Ordet blev kød

(746)  Foreningen af den guddommelige natur med den menneskelige natur udgør en af de dyrebareste og mest hemmelighedsfulde sandheder i genløsningens plan. Det er dette, Paulus taler om, når han siger: »Uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: Han, som blev åbenbaret i kød."

(746)  Denne sandhed har for mange været en årsag til tvivl og vantro. Da Kristus kom til verden - Guds Søn og menneskenes Søn - blev han ikke forstået af folket på hans tid. Kristus nedlod sig til at påtage sig menneskelig natur, så han kunne nå den faldne slægt og løfte den op. Men menneskenes sind var blevet formørket af synd, deres evner lammet og deres fatteevne sløvet, så de ikke kunne se hans guddommelige karakter under den menneskelige forklædning. Denne mangel på vurdering fra deres side var en (747) hindring i det arbejde, han ønskede at udføre for dem; og for at give sin undervisning vægt var han ofte nødsaget til at forklare og forsvare sin stilling. Ved at henvise til sin hemmelighedsfulde og guddommelige karakter søgte han at lede deres sind ind i en rækkefølge af tanker, som ville være gunstig for sandhedens forvandlende kraft. For at belyse guddommelige sandheder benyttede han sig endvidere af ting i naturen, som menneskene var fortrolige med. Således beredtes hjertets jordbund til at modtage den gode sæd. Han fik sine tilhørere til at føle, at deres interesser også var hans interesser, at hans hjerte bankede af medfølelse med dem i deres glæder og sorger. Samtidig så de i ham åbenbarelsen af en kraft og af ophøjede egenskaber, der langt overgik, hvad deres mest hædrede rabbinere besad. Kristi undervisning udmærkede sig ved en enkelhed, værdighed og kraft, som de hidindtil ikke havde kendt og uvilkårligt måtte de udbryde: »Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.« Folket hørte ham med glæde; men præsterne og rådsherrerne - der selv var utro i deres hverv som sandhedens vogtere - hadede Kristus netop for den nåde, som blev åbenbaret og som havde draget skarerne bort fra dem og hen til ham, som er livets lys. Fordi jødefolket ikke kunne se hans guddommelige karakter, kom det ved deres indflydelse til at forkaste Genløseren.

(747)  Foreningen af det guddommelige og det menneskelige, som den blev åbenbaret i Kristus, forekommer også i Bibelen. De åbenbarede sandheder er alle »indblæst af Gud«, men de udtrykkes dog med menneskelige ord og er afpassede efter menneskers behov. Således kan det siges om Guds bog, som det blev sagt om Kristus, at »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.« Og så langt fra at rumme et argument imod Bibelen burde denne kendsgerning styrke troen på den som Guds ord. De, der fælder dom angående Skriftens inspiration ved at antage visse dele som guddommelige, medens de forkaster andre dele som menneskelige, overser den kendsgerning, at Kristus, den guddommelige, tog del i vor menneskelige natur, for at han måtte kunne nå menneskene. I Guds gerning til menneskets genløsning er guddommelighed og menneskelighed sammensluttet.

(748)  (748) Der er mange steder i skriften, som vantro kritikere har påstået at være uinspirerede, men som i deres fine afpasning efter menneskers behov er Guds egne budskaber med trøst til hans tillidsfulde børn. Et skønt eksempel herpå forekommer i beretningen om apostelen Peter. Peter sad i fængsel og ventede den følgende dag at blive ført ud for at henrettes. Om natten sov han »mellem to soldater, bunden med to lænker; og uden for døren var der vagtmandskab, som bevogtede fængselet. Og se, der stod en Herrens engel og lys strålede i fangerummet; han stødte Peter i siden og vækkede ham og sagde: »Stå hurtigt op!« og lænkerne faldt af hans hænder«. Peter, som pludselig vågnede, blev forfærdet over glansen, der fyldte fangerummet og over det himmelske sendebuds skønhed. Han forstod ikke situationen, men han vidste, at han var fri og i sin forvirring ville han have forladt fængselet ubeskyttet mod den kolde natteluft. Guds engel, der var opmærksom på alle omstændigheder, sagde med kærlig omhu for apostelens behov: »Bind op om dig og tag dine sandaler på!« Peter adlød uvilkårligt; men så henrykt var han over åbenbarelsen af den himmelske herlighed, at han ikke tænkte på at tage sin kappe med. Da bød engelen ham: »Kast din kappe om dig og følg mig!« Og han gik ud og fulgte ham; men han forstod ikke, at det, som engelen gjorde, var noget virkeligt; han mente, at det var et syn, han så. Da de nu var kommet forbi den første og den anden vagt, kom de til jernporten, som førte ud til byen: den åbnede sig for dem af sig selv og de kom ud og gik en gade frem; og straks derefter forlod engelen ham.« Apostelen befandt sig nu alene ude på Jerusalems gader. »Da Peter så kom til sig selv igen, sagde han: »Nu forstår jeg virkelig, at Herren har sendt sin engel og udfriet mig af Herodes' hånd og fra alt det, jødefolket havde ventet."

(749)  (749) Skeptikere kan håne den tanke, at en herlig engel fra himmelen skulle tage sig af en så dagligdags ting som at drage omsorg for disse enkle menneskelige fornødenheder og de kan drage beretningen om inspiration i tvivl. Men i overensstemmelse med Guds visdom er disse ting blevet indført i den hellige historie til hjælp, ikke for engle, men for mennesker, for at disse under prøvende forhold måtte finde trøst ved tanken om, at himmelen kender til det alt sammen. Jesus udtalte til sine disciple, at ikke en spurv falder til jorden, uden at den himmelske Fader lægger mærke til det og at dersom Gud kan have alle de små fugles behov i tanker, vil han meget mere sørge for dem, der kan blive undersåtter i hans rige og ved troen på ham arve udødelighed. O, hvis menneskene i den udstrækning som mennesketanken kan fatte genløsningens plan blot forstod, hvad Jesus gjorde, da han påtog sig menneskelig natur og hvad der skal udrettes for os ved denne underfulde nedladelse, ville deres hjerter røres af taknemmelighed for Guds store kærlighed og de ville i ydmyghed beundre den guddommelige visdom, der udtænkte nådens mysterium.