En sand kundskab om Gud

(336)  Vor frelser var i denne verden for at tjene Gud. Det er vi også. Vi er her for at tilegne os Guds karakteregenskaber og for at åbenbare ham for verden ved at tjene vore medmennesker. Men vi skal kende Gud rigtigt for at kunne samarbejde med ham og åbenbare hans karakter. Vi skal kende ham, som han har åbenbaret sig.

(336)  At kende Gud er grundlaget for al sand uddannelse og al sand tjeneste. Det er det eneste virkelige værn imod fristelse. Det er kun derved, at vi kan tilegne os Guds karakteregenskaber.

(336)  Alle de mennesker, der arbejder for at hjælpe deres medmennesker, behøver denne kundskab. Karakterens fornyelse, et rent liv, effektiv tjeneste og troskab mod sandhed og ret afhænger af, at man har det rette kendskab til Gud. Det er en vigtig forberedelse både til dette liv og det næste.

(336)  »At kende den Hellige, det er forstand.«

(336)  »Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt,« får vi gennem erkendelsen af ham.

(336)  Jesus sagde: »Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«

(336)  »Dette siger Herren:
Den vise skal ikke være stolt af sin visdom,
den stærke skal ikke være stolt af sin styrke,
den rige skal ikke være stolt af sin rigdom.
Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette,
at han har indsigt og kender mig.
For jeg, Herren, øver trofasthed,
ret og retfærdighed på jorden;
det er, hvad jeg ønsker, siger Herren. «

(337)  Vi skal læse, hvad Gud har åbenbaret om sig selv.

(337)  »Forlig dig med ham, og få fred,
da skal lykken stå dig bi.
Tag mod belæring af ham,
og læg dig hans ord på sinde. ...
. . . så den Almægtige bliver dit ædle guld. .. .
Da vil du finde din glæde i den Almægtige
og løfte dit ansigt mod Gud.
Beder du til ham, vil han høre dig,
og du kan indfri dine løfter.
Beslutter du noget, vil det lykkes,
og lyset vil skinne på din vej.
Du siger: 'Hovmod!' når man ydmyger dig.
Men Gud frelser den, der slår øjnene ned.«

(337)  Naturen vidner om Gud
»For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.«

(337)  Når vi betragter naturen i dag, kan vi kun danne os et svagt begreb om herligheden i Edens have. Synden har skæmmet den smukke jord. Det onde har efterladt sine spor overalt. Alligevel findes der meget smukt på denne jord. Naturen vidner om, at en almægtig Gud, som er god, nådig og kærlig, har skabt jorden og fyldt den med liv og glæde. Selv efter at der er blevet ødelagt så meget, åbenbarer alt, at det er skabt af en stor kunstners hånd. Hvor vi end vender os hen, kan vi høre Guds røst og se synlige beviser på hans godhed.

(338)  Fra den rullende torden og det ældgamle oceans uophørlige brusen til den glade fuglesang i skoven forkynder naturens titusinde stemmer Guds pris. Vi ser hans herlighed på jorden, i havet og på himlen. Vi ser den i det vidunderlige farvespil på himmelhvælvingen, hvor farverne danner stærke kontraster eller blandes i skøn harmoni. De evige høje vidner om hans magt. De grønne grene, der duver for brisen, og de smukke blomster leder tanken hen på Skaberen. Græstæppet, som dækker den brune jord, er et vidnesbyrd om, at Gud har omsorg for de mindste af sine skabninger. Hans skatte findes i havets og jordens dyb. Han, som lagde perlerne i havet og ametysten og krysolitten i klipperne, elsker det smukke. Solen, der stiger højere og højere på himlen, er et billede på ham, som giver alt det skabte livet og lyset. Al den herlighed og skønhed, som pryder jorden og fylder himlene med lys, taler om Gud.

(338)  »Hans herlighed dækker himlen.«
»Jorden er fuld af dit skaberværk.«
»Dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat.
Der lyder ingen ord, ingen tale,
uden at deres røst høres;
deres røst når ud over hele jorden,
deres ord til verdens ende.«

(338)  Alt taler om hans faderlige omsorg og om hans ønske om at gøre sine børn lykkelige.

