Handel med berusende drikke

(278)  »Ve den, der bygger sit hus med uretfærdighed, sine højsale med uret. .,. Han siger: Jeg bygger mig et rummeligt hus med luftige sale. Han sætter vinduer i det, lægger cedertræsloft og maler det rødt. Er det med dit prangende cedertræ, du viser, du er konge? . . . Men du har ikke øje og tanke for andet end vinding og for at udgyde uskyldigt blod, for at undertrykke og mishandle.«

(278)  Alkoholerhvervene
Disse skriftsteder handler om fremstilling og salg af alkoholiske drikke. Det er det rene røveri at handle med disse varer. Det, folk køber, er ikke pengene værd. For hver gang, sælgeren tjener en krone, har køberen fået en forbandelse.

(278)  Gud har udøst sine velsignelser over menneskene med gavmild hånd. Der ville ikke være megen fattigdom og elendighed i verden, hvis menneskene brugte hans gaver klogt. Det skyldes menneskenes ondskab, at hans velsignelser bliver til forbandelse. De kornsorter og frugter, som vi skulle leve af, bliver omdannet til giftstoffer, fordi menneskene er pengegriske og ikke har deres appetit under kontrol.

(278)  Der drikkes mange millioner liter berusende drikke hvert år. Folk giver millioner af kroner ud til spiritus og får til gengæld elendighed, fattigdom, sygdom, nedværdigelse, begær, kriminalitet og død. Spiritushandleren tjener penge på at sælge varer, som fordærver kundernes legeme og sjæl. Han er skyld i, at alkoholikerens familie lever i fattigdom og elendighed.

(279)  Spiritushandleren holder ikke op med at gå på plyndringstogt, når offeret er død. Så udplyndrer han enken og bringer børnene til tiggerstaven. Han undser sig ikke for at forlange, at den fattige familie skal betale mandens og faderens spiritusregning, selvom de derved kommer til at mangle penge til mad og tøj. De stakkels børns gråd og den fortvivlede moders tårer gør ham blot endnu mere forbitret. Hvad vedkommer det ham, at disse stakler sulter? Han er ligeglad med, at de går fallit. Han lever højt på de penge, som han indkasserer hos de kunder, som han fører i fordærv.

(279)  Bordeller, lastens huler, retssale, fængsler, fattiggårde, sygehuse og psykiatriske afdelinger er fyldt med mennesker, som er kommet galt af sted på grund af alkoholerhvervenes virksomhed. Ligesom det mystiske Babylon i Abenbaringen handler de med »slaver og menneskesjæle«. Den mægtige sjælefjende står bag alkoholerhvervene, og jorden og helvede bruger ethvert kneb, for at han kan få menneskene i sin magt. Hans fælder findes i by og på land, i togene, på de store passagerskibe, i forretningscentre, på apoteket, ja, endog på nadverbordet i kirken. Alle midler tages i brug for at få mennesker til at beruse sig. Der findes et værtshus på næsten ethvert gadehjørne. Alle lysene er tændt, og der er liv og lystighed. Det virker tiltrækkende på arbejdsmanden, på de velhavende, som ikke har noget at bestille, og på de intetanende unge.

(279)  På frokostrestauranter og fine hoteller serverer man populære drikke med et eller andet tiltalende navn for damer, men disse drikke er i virkeligheden berusende. Når folk er syge og udkørte, råder man dem til at tage en bitter, som hovedsagelig består af alkohol.

(279)  Fædre, ægtemænd og brødre, som er landets stolthed bliver ved med at besøge værtshusene og kommer ud derfra som vrag.

(280)  Det er dog endnu værre, at forbandelsen rammer selve hjemmets hjerte. Flere og flere kvinder begynder at drikke alkohol. Små børn, ja, selv uskyldige og hjælpeløse spædbørn, er daglig i fare, fordi deres berusede mødre forsømmer dem og mishandler dem. Sønner og døtre vokser op i skyggen af denne forbandelse. De kan risikere at synke endnu dybere end deres forældre.

