Hjælp i hverdagen

(393)  En ren og ægte kristens stille liv taler et tydeligere sprog end mange velvalgte ord. Hvad et menneske er, øver større indflydelse, end hvad det siger.

(393)  Da de tempelvagter, der blev sendt ud for at gribe Jesus, kom tilbage, sagde de: »Aldrig har noget menneske talt sådan.« Det sagde de, fordi et menneske aldrig før havde levet, som han levede. Hvis han ikke havde levet, som han gjorde, kunne han heller ikke have talt, som han talte. Hans ord var ledsaget af en overbevisende kraft, fordi de kom fra et rent og helligt hjerte, som var fuldt af kærlighed og medfølelse, godhed og sandhed.

(393)  Vi øver indflydelse over andre ved hjælp af vor karakter og vor erfaring. Hvis vi vil overbevise andre om Kristi nådes kraft, må vi selv eje denne kraft. Det evangelium, vi forkynder til menneskers frelse, skal have frelst vor egen sjæl. Vi kan kun gøre vor indflydelse gældende i en vantro verden, hvis vi ejer en levende tro på Kristus som vor personlige frelser. Hvis vi vil hjælpe syndere op af den rivende strøm, skal vore fødder stå fast på klippen, Jesus Kristus.

(393)  Kristendommens kendetegn er ikke et kors eller en krone, som man bærer uden på tøjet. En kristen kendes på, at han har forbindelse med Gud. Verden skal overbevises om, at Gud har sendt sin søn for at frelse den, når den ser, at hans nåde har kraft til at forvandle menneskets karakter. Et selvopofrende menneske øver stor indflydelse på sine medmennesker. En kærlig og elskværdig kristen er den bedste forsvarer for evangeliet.

(394)  Modgang udvikler et menneske
Men det koster hele tiden anstrengelse, selvopofrelse og selvdisciplin at leve på denne måde og at øve en sådan indflydelse. Der er mange kristne, der ikke forstår dette, og derfor taber de så let modet. Mennesker, som af hele deres hjerte ønsker at tjene Gud, bliver overraskede og forbavsede, når de opdager, at de kommer ud for mere modgang og flere vanskeligheder og problemer end nogensinde. De beder om at få Kristi sindelag og at blive skikket til at udfylde en plads i Herrens gerning, og så kommer de ud for oplevelser, som synes at bringe alt det onde i deres natur op til overfladen. De opdager fejl, som de ikke anede, at de havde. De spørger ligesom Israel forhen: »Hvis Gud leder os, hvorfor kommer vi så ud for alt dette?«

(394)  Det er netop, fordi Gud leder dem, at de kommer ud for alt dette. Gud benytter prøvelser og modgang til at opdrage mennesker. Uden vanskeligheder ingen fremgang. Gud kan se, hvad der bor i menneskenes hjerte. Han kender deres karakter bedre end de selv. Han ser, at nogle mennesker har anlæg og evner, som kan benyttes til at fremme hans værk, hvis de bliver anvendt rigtigt. Gud sørger for, at disse mennesker kommer til at leve under forskellige forhold i livet for at give dem mulighed for at opdage de fejl ved deres karakter, som har været skjult for dem. De får anledning til at rette disse fejl, så de kan blive skikkede til at træde i hans tjeneste. Han tillader ofte, at de bliver prøvet i lidelsens ovn, for at de kan blive lutret.

(394)  Vi kommer ud for prøvelser, fordi Herren Jesus ser noget værdifuldt hos os, og det ønsker han at udvikle. Han ville ikke spilde tiden med at lutre os, hvis han kunne se, at vi ikke indeholder noget, som kan benyttes til at herlig gøre hans navn. Han kaster ikke værdiløse sten i sin smelteovn. Det er værdifuldt metal, han renser. Smeden stikker jernet og stålet ind i ilden for at undersøge dets kvalitet. Herren tillader, at de mennesker, han har udvalgt, bliver prøvet i lidelsen s ovn for at se, hvordan deres sindelag er, og om de egner sig til at arbejde for ham.

