Vi skal uddannes til at udføre missionsarbejde

(325)  En god uddannelse gør et menneske skikket til at udføre missionsarbejde. Alle Guds sønner og døtre er kaldet til at være missionærer. Vi skal tjene Gud og vore medmennesker, og det er med dette for øje, at vi bør uddanne os.

(325)  Det bør kristne forældre og lærere altid have i tanke. Vi ved ikke, hvad vore børn kommer til at beskæftige sig med. De kommer måske til at arbejde i hjemmet. Det kan også være, at de bliver beskæftiget i erhvervslivet, eller at de rejser til udviklingslandene for at forkynde evangeliet. Men de er alle sammen kaldet til at være missionærer for Gud og til at være til velsignelse i verden.

(325)  Gud elsker børnene og de unge med deres gode evner, energi og mod og deres hurtige opfattelsesevne. Han ønsker, at de skal samarbejde med himlen. De skal have en uddannelse, som vil gøre dem skikkede til at udføre et uselvisk arbejde ved Kristi side.

(325)  Kristus sagde om sine første disciple: »Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden.«! Disse ord gælder alle hans børn gennem hele verdens historie. De skal vidne om Gud, åbenbare hans Ånd, have hans karakteregenskaber og gøre hans gerning.

(325)  Vore børn står så at sige ved en skillevej. Overalt frister verden dem til at pleje deres egne interesser og til at forlade den sti, som er banet for Herrens forløste. De bestemmer selv, om de skal blive til velsignelse eller forbandelse. De unge er fulde af energi, og de er ivrige efter at bruge deres evner. De vil enten bruge deres kræfter til noget godt eller til noget ondt.

(326)  Guds ord forlanger ikke, at de unge skal lade være med at bruge deres kræfter, men at de skal bruge dem rigtigt. Gud siger ikke, at de unge ikke må stræbe fremad. Mænd er i besiddelse af nogle karakteregenskaber, som får dem til at stræbe efter at gøre karriere og opnå anseelse. De har en ubændig lyst til at udrette noget godt, en ukuelig vilje, et vældigt gåpåmod og en utrættelig udholdenhed. Disse egenskaber skal man ikke undertvinge. Ved Guds nåde skal de bruges til at nå nogle mål, som er lige så højt hævet over egoistiske og verdslige interesser, som himlen er højere end jorden.

(326)  Det er de kristne forældres opgave at vejlede deres børn. Forældrene skal med omtanke, klogskab og kærlighed søge at få børnene til at vælge at udføre kristeligt arbejde. Det er vor hellige pligt at opdrage vore børn til at tjene Gud. Vi skal først og fremmest tilskynde dem til at tjene Gud og deres medmennesker og sørge for, at de får den nødvendige uddannelse.

(326)  »Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,« for at vi ikke skulle fortabes, men have evigt liv. »Kristus elskede os og gav sig selv hen for os.« Hvis vi elsker, vil vi give. Den store lektie, som vi selv skal lære, og som vi skal lære andre, lyder sådan: »Ikke for at lade sig tjene, men for at tjene.«

(326)  De unge bør lære at forstå, at de ikke er deres egne. De tilhører Kristus. De er købt med hans blod. Han elsker dem og gør krav på dem. Det er ham, der holder dem i live. Deres tid, evner og kræfter tilhører ham og skal udvikles og bruges i hans tjeneste.

(326)  Næst efter englene er menneskene, som er skabt i Guds billede, de ædleste af hans skabninger. Gud ønsker, at de skal udnytte de rige muligheder, som han har givet dem.

(327)  Livet er gådefuldt og helligt. Gud er kilden til alt liv. Livet rummer rige muligheder, og de bør udnyttes på den bedst mulige måde. Går de først tabt, kommer de aldrig tilbage.

(327)  Gud tilbyder os evigheden og lader os ane de uforgængelige skatte, det evige liv rummer. Han tilbyder os sandheden som en værdifuld, forædlende gave, for at vi kan vandre trygt imod det mål, som vi bør bruge alle vore evner for at nå.

(327)  Gud ser ind i det lille frø, som han selv har skabt. Det indeholder kimen til en smuk blomst, en busk eller et frodigt træ. Han kan også se de muligheder, som hvert eneste menneske har. Der er en mening med tilværelsen. Gud har fortalt os, hvilke planer han har med os, og han ønsker, at vi skal gennemgå den højest mulige udvikling.

