Første Johannes brev 1 1 Det, som var fra Begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore øjne, det, vi skuede og vore hænder rørte ved, Livets Ord 2 - Livet trådte synligt frem, vi har set, vi vidner, vi bringer bud om det Evige Liv, det, som var hos Faderen, det, som trådte synligt frem for os 3 - Det, vi har set og hørt, det melder vi videre til jer, for at I kan have fællesskab med os, og vort fællesskab er fællesskab med Faderen og med Hans Søn Jesus Kristus. 4 Nu skriver vi, for at vor glæde kan blive fuldkommen. 5 Dette er Budskabet, sådan, som vi har hørt det fra Ham og overbringer det til jer: Gud er Lys, og mørke findes ikke i Ham. 6 Hvis vi siger: "Vi har fællesskab med ham!" og lever i mørket, så lyver vi og gør ikke Sandheden. 7 Hvis vi lever i Lyset, ligesom Han er i Lyset, har vi fællesskab med hinanden, og det blod, som Hans Søn Jesus ofrede, skyller os rene for al synd. 8 Hvis vi siger: "Vi har ikke synd!" - så er vi på afveje, og Sandheden er ikke i os. 9 Hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, og derfor tilgiver Han os vore synder og renser os fra det onde, vi har gjort. 10 Hvis vi siger: "Vi har aldrig I syndet!" - så gør vi Ham til en løgner, og Hans Ord er ikke i os. |