(395)  Pottemageren tager leret og former det, som han vil. Han ælter og bearbejder det. Han deler det og trykker det sammen igen. Han gør det vådt og lader det tørre igen. Så lader han det ligge et stykke tid uden at røre ved det. Når det er fuldstændig smidigt, laver han en krukke af det. Han former det på drejeskiven. Så tørrer han det i solen og brænder det i ovnen. På denne måde fremstiller han en krukke, som kan bruges. Således ønsker Den store Mester at forme og danne os. Vi skal være i Guds hænder, ligesom leret er i pottemagerens. Vi skal ikke forsøge at gøre pottemagerens arbejde. Vi skal lade den guddommelige mester danne os.

(395)  »I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.«

(395)  Når en fugl sidder i et bur i fuldt dagslys og hører andre fugle synge, vil den ikke synge den sang, som dens ejer søger at lære den. Den lærer en tone her og en anden tone der, men den lærer aldrig en hel melodi. Nu dækker han buret til og anbringer det et sted, hvor fuglen lytter til den sang, den skal synge. I mørket forsøger den at lære den pågældende sang, indtil den har lært den, og nu kan den synge den perfekt. Nu fjerner dens ejer det klæde, han dækkede buret med, og fuglen kan synge sangen i dagslys. Gud behandler sine børn på samme måde. Der er en sang, han vil lære os, og når vi har lært den i modgangens skole, kan vi synge den resten af livet.

(395)  Gud vælger vor livsgerning
Der er mange, som er utilfredse med deres livsgerning. Deres omgivelser er måske ikke særlig behagelige. Deres arbejde er ensformigt. De mener selv, at de kan bære større ansvar. De synes ikke altid, at man påskønner deres arbejde. De opnår heller ikke de resultater, de gerne ville. Fremtiden er usikker.

(396)  Lad os huske, at selvom vi måske ikke har valgt vort arbejde, skal vi betragte det, som om Gud har valgt det for os. Uanset, om vi synes om det eller ej, bør vort motto være: »Hvad du evner, kast af i det nærmeste krav.« »Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.«

(396)  Hvis Herren ønsker, at vi skal forkynde et budskab i Nineve, er han ikke tilfreds med, at vi rejser til Jappe eller Kapernaum. Han har sine egne grunde til at sende os et bestemt sted hen. Der er måske et menneske, som netop trænger til vor hjælp det pågældende sted. Gud sendte Filip ud for at møde den etiopiske hofmand. Han sendte Peter hen til en romersk officer. Det var også Gud, der sendte den lille israelitiske pige ud for at hjælpe den syriske hærfører Na'aman. Han sender også i dag mænd og kvinder i alle aldre ud for at hjælpe mennesker, som trænger til guddommelig vejledning.

(396)  Guds planer er bedst
Vore planer er ikke altid i overensstemmelse med Guds vilje. Han ser måske, at det tjener både os og hans sag bedst, at vi ikke får lov til at gennemføre vore planer, selv om vi har de bedste hensigter. Det skete for Davids vedkommende. Men vi kan være forvissede om, at hvis mennesker af et ærligt hjerte ønsker at gøre alt til Guds ære, og hvis de indvier sig selv og alt, hvad de har, til ham, vil han også velsigne dem og bruge dem til at gavne hans sag. Hvis han ser, at det er bedst, at han ikke opfylder deres ønsker, giver han dem noget andet i stedet for det, han har nægtet dem. Han viser, at han elsker dem, og betror dem en anden opgave.

(397)  Han interesserer sig for os og har omsorg for os. Han forstår os også bedre, end vi forstår os selv. Derfor forhindrer han ofte, at vi får vore ærgerrige ønsker opfyldt. Han tillader ikke, at vi forbigår de beskedne, men hellige pligter, som ligger nærmest. Det er måske netop, mens vi udfører dette arbejde, at vi kommer i besiddelse af de kvalifikationer, som er nødvendige, for at vi kan bære større ansvar. Vore planer slår ofte fejl, for at Guds planer med os kan lykkes.

(397)  Det bliver aldrig krævet af os, at vi skal bringe et virkeligt offer for Gud. Der er mange ting, han beder os om at give afkald på, men når vi gør det, siger vi blot farvel til noget, som vil hindre os i at nå himlen. Selv når vi bliver opfordret til at give slip på noget, som er godt, kan vi være overbevist om, at Gud vil give os noget, som er endnu bedre.

