Bøn for de syge

(190)  Der står i Bibelen, at mennesker altid bør »bede og ikke blive trætte«. Man føler vel aldrig et større behov for bøn, end når kræfterne svigter, og man er ved at miste livet. Når man er sund og rask, tænker man ikke altid på, at det skyldes Guds nåde, at man lever dag efter dag og år efter år, og man glemmer at takke ham. Man henvender sig først til Gud, når man bliver syg. Når kræfterne svigter, føler man, at man har brug for hans hjælp. Gud er nådig, og han svigter aldrig det menneske, som opsender en velment bøn til ham om hjælp. Han er vor tilflugt, både når vi er syge og raske.

(190)  »Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.
For han ved, at vi er skabt,
husker på, at vi er støv. «
»De blev dårer ved deres overtrædelser
og blev plaget på grund af deres synder;
de væmmedes ved al slags mad,
de kom nær til dødens porte. «
»Da råbte de til Herren i deres nød,
og han frelste dem fra deres trængsler.
Han sendte sit ord og helbredte dem
og reddede deres liv fra graven.«

(190)  Gud er lige så villig til at helbrede de syge i dag, som da Helligånden lod salmisten sige disse ord. Kristus er også den samme medfølende læge nu, som han var, da han gik på jorden og hjalp menneskene. Han kan helbrede enhver sygdom og give alle svage kraft. Jesu disciple bad for de syge, og det bør Jesu efterfølgere også gøre i dag. Der vil også ske helbredelser, for »troens bøn vil frelse den syge«. Vi har Helligåndens kraft og troens fulde forvisning og kan stole fuldt og fast på Guds løfter. Herrens løfte: »De skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske,« er lige så troværdigt nu som på apostlenes tid. Guds børn har ret til at tilegne sig dette løfte, og vi bør i tro tage imod alt, hvad der er lovet. Kristus benytter sine tjenere som sine redskaber, og han udøver sin helbredende kraft gennem dem. Vi skal udøve tro, når vi beder til Gud for de syge og lidende. Vi skal lære dem at stole på Den store Læge.

(191)  Frelseren ønsker, at vi skal opfordre de syge, de lidende og mennesker, hvis tilstand ser ud til at være håbløs til at stole på hans styrke. Sygeværelset kan forvandles til et Betel ved tro og bøn. Læger og sygeplejersker kan i ord og handling sige så tydeligt, at det ikke kan misforstås: »Gud er her« for at frelse og ikke for at ødelægge. Kristus ønsker at vise, at han er til stede i sygeværelset, og han vil fylde lægernes og sygeplejerskernes hjerte med sin kærlighed. Hvis de mennesker, der passer den syge, lever på en sådan måde, at Kristus kan gå med dem hen til patientens seng, vil han føle sig overbevist om, at den medlidende frelser er til stede, og denne indstilling vil bidrage meget til at helbrede både legeme og sjæl.

(191)  Gud hører bønner. Kristus har sagt: »Beder I mig om noget I mit navn, vil jeg gøre det.« Han siger også: »Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.« Hvis vi retter os efter hans ord, vil han opfylde alle de dyrebare løfter, han har givet, på os. Vi fortjener ikke hans nåde men når vi beslutter at gøre hans vilje, tager han imod os. Han vil arbejde for dem og gennem dem, der følger ham.

(192)  Betingelser for bønhørelse
Men vi kan kun forvente, at han vil opfylde sine løfter, hvis vi retter os efter hans ord. Salmisten siger: »Havde jeg haft ondt i sinde, ville Herren ikke have hørt mig.« Han vil ikke opfylde sine løfter på os, hvis vi kun adlyder ham engang imellem.

(192)  Der står i Guds ord, hvordan vi skal bede for de syge. Men det er meget alvorligt at bede en sådan bøn. Man bør ikke gøre det, før man har tænkt sig godt om. Når der bliver holdt bøn for de syge, er det, som kaldes tro, ofte snarere formastelse.

(192)  Der er mange, der bliver syge, fordi de gør alt, hvad de har lyst til. De har ikke taget hensyn til de love, som gælder i naturen, og har ikke levet et rent liv. Der er andre, der spiser, drikker, arbejder og klæder sig forkert. De tager ikke hensyn til sundhedens love. Det kan også være en eller anden last, som er skyld i, at deres legeme eller sind er svækket. Hvis disse mennesker blev helbredt, ville mange af dem blive ved med at leve som hidtil. De ville blive ved med at overtræde de fysiske og åndelige love, som Gud har indstiftet. De ville drage den konklusion, at når Gud har helbredt dem som svar på deres bøn, kan de roligt blive ved med at leve usundt og give efter for deres glubende appetit. Hvis Gud gjorde et mirakel og helbredte disse mennesker, ville det være ensbetydende med, at han billigede synd.