(280)  Fra de såkaldte kristne lande når forbandelsen ud til de hedenske folkeslag. Man lærer de stakkels, uvidende indfødte at bruge spiritus. Selv blandt hedningerne findes der intelligente mænd, som ser faren og protesterer, fordi de ved, at alkohol er en dødelig gift. De har forgæves for søgt at beskytte deres land imod ødelæggelserne. Civiliserede nationer tvinger de hedenske folkeslag til at bruge tobak, alkohol og opium. Når de indfødte, som ikke er vant til at beherske sig, får spiritus, synker de endnu dybere, og det er næsten håbløst at sende missionærer til disse lande.

(280)  Når hedningerne kommer i forbindelse med de mennesker, som skulle have fortalt dem om Gud, tilegner de sig laster, som ødelægger hele stammer og folkeracer. Det får dem til at hade de civiliserede landes befolkning.

(280)  Kirkens ansvar
Menneskenes interesse for alkoholiske drikke er en magtfaktor i verden. Den holdes ved lige af penge, vane og lyst. Selv inden for kirken mærkes dens magt. Kirkerne har solide medlemmer, som direkte eller indirekte har tjent deres penge ved at handle med spiritus. Mange af dem giver store gaver til godgørenhed. De støtter kirkens arbejde med deres bidrag og hjælper til med at lønne dens præster. Man ærer dem, fordi de har penge. Når kirkerne lader sådanne mennesker blive medlemmer, støtter de i virkeligheden alkoholerhvervene. Præsten har ikke altid mod til at sige sandheden. Han fortæller ikke menigheden, hvad Gud har sagt om de mennesker, der handler med alkoholiske drikke. Hvis han 'sagde sandheden, ville han støde menigheden, blive upopulær og miste sin gage.

(281)  Men Guds domstol står over kirkens. Gud sagde til den første morder: »Din brors blod råber til mig fra jorden,« og han vil ikke tage imod spiritushandlerens gaver på sit alter. Hans vrede er flammet op imod dem, der forsøger at skjule deres skyld under en kappe af gavmildhed. Deres penge er plettede af blod. Der hviler en forbandelse over dem.

(281)  »Hvad skal jeg med jeres mangfoldige slagtofre? siger Herren. ...
Når I kommer for at se mit ansigt,
hvem kræver så af jer, at mine forgårde
bliver trampet ned?
Bring ikke flere tomme afgrødeofre. ...
Når I rækker hænderne frem imod mig,
lukker jeg øjnene;
hvor meget I end beder, hører jeg det ikke.
Jeres hænder er fulde af blod. «

(281)  Drankeren kan bruge sin tid til noget bedre. Han har fået betroet evner, som han kan bruge til at ære Gud og gøre godt i verden. Men hans medmennesker har stillet en fælde for ham og skaffet sig rigdom på hans bekostning. De har ført en luksustilværelse, mens de stakkels mennesker, som de har udplyndret, har levet i fattigdom og elendighed. Men Gud vil kræve det menneske til regnskab, som har været med til at sende drankeren i afgrunden. Himlens Herre er ikke uvidende om, hvad der er årsagen til, at folk begynder at drikke, og han ved også, hvordan det går til sidst. Han, der har omsorg for spurven og klæder græsset på marken, vil ikke forbigå dem, der er skabt i hans eget billede og købt med hans eget blod. Han vil ikke lade som ingenting, når han hører deres skrig. Gud lægger mærke til al denne ondskab, som er en af årsagerne til, at der bliver ved med at være kriminalitet og elendighed.

(282)  Verden og kirken ærer måske den mand, der har skaffet sig rigdom ved at nedværdige menneskesjæle. De smiler måske til den mand, som er skyld i, at andre mennesker bliver ført ind på den vej, som fører til skam og nedværdigelse. Men Gud ser det alt sammen og fælder en retfærdig dom. Verden kalder måske spiritushandleren for en dygtig forretningsmand, men Herren siger: »Ve ham!« Han vil blive draget til ansvar for den håbløshed, elendighed og lidelse, som skyldes handel med spiritus. Han skal stå til regnskab, fordi mødre og børn har måttet undvære mad, tøj og husly og har levet uden håb og glæde. Han vil blive draget til ansvar for de sjæle, som han har sendt uforberedte ind i evigheden, og de mennesker, der hjælper spiritushandleren, er hans medskyldige. Gud siger til dem: »Jeres hænder er fulde af blod.«