(338)  En personlig Gud
Den vældige kraft, som er til stede i hele naturen og holder alting oppe, er ikke, som nogle videnskabsmænd påstår, blot et altgennemtrængende princip 'eller en energi, som får alt til at fungere. Gud er ånd, men han er alligevel et personligt væsen, for sådan har han åbenbaret sig.

(339)  »Men Herren er den sande Gud,
han er den levende Gud og den evige konge; . . .
'De guder, der ikke skabte himlen og jorden,
skal udryddes fra jorden og under himlen.'«
»Han, som er Jakobs lod, er ikke som de,
for han er altings skaber.«
»I sin kraft skabte han jorden,
i sin visdom grundlagde han verden,
i sin indsigt spændte han himlen ud.«

(339)  Naturen er ikke Gud
Gud har skabt naturen, men Gud er ikke identisk med naturen. I naturen ser vi et udtryk for Guds karakter og magt, men vi må ikke betragte naturen som Gud. Kunstnere kan skabe nogle meget smukke kunstværker, som er en fryd for øjet. De er et udtryk for kunstnerens tanker, men kunstværket er ikke identisk med kunstneren. Det er ikke kunstværket, men kunstneren, der fortjener ære. Da naturen er et udtryk for Guds tanke, er det altså ikke naturen, men naturens Gud, som bør ophøjes.

(339)  »Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os,
lad os falde på knæ for Herren. «
»I hans hånd er jordens dybder,
bjergenes tinder tilhører ham.
Havet tilhører ham, for han skabte det,
hans hænder formede landjorden.«
»Han, som skabte Syvstjernen og Orion,
som forvandler mulm til morgen
og gør dagen til mørk nat.«
»Han, som dannede bjergene og skabte vinden,
og som kan fortælle et menneske,
hvad det tænker. «
»Han, som bygger sin højsal i himlen
og har grundfæstet sin hvælving på jorden,
han, som kalder på havets vand
og øser det ud over jorden, hans navn er Jahve.«

(340)  Jordens skabelse
Der kan ikke gives en videnskabelig forklaring på skabelsen. Hvilken videnskab kan forklare livets mysterium?

(340)  »I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.«

(340)  »Jeg danner lys og skaber mørke, ...
jeg, Herren, frembringer alt dette. ...
Det er mig, der har frembragt jorden
og skabt menneskene på den.
Mine hænder har spændt himlen ud,
og jeg befaler over hele dens hær.«
»Kalder jeg på dem, står de der alle sammen.«

(340)  Da Gud skabte jorden, benyttede han ikke materialer, som eksisterede i forvejen. »For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der.« Alt, både det materielle og det åndelige, fremstod på Herrens befaling og blev skabt til det formål, han havde bestemt det til. Himlene og al deres hær og jorden og alt, hvad der er på den, blev til ved hans munds ånde.

(340)  Menneskets skabelse
Det var en personlig Gud, der skabte mennesket. Da Gud havde dannet mennesket i sit billede, var den menneskelige organisme fuldkommen i alle henseender, men den var ikke levende. Så blæste en personlig Gud, som har livet i sig selv, livsånde ind i dette legeme, og mennesket blevet levende, tænkende væsen. De forskellige legemsdele begyndte at fungere. Hjertet, pulsårerne, blodårerne, tungen, hænderne, fødderne, sanserne og åndsevnerne - alt begyndte at fungere efter bestemte love. Mennesket blev en levende sjæl. En personlig Gud skabte mennesket ved Kristus, Ordet, og udstyrede det med forstand og kræfter.

(341)  Vore knogler var ikke skjult for ham, da vi blev formet i det skjulte. Hans øjne så os som foster. Dagene stod skrevet i hans bog, før en eneste af dem var kommet.

(341)  Mennesket var kronen på Guds skaberværk. Det var Guds vilje, at det skulle stå over alle andre skabte væsener og åbenbare hans tanker og hans herlighed. Men mennesket skal ikke ophøje sig selv som Gud.