(192)  Det nytter ikke noget at fortælle mennesker, at de skal bede Gud om at helbrede deres sygdomme, hvis man ikke samtidig gør dem opmærksom på, at de skal holde op med at leve usundt. Hvis han skal velsigne dem som svar på deres bøn, skal de holde op med at gøre det onde og lære at gøre det gode. Der skal være rent, hvor de bor, og de skal have gode vaner. De skal rette sig efter de fysiske og åndelige love, som Gud har indstiftet.

(193)  Man skal bekende sine synder
Man skal sige til de mennesker, der ønsker forbøn, at det er syndigt at overtræde de fysiske og åndelige love, som Gud har givet, og at de skal bekende deres synd og holde op med at synde, før han kan velsigne dem.

(193)  Der står i Bibelen: »Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt.«9 Når et menneske beder om forbøn, bør man sige til vedkommende: »Vi kan ikke se, hvad der bor i dit hjerte, og vi har ikke kendskab til hemmelighederne i dit liv. Kun du og Gud ved, hvorledes det forholder sig. Hvis du angrer dine synder, har du pligt til at bekende dem.«

(193)  Hvis man har syndet alene, skal man bekende det for Kristus, for han er den eneste formidler mellem Gud og menneskene. »Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.« Når man synder, krænker man Gud. Derfor skal man bekende synden over for ham via Kristus. Hvis man har syndet åbenlyst, skal man bekende synden offentligt. Hvis man har forurettet et medmenneske, bør man bede vedkommende om tilgivelse. Hvis et menneske, som beder om forbøn, har bagtalt nogen eller skabt splid i hjemmet, nabolaget eller menigheden; hvis de har været skyld i, at mennesker er blevet uvenner, og hvis de ved deres opførsel har fået andre mennesker til at synde, bør de bekende det over for Gud og over for de mennesker, som det er gået ud over. »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.«

(193)  Når uretten er blevet gjort god igen, kan vi bede til Herren for den syge. Vi kan bede tillidsfuldt og lade hans Ånd vejlede os. Han kender hvert eneste menneske ved navn og har så stor omsorg for den enkelte, som om der ikke var andre, han havde givet sin elskede søn for at frelse. Guds kærlighed ophører aldrig. Derfor bør man opfordre de syge til at stole på ham og være glade. De bliver blot svækkede og mere syge, hvis de er bekymrede. Hvis de holder op med at være nedtrykte og i dårligt humør, har de større chancer for at blive raske, for» Herrens øjne hviler på dem, ... som venter på hans godhed.«

(194)  Man må være villig til at underkaste sig Guds vilje
Når vi beder for de syge, bør vi huske, at »hvad vi skal bede om, ved vi ikke.« Vi ved ikke, om det, vi beder om, vil blive til velsignelse for dem. Derfor bør vi indbefatte disse tanker i vores bøn: »Herre, du ved, hvad der skjuler sig i hvert menneske. Du kender disse mennesker. Jesus, som er deres talsmand, gav sit liv for dem. Vi kan aldrig komme til at elske dem så højt, som han elsker dem. Hvis du kan blive æret derved, og hvis det er bedst for de syge, beder vi om i Jesu navn, at de må blive raske. Hvis det ikke er din vilje, at de skal blive raske, beder vi om, at du vil trøste dem i din nåde, og at du vil være dem nær under deres lidelser.«

(194)  Gud kender enden fra begyndelsen. Han ved, hvad der bor i alle menneskers hjerte. Han kender alle sjælens hemmeligheder. Han ved, om de mennesker, som man beder for, kan udholde de prøvelser, som de vil komme ud for, hvis de får lov at leve videre. Han ved også, om det vil blive til velsignelse eller forbandelse for dem selv og verden, hvis de lever videre. Det er en af grundene til, at vi skal sige, når vi beder: »Dog ske ikke min vilje, men din.« Jesus tilføjede disse ord, da han underkastede sig Guds vilje og visdom i Getsemane have. Han havde lige sagt i sin bøn: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. « Hvis han, der var Guds søn, burde bede denne bøn, er det langt mere påkrævet, at dødelige, ufuldkomne mennesker tilføjer disse ord til deres bøn.

(195)  Vi bør bringe vore ønsker frem for vor alvidende himmelske fader og stole fuldt og fast på, at han vil træffe den rette afgørelse. Vi ved, at Gud bønhører os, når vi beder om noget, som er efter hans vilje. Men det er ikke rigtigt af os at være påtrængende, når vi beder. Vi skal være ydmyge. Vor bøn skal være en anmodning og ikke en befaling.

