Samarbejde mellem Gud og mennesker

(86)  Lægen skal samarbejde med Kristus i sin lægegerning. Frelseren tog sig både af sjæl og legeme. Det evangelium, han forkyndte, havde til formål at skænke åndeligt liv og fysisk helbredelse. Han forenede befrielse for synd og helbredelse for sygdom. Den kristne læge skal gøre det samme. Han skal samarbejde med Kristus for at afhjælpe sine medmenneskers fysiske og åndelige behov. Han skal være et nådens sendebud for de syge og give dem et lægemiddel, som både kan helbrede det syge legeme og sjælen, som er syg på grund af synden.

(86)  Kristus er lægestandens virkelige leder. Han er overlægen, som står ved siden af alle gudfrygtige læger, som søger at lindre menneskers lidelser. Mens lægen tager naturens midler i anvendelse for at kurere den fysiske syg dom, bør han henlede sine patienters opmærksomhed på ham, som kan helbrede både de sjælelige og de legemlige sygdomme. Læger kan yde hjælp, Kristus helbreder. Læger bestræber sig for at understøtte naturen, men det er Kristus, der helbreder. Lægen søger at bevare liv. Kristus skænker liv.

(86)  Kilden til helbredelse
Den kraft, som Frelseren benyttede, når han gjorde mirakler, er stadig virksom for at styrke og helbrede mennesket. Gud benytter naturens kræfter dag for dag, time efter time og sekund efter sekund for at holde os i live, styrke og helbrede os. Når en legemsdel bliver såret, begynder helbredelsen med det samme. Naturens kræfter træder i funktion for at gøre den syge legemsdel rask igen. Men det er Guds kraft, som virker gennem naturens lægemidler. Al livgivende kraft kommer fra ham. Når en patient bliver rask, er det Gud, som helbreder.

(87)  Sygdom, lidelse og død skyldes en fjendtlig magt. Satan ødelægger, Gud genopretter. Gud sagde til Israel: »Jeg er Herren, der læger dig.«l Disse ord gælder i lige så høj grad i dag, når mennesker bliver helbredt for en legemlig eller sjælelig sygdom.

(87)  Disse ord rummer Guds ønske for alle mennesker: »Min kære, frem for alt ønsker jeg, at du må have det godt og være rask, ligesom din sjæl har det godt.«

(87)  »Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed.«

(87)  Sygdom skyldes synden
Når Kristus helbredte et sygt menneske, sagde han ofte: »Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Han sagde altså, at de var blevet syge, fordi de havde overtrådt Guds love, og at de kun kunne blive ved med at være raske, hvis de adlød disse love.

(87)  Lægen bør lære sine patienter, at de skal samarbejde med Gud, når de skal helbredes. Læger bliver mere og mere overbevist om, at sygdom er en følge af synd. De ved, at både naturlovene og de ti bud er guddommelige, og at man kun kan genvinde og bevare helbredet, hvis man adlyder disse love. Læger ser mange patienter lide af sygdomme, som skyldes skadelige vaner. Disse menne.,ker kunne blive helbredt, hvis de selv ville gøre noget ved det. De skal have at vide at vaner, som ødelægger de fysiske, sjælelige eller åndelige kræfter, er synd, og at man genvinder helbredet ved at rette sig efter de love, som Gud har givet til menneskenes bedste.

(88)  Når en læge ser, at en patient lider af en sygdom, som skyldes forkerte spise- og drikkevaner eller andre forkerte vaner, og han ikke gør patienten opmærksom på det, forsynder han sig imod dette menneske. Alkoholikere og mennesker, som lever et udsvævende liv, beder ligefrem lægen om at sige højt og tydeligt, at deres lidelser skyldes deres syndige levevis. De mennesker, som har kendskab til livets love, bør bestræbe sig alvorligt for at bekæmpe sygdommen es årsager. Hvordan kan lægen være tavs, når han hele tiden ser mennesker lide, og når han ustandselig bestræber sig for at lindre deres lidelser? Kan man kalde ham en menneskeven, hvis han ikke siger, at patienten skal praktisere streng afholdenhed for at blive rask?