(341)  »Bryd ud i fryderåb for Herren. . .!
Tjen Herren under glædessang,
træd frem for ham under jubel!
Forstå, at Herren er Gud,
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk og de får, han vogter.
Gå ind ad hans porte med takkesang, ind
i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!«
»I skal hylde Herren, vor Gud,
kaste jer ned for hans hellige bjerg,
for hellig er Herren, vor Gud!«

(341)  Naturens love er Guds tjenere
Gud holder hele tiden skaberværket ved lige, og han benytter det skabte som sine tjenere. Han benytter naturlovene som sine redskaber. De fungerer ikke af sig selv. Naturen vidner om, at der eksisterer et fornuftvæsen, som er i aktivitet og styrer alt efter sin vilje.

(341)  »I evighed, Herre, står dit ord fast i himlen,
din trofasthed varer i slægt efter slægt.
Du grundfæstede jorden, så den stod fast.
Dine bud består endnu i dag,
for alle ting må tjene dig.«

»Alt, hvad Herren vil, gør han
i himlen og på jorden, i havene og de store dyb.«
»På hans befaling blev de skabt.
For evigt og altid bestemte han deres plads
og satte en grænse, de ikke måtte overskride.«

(342)  Det skyldes ikke en iboende kraft, at jorden år efter år skænker os en rig høst og fortsætter på sin bane omkring solen. Den Almægtiges hånd leder hele tiden denne planet. Guds kraft holder hele tiden jorden på plads, mens den drejer sig om sin akse. Det er Gud, som lader solen stå op. Han åbner himlens sluser og lader det regne.

(342)  »Han lader sneen falde, som var det uld,
og spreder rim, som var det aske.«

»Når han tordner, bruser vandene i himlen,
og han samler skyer fra jordens ender;
han skaber lyn sammen med regn
og slipper stormen løs fra forrådskamrene.«

(342)  Det er ved hans kraft, at planterne vokser, at hvert blad folder sig ud, at hver blomst åbner sig, og at hver frugt udvikler sig.

(342)  Vi kan ikke 'forstå fuldt ud, hvordan menneskelegemet fungerer. Det rummer hemmeligheder, som får selv de mest begavede mennesker til at forundres. At pulsen slår, og at vi bliver ved med at trække vejret, skyldes ikke en mekanisme, som bliver ved med at fungere, når den først er sat i gang. I Gud lever vi og ånder vi og er vi. Hjertet banker, pulsen slår, og hver nerve og muskel i den levende organisme fungerer ved hjælp af den evige Guds kraft.

(343)  Guds omsorg
Bibelen fortæller, at Gud er i sin høje og hellige bolig. Han forholder sig ikke passiv og sidder ikke tavs og ensom. Han er omgivet af ti tusind titusinder og tusind tusinder hellige væsener, der alle er parat til at gøre hans vilje. Ved hjælp af disse budbringere har han hele tiden forbindelse med alle dele af sit rige. Han er overalt ved sin ånd. Ved hjælp af sin ånd og sine engle tager han sig af menneskenes børn.

(343)  Han sidder på sin trone langt borte fra denne forvirrede verden. Alt ligger udbredt for hans guddommelige blik, og fra sin evige bolig bestemmer han, hvad han i sit forsyn ser er bedst.

(343)  »Mennesket bestemmer ikke sin vej;
det står ikke i den vandrendes magt
at gøre sine skridt faste. «

»Stol på Herren af hele dit hjerte. ...
Hav ham i tankerne på alle dine veje,
så vil han jævne dine stier. «

»Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.«
»Hvor dyrebar er dog din godhed, Gud!
Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge.«

»Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud,
hvis håb står til Herren, hans Gud.«

»Herre, din godhed fylder jorden. «
Du elsker »ret og retfærdighed«
Du »er tilflugt helt til jordens ender
og til det fjerne hav,
du, som grundfæstede bjergene i din kraft,
væbnet med styrke,
du, som dæmpede havenes brusen, ...
og folkenes larm.«

»Øst og vest fik du til at juble.«
»Du kroner året med dine gode gaver,
dine hjulspor driver af fedme. «
»Herren støtter alle, der falder,
og rejser alle de nedbøjede.
Alles øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
Du åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de ønsker. «

(344)  Kristus har åbenbaret Gud
Gud er en person, og han har åbenbaret sig i sin søn. Jesus er Faderens »herligheds glans og hans væsens udtrykte billede«. Han kom til verden som en personlig frelser, og han steg op til det høje som en personlig frelser. Han går i forbøn for os i de himmelske boliger som en personlig frelser. Foran Guds trone forretter »en, der lignede en menneskesøn«, tjeneste for os.