(397)  I evigheden vil vi få en forklaring på det, som har været en gåde for os her på jorden. Så vil vi se, at det var til stor velsignelse for os, at alle vore bønner tilsyneladende ikke blev besvaret, og at alle vore ønsker ikke blev opfyldt.

(397)  Vi skal betragte enhver pligt som hellig, fordi den hører med til det arbejde, som vi skal gøre for Gud. Vi bør bede denne bøn hver dag: »Herre, hjælp mig at gøre mit bedste. Lær mig at gøre mit arbejde endnu bedre. Giv mig energi, og hjælp mig at være glad. Hjælp mig at udvise den samme kærlighed, når jeg arbejder, som Frelseren gjorde.« ...

(397)  Vi kan lære af Moses' erfaring
Læg mærke til, hvordan det gik Moses. Han fik en meget grundig uddannelse i Egypten, hvor han var kongens dattersøn og landets tronarving. Man forsømte intet, for at han kunne blive en viis mand efter egypternes målestok. Han fik den højeste civile og militære uddannelse. Han mente selv, at han var skikket til at befri Israel fra trældommen. Men Gud havde en anden mening. Han forberedte ham til hans livsgerning ved at lade ham vogte får i ørkenen fyrre år.

(398)  Den uddannelse, Moses havde fået i Egypten, var ham til hjælp i mange henseender, men han fik den mest værdifulde forberedelse til sin livsgerning, da han vogtede får. Moses havde af naturen et heftigt sind. I Egypten var han en dygtig hærfører. Både kongen og folket så op til ham. Han var vant til ros og smiger. Han tiltrak sig folks opmærksomhed. Han håbede, at han selv kunne befri Israel. Han skulle lære noget helt andet, da han trådte i Guds tjeneste. Mens han førte fårefIokkene gennem det øde bjerglandskab og ned i dalene med de grønne græsgange, lærte han tro, tålmodighed, ydmyghed og selvfornægtelse. Han lærte at tage sig af de svage, at pleje de syge, at lede efter de får, som var faret vild, at pleje lammene og at hjælpe de gamle og skrøbelige dyr.

(398)  Mens Moses var beskæftiget med dette arbejde, blev han den guddommelige hyrdes nære medarbejder. Israels Hellige indledte et nært samarbejde med ham. Nu tænkte han ikke mere på at øve stordåd. Han udførte sit arbejde så samvittighedsfuldt, som om han arbejdede for Herren. Han følte, at Gud var med ham overalt. Hele naturen talte til ham om den Usynlige. For ham var Gud en personlig Gud, og når han tænkte på Guds karakter, fornemmede han i stadig højere grad, at Gud var hos ham. Han søgte tilflugt i de evige arme.

(398)  Da Moses havde fået denne erfaring, fik han et kald fra himlen. Han fik besked på at udskifte hyrdestaven med en embedsstav. Han skulle forlade fårefIokken for at blive Israels leder. Da Gud tildelte ham denne opgave, havde han ingen selvtillid. Han havde svært ved at udtrykke sig, og han var genert. Han følte sig fuldstændig uegnet til at tale på Guds vegne. Men han påtog sig opgaven og stolede fuldt ud på Herren. Han voksede med opgaven og tog alle sine evner i brug. Gud velsignede ham, fordi han var lydig, og han blev veltalende, tillidsfuld, lærte selvbeherskelse og blev skikket til den største opgave, som nogensinde er blevet betroet et menneske. Der står skrevet om ham: »Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt.«

(399)  Hvis mennesker ikke synes, at man påskønner deres arbejde, og hvis de stræ ber efter at få en stilling, som giver dem større ansvar, bør de tænke over disse ord: »Ingen fra øst eller vest og ingen fra ørkenen kan ophøje nogen. For det er Gud, der er dommer, den ene ydmyger han, den anden ophøjer han.«4 Hvert menneske har en bestemt plads i himlens plan. For at kunne udfylde denne plads skal vi vise troskab og samarbejde med Gud.

