser os med de stærkeste udtryk betydningen af at opnå kundskab om Gud. Peter siger: »Nåde og fred bliver eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende. Alt, hvad der tjener til liv og gudfrygtighed, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft.« Og skriften byder os: »Gør dig nu bekendt med ham og hav fred.« (engelsk bibel).

(743)  (743) Gud har befalet os: »I skal være hellige; thi jeg er hellig.« Og en inspireret apostel erklærer, at uden hellighed »skal ingen se Herren«. Hellighed er overensstemmelse med Gud. Ved synd er Guds billede i mennesket blevet fordærvet og næsten helt udslettet; det er evangeliets opgave at genoprette, hvad der er gået tabt og vi skal samarbejde med dem guddommelige kraft i denne gerning. Og hvordan kan vi komme i overensstemmelse med Gud, hvordan kan vi opnå hans lignelse, medmindre vi tilegner os kundskab om ham? Det er denne kundskab, Kristus kom til verden for at åbenbare for os.

(743)  Det kummerlige syn, så mange har haft på Kristi ophøjede karakter og bestilling, har indsnævret deres religiøse erfaring og i høj grad hindret deres fremgang i det guddommelige liv. Personlig gudsfrygt iblandt os som et folk står lavt. Der er mange former, meget maskineri, megen tunge kristendom; men der må i vor religiøse erfaring indføres noget, som er dybere og mere solidt. Med alle vore hjælpemidler, vore forlag, vore skoler, vore sanatorier og mange, mange andre fordele burde vi have været længere fremme, end hvor vi nu står. Det er en kristens opgave her i livet at repræsentere Kristus for verden og i liv og karakter fremstille den velsignede Jesus. Har Gud givet os lys, er det for at vi må kunne åbenbare det for andre. Men i forhold til det lys, vi har modtaget og de anledninger og privilegier, der er os tilstået som midler til at kunne påvirke folkets hjerter, har resultatet af vort arbejde hidtil været alt for lille. Det er Guds hensigt, at den sandhed, han har givet os forståelsen af, skal bære mere frugt, end hvad der hidtil har vist sig. Men hvordan skal vi kunne fremstille Kristus for verden, når vort sind er fyldt med tungsindighed og vemod og dvæler ved mørket og ved det onde omkring os? Hvordan kan vort vidnesbyrd have kraft til at vinde sjæle? Hvad vi trænger, er en erfaringsmæssig erkendelse af Gud og hans kærligheds kraft, som den er åbenbaret i Kristus. Vi må ransage Skrifterne flittigt og under bøn; vor forstand må oplives ved Helligånden, (744) og vore hjerter nå være opløftet til Gud i tro og håb og uafbrudt taksigelse.

(744)  Ved Kristi fortjeneste, ved hans retfærdighed, som tilregnes os ved troen, skal vi opnå en fuldkommen kristelig karakter. Vor opgave hver dag og hver time fremholdes for os i apostelens ord: »Idet vi ser hen til troens begynder og fuldender, Jesus.« Når vi gør dette, bliver vort sind klarere, vor tro stærkere og vort håb befæstes; vi bliver så helt betaget ved synet af hans renhed og elskelighed og det offer, han har gjort for at bringe os i overensstemmelse med Gud, at vi ingen tilbøjelighed har til at tale om tvivl og modløshed.

(744)  Åbenbarelsen af Guds kærlighed, hans miskundhed og godhed samt Helligåndens virken på hjertet for at oplyse og forny det bringer os ved troen i en så inderlig forbindelse med Kristus, at vi, med en klar opfattelse af hans karakter, er i stand til at opdage Satans mesterlige forførelser Idet vi ser hen til Jesus og forlader os på hans fortjeneste, tilegner vi os de velsignelser, som følger med lys, fred og glæde i den Helligånd. Og i betragtning af de store ting, Kristus har gjort for os, er vi rede til at udbryde: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn."

(744)  Brødre og søstre, det er ved beskuelse, vi forvandles. Når vi dvæler ved Guds og vor Frelsers kærlighed, når vi tænker på fuldkommenheden i den guddommelige karakter og i tro tilegner os Kristi retfærdighed som vor egen, forvandles vi efter det samme billede. Lad os derfor ikke samle alle de ubehagelige billeder, - ugudelighed og fordærvelse og skuffelser, som er beviser på Satans magt - for at ophænge dem i vore minders gallerier som noget at tale om og sørge over, indtil vore sjæle fyldes med modløshed. En modløs sjæl er et mørkets legeme, der ikke alene selv undlader at modtage Guds lys, men udelukker det fra andre. Satan ynder at se, at billeder (745) af hans sejre berøver mennesker troen og gør dem forsagte.

(745)  Der er, Gud ske lov, lysere og mere opmuntrende billeder, som Herren har fremstillet for os. Lad os samle de velsignede forsikringer om hans kærlighed og gruppere dem som kostelige skatte, så vi til stadighed må kunne betragte dem! At Guds Søn forlod sin Faders trone og klædte sin guddommelighed i menneskelighed for at kunne udfri menneskene fra Satans magt; at han vandt sejr på vore vegne, åbnede himmelen for menneskene og åbenbarede for menneskeligt syn det audiensværelse, hvor Guddommen afslører sin herlighed; at den faldne slægt løftes op fra den fordærvelsens hule, hvori synden havde nedstyrtet den og atter er kommet i forbindelse med den evige Gud og at den efter at have bestået den guddommelige prøve ved troen på vor Genløser iføres Kristi retfærdighed og ophøjes til hans trone - dette er de billeder, Herren byder os glæde sjælens haller med. Og »idet vi ikke ser på de synlige ting, men på de usynlige«, vil vi opleve sandheden i de ord, at »vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os«

(745)  I himmelen er Gud alt i alle, Der hersker helligheden enerådende; intet forstyrrer den fuldkomne overensstemmelse med Gud. Hvis vi i sandhed er på vandring didhen, vil himmelens ånd bo i vore hjerter hernede. Men dersom vi ingen glæde finder i betragtningen af himmelske ting, ikke interesserer os for at søge kundskab om Gud og ikke fryder os over at betragte Kristi karakter og dersom hellighed ingen tiltrækning har for os da kan vi være forvissede om, at vort håb om at opnå himmelen er forfængeligt. Fuldkommen overensstemmelse med Guds vilje er det høje mål, en kristen altid må have for øje. Han vil gerne tale om Gud, om Jesus og om det lyksalige, rene hjem, Kristus har beredt for dem, der elsker ham. Betragtningen af disse emner, medens sjælen fryder sig over Guds velsignede forjættelser, betegnes af apostelen som at smage »den kommende verdens kræfter«

(746)  (746) Lige foran os har vi den afsluttende kamp i den store strid, da Satan skal virke »med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse« for at fremstille Guds karakter i et falsk lys og, »om det er muligt, at føre de udvalgte vild«. Hvis der nogensinde var et folk, som har haft brug for et stadig tiltagende lys fra himmelen, så er det det folk, som Gud i denne farlige tid har kaldet til at forsvare hans hellige lov og til at hævde hans karakter over for verden. De, til hvem en så hellig opgave er betroet, må fyldes med åndelighed og højnes og levendegøres ved de sandheder, de bekender sig til at tro. Aldrig har menigheden trængt så meget til og aldrig har Gud været mere omhyggelig for, at den skulle opleve den erfaring, som Paulus skildrede i sit brev til kolosenserne, da han skrev: Vi har »ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud"