Udvikling og tjeneste

(418)  At være kristen betyder mere, end mange er klar over. En kristen skal ikke blot være blid, tålmodig, ydmyg og venlig. Disse egenskaber er vigtige, men han skal også være modig, stærk, energisk og udholdende. Den vej, Kristus anviser, er trang, og det kræver selvfornægtelse at gå på den. Man kan ikke være en svækling, hvis man skal gå på denne vej og fortsætte sin vandring trods vanskeligheder og skuffelser.

(418)  Der kræves en fast karakter
Der er brug for stærke mænd. Der behøves mænd, som ikke venter på, at vejen skal blive banet og alle forhindringer fjernet. Der trænges til mænd, som vil sætte mod i de modløse. Der er behov for mænd, hvis hjerte brænder af Kristi kærlighed, og hvis hænder er villige til at arbejde for Mesteren.

(418)  Nogle af de mennesker, som tager del i evangeliets forkyndelse, er svage og forsagte, og de bliver let modløse. De mangler handlekraft. De er ikke i besiddelse af de karaktertræk, som sætter mennesker i stand til at udrette noget. De er ikke så optimistiske og energiske, at de kan begejstre andre. Hvis man vil opnå resultater, må man være modig og tro på sagen. Man skal ikke blot tilegne sig passive egenskaber. Man skal være aktiv. Man skal kunne give et mildt svar, som afvender vrede, men man skal også kunne udvise et sådant heltemod, at man kan kæmpe imod det onde. Selvom alt bør ske i kærlighed, bør man være i besiddelse af en karakterstyrke, som vil gøre ens indflydelse til en positiv kraft.

(419)  Der er nogle mennesker, som mangler beslutsomhed. De lægger ikke bestemte planer og sætter sig ikke et mål. De gør ikke megen nytte i verden. De bør overvinde deres svaghed, ubeslutsomhed og passivitet. En ægte kristen er ukuelig. Han bliver ikke slået ud, fordi han møder modgang. Vi skal have ben i næsen, og vi skal hverken lade os påvirke af smiger, bestikkelse eller trusler.

(419)  En alsidig uddannelse
Gud ønsker, at vi skal benytte os af enhver anledning til at uddanne os, så vi kan træde i hans tjeneste. Han forventer, at vi bruger alle vore kræfter, når vi arbejder for ham, og at vi altid tænker på, at hans værk er helligt, og at hans medarbejdere har et stort ansvar.

(419)  Der er mange mennesker, som kunne drive det vidt men de udretter ikke ret meget, fordi de ikke foretager sig ret meget. I tusindvis af mennesker går gennem livet uden at tænke på, at vi skal nå et højt mål. Det kan skyldes, at de ikke synes, at de er noget værd. Kristus har betalt en uendelig stor pris for os. Derfor ønsker han også, at vi skal betragte os selv som værdifulde.

(419)  Du skal ikke nøjes med at sætte dig et lavt mål. Vi er ikke nået så langt, som vi kunne, og vi har ikke nået det mål, som Gud ønsker, at vi skal nå. Gud har givet os evnen til at tænke, og vi skal ikke undlade at bruge den. Vi skal heller ikke misbruge den og kun beskæftige os med jordiske og nedværdigende ting. Vi kan udvikle vore åndsevner til det yderste. De skal forædles og helliges og bruges til at tjene hans riges interesser.

(419)  Ingen bør være tilfreds med at være en maskine, som et andet menneske kontrollerer. Gud har givet os evnen til at tænke og handle. Vi bliver i stand til at bære ansvar, når vi går frem med forsigtighed og beder Gud om visdom. Bevar dit gudgivne særpræg. Du skal ikke være en kopi af et andet menneske. Du skal stole på, at Herren vil styrke dig og bruge dig.

(420)  Vi må aldrig få den tanke, at vi har lært nok, og at vi nu kan tage den med ro. Det er de mennesker, der har lært noget, som udretter noget. Vi skal blive ved med at lære, så længe vi lever. Vi skal lære noget nyt hver dag og gøre brug af det, vi har lært.

(420)  Vi skal huske, at vi afslører vore bevæggrunde og udvikler vores karakter, uanset hvad vi arbejder med. Vær flittig og udfør altid dit arbejde så godt som muligt. Lad være med at springe over, hvor gærdet er lavest.

(420)  Vi vil have den samme indstilling til hele tilværelsen, som vi har på vores arbejdsplads. Gud har ikke brug for de mennesker, som kun vil udføre en vis mængde arbejde til en bestemt løn, og som ikke vil stå i lære først. Han kan ikke velsigne de mennesker, som regner ud, hvordan de kan yde så lidt som muligt i fysisk, åndelig og moralsk henseende. Deres eksempel smitter. De plejer kun deres egne interesser. Herren vil ikke sige: »Du gode og tro tjener« til de mennesker, som man hele tiden skal holde under opsyn, og som kun gør det arbejde, som de får besked på. Der er brug for folk, som er energiske, ærlige, flittige og villige til at gøre det, som skal gøres.

(420)  Der er mange, der ikke bliver til noget, fordi de ikke tør påtage sig et ansvar. Derfor får de ingen praktisk erfaring, for man kan ikke læse sig til alt.

(420)  Vi mennesker kan præge begivenhederne, men begivenhederne bør ikke præge os. Vi bør gribe chancen, når den er der, og gøre os til herrer over begivenhederne. Det omvendte bør ikke være tilfældet.

(420)  Mennesker med en stærk vilje har mødt modgang, nederlag og skuffelser. Modgang er en skjult velsignelse, fordi den får folk til at tage sig sammen. Derved får de selvtillid. Når man er i vanskeligheder, lærer man at stole på Gud, og hvis man ikke giver efter, bliver man stærk.

(421)  Kristi kærlighed tvinger os
Kristus sparede ikke sig selv. Han tog ikke fri, når han havde arbejdet et vist antal timer. Han lagde sit hjerte, sin sjæl og sin styrke i sit arbejde for menneskeheden. Han sled dagen lang, og om natten bad han om nåde, udholdenhed og hjælp til at kunne udrette endnu mere. Under høje råb og tårer opsendte han bønner til himlen. Han bad om, at hans menneskelige natur måtte blive styrket og få kræfter til at tage kampen op med den listige fjende og få hjælp til at løse sin opgave - at frelse menneskene. Han siger til sine medarbejdere: »Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«

(421)  Paulus sagde: »Kristi kærlighed tvinger os.«2 Det var Kristi kærlighed, der gav ham kraft og fik ham til at holde ud. Hvis han følte, at han var ved at miste begejstringen et eneste øjeblik, rettede han blikket mod korset og bandt op om sit sinds lænder og fortsatte sin vandring på selvfornægtelsens vej. I sit arbejde for brødrene stolede han på den grænseløse kærlighed, som kom til udtryk i Kristi offer.

(421)  Det er Paulus, der har sagt disse smukke ord: »I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.« Vi kender den herlighed, som han forlod, og ved, hvor meget han ydmygede sig. Han gav afkald på alt, og til sidst ofrede han livet. Han fandt ikke hvile fra det øjeblik, han forlod tronen i himlen, til han døde på korset. Han elskede menneskene så højt, at han fandt sig i at blive nedværdiget og mishandlet.

(421)  Paulus siger: »Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.«4 Han siger videre: »1 skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.«

(422)  Paulus anså det for meget vigtigt, at mennesker forstod, hvor dybt Kristus havde ydmyget sig. Han var overbevist om, at menneskenes egenkærlighed ville forsvinde som dug for solen, hvis man kunne få dem til at tænke på det forunderlige offer, som himlens Majestæt bragte. Apostlen gennemgår Kristi lidelseshistorie punkt for punkt for at give os et indblik i, hvor dybt Frelseren ydmygede sig for at frelse syndere. Han nævner først den stilling, som Kristus havde i himlen, da han var i Faderens favn. Derefter siger han, at han gav afkald på sin herlighed, og at han af egen fri vilje ydmygede sig og blev mennesker lig. Han påtog sig en tjeners pligter og blev lydig indtil døden. Han led den mest vanærende, afskyelige og smertefulde død - døden på et kors. Kan vi tænke på denne vidunderlige åbenbarelse af Guds kærlighed uden at fyldes med taknemmelighed og kærlighed? Og vil det ikke overbevise os om, at vi ikke tilhører os selv? Denne Mester bør vi ikke kun tjene, hvis vi har fordel af det.

(422)  Peter siger: »I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt.« Hvis det havde været muligt at sikre menneskets frelse ved hjælp af disse ædle metaller, ville det have været en let sag for ham, som siger: »Mit er sølvet, og mit er guldet.« Men synderen kunne kun løskøbes med Guds søns dyrebare blod. Hvis mennesker ikke værdsætter dette vidunderlige offer og ikke vil tjene Kristus, omkommer de i deres egenkærlighed.

(423)  Vi skal være målbevidste
Kristus kom for at frelse menneskene, og det betragtede han som sin vigtigste opgave. Alt andet kom i anden række. Hans disciple bør udvise den samme offervillighed, den samme selvfornægtelse, og de bør underkaste sig Guds ords krav ligesom han.

(423)  Når et menneske tager imod Kristus som sin personlige frelser, ønsker det af hele sit hjerte at tjene Gud. Når dette menneske tænker på, hvad himlen har gjort for at frelse det, fyldes dets hjerte med grænseløs kærlighed og inderlig taknemmelighed. Det ønsker at vise sin taknemmelighed ved at bruge sine evner i Guds tjeneste. Det længes efter at give udtryk for sin kærlighed til Kristus og de mennesker, som han har løskøbt. Det er villig til at arbejde hårdt og bringe ofre.

(423)  Når et menneske har besluttet at tjene Gud, vil det gøre sit bedste, for på den måde kan det ære sin Mester. Det vil gøre det rette, fordi det har ærbødighed for Guds bud. Det vil bestræbe sig for at udvikle alle sine evner. Det vil gøre alt til Guds ære. Det ønsker mest af alt, at Kristus må blive æret, og at mennesker må yde ham den bedst mulige tjeneste.

(423)  Der findes et billede af et dyr, som står imellem en plov og et alter. Under billedet står der: »Rede til begge dele.« Det er parat til at trække ploven eller til at blive ofret på alteret. Guds børn befinder sig i den samme situation. De er villige til at rejse, når pligten kalder, og til at fornægte sig selv og bringe ofre i Frelserens tjeneste.