Vi skal hjælpe de fristede

(132)  Kristus elsker os ikke, fordi vi har elsket ham først, men han døde for os, »mens vi endnu var syndere«. Han behandler os ikke, som vi fortjener. Han fordømmer os ikke, selvom vi fortjener det på grund af vore synder. Han har båret over med os år efter år til trods for vor svaghed og uvidenhed, utaknemmelighed og egensindighed. Han rækker stadig hånden ud imod os, selvom vi går vore egne veje, er hårdhjertede og undlader at rette os efter hans hellige ord.

(132)  Nåde er en guddommelig egenskab. Gud er nådig over for mennesker, som ikke fortjener det. Vi har ikke bedt om hans nåde, men den har Opsøgt os. Gud glæder sig over at skænke os sin nåde. Det skyldes ikke, at vi fortjener det men fordi vi er fuldstændig uværdige til at mod tage den. Vi kan kun gøre fordring på Guds nåde, fordi vi trænger så hårdt til den.

(132)  På Guds vegne rækker Jesus Kristus sin hånd ud hele dagen og indbyder de syndige og de faldne til at komme. Han er villig til at tage imod alle. Han byder alle velkommen. Han sætter en ære i at tilgive den største af alle syndere. Han vil sænke sin nådes gyldne kæde ned i den menneskelige elendigheds dybeste afgrund for at hente en syndbesmittet sjæl op.

(132)  Han der ofrede livet for at kunne tage menneskene med tilbage til Gud, elsker hvert eneste menneske. Som en hyrde vogter sin hjord, vogter han skyldige og hjælpe løse sjæle, som er udsat for Satans listige angreb.

(132)  Vi skal tage ved lære af Frelseren, når vi arbejder for de fristede og vildfarende. Vi skal vise andre den samme interesse og være lige så milde og tålmodige over for dem, som han har været over for os. »Som jeg har elsket jer,« siger han, »skal også I elske hinanden.«l Hvis Kristus bor i os, vil vi nære den samme uselviske kærlighed til alle dem; som vi kommer i forbindelse med. Når vi ser, at mænd og kvinder trænger til medfølelse og hjælp, skal vi ikke spørge: »Fortjener de det?« men: »Hvordan kan jeg hjælpe dem?«

(133)  Både rige og fattige, høje og lave, frie og trælle tilhører Gud. Han, der gav sit liv for at frelse menneskene, betragter hvert eneste menneske som uvurderligt. Vi skal bedømme menneskesjælens værdi i lyset af korsets hemmelighed og herlighed. Når vi gør det, vil vi indse, at selv de mest fordærvede mennesker har kostet for meget til at blive behandlet med kulde og foragt. Det har stor betydning, at vi gør noget for vore medmennesker, forat de kan blive ophøjet og indtage deres plads ved Guds trone.

(133)  Selvom den tabte mønt i Frelserens lignelse lå på det snavsede gulv, var den stadig et sølvstykke. Ejeren ledte efter den, fordi den var værdifuld. Gud betragter også enhver sjæl som værdifuld, selvom den er aldrig så fordærvet af synd. Regentens billede og navn var præget i mønten. Mennesket bar også Guds billede og indskrift ved skabelsen. Selvom synden har beskadiget indskriften, så den næsten er ulæselig, findes der stadig spor af den i enhver sjæl. Gud ønsker at redde denne sjæl og på ny præge den med sit billede i retfærdighed og hellighed.

(133)  Vi mangler medfølelse
Hvor er der lidt lighed mellem os og Kristus på det område, hvor vi burde ligne ham mest - i hans medfølelse med de fordærvede, de skyldige og de lidende sjæle, som er døde i overtrædelser og synder. Menneskenes største synd er deres umenneskelighed mod hinanden. Der er mange, der mener, at de håndhæver Guds retfærdighed, men de er blottet for hans mildhed og store kærlighed. De mennesker, som de behandler med strenghed, er ofte udsat for store fristelser. Satan kæmper for at få disse sjæle i sin magt, og hårde, uvenlige ord gør dem modløse og får dem til at bukke under for fristerens magt.

(134)  Hvordan man vinder mennesker
Det er ikke let at arbejde med mennesker. Han, der kan læse vore tanker, er den eneste, der ved, hvordan man kan få mennesker til at omvende sig. Vi kan kun redde de fortabte, hvis vi beder ham om visdom. Du kan indtage en stejl holdning og tænke: »Jeg er mere hellig end du,« men du kan ikke blødgøre et eneste menneskes hjerte, selvom dine tanker og dine ord er aldrig så korrekte. Hvis vi lader Kristi kærlighed komme til udtryk i ord og handling, vil den finde vej til sjælen, når man intet opnår ved at citere forskrifter og bruge argumenter.