(327)  Gud ønsker, at vi skal blive mere og mere hellige, lykkelige og dygtige. Alle har evner, som de bør betragte som hellige gaver. De bør sætte pris på dem, for de har fået dem af Herren, og de bør lære at bruge dem rigtigt. Han ønsker, at de unge skal udvikle alle deres evner og bruge dem. Han ønsker, at de skal glæde sig over alt det, som er nyttigt og værdifuldt her i livet; at de skal være gode og gøre det gode og samle en skat i himlen.

(327)  De bør stræbe efter at blive mere og mere uselviske og ædelmodige. Kristus bør være deres forbillede. Han betragtede det som en hellig pligt at gøre verden til et bedre sted. Det bør de også gøre. Deri består deres kald.

(327)  En solid grundvold
At frelse sjæle er den ædleste af alle videnskaber. Mennesker kan ikke beskæftige sig med noget vigtigere end at få deres medmennesker til at skille sig af med synden for at leve et helligt liv. Der skal lægges en solid grundvold, hvis de skal kunne påtage sig denne opgave. De har brug for en omfattende uddannelse. Den stiller store krav til både forældrene og lærerne. Her kræves der mere end undervisning i almindelige skolefag. Det er ikke nok at udvikle åndsevnerne. Både legeme, sjæl og hjerte skal uddannes. Karakteren skal udvikles så meget som muligt. Det samme gælder sjæl og legeme. Det er vor pligt at udvikle alle de kræfter, som vil sætte os i stand til at gøre en god indsats i Guds tjeneste.

(328)  Sand uddannelse indbefatter hele mennesket. Den sætter os i stand til at bruge hjernen, knoglerne, musklerne, forstanden, hjertet, ja, hele personen, så godt som det er muligt. Ånden skal herske over legemet. Drifterne skal kontrolleres af samvittigheden. Kristus er menneskehedens leder, og han vil tage os med ind på den vej, som fører til et rent og helligt liv i hans tjeneste. Takket være hans forunderlige nåde kan vi blive fuldkomne i ham.

(328)  Jesus fik sin uddannelse i hjemmet. Hans mor var hans første lærer. Han fik sin viden om den himmelske verden fra hende og fra profeternes skrifter. Han voksede op i et hjem på landet og bar trofast og glad sin del af familiens byrder. Han, som havde været himlens fyrste, var en villig tjener og en kærlig og lydig søn. Han lærte et håndværk og arbejdede på værkstedet sammen med Josef. Han gik til og fra sit beskedne arbejde i sit arbejdstøj.

(328)  Datidens mennesker bedømte alting efter det ydre. Efterhånden som religionen mistede sin kraft, omgav man den med pomp og pragt. Teologerne prøvede at skabe respekt ved at omgive sig med luksus. Jesu liv var en diametral modsætning til alt dette. Han betragtede det, mennesker anså for at være det vigtigste i livet, som værdiløst. Han gik ikke i datidens skoler, hvor man lagde stor vægt på småting og så bort fra det, som var vigtigt. Han fik en uddannelse, som himlen kunne godkende. Han var beskæftiget med nyttigt arbejde. Han læste i de hellige skrifter. Han færdedes i naturen, og han lærte af livets erfaringer. Det er Guds lærebøger. De indeholder et væld af viden til alle, som har en villig hånd, et opladt øje og et modtageligt hjerte.

(329)  »Drengen voksede op, _lev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.«

(329)  På denne måde blev han forberedt til sin livsgerning. Hver gang, han kom i forbindelse med mennesker, øvede han en velsignelsesrig indflydelse og skænkede en forvandlende kraft, som verden aldrig før havde været vidne til.

(329)  Undervisning i hjemmet
Hjemmet er barnets første skole, og det er her, grunden bør lægges til et liv i tjeneste. Barnet skal ikke blot have en teoretisk undervisning i hjemmet. Det skal lære noget, som vil sætte sit præg på det gennem hele livet.

(329)  Barnet bør lære at hjælpe til, lige fra det er lille. Man bør lade det tage del i arbejdet i hjemmet, så snart det kan bruge sine kræfter og sin forstand. Det bør opmuntres til at søge at hjælpe far og mor og til at vise selvfornægtelse og selvbeherskelse. Det bør lære at tænke mere på andre end på sig selv. Det bør benytte enhver anledning til at opmuntre og hjælpe sine søskende og sine legekammerater og til at være venlig over for de ældre, de syge og de ulykkelige. Jo mere hjælpsomhed der råder i hjemmet, des mere vil børnene blive præget af det. De lærer at glæde sig over at kunne hjælpe og ofre sig for andre.