(344)  Kristus er verdens lys. Han tilslørede sin guddommelige stråleglans og kom herned for at leve som et menneske blandt menneskene, for at de kunne lære deres skaber at kende uden at blive tilintetgjort. Intet menneske har set Gud, efter at synden har skilt mennesket fra dets skaber. I al denne tid har Kristus været mellemmand mellem Gud og menneskene.

(344)  Kristus sagde: »Jeg og Faderen er et.« »Ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. «

(344)  Kristus kom for at lære menneskene det, Gud ønsker, de skal vide. Vi ser Guds skaberværk på himlen, på jorden og i det vide hav. Alt det skabte vidner om hans magt, visdom og kærlighed. Men stjernerne, havet og vandfaldet kan ikke give os det samme kendskab til Guds personlighed som Kristus.

(345)  Gud så, at menneskene ikke kunne lære hans personlighed og karakter at kende blot ved at betragte naturen. Han sendte sin søn til verden, for at han skulle åbenbare så meget af den usynlige Guds natur og egenskaber, som menneskene kunne tåle.

(345)  Hvad Jesus åbenbarede for disciplene
Lad os læse, hvad Kristus sagde i salen ovenpå aftenen før korsfæstelsen. Tiden nærmede sig, da han skulle lide og dø, og han forsøgte at trøste sine disciple, som ville blive fristet og stillet på en hård prøve.

(345)  Han sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? . . .

(345)  Thomas sagde til ham: 'Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?' Jesus sagde til ham: 'Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.'

(345)  Filip sagde til ham: 'Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.' Jesus sagde til ham: 'Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: 'Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.' «

(345)  Disciplene forstod endnu ikke det, Kristus sagde om sit forhold til Gud. Meget af hans undervisning var stadig dunkel for dem. Kristus ønskede, at de skulle have en klarere, mere bestemt kundskab om Gud.

(346)  Han sagde: »Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.«

(346)  Da Helligånden blev udgydt over disciplen e pinsedag, forstod de bedre de sandheder, som Kristus havde fortalt dem i billeder. Nu blev der kastet lys over meget af det, som før havde været en gåde for dem. Men selv på det tidspunkt gik Kristi løfte ikke helt i opfyldelse. De fik så meget at vide om Gud, som de kunne tåle, men Kristi løfte om, at han ville tale til dem ligeud om Faderen, ville først blive opfyldt i fremtiden.

(346)  Det samme er tilfældet i dag. Vor viden om Gud er stykkevis og ufuldkommen. Når striden er forbi, og mennesket Kristus Jesus over for Faderen vedkender sig sine trofaste tjenere, som har aflagt et sandfærdigt vidnesbyrd om ham i en syndig verden, vil der blive kastet lys over det, som nu er en gåde for dem.

(346)  Kristus drog til himlen med sin herliggjorte menneskeskikkelse. De mennesker, som tager imod ham, giver han magt til at blive Guds børn, for at Gud til sidst kan tage imod dem som sine, og så de kan bo hos ham for evigt. Hvis de er tro mod Gud her i livet, skal de til sidst »se hans ansigt og bære hans navn på deres pande«. Og findes der nogen større glæde i himlen end at se Gud? Kan en synder, som er frelst ved Kristi nåde, opleve en større glæde end at se Guds ansigt og kende ham som sin Fader?

(346)  Bibelens vidnesbyrd
Bibelen skildrer tydeligt forholdet mellem Gud og Kristus og omtaler lige så klart begges personlighed.

(346)  »Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn. . . . Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogensinde sagt:

(347)  Du er min søn,
jeg har født dig i dag,
og et andet sted:
Jeg vil være hans fader,
og han skal være min søn?«

(347)  Faderens og Sønnens personlighed og den enhed, som består imellem dem, skildres i Kristi bøn for sine disciple i Johannesevangeliets syttende kapitel.