(134)  Vi trænger til mere af Kristi mildhed. Vi skal ikke blot være venlige over for dem, som vi synes er fejlfrie. Vi skal være venlige over for stakkels lidende og kæmpende sjæle, der ofte begår fejl, - mennesker, som synder og angrer, bliver fristet og taber modet. Vi skal gå vore med mennesker i møde og have medfølelse med deres skrøbeligheder ligesom vor store ypperstepræst.

(134)  Kristus tog sig af de udstødte, af toldere og syndere og de foragtede. Han var så kærlig og venlig, at de ikke kunne lade være med at komme til ham. Men han ville ikke tolerere de mennesker, som nærede høje tanker om sig selv og så ned på andre.

(134)  Kristus siger til os: »Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt.« Vi skal rette os efter denne befaling og opsøge de fortabte nær og fjern. »Tolderne og skøgerne« skal høre Frelserens indbydelse. Når Kristi sendebud er venlige og tålmodige, bliver denne indbydelse en uimodståelig kraft, som hjælper dem op, der befinder sig i syndens afgrund.

(135)  Kristendommen kræver af os, at vi arbejder målbevidst og med en aldrig svigtende interesse og med større og større ihærdighed for de sjæle, som Satan søger at ødelægge. Vi må altid gøre alt, hvad vi kan, for at frelse de fortabte.

(135)  Læg mærke til, at Guds ord hele tiden minder os om at det haster at opfordre mænd og kvinder til at komme til Kristus. Vi skal benytte enhver anledning både privat og offentligt og fremføre alle mulige argumenter og bruge hele vor overtalelsesevne for at få mennesker til at komme til Frelseren. Vi skal af al magt tilskynde dem til at se hen til Jesus og vælge hans selvfornægtende og opofrende liv. Vi skal vise, at vi forventer, at de glæder Kristi hjerte ved at bruge alle hans gaver til hans navns ære.

(135)  »Til det håb er vi frelst. «
De faldne skal overbevises om, at de endnu kan nå at blive mennesker. Kristus ærede menneskene ved at vise dem tillid og få dem til at føle, at de var værdifulde. Han behandlede de dybest faldne med respekt. Det var en pine for Kristus at komme i berøring med fjendskab, fordærvelse og urenhed, men han gav aldrig udtryk for, at man havde såret hans følelser. Han havde den dybeste medfølelse med mennesker, som havde dårlige vaner, stærke fordomme og heftige lidenskaber. Når vi lader hans Ånd tage bolig i os, vil vi betragte alle mennesker som brødre, der bliver udsat for de samme fristelser og prøvelser. De falder ofte og anstrenger sig for at rejse sig igen. De kæmper med skuffelser og vanskeligheder og hungrer efter medfølelse og hjælp. Når vi er sammen med dem, skal vi lade være med at gøre dem modløse eller at støde dem fra os. Vi skal sætte mod i dem. Når vi har opmuntret dem, kan de tillidsfuldt sige: »Du skal ikke glæde dig over mig, fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen, jeg bor i mørke, men Herren er mit lys.« Jeg må »bære hans vrede, indtil han har ført min sag og skaffet mig ret; han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans retfærdighed.«

(136)  Gud iagttager »alle dem, der bor på jorden.
Han har skabt alle hjerter.«

(136)  Når vi skal hjælpe mennesker, som fristes og begår fejl, siger han til os: »Se til, at du ikke selv bliver fristet. « Vi er selv skrøbelige, derfor skal vi have medfølelse med andre i deres skrøbelighed.

(136)  »Hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har fået givet?« »For en er jeres mester, og I er alle brødre.« »Hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder?« »Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.«

(136)  Når man skal rette det forkerte
Det er altid ydmygende at blive gjort opmærksom på sine fejl. Man bør ikke gøre det sværere for et menneske ved at vise unødvendig strenghed. Der er aldrig nogen, der har forbedret sig ved at blive bebrejdet, men der er mange, der er blevet stødt bort og har forhærdet sig. Med mildhed, venlighed og imødekommenhed kan man redde den, som har begået fejl, og skjule en mangfoldighed af synder.

(136)  Apostlen Paulus anså det for nødvendigt at rette det, som var forkert, men han gjorde sit yderste for at vise, at han var ven med dem, der syndede. Han udviste den største forsigtighed, når han forklarede, hvorfor han tog affære. Han lod dem forstå, at han var ked af det, når han voldte dem sorg. Han viste sine medmennesker, at han havde tillid til dem og medfølelse med dem, når de kæmpede for at vinde sejr.