(195)  I visse tilfælde udøver Gud sin magt og helbreder de syge, men det er ikke alle de syge, der bliver helbredt. Mange sover ind i troen på Jesus. Da Johannes var på øen Patmos, fik han besked på at skrive: »Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.« Det viser, at man ikke bør sige, at det skyldes mangel på tro, hvis en patient ikke bliver rask.

(195)  Vi ønsker alle sammen at blive bønhørt øjeblikkelig, og vi fristes til at blive mismodige, hvis svaret bliver forsinket, eller hvis det bliver givet på en måde, som vi ikke havde ventet. Men Gud er alt for viis og god til altid at besvare vore bønner på det tidspunkt og på den måde, som vi ønsker. Han vil gøre mere for os end opfylde alle vore ønsker. Vi kan stole på hans visdom og kærlighed. Derfor bør vi ikke bede ham om at rette sig efter os, men søge at sætte os ind i hans planer og lære hans vilje at kende. Vi bør indordne vore ønsker og vore interesser under hans vilje. Det er til vort eget bedste, at vor tro bliver stillet på prøve på denne måde. Så skal det vise sig, om troen er ægte og oprigtig, og om den bygger på Guds ord alene, eller om den er usikker og afhængig af omstændighederne. Troen bliver stærkere, når den bliver sat på prøve. Vi skal lade udholdenhed føre til fuldkommen gerning og huske på, at Bibelen indeholder nogle værdifulde løfter til de mennesker, der venter på Herren.

(196)  Det er ikke alle, der forstår dette. Mange af de mennesker, der beder Herren om at helbrede dem, mener, at deres bøn bør opfyldes her og nu, og at deres tro er svag, hvis det ikke sker. Man bør derfor gå klogt til værks, når man taler med syge mennesker, og søge at få dem til at indtage en afventende holdning. De bør opfylde deres forpligtelser over for de venner, som måske overlever dem, og gøre brug af naturens hjælpemidler for at genvinde helbred og kræfter.

(196)  Her er der fare for, at man ofte begår en fejl. Hvis en patient tror, at han vil blive helbredt som svar på bøn, viger han måske tilbage for at gøre noget, der kan opfattes som mangel på tro. Hvis der var udsigt til, at han snart ville dø, ville han bringe alle sine sager i orden. Det burde han og så gøre, selvom han håber på at leve videre. Han bør .også give sine kære den samme opmuntring og vejledning, som han ville give dem, hvis han skulle tage afsked med dem.

(196)  Eksempler fra Bibelen på anvendelse af lægemidler
Man bør ikke undlade at gøre brug af de lægemidler, som står til ens rådighed, selvom man ønsker at blive helbredt ved forbøn. Det er ikke et tegn på, at man mangler tro, at man gør brug af de lægemidler, som Gud har givet os for at lindre lidelser og støtte naturens helbredende kræfter. Man fornægter ikke sin tro, når man samarbejder med Gud og selv gør noget for at blive helbredt. Gud har givet os kendskab til livets love. Vi har fået denne viden, for at vi skal gøre brug af den. Vi skal bruge alle til rådighed stående midler for at blive raske, og vi skal rette os efter de love, som gælder i naturen. Når vi har bedt om, at Herren vil helbrede de syge, kan vi gå mere energisk til værks. Så skal vi takke for, at vi må samarbejde med Gud, og bede ham velsigne de midler, han selv har stillet til rådighed.

(197)  Der står i Guds ord, at vi gerne må gøre brug af lægemidler. Israels konge, Ezekias, var syg, og en af Guds profeter sagde til ham, at han skulle dø. Kongen bad til Herren, og Herren bøn hørte sin tjener og gav ham den besked, at hans liv ville blive forlænget med femten år. Gud kunne have helbredt Ezekias øjeblikkelig med et ord, men han lod profeten sige, »at de skulle tage et figenplaster og gnide hans byld med det, så ville han blive rask«.

(197)  Kristus smurte engang dynd på en blind mands øjne og sagde til ham: "Gå hen og vask dig i Siloadammen!' . . . Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.« Det var kun Den store Læges kraft, der kunne helbrede denne mand, men Kristus benyttede sig alligevel af naturens enkle midler. Han anbefalede ikke at man brugte medikamenter, men at man gjorde brug af naturens enkle midler.

(197)  Når vi har bedt for de syge, bør vi ikke holde op med at tro på Gud, selvom patienten ikke bliver helbredt. Hvis vi skal miste en af vore kære, bør vi tage imod det bitre bæger og tænke på, at det er faderens hånd, som rækker os det. Men hvis patienten bliver rask, bør man ikke glemme, at han står i taknemmelighedsgæld til sin skaber. Da Jesus havde renset de ti spedalske, var der kun en af dem, der kom tilbage for at give Jesus æren. Vi bør ikke bære os ad som de tankeløse ni, der ikke var taknemmelige for Guds nåde. "Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge.«