(88)  Gud har givet livets lov
Det bør siges højt og tydeligt, at hvis man vil bevare livet, skal man holde Guds bud. Gud har givet naturlovene, men hans love er ikke strenge og urimelige krav. Ethvert »du må ikke« indeholder et løfte, og det gælder både, når der er tale om en fysisk eller en moralsk lov. Hvis vi retter os efter den pågældende lov, vil vi blive velsignet. Gud tvinger os aldrig til at gøre det rette, men han forsøger at skåne os for det onde og at få os til at vælge det gode.

(88)  Man bør henlede opmærksomheden på de love, som Gud gav Israel. Han gav nogle ganske bestemte anvisninger på, hvordan de burde leve. Han gjorde dem bekendt med de love, som de skulle rette sig efter, hvis de ville have det godt både fysisk og åndeligt. Han gav dem dette løfte, hvis de ville adlyde disse love: »Herren vil tage enhver sygdom bort fra dig.«

(88)  »I skal lægge jer alle de ord på sinde, som jeg i dag ind skærper jer.« »For det er livet for den, der har fundet det, lægedom for hele hans legeme.«

(89)  Gud ønsker, at vi skal opnå den grad af fuldkommenhed, som er mulig, fordi han har givet os Kristus. Han opfordrer os til at træffe det rette valg, forene os med de himmelske kræfter og anerkende de grundsætninger, som vil genoprette Guds billede i os. Han har åbenbaret livets love i sit ord og i naturens store bog. Vi skal gøre os bekendt med disse grundsætninger og ved lydighed samarbejde med ham, så både legeme og sjæl kan blive helbredt.

(89)  Sundhedens evangelium
Menneskene bør lære, at de kun kan modtage de velsignelser, som følger med lydighed, hvis de tager imod Kristi nåde. Det er Kristi nåde, som sætter mennesket i stand til at adlyde Guds love. Det er også Kristi nåde, som sætter mennesket i stand til at bryde de dårlige vaners magt. Det er den eneste magt, som kan lede mennesket ind på den rette vej og få det til at blive der.

(89)  Når mennesker tager imod evangeliet i dets renhed og kraft, er det et lægemiddel imod de sygdomme, som er en følge af synden. Retfærdighedens sol skal stråle frem, og »under dens vinger er der helbredelse«. 6 Alle verdens rigdomme kan ikke helbrede et knust hjerte eller give fred i sindet, fjerne bekymringer eller jage sygdomme på flugt. Hverken berømmelse eller fremragende evner kan gøre et sorgfuldt hjerte glad eller råde bod på et forspildt liv. Menneskets eneste håb er Guds liv i sjælen.

(89)  Den kærlighed, som Kristus lader strømme gennem hele mennesket, er en livgivende kraft. Den helbreder alle de livsvigtige dele af mennesket - hjernen, hjertet og nerverne. Den får de stærkeste kræfter i mennesket til at fungere. Den befrier sjælen ror skyld og sorg, ængstelse og bekymring - alt det, som ødelægger livskraften. Den gør mennesket roligt og afklaret. Den skænker sjælen en glæde, som intet på denne jord kan ødelægge – glæde i Helligånden - en glæde, som giver sundhed og liv.

(90)  Frelseren sagde: »Kom til mig, . . . og jeg vil give jer hvile.« Her fortæller han, hvordan mennesker kan blive helbredt for deres fysiske, sjælelige og åndelige sygdomme. Selvom menneskene må lide, fordi de har båret sig forkert ad, har han medynk med dem. De kan få hjælp hos ham. Han vil gøre store ting for dem, der stoler på ham.

(90)  Synden har i årtusinder strammet sit greb om menneskeheden, og Satan har ved hjælp af løgn og list kastet sin mørke skygge over Guds ord, så det er blevet fortolket forkert, og så mennesker har draget Guds godhed i tvivl. Men til trods herfor lader Faderen i sin nåde og kærlighed stadig sine rige velsignelser strømme ned til jorden. Hvis menneskene blot ville åbne sjælens vinduer i retning af himlen og påskønne Guds gaver, ville helbredelsen strømme ind.

(90)  Værdien af en grundig uddannelse
Den læge, som ønsker at være Kristi medarbejder, vil bestræbe sig for at blive dygtig inden for sit fag. Han vil studere flittigt for at blive vel skikket til at påtage sig det ansvar, som følger med hans lægegerning, og han vil hele tiden sætte sig højere mål, skaffe sig flere kundskaber, blive dygtigere og erhverve sig mere indsigt. Enhver læge bør være klar over, at hvis han ikke gør sit bedste, går det ikke blot ud over de syge, men han gør også sine kolleger uret. Hvis en læge lader sig nøje med en middelmådig uddannelse, får patienterne ikke blot et dårligt indtryk af lægestanden, men han vanærer Kristus, som er Den store Læge.

(91)  Hvis et menneske mener, at det er uegnet til at være læge, bør det vælge et andet erhverv. Hvis mennesker er dygtige til at passe de syge, men deres uddannelse er begrænset, gør de klogt i at påtage sig en mindre krævende opgave. Så kan de gøre god fyldest som sygeplejersker. Hvis de assisterer dygtige læger, kan de hele tiden tage ved lære, og hvis de griber enhver anledning til at skaffe sig kundskaber, kan de med tiden blive kvalificeret til lægegerningen. Lad de yngre læger »som hans (Den store Læges) medarbejdere. . . ikke forgæves. . . tage imod Guds nåde«. De bør ikke volde anstød »med noget som helst, for at tjenesten (for de syge) ikke skal komme i vanry, men (vi) anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder.

(91)  Gud har besluttet, at vi hele tiden skal gå fremad. Den sande lægemissionær vil altid dygtiggøre sig. Begavede kristne læger, som er i besiddelse af stor faglig dygtighed, bør opfordres til at arbejde for Gud på steder, hvor de kan oplære andre til at blive lægemissionærer.

(91)  Lægen bør tilegne sig lyset fra Guds ord. Der bør hele tiden foregå en åndelig vækst hos ham. Han skal ikke blot lade sig påvirke af religion, ligesom han lader sig påvirke af så meget andet. Han skal betragte religion som det vigtigste. Han skal handle ud fra ophøjede og hellige motiver. Her er der tale om stærke motiver, fordi de har deres oprindelse hos ham, som gav sit liv for at kunne give os kraft til at overvinde det onde.

(91)  Hvis lægen bestræber sig trofast og flittigt for at dygtiggøre sig og indvier sig til Kristi tjeneste og tager tid til at ransage sit eget hjerte, vil han blive i stand til at fatte hemmelighederne ved sit hellige kald. Han kan underkaste sig en sådan disciplin og skaffe sig en sådan uddannelse, at "Ile de mennesker, han kommer i forbindelse med vi lægge mærke til den fremragende uddannelse og visdom som han er i besiddelse af. Han har nået dette resultat, fordi han har forbindelse med den vise og mægtige Gud.

(92)  En guddommelig hjælper i sygeværelset
Der er ingen, der trænger til at leve Kristus så nær som læger. Et menneske skal leve som en kristen hver dag og hver time, hvis vedkommende vil passe sin lægegerning korrekt. Patientens liv er i lægens hænder. Hvis han stiller en forkert diagnose eller skriver en forkert recept, eller hvis han foretager en forkert bevægelse under en vanskelig operation, selvom det kun drejer sig om en hårsbred, kan patienten miste livet og en sjæl blive sendt til evigheden. Det er en alvorlig tanke! Derfor bør Den store Læge altid stå ved lægens side.

(92)  Frelseren er villig til at hjælpe alle, der beder ham om visdom og klare tanker. Og hvem trænger mere til visdom og klare tanker end en læge, der skal træffe så vigtige afgørelser? En person, som forsøger at forlænge et menneskes liv, bør stole på Kristus og bede ham om at lede hans hænder. Frelseren vil give ham taktfølelse og hjælpe ham med at løse vanskelige opgaver.

(92)  De mennesker, der passer de syge, har. store muligheder. Når de bestræber sig for at helbrede de syge, bør de tænke på, at lægen søger at hjælpe dem med at samarbejde med Gud for at bekæmpe sygdommen. Få dem til at føle, at de kan vente guddommelig hjælp, hver gang de foretager sig noget, som er i overensstemmelse med Guds love.

(92)  De syge og lidende vil nære meget mere tillid til lægen, hvis de ved, at han elsker og frygter Gud. De stoler på, hvad han siger. De føler sig trygge, når han har ansvaret for dem.