(399)  Vi bør ikke have medlidenhed med os selv. Du bør ikke tænke, at du ikke bliver værdsat efter fortjeneste, og at man ikke påskønner dit arbejde. Vi bør holde op med at beklage os, når vi tænker på, hvor meget Kristus har lidt for vor skyld. Vi bliver behandlet bedre, end vor Herre blev behandlet. »Du søger det store. Gør det ikke!«5 Herren ansætter ikke mennesker, som er mere interesseret i at vinde kronen end i at bære korset. Han har brug for mennesker, som er mere ivrige efter at gøre deres pligt end efter at få deres løn - mennesker, som sætter troskab højere end forfremmelse.

(399)  Ydmyge mennesker, som udfører deres arbejde så samvittighedsfuldt, som om Gud havde ansat dem, vækker måske ikke så megen opmærksomhed som de personer, der siger: »Her kommer jeg,« og er store i deres egne øjne. Men de stilfærdiges arbejde har større værdi. De mennesker, der kommer anstigende med brask og bram, henleder opmærksomheden på sig selv. De stiller sig imellem Gud og folket, og deres indsats mislykkes. »Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer. Sæt den højt, så løfter den dig op, den bringer dig ære, når du tager den i favn.«

(400)  Der er mange, som bliver ved med at bære sig forkert ad, fordi de ikke kan tage sig sammen og rette deres fejl. Men de kan forandre sig. De kan udvikle deres evner, så de kan udføre et førsteklasses arbejde, og så vil der altid være brug for dem. De vil få al den anerkendelse, som de fortjener.

(400)  Hvis mennesker egner sig til at få en højere stilling, vil Herren ikke blot tilskynde dem til at søge den. Han vil henlede andre menneskers opmærksomhed på dem. Der er folk, som ved, hvad disse mennesker er værd. Derfor kan de på en fornuftig måde tilskynde dem til at påtage sig et større ansvar. Når et menneske samvittighedsfuldt gør sin pligt hver dag, vil Gud sige, når hans time er inde: »Kom højere op!«

(400)  Hyrderne fik besøg af engle fra himlen, da de vogtede deres får på Betlehems marker. Guds engle vil også aflægge besøg hos mennesker i vore dage. Mens de udfører deres arbejde vil Guds ære, står der engle ved deres side. De hører, hvad de siger, og lægger mærke til, hvordan de udfører deres arbejde, for at se, om man kan betro dem større ansvar.

(400)  Ægte storhed
Gud bedømmer ikke mennesker efter deres rigdom, uddannelse eller stilling. Han vurderer dem efter deres rene bevæggrunde og deres ædle karakter. Han undersøger, hvor meget de har af hans ånd, og hvor meget de ligner ham. Hvem kaldes stor i Guds rige? Det gør det menneske, som ejer et lille barns ydmyghed, enfoldige tro og rene kærlighed.

(401)  Kristus sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener.«

(401)  Den største gave, himlen kan skænke menneskene, er fællesskab med Kristus i hans lidelser. Det medfører et stort ansvar og er en stor ære. Enok blev bortrykket til himlen, og Elias for til himlen i en ildvogn, men ingen af dem var større eller blev æret mere end Johannes Døber, der døde alene i fængslet. »For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.«

(401)  Fremtidsplaner
Der er mange mennesker, der ikke planlægger deres fremtid. De sætter sig ikke et bestemt mål. De er ofte ængstelige og urolige, fordi de ikke ved, hvordan fremtiden vil forme sig. Lad os huske, at Guds børns liv i denne verden er en pilgrimsfærd. Vi er ikke kloge nok til at planlægge vor egen tilværelse. Vi skal ikke selv tilrettelægge vor fremtid. »I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.«

(401)  Da Kristus var på jorden, lagde han ingen planer selv. Han rettede sig efter Gud, og Faderen viste ham fra dag til dag, hvad han skulle gøre. Vi bør have den samme tillid til Gud, og vi bør leve sådan, at vi følger den vej, som han viser os. Når vi lægger vort liv i hans hånd, vil han vejlede os.

(401)  Det går galt for alt for mange mennesker, som har planlagt en lykkelig fremtid. Lad Gud lægge planer for dig. Gør som et lille barn. Stol på, at Gud vil lede dig. »Han værner sine fromme.« Gud leder aldrig sine børn anderledes, end de ville ønske at blive ledet, hvis de kunne se enden fra begyndelsen og se, hvilken herlig opgave de er ved at løse som Guds medarbejdere.