(347)  »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.«

(347)  Det går ikke ud over Kristi eller disciplenes personlighed, at de er et. De har et mål, et sind og en karakter, men de er ikke en person. Det er på denne måde, at Gud og Kristus er et.

(347)  Kristus har åbenbaret Guds karakter
Kristus påtog sig menneskeskikkelse og kom for at være et med menneskeheden. Han skulle samtidig åbenbare vor himmelske Fader for syndere. Han havde været hos Faderen fra begyndelsen. Han var den usynlige Guds udtrykte billede. Derfor var han den eneste, som kunne åbenbare Guddommens karakter for menneskeheden. Han blev i et og alt som sine brødre. Han blev kød ligesom vi. Han blev sulten, tørstig og træt. Han spiste for at leve og sov for at komme til kræfter igen. Han delte menneskenes kår, men han var alligevel Guds fejlfrie søn. Han var en gæst og fremmed på jorden. Han levede i verden, men var ikke af verden. Han blev fristet og stillet på prøve, ligesom mennesker fristes i dag, men han levede et syndfrit liv. Han var mild, og han tog altid hensyn til andre. Han åbenbarede Guds karakter og var altid optaget af at tjene Gud og mennesker.

(348)  Han sagde: »Herren har salvet mig.
Han har sendt mig for at
bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte
er knust, for at udråbe frigivelse for fanger,«
»og syn til blinde,«
»for at udråbe et nådeår fra Herren. . . ,
for at trøste alle, der sørger.«

(348)  Han siger til os: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn,« »for han er god mod de utaknemlige og onde. « »Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.« »Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.«

(348)  »Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke
og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.«

(348)  Korsets herlighed
Guds kærlighed til menneskene kom tydeligst til udtryk på korset. Intet sprog kan tolke, ingen pen kan beskrive, og ingen hjerne kan fatte korsets betydning. Når vi retter blikket mod Golgatas kors, kan vi kun sige: »Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv«

(349)  Kristi korsfæstelse for vore synders skyld, Kristi opstandelse fra de døde og Kristi himmelfart er frelsens videnskab, som vi skal tilegne os og forkynde.

(349)  Da Kristus »havde Guds skikkelse, regnede (han) det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.«

(349)  »Kristus Jesus er død, ja, endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd.« »Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.«

(349)  »Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.«

(349)  Her er uendelig visdom, uendelig kærlighed, uendelig retfærdighed og uendelig nåde - »O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!«

(349)  Den uudsigelige gave
Kristus er Guds gave til menneskene, og vi får alle velsignelser i tilgift. Det skyldes Kristus, at Gud overøser os med godhed dag efter dag. Vi kan takke ham for, at vi kan glæde os over de smukke og vellugtende blomster. Det er ham, der har skabt solen og månen. Han har skabt hver eneste af de smukke stjerner. Hver eneste regndråbe, som falder, og hver eneste lysstråle, som sendes ned til vor utaknemlige jord, vidner om Guds kærlighed i Kristus. Vi får alt, takket være den uudsigelige gave, Guds enbårne søn. Han blev naglet til korset, for at alle disse velsignelser kunne tilflyde den verden, som Gud har skabt.

(350)  »Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn!«

(350)  »Intet øre har nogensinde hørt,
intet øje har set en anden Gud end dig,
som griber ind for den, der håber på ham.«

(350)  En kundskab, som forvandler
Alle de mennesker, der frelses, skal være i besiddelse af den kundskab om Gud, som Kristus har åbenbaret. Denne kundskab forvandler karakteren. Når man tager imod denne kundskab, vil den genskabe Guds billede i sjælen. Den vil tildele hele personen en åndelig kraft fra Gud.

(350)  »Vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed.«

(350)  Frelseren sagde: »Jeg har holdt min faders bud.« »Han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne. « Det er Guds vilje, at hans efterfølgere skal være, som Jesus var, da han levede på jorden som menneske. I hans kraft skal vi leve det samme rene og ædle liv, som Frelseren levede.

(350)  Paulus siger: »Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.«

(351)  Vi er ikke »holdt op med at bede for jer. Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed.«

(351)  Det er denne kundskab, Gud indbyder os til at tage imod, og i sammenligning med den er alt andet forfængelighed og tomhed.