(282)  Spiritusbevilling
Der er mange, der mener, at drikkeriet begrænses, fordi man skal søge om spiritusbevilling for at kunne udskænke stærke drikke. Men at give spiritusbevilling er det samme som at stille handel med alkoholiske drikke under lovens beskyttelse. Myndighederne tillader, at der handles med spiritus. Derved holder de et onde ved lige, som de foregiver at begrænse. Loven tillader, at der oprettes bryggerier og spritfabrikker, og spiritushandleren driver sin forretning lige ved vore døre.

(283)  Det er forbudt at sælge spiritus til personer, som er berusede eller er alkoholikere, men man fortsætter den geschæft, som gør unge mennesker til drankere. Handelen med spiritus er afhængig af, at de unge får smag for alkoholiske drikke. De unge vænnes lidt efter lidt til at drikke til det er blevet en vane, og til sidst er trangen til spiritus så stor, at den må tilfredsstilles for enhver pris. Man kan måske sige, at det ikke gør så meget, at en uforbederlig dranker får spiritus, for hans skæbne er som oftest allerede afgjort. Men det er langt, langt værre, at blomsten af vores ungdom bliver ødelagt af denne frygtelige vane.

(283)  Ved at udstede spiritusbevilling bliver man ved med at friste de mennesker, som søger at holde op med at drikke. Der findes rekreationshjem, hvor man søger at hjælpe alkoholismens ofre med at overvinde deres trang til spiritus. Der udføres et godt arbejde på disse hjem, men så længe det er tilladt at sælge alkoholiske drikke, får de drikfældige ikke ret megen gavn af disse rekreationshjem. De kan jo ikke blive der altid. De skal indtage deres plads i samfundet igen. De har ikke fuldstændig mistet lysten til at drikke spiritus, selvom den ikke er så stærk længere. Når de bliver fristet igen, og det bliver de jo overalt, er de ofte et let bytte.

(283)  Hvis et menneske har et vildt dyr og lader det gå løs, drager loven ham til ansvar for de ulykker, som dyret forvolder. Der stod i de love, Herren gav Israel, at hvis et dyr, som man vidste var farligt, dræbte et menneske, skulle ejeren bøde med livet for sin skødesløshed eller ondskab. De myndigheder, som giver spiritusbevilling, burde også holdes ansvarlige for de ulykker, som handelen med spiritus forvolder. Hvis det er en forbrydelse, som medfører dødsstraf, at lade et farligt dyr gå løs, må det være endnu mere kriminelt at godkende handel med spiritus.

(283)  Man giver spiritusbevilling med den begrundelse, at staten får indtægter. Men hvad betyder disse indtægter i sammenligning med de store summer, som samfundet bruger for at tage sig af de mennesker, som er blevet kriminelle, sindssyge og fattige på grund af handelen med spiritus? En beruset mand begår måske en forbrydelse. Han bliver stillet for retten, og nu ser de mennesker, der legaliserede handelen med spiritus, følgerne af det, de selv har medvirket til. De har givet tilladelse til at sælge en drik, som gør et fornuftigt menneske afsindigt. Nu er de nødt til at sende manden i fængsel, og hustruen og børnene har ikke noget at leve af, men må forsørges af samfundet.

(284)  Selvom man kun ser på den økonomiske side af sagen, er det tåbeligt at tillade, at handelen med spiritus fortsætter. Hvilke afgifter kan opveje disse tab: mennesket mister sin sunde fornuft, Guds billede i mennesket udviskes, børnene lever i fattigdom og nedværdigelse og arver deres fordrukne fædres onde tilbøjeligheder.