(137)  Paulus skrev: »I stor nød og med beklemt hjerte skrev jeg til jer under mange tårer - ikke for at I skulle blive bedrøvede, men for at I skulle vide, hvilken kærlighed jeg har især til jer. « »For selvom jeg har voldt jer bedrøvelse med mit brev, fortryder jeg det ikke. . . . Nu er jeg glad, ikke fordi I blev bedrøvede, men fordi I blev bedrøvede til omvendelse. ... Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje - hvor stor beslutsomhed, ja undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer! På alle måder har I vist jer rene i den sag. . . . Derfor blev vi trøstet.«

(137)  »Jeg er glad for, at jeg kan stole på jer i et og alt.«l1 »Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte.« »Derfor, mine kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og min sejrskrans, stå så ledes fast i Herren, mine kære!« »For nu lever vi, hvis I står fast i Herren.«

(137)  Paulus kaldte disse brødre »hellige i Kristus Jesus«, men han skrev ikke til mennesker, som havde en fuldkommen karakter. Han skrev til mænd og kvinder, som kæmpede imod fristelser og risikerede at falde. Han henledte deres opmærksomhed på »fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde.« Han forsikrede dem om, at Gud ville sætte dem »i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv udvirker i os, hvad der er ham velbehageligt ved Jesus Kristus.«

(138)  Når et menneske bliver klar over, at det har begået en fejl, skal man passe på, at man ikke ødelægger dets selvrespekt. Man bør ikke tage modet fra vedkommende ved at vise ham ligegyldighed eller mistillid. Man bør ikke sige: »Jeg vil vente med at vise ham tillid, til jeg har set, om han forbedrer sig.« Hvis man nærer mistillid til ham, kan man risikere, at han snubler.

(138)  Vi må være klar over, at mennesker er svage. Vi ved ikke ret meget om de hårde kampe, som udkæmpes i andre menneskers hjerte. De har ligget i mørkets lænker' og mangler beslutsomhed og moralsk kraft. Mennesker, som har samvittighedsnag, har det meget svært. De er ligesom lammet. De vakler af sted og er ved at segne. De kan ikke se klart. Deres sind er omtåget, og de ved ikke, hvad de skal gøre. Der er mange stakkels mennesker, som bliver misforstået. Ingen bryder sig om dem. De er fortvivlede og bedrøvede. De er som fortabte får, der er faret vild. De kan ikke finde Gud, men nærer et stærkt ønske om at få tilgivelse og finde fred.

(138)  Lad være med at sige noget, som vil volde dem endnu mere smerte! Når et menneske er træt af et liv i synd og ikke ved, hvor det skal finde lindring, skal man fortælle det om den medfølende frelser. Tag dette menneske ved hånden. Løft det op og sig noget, som kan indgyde mod og håb. Hjælp et sådant menneske med at gribe Frelserens hånd.

(138)  Tab ikke modet
Vi giver alt for let op, hvis vort arbejde for andre mennesker ikke giver resultater med det samme. Vi bør aldrig holde op med at arbejde for mennesker, så længe der er den mindste smule håb. Værdifulde sjæle har kostet vor selvopofrende frelser så meget, at vi ikke uden videre bør overlade dem til fristeren.

(139)  Vi skal sætte os i de fristedes sted. Vi skal tænke på, at de kan have nedarvet nogle dårlige egenskaber, at de kan have haft dårlige kammerater, og at de kan have dårlige vaner, som de har svært ved at skille sig af med. Er det så mærkeligt, at der er mange, der går til bunds under sådanne forhold? Kan vi undres over, at de kun reagerer langsomt, når vi søger at resocialisere dem?

(139)  De mennesker, der ser mindst lovende ud, bliver ofte evangeliets mest trofaste tilhængere og forsvarere, når de har taget imod det. De er ikke fuldstændig fordærvede. Der findes nogle gode egenskaber bag det barske ydre. Der er mange, der aldrig ville forbedre sig, hvis man ikke rakte dem en hjælpende hånd. Disse mennesker kan reddes ved tålmodigt, vedholdende arbejde. Man skal tale venligt til dem, vise dem opmærksomhed og yde dem praktisk hjælp. De har brug for en rådgiver, som ikke slukker den svage flamme, som brænder i sjælen. Det bør man tage i betragtning, når man arbejde med dem.

(139)  Der er nogle mennesker, der har haft en forkvaklet tankegang så længe, at der ikke kan ske fremskridt. Det havde måske været muligt, hvis de havde levet under mere gunstige forhold. Til trods herfor kan de klare stråler fra retfærdighedens sol skinne ind i sjælen. Disse mennesker kan få evigt liv. Fyld deres sind med ædle tanker. Lev på en sådan måde, at de kan se forskel på laster og renhed og på mørke og lys. Vis dem, hvad det vil sige at være kristen. Kristus kan redde de største syndere, og de kan blive anerkendt som Guds børn og Kristi medarvinger og blive iklædt udødelighed.

(139)  Takket være Guds nåde kan mange mennesker blive skikket til at gøre nytte i livet. De har opgivet det hele, fordi de er blevet foragtede og ladt i stikken. De ser måske ud til at være hårde og sløve. Men når Helligånden påvirker dem, vil sløvheden forsvinde. De vil vågne op til dåd. Syndens slaver vil blive befriet. De overvinder deres laster. De vil ikke længere leve i uvidenhed. Den tro, som er virksom i kærlighed, vil lutre hjertet og oplyse sindet.