(92)  Da den kristne læge kender Herren Jesus, er det hans forret at holde en bøn og indbyde Herren til at komme med ind på sygestuen. Lægen bør også bede Den store Læge om hjælp, inden han foretager en vanskelig operation. Han bør sige til patienten, at Gud kan hjælpe ham igennem krisen, og at de, der stoler på ham, altid kan søge tilflugt hos ham, når de er i vanskeligheder. Den læge, der ikke kan gøre det, mister patient efter patient, som kunne være reddet. Hvis han kunne sige noget, som ville få patienten til at stole på den medfølende frelser, som føler med os i vor angst, og skildre sjælens behov for ham i bøn, ville krisen oftere blive overstået med godt resultat.

(93)  Han, der kan se, hvad der bor i menneskets hjerte, er den eneste, som ved, hvor bange mange patienter er for at lade sig operere. De ved, at det er farligt. Selvom de stoler på kirurgen s dygtighed, ved de, at han ikke er ufejlbarlig. Men når de ser, at lægen bøjer hovedet og beder Gud om hjælp, bliver de rolige. I taknemmelighed og tillid åbner de hjertet for Guds helbredende kraft, patienten bliver opladet med ny energi, og livets kræfter sejrer.

(93)  Frelserens nærværelse betyder også meget for lægen. Det store ansvar slider ofte på ham. Uvished og bange anelser kan få ham til at ryste på hånden, men det giver ro og mod at vide, at den guddommelige rådgiver står ved hans side for at vejlede og hjælpe ham. Når Kristus rører ved lægens hånd, får han tilført vitalitet, ro, tillid og kraft.

(93)  Når krisen er drevet over, og operationen er lykkedes, bør lægen benytte nogle få øjeblikke til at bede med patienten. Giv udtryk for, at I er taknemmelige, fordi der er blevet reddet et menneskeliv. Når patienten takker lægen, bør denne lade takken gå videre til Gud. Sig til patienten, at hans liv er blevet reddet, fordi Den store Læge har våget over ham.

(93)  Hvis lægen benytter denne fremgangsmåde, henleder han patientens opmærksomhed på ham, som holder ham i live og helt og fuldt kan frelse alle dem, der kommer til ham.

(94)  Sjælesorg
Sjælesorg bør være en uadskillelig del af lægemissionsarbejdet. Lægen og præsten bærer det største ansvar, som nogensinde er blevet betroet mennesker. Enhver læge skal også øve sjælesorg. Det hører med til hans lægegerning, uanset om han ved det.

(94)  Når læger tager sig af de syge og døende, glemmer de ofte at tænke på, at der er et liv efter dette. De gør alt for at redde legemet, men glemmer sjælen. Patienten dør måske, og så kan der ikke gøres mere for ham. Lægen vil møde denne sjæl igen ved Kristi domstol.

(94)  Vi mister ofte de bedste velsignelser, fordi vi undlader at tale et ord i rette tid. Hvis vi ikke benytter den gyldne anledning, får vi den ikke igen. Man bør aldrig tale om religiøse læresætninger eller stridsspørgsmål ved sygesengen. Tal med den syge om ham, som er villig til at frelse alle, der kommer til ham i tro. Gør et alvorligt, venligt forsøg på at hjælpe den sjæl, som svæver mellem liv og død.

(94)  Hvis lægen ved, at Kristus er hans personlige frelser, fordi han selv har søgt tilflugt hos ham, ved han også, hvordan han skal hjælpe de bange sjæle, der henvender sig til ham om hjælp. De føler sig tynget af skyldfølelse og er syge på grund af synden. Lægen kan besvare spørgsmålet: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« Han kan fortælle om Frelserens kærlighed. Han kan tale af erfaring om den styrke, der ligger i at angre og vise tro. Han kan med enkle, alvorlige ord tale denne sjæls sag for Gud i bøn og opfordre den syge til at bede om og modtage vor medfølende frelsers nåde. Mens han øver sjælesorg ved sygesengen og bestræber sig for at sige nogle ord, som kan være til hjælp og trøst, vil Herren arbejde med ham og gennem ham. Når den syge tænker på Frelseren, fylder Kristi fred hans hjerte, og den åndelige sundhed, som han får tilført, virker som Guds hjælpende hånd, som helbreder legemet.