(329)  Skolens opgave
Skolen bør supplere den opdragelse, som børnene får i hjemmet. Både forældrene og lærerne bør hele tiden tænke på børnenes fysiske, intellektuelle og åndelige udvikling. De skal lære at hjælpe andre og at ofre sig for andre.

(330)  Fremfor alt vil bevidstheden om, at man udfører dagligdagens små pligter for Kristi skyld, bidrage til at danne karakteren og tilskynde til uselvisk tjeneste. Det er forældrenes og lærernes opgave at give børnene denne indstilling, og det er meget vigtigt, at de gør det. I Himlen er alle hjælpsomme, og englene vil samarbejde med alle de mennesker, som vil tilegne sig denne egenskab og tilskynde andre dertil.

(330)  En sådan uddannelse må bygge på Guds ord. Kun her findes der en fuldstændig beskrivelse af den. Bibelen bør være grundlaget for alt studium og al undervisning. Den vigtigste kundskab er kundskaben om Gud og den, han har udsendt.

(330)  Alle børn og unge bør kende det legeme, som Gud har givet dem, og vide, hvordan man holder sig rask. Alle bør være fortrolige med almindelige skolefag. De bør også have en praktisk uddannelse, så både mænd og kvinder kan løse de opgaver, som stilles til daglig. De bør desuden lære forskellige former for missionsarbejde.

(330)  Man lærer ved at undervise
Lad de unge lære så meget som muligt, så hurtigt det kan lade sig gøre. Lad dem blot vælge så mange fag, som deres evner tillader. De bør undervise, mens de studerer. Derved styrker de deres forstand. En uddannelse er kun noget værd, hvis man kan bruge sine kundskaber. Man har ofte mere skade end gavn af at gennemføre et langt studium, hvis man ikke gør andre delagtige i sin viden. Både hjemme og i skolen bør eleven bestræbe sig for at lære, hvordan han kan undervise andre samtidig med, at han selv tilegner sig kundskaber. Uanset, hvilken livsstilling han får, bør han både tage ved lære og undervise, sålænge han lever. På denne måde kan han blive ved med at gøre fremgang. Han skal stole på Gud og holde sig nær til ham, som er alvidende. Han kan åbenbare hemmeligheder, som har været skjult igennem århundreder, og han kan løse de vanskeligste problemer for de mennesker, som stoler på ham.

(331)  Selskabelighed
Der står i Guds ord, at det har stor betydning, hvilken omgangskreds man har. Det gælder ikke mindst for børnenes og de unges vedkommende, fordi deres sind og deres karakter er under udvikling. De mennesker, de omgås, den livsstil, de vælger, og de vaner, de tillægger sig, vil få betydning for dem både her og i evigheden.

(331)  Det er meget trist, at mange af de skoler og læreanstalter, som de unge går på for at få en uddannelse, øver en indflydelse, som skader karakteren, får de unge til at glemme, hvad der er hensigten med livet, og sænker moralen. Det burde gøre forældrene betænkelige. Når de unge komme i forbindelse med verdslige, forlystelsessyge og umoralske mennesker, mister mange af dem interessen for den nøjsomhed og renhed, den gudstro og den offervillighed, som deres kristne fædre og mødre har søgt at bibringe dem og værne om ved tålmodig vejledning og alvorlig bøn.

(331)  Mange af dem, som påbegynder et studium for at kunne tage del i en eller anden form for hjælpearbejde, fordyber sig i verdslige studier. De bliver ærgerrige og vil gerne have en fin eksamen og en god stilling. De glemmer, hvorfor de begyndte at studere, og vier deres liv til egoistiske og verdslige interesser. De tilegner sig også ofte vaner, som ødelægger tilværelsen for dem både i denne verden og i den næste.

(332)  De mænd og kvinder, som har en vid horisont og lægger uselviske planer og sætter sig ædle mål, har som oftest fået denne indstilling i det miljø, de færdedes i som unge. Gennem hele Israels historie understregede Gud, at det var meget vigtigt, at de var opmærksomme på, hvem deres børn kom sammen med. Det var hensigten med alle deres religiøse og selskabelige sammenkomster at bevare deres børn, så de ikke kom i dårligt selskab. Lige fra børnene var små, søgte forældrene at gøre dem fortrolige med forskrifterne i Guds lov. Da nationen blev grundlagt, skete der noget, som gjorde et dybt indtryk på alle. Gud sagde, at hans folk skulle samle deres børn i deres hjem, før den sidste frygtelige plage, de førstefødtes død, ramte egypterne. Der blev smurt blod på dørstolperne i alle husene, og alle skulle blive i huset. Hvis de gjorde det, ville de blive beskyttet af blodet. De forældre, som elsker og frygter Gud, skal bevare deres børn i »pagtens bånd«. Her vil de blive beskyttet af Kristi forløsende blods hellige indflydelse.

