Guds omsorg for sit værk

(749)  Det var under vanskelige og nedslående forhold, Esajas, der endnu var en ung mand, blev kaldet til den profetiske mission. Ulykke truede hans land. Ved sin overtrædelse af Guds lov havde befolkningen i Juda forspildt hans beskyttelse og de assyriske styrker stod rede til at angribe Juda rige. Men faren fra deres fjender var ikke den største vanskelighed. Det var fordærvelsen hos folket, der påførte Herrens tjener den største nedtrykthed. Ved deres frafald og oprør indbød de Guds straffedomme over sig. Den ungdommelige profet var (750) blevet kaldet til at bringe dem et advarende budskab og han vidste, at han ville møde hårdnakket modstand. Han bævede, når han så på sig selv og tænkte på hårdnakkethed og vantro hos det folk, han skulle virke iblandt. Hans opgave forekom ham næsten håbløs. Skulle han i fortvivlelse opgive sin mission og overlade israelitterne uforstyrrede til deres afguderi? Skulle Ninives guder beherske verden og trodse himmelens Gud?

(750)  Sådanne tanker var det, som trængte sig ind i hans sind, som han stod der i søjlegangen ved det hellige tempel. Pludselig syntes porten og det indre forhæng i templet at blive løftet op eller fjernet og det blev ham tilladt at skue indenfor i det allerhelligste, hvor selv profeten ikke måtte sætte sine fødder. Der opsteg for ham et syn fra Jehova, der sad på en høj og ophøjet trone, medens hans slæb fyldte templet. På hver side af tronen svævede serafer; med to vinger holdt de sig oppe, med to tilhyllede de i ærbødighed deres ansigter og med to skjulte de deres fødder. Disse tjenende engle opløftede deres røst i højtidelig påkaldelse: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre » indtil dørstolper og cederport syntes at bæve ved lyden deraf og huset fyldtes med deres pris.

(750)  Aldrig før havde Esajas i så fuldt mål indset Jehovas storhed eller hans fuldkomne hellighed og han følte, som om han i sin menneskelige svaghed og uværdighed måtte omkomme i denne guddommelige nærværelse. »Ve mig,« udbrød han, »det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber og jeg bor i et folk med urene læber og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers Herre!« Men en seraf kom hen til ham for at udruste ham til hans store mission. Et glødende kul fra alteret blev lagt på hans læber med disse ord: »Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!« Og da Guds røst lød: »Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?« svarede Esajas med hellig tillidsfuldhed: »Her er jeg, send mig!"

(751)  (751) Hvad betød det vel, om jordiske magter skulle samle sig mod Juda? Hvad betød det, om Esajas skulle komme til at møde modsigelse og modstand i sin mission? Han havde set Kongen, Hærskarers Herre; han havde hørt serafernes sang: »Al jorden er fuld af hans herlighed!« og profeten fik styrke til den gerning, der forestod ham. Mindet om dette syn har han med sig under hele sin langvarige og vanskelige mission.

(751)  Ezekiel, den sørgende, landflygtige profet, fik i kaldæernes land et syn, der indeholdt dem samme lærdom om tro på Israels mægtige Gud. Medens han befandt sig ved floden Kebar, syntes der at komme et stormvejr fra nord, »og en vældig sky fulgte med, omgivet af stråleglans og hvirvlende ild, i hvis midte det glimtede som funklende malm«. Et antal hjul af mærkeligt udseende, det ene inden i det andet, blev drevet af fire levende væsener. Højt over alle disse var der »noget som safir at se til, noget ligesom en trone og på den, ovenover, var der noget ligesom et menneske at se til«. »Midt imellem de levende væsener var der noget som glødende kul at se til, som blus, der for hid og did imellem dem og ilden udsendte stråleglans og lyn for ud derfra.« Under kerubernes vinger sås noget, der lignede en menneskehånd."

(751)  Der var hjul inden i hjul og det i en sammensætning så indviklet, at det ved første blik forekom Ezekiel som et fuldstændigt virvar. Men når de bevægede sig, skete det i skøn nøjagtighed og fuldkommen harmoni. Himmelske væsener drev disse hjul og oven over det hele, på den herlige safirtrone, sad den Evige, medens regnbuen, nådens og kærlighedens symbol, omslyngede tronen. Overvældet af den frygtelige herlighed faldt Ezekiel på sit ansigt, da en stemme bød ham stå op på sine fødder og høre Herrens ord. Derpå blev der givet ham et advarende budskab til Israel.

(752)  (752) Dette syn fik Ezekiel på en tid, da hans sind var fyldt med mørke anelser. Han så sine fædres land henligge øde. Staden, der engang var fuld af mennesker, var ikke længere beboet. Glædens og lovsangens lyd hørtes ikke mere inden for dens mure. Profeten selv var en fremmed i et fremmed land, hvor grænseløs ærgerrighed og vild grusomhed herskede enevældigt. Hvad han så og hørte af menneskeligt tyranni og af uret, pinte hans sjæl og han sørgede bittert dag og nat. Men de underfulde symboler, der blev fremstillet for ham ved floden Kebar, åbenbarede en styrende magt, som var stærkere end jordiske herskeres vælde. Ophøjet over Assyriens og Babylons stolte og grumme monarker tronede nådens og sandhedens Gud.

