Første Kongebog 17 1 Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Så vist som Herren, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg står, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse År, uden efter mit Ord. 2 Og Herrens Ord skete til ham og sagde: 3 Gak herfra og vend dig imod Østen og skjul dig ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. 4 Og det skal ske, at du skal drikke af Bækken, og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der. 5 Og han gik og gjorde efter Herrens Ord og gik og blev, ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. 6 Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og Kød om Aftenen, og han drak af Bækken. 7 Og det skete efter en Tids Forløb, da blev Bækken tør, thi der var ikke Regn i Landet. 8 Da skete Herrens Ord til ham og sagde: 9 Stå op og gak til Sarepta, som er ved Sidon, og bliv der; se, jeg har budet der en Enke, at hun skal forsørge dig. 10 Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kære, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke. 11 Da gik hun at hente, og han kaldte ad hende og sagde: Kære, tag mig et Stykke Brød med, i din Hånd. 12 Men hun sagde: Så vist som Herren din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Håndfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og går ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi må æde det og dø. 13 Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og bring mig den ud, siden skal du lave dig og din Søn noget. 14 Thi så siger Herren, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke blive tomt indtil den Dag, at Herren skal give Regn over Jorderige. 15 Og hun gik og gjorde efter Elias's Ord; og hun åd, ja, han og hun og hendes Hus i en god Tid. 16 Melet i Krukken blev ikke fortæret, og Oliekruset blev ikke tomt, efter Herrens Ord, som han talte ved Elias. 17 Og det skete efter disse Handeler, at samme Kvindes, Husets Ejerindes, Søn blev syg, og hans Sygdom var såre svar, indtil der ikke mere var Ånde i ham. 18 Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg at gøre med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgerning kommes i Hu og at dræbe min Søn. 19 Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skød og bar ham op på Salen, hvor han boede, og han lagde ham på sin Seng. 20 og han råbte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du virkelig bragt Ulykke over denne Enke, som jeg opholder mig hos, så at du dræber hendes Søn? 21 Så udstrakte han sig over Barnet tre Gange og råbte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kære, lad dette Barns Sjæl komme inden i det igen! 22 Og Herren hørte Elias's Røst, og Barnets Sjæl kom inden i det igen, og det blev levende. 23 Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det, og Elias sagde: Se, din Søn lever. 24 Kvinden sagde til Elias: Nu ved jeg dette, at du er en Guds Mand, og at Herrens Ord i din Mund er Sandhed. |