De hjælpeløse fattige

(169)  Når man har gjort alt, hvad der kan gøres, for at hjælpe de fattige med at hjælpe sig selv, er der stadig nogle mennesker, som trænger til medfølelse og omsorg. Det er enkerne og de faderløse, de gamle, de hjælpeløse og de syge. Dem bør man aldrig overlade til sig selv. Gud har givet alle sine forvaltere ansvaret for disse mennesker. De skal vise dem barmhjertighed og kærlighed og drage omsorg for dem.

(169)  De troende
»Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.«

(169)  Kristus har først og fremmest givet sin menighed ansvaret for de medlemmer, som trænger til hjælp. Han tillader, at der er fattige mennesker i alle menigheder. Der vil altid være nogle fattige blandt os, og han har givet menighedens medlemmer ansvaret for dem.

(169)  I en god familie tager medlemmerne sig af hinanden. De hjælper de syge, støtter de svage, underviser de uvidende og oplærer de uerfarne. Menigheden skal bære sig ad på samme måde. Den skal hjælpe dem, der trænger til hjælp. Man må under ingen omstændigheder forbigå dem.

(169)  Enkerne og de faderløse
Herren drager særlig omsorg for enkerne og de faderløse.

(170)  »Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud i sin hellige bolig.«
»For din skaber tager dig til hustru,
Hærskarers Herre er hans navn;
Israels Hellige løskøber dig,
han kaldes hele jordens Gud.«
»Du må efterlade dine faderløse,
dem skal jeg holde i live,
dine enker må sætte deres lid til mig.«

(170)  Der er mange fædre, der er døde i troen på, at Gud vil opfylde sit løfte om at tage sig af deres kære. Men Herren sørger ikke for enkerne og de faderløse ved at gøre mirakler. Han sender dem ikke manna fra himlen. Han lader heller ikke ravnene komme med mad til dem. Men han gør mirakler i menneskenes hjerte. Han driver egoismen ud og åbner den kristelige kærligheds kilder. Han giver sine efterfølgere ansvaret for de bedrøvede og de sørgende efterladte. De skal betragte denne opgave som en tillidspost. Disse mennesker trænger i højeste grad til vor medfølelse.

(170)  Gud har sørget for, at der findes midler til at hjælpe disse mennesker. Disse midler findes i hjem, hvor man har alle mulige bekvemmeligheder. De findes også, hvor man opbevarer markens rige afgrøder. De findes endvidere i varehuse, som er fyldt med tøj, og i bankbokse, som er fulde af guld og sølv. Han beder os om at forvalte alle hans rigdomme.

(170)  Der er mange enker, der kæmper tappert for at forsørge deres faderløse børn. De må ofte arbejde hårdt for at kunne beholde de små og dække deres fornødenheder. Enken har ikke ret megen tid til at opdrage dem og undervise dem, og hun har meget begrænsede muligheder for at give dem nogle oplevelser, som kan glæde dem. Hun trænger til opmuntring, medfølelse og materiel hjælp.

(171)  Det er Guds vilje, at vi så vidt muligt skal give disse børn den omsorg, som deres fader gav dem. Vi skal ikke holde dem tre skridt fra livet og beklage os over, at de har fejl og er til besvær. Vi skal derimod hjælpe dem på enhver tænkelig måde. Vi skal også søge at hjælpe den overbebyrdede moder.

(171)  Der findes også mangfoldige børn, som er blevet forsømt af deres forældre. De har aldrig levet i et fredeligt kristent hjem. Kristne mennesker bør åbne deres hjerte og deres hjem for disse hjælpeløse børn. Gud har givet dem ansvaret for disse børn, og de bør ikke overlade det til en velgørende institution. Hvis børnene ikke har nogen slægtninge, som kan tage sig af dem, bør menighedens medlemmer sørge for, at de får et hjem. Vor skaber har bestemt, at vi skal leve sammen i familier, og barnets sind udvikles bedst i et kærligt kristent hjem.

(171)  Mennesker, der ikke selv har børn, kunne gøre en god gerning ved at tage sig af andres børn. Det er bedre end at kaste kærligheden på umælende dyr. Man bør tage sig af de små børn og danne deres karakter efter det guddommelige forbillede. Kast jeres kærlighed på de hjemløse menneskebørn. Se, hvor mange af disse børn I kan opdrage til aftjene Herren. Der var mange, der ville høste en rig velsignelse, hvis de gjorde det.