(332)  »Skil jer ud«
Kristus sagde om sine disciple: »Jeg har givet dem dit ord; og . . . de er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.«

(332)  Gud siger til os: »Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes.«

(332)  »Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys tilfælles med mørke? . . . Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk' Derfor

(333)  'Drag bort fra dem, og skil jer ud, .,.
og rør ikke ved noget urent!
Så vil jeg tage imod jer,
og jeg vil være jeres far,
og I skal være mine sønner og døtre,
siger Herren den Almægtige.' «

(333)  Gud lover at velsigne
»Kald børnene sammen.« »Og kundgør Guds forordninger og love.«

(333)  »Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.«

(333)  »Så alle jordens folk får at se, at Herrens navn er nævnt over dig.«

(333)  »Da skal Jakobs rest blandt talrige folkeslag
være som duggen fra Herren,
som regnen på planterne;
den sætter ikke sin lid til mænd
og venter ikke på mennesker.«

(333)  Vi regnes med til Israel. Alt, hvad der blev sagt til israelitterne før i tiden om deres børns uddannelse og opdragelse, og alle de velsignelser, der blev lovet dem, hvis de ville adlyde Gud, gælder også os.

(333)  Gud siger til os: »Jeg vil . . . velsigne dig, ... og du skal være en velsignelse.«

(333)  Kristus sagde om de første disciple og om alle dem, som ville komme til at tro på ham ved deres ord: »Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være et, ligesom vi er et, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive et, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.«

(334)  Hvor er det nogle vidunderlige ord! Det er næsten for godt til at være sandt. Universets skaber elsker dem, der træder i hans tjeneste, lige så højt som han elsker sin søn. Han skænker os sin rige nåde allerede her og nu. Han har givet os himlens Lys og Majestæt, og han har skænket os alle himlens rigdomme sammen med ham. Han har lovet at give os meget i evigheden, men han giver os rige gaver allerede i dette liv. Han skænker os sin nåde, og han ønsker, at vi skal glæde os over alt, hvad der vil forædle vor karakter. Han står og venter på at skænke de unge kraft fra det høje, så de kan stille sig under Kristi blodbestænkte banner og arbejde, som han arbejdede, og lede sjæle ind på frelsens vej og anbringe mange menneskers fødder på Den evige Klippe.

(334)  Guds løfter
Alle de mennesker, der bestræber sig for at rette sig efter Guds undervisningsplan, vil erfare hans styrkende nåde, hans stadige nærværelse og hans opholdende kraft. Han siger til enhver:

(334)  »Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.« »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«

(334)  »For som regnen og sneen falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden, befrugte r den
og får den til at spire og giver
udsæd til den, der vil så, og brød
til den, der vil spise, sådan er mit ord,
som udgår af min mund; det vender ikke
virkningsløst tilbage til mig, men
det gør min vilje og udfører mit ærinde.
I glæde skal I drage ud, og i fred
skal I føres af sted. Bjerge og
høje bryder ud i jubel foran jer, alle
markens træer klapper i hænderne. I
stedet for tjørnekrat vokser enebær op,
myrter i stedet for nælder.
Det skal blive til ry for Herren,
et evigt minde, der ikke slettes.«

(335)  Der er kaos overalt i verden, og der trænges til en gennemgribende reform. De unges uddannelse skal sætte sit præg på hele samfundet.

(335)  »De skal genopbygge ruiner fra fortiden
og genrejse gamle tomter,
de skal genopbygge ødelagte byer,
der lå i grus i slægt efter slægt.«
Mennesker skal kalde dem »Herrens præster. ...
Evig glæde skal de få.
For jeg, Herren, elsker ret. «

»Jeg giver dem deres fulde løn
og slutter en evig pagt med dem.«
»Deres afkom bliver kendt blandt folkeslagene,
deres efterkommere blandt folkene;
alle, der ser dem, erkender, at de
er en slægt, som Herren velsignelser. ...
For som jorden bringer spirerne frem,
og frø spirer frem i haven,
sådan lader Gud Herren retfærdighed spire
og lovsang gro frem for alle folkenes øjne.«