(402)  Lønnen
Da Kristus opfordrede sine disciple til at følge ham, sagde han ikke, at de havde en lovende fremtid. Han gav dem ingen løfter om vinding eller verdslig ære. Han aftalte heller ikke med dem, hvad de skulle have i løn. Frelseren sagde til Mattæus, der sad ved toldboden: »'Følg mig!' Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham.«l1 Mattæus forlangte ikke at få en løn, som svarede til det, han var vant til at tjene. Han fulgte Jesus uden at betænke sig. Det var nok for ham at være sammen med Frelseren, lytte til det, han sagde, og tage del i hans arbejde.

(402)  De andre disciple, som Jesus havde valgt, bar sig ad på samme måde. Da Jesus sagde til Peter og hans kammerater, at de skulle følge ham, forlod de straks deres både og deres net. Nogle af disse disciple havde arbejdskammerater, som var afhængige af dem, men da Frelseren opfordrede dem til at følge ham, spurgte de ikke: »Hvordan kan jeg tjene til livets ophold og forsørge min familie?« De kom med det samme, og da Jesus senere spurgte dem: »Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?« kunne de svare: »Nej, ingenting!«

(402)  I dag beder Frelseren os om at arbejde for ham, ligesom han i sin tid henvendte sig til Mattæus, Johannes og Peter. Hvis vi elsker ham, vil vi ikke først og fremmest spørge, hvad vi får i løn. Vi vil glæde os over at kunne være Kristi medarbejdere, og vi vil trygt betro os i hans varetægt. Hvis vi sætter vor lid til Gud, vil vi ikke være i tvivl om, hvad der er vores pligt. Vi vil glemme vore egne interesser. Vore motiver vil være ædle, og vi vil være højt hævede over egoistiske bevæggrunde.

(403)  Gud vil sørge for os
Der er mange bekendende kristne, der er ængstelige og bekymrede, fordi de er bange for at overlade ansvaret til Gud. De overgiver sig ikke til ham uden forbehold, fordi de frygter for følgerne. Men de får ikke fred, før de gør det.

(403)  Der er mange mennesker, som gør sig alvorlige bekymringer, fordi de søger at efterligne verden. De har valgt at tjene den. De beskæftiger sig med dens problemer og følger dens skikke. Det går ud over deres karakter, og livet bliver en byrde. Det tærer på kræfterne, at de altid bekymrer sig. Herren ønsker, at de skal kaste dette trælle åg af sig. Han siger, at de skal tage hans åg på sig, for »mit åg er godt, og min byrde er let«. Bekymringer gør os blinde, så vi ikke kan se ind i fremtiden, men Jesus ser enden fra begyndelsen. Han kan hjælpe os i alle vanskeligheder. »Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt. «

(403)  Vor himmelske Fader kan sørge for os på tusind måder, som vi ikke har noget kendskab til. De mennesker, der først søger Guds rige, vil opdage, at vanskelighederne forsvinder, og at vejen er banet for dem.

(403)  Hold troens fane højt
Gør dit arbejde samvittighedsfuldt i dag, så er du bedre rustet til at løse morgendagens problemer. Lad være med at tage bekymringerne på forskud. »Hver dag har nok i sin plage.«

(403)  Lad os være modige og bevare håbet. Det er syndigt og urealistisk at fortvivle, når vi arbejder for Gud. Han ved, hvad vi trænger til. Gud holder sin pagt. Kongernes Konge forener sin almagt med den blide hyrdes omsorg. Hans magt er ubegrænset, og den er pantet på, at han vil opfylde sine løfter til alle dem, der stoler på ham. Han kan fjerne alle vanskeligheder og hjælpe alle dem, der tjener ham og anerkender de midler, han bruger. Hans kærlighed kender ingen grænser. Han våger over sine børn med en evig og ubegrænset kærlighed.

(404)  Stol på Gud i de mørkeste dage, når alt ser håbløst ud. Han gennemfører sine planer og gør altid det, som er bedst for hans folk. De mennesker, som elsker ham og tjener ham, vil få nye kræfter dag for dag.

(404)  Han både kan og vil give sine tjenere al den hjælp, de behøver. Han vil give dem den visdom, som de har brug for i enhver situation.

(404)  Den erfarne apostel Paulus sagde: »Han svarede: 'Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.' Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.«