(171)  De ældre
Familielivet øver også en gunstig indflydelse på de ældre. Hvis de kan bo hos kristne trosfæller, kan det næsten erstatte savnet af deres eget hjem. De vil føle, at de stadig kan gøre nytte, dersom man lader dem hjælpe til i hjemmet og deler familiens interesser med dem. Lad dem føle, at man sætter pris på deres hjælp, og at de stadig kan gøre noget for andre. Bevidstheden herom vil glæde deres hjerte.

(172)  Man bør så vidt muligt lade mennesker, som er på vej mod graven, blive boende hos slægtninge og venner. Lad dem gå til gudstjeneste sammen med dem, som de har kendt og holdt af. De bør plejes af mennesker med kærlige og blide hænder.

(172)  Familien bør så vidt muligt tage sig af sine slægtninge og betragte det som et privilegium. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bør menigheden tage sig af dem. Den bør både betragte det som en forret og en pligt. Alle de mennesker, der har Kristi sindelag, vil drage omsorg for de ældre og de svage.

(172)  Når der bor et hjælpeløst menneske i vort hjem, har vi rig lejlighed til at samarbejde med Kristus i hans barmhjertige tjeneste og til at udvikle de samme karaktertræk, som han havde. Der er velsignelse ved, at unge og ældre omgås hinanden. De unge kan glæde de ældres hjerte. De ældre, som kan mærke, at kræfterne er ved at ebbe ud, har godt af at være sammen med de unge, som er fyldt med håb og livsmod. De unge kan få udbytte af de ældres visdom og erfaring. De trænger først og fremmest til at lære at hjælpe deres medmennesker uden at vente at få noget for det. Mangen familie ville høste en rig velsignelse af at have et menneske boende, som trænger til medfølelse, mildhed og selvopofrende kærlighed. Det ville øve en forædlende indflydelse på livet i hjemmet og hos både unge og ældre fremelske de egenskaber, som Kristus var i besiddelse af. De ville blive forlenet med en guddommelig skønhed og få del i himlens uforgængelige rigdomme.

(172)  Karakteren stilles på prøve
Kristus sagde: »De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem.«5 »En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.«

(173)  Kristus stiller de mennesker, der bekender sig til at tjene ham, på prøve ved at lade de hjælpeløse og de fattige bo imellem dem, for disse mennesker er afhængige af deres omsorg. Når vi elsker og hjælper hans nødstedte børn, viser vi, at vor kærlighed til ham er ægte. Hvis vi overlader dem til sig selv, viser vi, at vi er falske disciple, og at vi er fremmede over for Kristus og hans kærlighed.

(173)  Børnehjem
Selvom der blev gjort alt, hvad der kunne gøres, for at anbringe forældreløse børn i private hjem, ville der stadig være mange, som trængte til hjælp. Der er mange af disse børn, der har nedarvet dårlige tilbøjeligheder. De er frastødende og fordærvede, men de er købt med Kristi blod, og i hans øjne er de lige så dyrebare som vore egne små. Hvis der ikke er nogen, der hjælper dem, er der risiko for, at de vil komme ind på forbryderbanen. Mange af disse børn kunne reddes, hvis de kom til at bo på et børnehjem.

(173)  Man ville opnå de bedste resultater på disse hjem, hvis man indrettede dem, så de så vidt muligt lignede kristne hjem. I stedet for at bygge store institutioner til et stort antal børn bør man opføre nogle mindre bygninger forskellige steder. De bør ligge på landet, hvor der er mulighed for at dyrke jorden. Her kan børnene komme i berøring med naturen og blive beskæftiget med legemligt arbejde.

(173)  Disse hjem bør ledes af storsindede, kultiverede, selvopofrende mænd og kvinder, som påtager sig denne opgave af kærlighed til Kristus og lærer børnene at tjene ham. Hvis man tager sig af de hjemløse og forsømte børn på denne måde, kan mange af dem blive nyttige samfundsborgere. De vil ære Kristus og blive i stand til at hjælpe andre.