(752)  Det komplicerede hjularrangement, der forekom profeten at være et sådant indviklet virvar, stod under ledelse af en guddommelig hånd. Guds Ånd, der blev åbenbaret for ham som den, der bevægede og styrede disse hjul, bragte harmoni ud af forvirringen; således var hele verden under hans kontrol. Myriader af forherligede væsener var rede til på hans bud at beherske onde menneskers magt og beregnende planer og virke til gode for hans trofaste børn.

(752)  Da Gud var ved at vise den elskede Johannes menighedens historie i kommende tidsaldre, gav han ham ligeledes en forsikring om Frelserens interesse og omsorg for sit folk ved at vise ham »En, som lignede en menneskesøn« der vandrede midt imellem lysestagerne, som symboliserede de syv menigheder. Da Johannes så menighedens sidste store kamp med jordiske magter, blev det ham også tilstedt at beskue de trofastes endelige sejr og befrielse. Han så menigheden komme i en dødelig kamp med dyret og dets billede og tilbedelsen af dette dyr påbudt under dødsstraf. Men bag stridens røg og tummel så han på Zions bjerg en skare, som stod sammen med Lammet og som i stedet for at have dyrets mærke havde Faderens »navn skrevet på deres pander«. Og videre så han »dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og (753) dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder« og de sang Moses's sang og Lammets sang.

(753)  Disse lærdomme er givet til gavn for os. Vi behøver at bygge vor tro på Gud; for vi står lige foran en tid, som vil prøve menneskenes sjæle. På Oliebjerget omtalte Kristus de frygtelige straffedomme, der skulle gå forud for hans komme: »I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter.« »Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt dette er kun veernes begyndelse.« Medens disse profetier fik en delvis opfyldelse ved Jerusalems ødelæggelse, har de dog en mere direkte anvendelse på de sidste dage.

(753)  Vi står på tærskelen til store og højtidelige begivenheder. Profetien opfyldes hurtigt. Herren står for døren. En tidsperiode af overvældende interesse for alle, som lever, vil snart åbne sig for os. Fortidens stridsspørgsmål vil genoplives; nye stridsspørgsmål vil opstå. De scener, der vil blive udspillet her på jorden, har endnu ingen drømt om. Satan er i virksomhed ved menneskelige redskaber De, der gør anstrengelser for at ændre grundloven og for vedtagelsen af en lov til fremtvingelse af søndagens helligholdelse, har kun ringe forståelse af, hvad følgen vil blive. En krise er umiddelbart forestående.

(753)  Men Guds tjenere skal ikke stole på sig selv i denne krisestund. I de syner, som blev givet Esajas, Ezekiel og Johannes, ser vi, hvor nøje himmelen står i forbindelse med de begivenheder, der finder sted på jorden og hvor stor Guds omsorg er for dem, der lyder ham. Verden er ikke uden en hersker. Programmet for de kommende begivenheder er i Herrens hånd. Himmelens Majestæt har nationernes skæbne såvel som sin menigheds anliggender under sin egen ledelse.

(753)  Vi tillader os at nære alt for megen bekymring, uro og forlegenhed i Herrens værk. Det er ikke overladt til dødelige mennesker at bære ansvarets byrde. Vi trænger til at forlade os på Gud, tro på ham og gå fremad. De himmelske sendebuds (754) utrættelige årvågenhed og deres uophørlige beskæftigelse i tjenesten i forbindelse med de jordiske væsener viser os, hvorledes Guds hånd leder det ene hjul inden i et andet hjul. Den guddommelige Instruktør siger til enhver deltager i hans værk, som han sagde til Kyros fordum: »Jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig."

(754)  I Ezekiels syn havde Gud sin hånd under kerubernes vinger. Dette skal lære hans tjenere, at det er guddommelig kraft, der giver fremgang. Han vil samarbejde med dem, hvis de vil aflægge ugudelighed og blive rene i hjerte og liv.

(754)  Det klare lys, der med lynets hastighed fór mellem de levende væsener, fremstiller den hurtighed, hvormed dette værk til sidst vil skride fremad til fuldendelse. Han, som ikke slumrer og som uafbrudt arbejder på fuldførelsen af sine planer, kan føre sit store værk fremad på en harmonisk måde. Hvad der for den menneskelige opfattelse synes at være indviklet og kompliceret, kan Herrens hånd holde i fuldkommen orden. Han kan finde måder og midler til at krydse ugudelige menneskers hensigter og han vil forvirre deres ånd, som planlægger ulykke over hans folk.

(754)  Brødre, der er ingen tid nu til at sørge og fortvivle, ingen tid til at give efter for tvivl og vantro. Kristus er ikke nu en frelser i Josefs nye grav, som er tillukket med en stor sten og forseglet med det romerske segl; vi har en opstanden frelser. Han er Kongen, Hærskarers Herre; han sidder mellem keruberne; og midt under nationernes strid og tummel skærmer han fremdeles sit folk. Han, som hersker i himlene, er vor Frelser. Han måler enhver prøvelse. Han overvåger den ild, der må prøve hver sjæl. Når kongers befæstninger omstyrtes og når Guds vredes pile gennemborer hans fjenders hjerter, vil hans folk være trygt i hans hænder. Vejl f menigh bd. 2 side 270-292]