(284)  Handelen med spiritus bør forbydes
Det menneske, som har vænnet sig til at bruge berusende drikke, er ilde stillet. Hans hjerne er syg og hans viljekraft svækket. Han kan ikke beherske sin trang. Man kan ikke overtale ham til at fornægte sig selv. Når et menneske har besluttet at holde op med at drikke, lokkes han ind i lastens huler. Han fristes til at gribe glasset igen, og når han har taget den første slurk, glemmer han sin gode beslutning, og hans viljestyrke smuldrer væk. Når han har smagt en mundfuld af den berusende drik, tænker han ikke på følgerne. Han glemmer sin fortvivlede hustru. Den fordrukne fader bekymrer sig ikke mere om, at hans børn mangler både mad og tøj. Ved at legalisere handelen med spiritus billiger man, at menneskesjæle kastes i afgrunden, og man nægter at forbyde et erhverv, som fylder verden med ondskab.

(285)  Skal det blive ved at være sådan? Skal mennesker altid kæmpe for at overvinde trangen til spiritus, mens fristelsens dør står vidt åben? Skal drukkenskabens forbandelse blive ved med at hærge den civiliserede verden? Skal den blive ved med at feje hen over tusinder af lykkelige hjem som en fortærende ild? Når et skib er ved at forlise i nærheden af kysten, står folk ikke og ser passivt til. De sætter livet på spil for at redde mænd og kvinder fra at drukne. Hvor meget mere nødvendigt er det ikke at redde dem fra at lide drankeren s skæbne?

(285)  Men det er ikke kun drankeren og hans familie, det går ud over, når der sælges spiritus. Det er heller ikke de høje skatter, der er den største ulempe for samfundet. Hele menneskeheden er en stor familie. Når en del af det store broderskab rammes af en ulykke, er alle i fare.

(285)  Der er mennesker, der ikke vil være med til at begrænse handelen med spiritus af forskellige årsager. De tjener måske penge på det, eller de gider ikke tage del i afholdsarbejdet. Men de opdager for sent, at det går ud over dem selv. De oplever, at deres børn sløves og ødelægges af alkohol. Kriminaliteten vokser. Liv og ejendom er i fare. Der sker flere ulykker til lands og til vands. Sygdomme breder sig fra slumkvartererne til villakvartererne. Sønner og døtre fra dannede og kultiverede familier tilegner sig laster, som dyrkes af børn fra kriminelle miljøer.

(285)  Der findes ingen mennesker, som ikke trues af handelen med spiritus. Der findes ingen, som ikke burde beslutte sig til at standse den af hensyn til sin egen sikkerhed.

(285)  Fremfor alt bør drikkeriets forbandelse holdes ude fra parlamenter og retssale. De mennesker, der vedtager og håndhæver landets love eller er sat til at værne om deres medmenneskers liv, gode rygte og ejendom, bør være strengt afholdende, Det er en forudsætning for, at de kan skelne klart mellem ret og uret, være principfaste, dømme retfærdigt og vise barmhjertighed. Men hvordan forholder det sig i virkeligheden? Mange af disse mænd kan ikke tænke klart og skelne mellem ret og uret, fordi de bruger stærke drikke.

(286)  »Ve dem, der er helte til at drikke vin og dygtige til at krydre øl.« »Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt.« »Ve dem, . . . der frikender skyldige mod bestikkelse og berøver uskyldige deres ret.«

(286)  »Derfor, som ilden fortærer strå
og hø synker sammen i flammerne,
skal deres rod rådne
og deres blomst hvirvles bort som støv.
For de har forkastet Hærskarers Herres lov
og ladet hånd om Israels Helliges ord.«

(286)  Guds ære, nationens eksistens og samfundets, hjemmets og det enkelte menneskes velfærd kræver, at der gøres alt, hvad der er muligt, for at få befolkningen til at indse, at drukkenskab er en forbandelse. Vi vil snart komme til at se følgerne af denne forbandelse. Hvem vil være med til at gøre en indsats for at standse ødelæggelserne? Kampen er næppe begyndt endnu. Lad os oprette en hær for at standse salget af de berusende drikke, som gør mennesker afsindige. Gør folk opmærksomme på de farer, som er forbundet med salg af spiritus, og få befolkningen til at kræve, at det bliver forbudt. Giv alkoholens slaver en chance for at få deres frihed. Lad folket kræve af lovgiverne, at denne afskyelige handel bliver standset.

(286)  Red dem, der føres til døden,
og dem, der vakler til retterstedet,
skån dem dog!«