(174)  Sparsommelighed og selvfornægtelse
Der er mange, der nærer foragt for sparsommelighed, fordi de forveksler det med gerrighed og smålighed. Men man kan godt være gavmild, selvom man er sparsommelig. Man skal spare for at kunne give.

(174)  Man er nødt til at fornægte sig selv, hvis man vil øve godgørenhed. Vi kan kun løse den opgave, som Kristus har tildelt os, hvis vi er nøjsomme og sparsommelige. Vi skal glemme alt om stolthed og verdslig ærgerrighed. Vi skal være lige så uselviske som Kristus i alt, hvad vi foretager os. Der skal stå: »Giv husly til hjemløse stakler,« på væggene i vore hjem og på billederne og møblerne. Vi skal forestille os, at Gud har skrevet på vores klædeskab: »Du skal klæde den nøgne.« På det veldækkede bord i spisestuen skal vi se disse ord: »Du skal dele dit brød med den sultne.«

(174)  Der er tusinder af steder, hvor vi kan gøre nytte. Vi klager ofte over, at vi ikke har ret mange midler til rådighed, men hvis de kristne for alvor tog fat, kunne de forøge deres hjælpemidler tusind fold. Vi gør ikke så meget nytte, som vi kunne, fordi vi er egoistiske og selvoptagne.

(174)  Hvor mange penge bruger vi ikke til ting, som kun er afguderi De lægger beslag på tanker, tid og kræfter, som burde bruges til noget bedre. Hvor mange penge bruger vi ikke til dyre huse og møbler, til fornøjelser og til fin og usund mad! Kort sagt: til skadelige nydelser! Hvor meget bruger vi ikke til gaver, som ikke gavner nogen! Mennesker, som kalder sig kristne, bruger mange gange mere til unyttige, ja, skadelige ting, end de bruger til at redde sjæle, som Djævelen frister.

(174)  Mange såkaldte kristne bruger så mange penge til tøj, at de ikke har råd til at hjælpe andre. De synes, at de bør købe dyre smykker og dyrt tøj, og tænker ikke på, at der er mennesker, som kun med nød og næppe kan få råd til det billigste tøj.

(175)  Kære medsøstre - hvis I ville rette jer efter Bibelen, når I køber tøj, ville I have så meget tilovers, at I kunne hjælpe jeres fattige medsøstre. Ja, I ville både have penge og tid til rådighed. Det sidste trænges der ofte mest til. Der er mange, som I kunne hjælpe med jeres gode råd, takt og dygtighed. Vis dem, hvordan de kan klæde sig smagfuldt for små penge. Der er mange kvinder, der holder sig borte fra Guds hus, fordi de ikke vil vise sig i noget tarveligt tøj, som ikke klæder dem, mens andre er velklædte. Mennesker med et følsomt sind føler sig ydmyget og uretfærdigt behandlet, fordi nogle er så rige, mens andre er så fattige. Det får mange til at spørge sig selv, hvor meget kristendommen egentlig er værd, og de beslutter, at de ikke vil have noget med evangeliet at gøre.

(175)  Kristus siger til os: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Mens der hver dag omkommer tusinder på grund af hungersnød, blodsudgydelse, ildebrande og smitsomme sygdomme, bør enhver, der elsker sin næste, sørge for, at der ikke går noget til spilde, og at man ikke køber noget, som man ikke har brug for, men i stedet bruger pengene til at hjælpe et andet menneske.

(175)  Det er forkert at spilde tiden. Det er også forkert at tænke på noget, som ikke giver resultater. Vi spilder hvert øjeblik, som vi bruger til at pleje vor egoisme. Tiden er kostbar, og hvis vi brugte hvert øjeblik rigtigt, ville vi kunne nå alt det, vi skal gøre for os selv og for verden. Enhver kristen bør bede Gud om vejledning, så han kan bruge sine penge, sin tid, sine kræfter og sine anledninger rigtigt. »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«

(176)  »Giv så skal der gives jer«
»Gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde.«

(176)  »Den, der lukker sine øjne, rammes af mange forbandelser,« men »den, der giver til den fattige, kommer ikke til at lide mangel.«

(176)  »Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, top fyldt mål skal man give jer i favnen.«