(95)  Når lægen behandler de syge, får han også ofte lejlighed til at hjælpe patientens venner. Når de våger over den syge og føler, at de ikke formår at lindre patientens smerter, smelter deres hårde hjerte. Så fortæller de lægen om sorger, som de skjuler for andre. Nu kan han benytte anledningen til at lede disse sørgende mennesker hen til ham, som har sagt, at de trætte og overanstrengte er velkomne hos ham. Lægen kan ofte bede for dem og sammen med dem og anmode ham, der kan slukke alle sorger og lindre alle smerter, om at hjælpe dem.

(95)  Guds løfter
Lægen har rig anledning til at tale med sine patienter om løfterne i Guds ord. Han skal tage nyt og gammelt frem fra skatkammeret og sige noget, som kan være til trøst og vejledning. Lægen bør fylde sit sind med friske tanker. Han bør læse flittigt i Guds ord, så han er bekendt med dets løfter. Han bør lære at gentage de trøsterige ord, som Kristus sagde, da han underviste og helbredte de syge. Lægen bør tale om Kristi mirakler og om hans venlighed og kærlighed. Han bør aldrig undlade at tale med sine patienter om Kristus, som er Den store Læge.

(95)  Kristi ord indeholder den samme kraft, som han gjorde brug af, da han færdedes synligt blandt menneskene. Jesus helbredte de syge og uddrev dæmoner ved sit ord. Det var ved hjælp af dette ord, at han stillede stormen på søen og oprejste de døde. Folket så, at der var kraft i hans ord. Han talte Guds ord, og det var det samme ord, han havde talt til alle profeterne og lærerne i Det gamle Testamente. Hele Bibelen er en åbenbaring af Kristus.

(96)  Vi skal betragte Bibelen som Guds ord til os, og vi skal ikke blot betragte det som det skrevne ord, men som det talte ord. Når de syge henvendte sig til Kristus, så han ikke blot dem, der bad om hjælp. Han så ind i fremtiden og fæstede sit blik på alle dem, der ville henvende sig til ham, fordi de havde de samme behov og den samme tro. Da han sagde til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig,«9 og da han sagde til kvinden fra Kapernaum: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«IO talte han til andre syge, syndige mennesker, som bad ham om hjælp.

(96)  Dette gælder for alle Guds løfter. Han taler til os personligt i disse løfter, og han taler lige så direkte, som om vi kunne høre hans stemme. Kristus skænker os sin nåde og kraft i disse løfter. De er blade på det træ, som »tjener til lægedom for folkeslagene«.l1 Når vil tilegner os disse løfter og lader dem blive en del af os selv, skal de styrke vores karakter og tilføre vort liv inspiration og næring. Intet andet indeholder en sådan helbredende kraft, og intet andet kan skænke et sådant mod og en sådan tro og forsyne hele mennesket med livsenergi.

(96)  Når lægen taler med et menneske, som står skælvende på gravens rand, eller med en sjæl, som plages af smerte og synd, bør han benytte anledningen til at gentage Frelserens ord - for alt, hvad der står i Den hellige Skrift, er hans ord:

(96)  »Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser. . . . Du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig.« »Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.« »Frygt ikke, for jeg er med dig.«

(97)  »Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv.«

(97)  »Men erkend din skyld, at du har brudt med Herren din Gud.« »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.«

(97)  »Jeg udslette r dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig.«

(97)  »Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld. Hvis I er villige og lydige, skal I fortære landets goder.«

(97)  »Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig.« »Jeg skjulte et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed.«

(97)   »Jeres hjerte må ikke forfærdes.« »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærde s og ikke være modløst.«

(97)  »De skal være som læ for vind, som skjul mod skybrud, som en bæk i et vandløst land, som skyggen fra en vældig klippe i et udtørret land.«

(97)  »De hjælpeløse og fattige søger vand, men der er ikke noget, deres tunge tørrer ud af tørst. Jeg, Herren, vil svare dem, jeg, Israels Gud, svigter dem ikke.«

(97)  »Dette siger Herren, som skabte dig: . . . Jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere.«

(97)  »Vend dig til mig og bliv frelst, hele du vide jord!«

(98)  » Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme.« » Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.«