Første Kongebog 2 1 Og der Davids Dage kom nær til, at han skulde dø, da bød han sin Søn Salomo og sagde: 2 Jeg går bort ad al Jordens Vej, så vær frimodig og vær en Mand, 3 og tag Vare på, hvad Herren din Gud vil have varetaget, at du vandrer i hans Veje og holder hans Skikke, hans Bud og hans Befalinger og hans Vidnesbyrd efter det, som er skrevet i Mose Lov, at du kan handle viselig i alt det, du gør, og i alt det, du vender dig til, 4 på det Herren skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Vej, at vandre for mit Ansigt i Sandhed, af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand på Israels Stol. 5 Og du ved også, hvad Joab, Zerujas Søn, gjorde ved mig, hvad han gjorde ved de to Stridshøvedsmænd i Israel, ved Abner, Ners Søn, og ved Amasa, Jethers Søn, som han slog ihjel, og udøste Krigsblod under Fred, og kom Krigsblod på sit Bælte, som var om hans Lænder, og på sine Sko, som vare på hans Fødder. 6 Og du skal gøre efter din Visdom, at du ikke lader hans grå Hår nedfare til Graven med Fred. 7 Men du skal gøre Miskundhed mod Gileaditeren Barsillajs Sønner, og de skulle være iblandt dem, som æde ved dit Bord; thi således holdt de sig nær til mig, der jeg flyede for Absalom, din Broder. 8 Og se, du har hos dig Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim, som bandede mig med en gruelig Forbandelse, på den Dag jeg gik til Mahanaim; men han kom ned imod mig til Jordanen, og jeg svor ham ved Herren og sagde: Jeg vil ikke slå dig ihjel med Sværdet. 9 Men nu, du skal ikke holde ham uskyldig; thi du er en viis Mand, og du ved, hvad du skal gøre ved ham, så at du lader hans grå Hår nedfare med Blod til Graven. 10 Så lå David med sine Fædre og blev begraven i Davids Stad. 11 Og de Dage, som David var Konge over Israel, var fyrretyve År; han var Konge i Hebron syv År og var Konge i Jerusalem tre og tredive År. 12 Og Salomo sad paa sin Faders, Davids Trone, og hans Rige blev såre fast. 13 Og, Adonia, Hagiths Søn, kom ind til Bathseba, Salomos Moder, og hun sagde: Kommer du med Fred? og han sagde: Med Fred. 14 Da sagde han: Jeg har et Ord til dig; og hun sagde: Tal. 15 Og han sagde: Du ved, at Riget var mit, og al Israel havde vendt deres Ansigt til mig, at jeg skulde være Konge; men Riget er fravendt mig og blevet min Broders, thi det er blevet hans af Herren. 16 Og nu begærer jeg en Begæring af dig, du ville ikke afvise mig; men hun sagde til ham: Tal. 17 Da sagde han: Kære, tal til Kong Salomo, thi han afviser dig ikke, at han vil give mig Abisag, den sunamitiske, til Hustru. 18 Og Bathseba sagde: Godt; jeg vil tale for dig til Kongen. 19 Og Bathseba kom til Kong Salomo,at tale med ham for Adonia, og Kongen stod op imod hende og bøjede sig ned for hende, og satte sig på sin Stol, og man satte en Stol til Kongens Moder, og hun sad ved hans højre Side. 20 Og hun sagde: Jeg begærer en liden Begæring af dig, du ville ikke afvise mig; Kongen sagde til hende: Begær, min Moder, thi jeg vil ikke afvise dig. 21 Og hun sagde: Lad Abisag, den sunamitiske, gives din Broder Adonia til Hustru. 22 Da svarede Kong Salomo og sagde til sin Moder: Men hvorfor begærer du Abisag, den sunamitiske, til Adonia? begær og Riget for ham, thi han er min Broder, ældre end jeg, og for Abjathar, Præsten, og Joab, Zerujas Søn. 23 Og Kong Salomo svor ved Herren og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles så og så! Adonia skal have talt det Ord imod sit Liv. 24 Og nu, så vist som Herren lever, som har stadfæstet mig og ladet mig sidde på min Fader Davids Trone, og som har givet mig et Hus, som han sagde: Da skal Adonia lide Døden i Dag. 25 Og Kong Salomo sendte ved Benaja, Jojadas Søns, Hånd, og denne faldt an på ham, så at han døde. 26 Og Kongen sagde til Abjathar, Præsten: Gak til din Ager i Anathoth, thi du er en Dødens Mand; men jeg vil ikke slå dig ihjel denne Dag, fordi du har båret den Herre Herres Ark for Davids, min Faders, Ansigt, og fordi du har lidt Trængsel i alt, hvori min Fader har lidt Trængsel. 27 Så udstødte Salomo Abjathar fra at være Herrens Præst, for at opfylde Herrens Ord, som han havde talt over Elis Hus i Silo. 28 Og der dette Rygte kom for Joab (thi Joab havde holdt med Adonia, men havde ikke holdt med Absalom), da flyede Joab til Herrens Paulun og tog fat på Alterets Horn. 29 Og det blev Kong Salomo tilkendegivet, at Joab var flyet til Herrens Paulun, og se, han stod ved Alteret; da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, hen og sagde: Gak, fald an på ham. 30 Og der Benaja kom til Herrens Paulun, da sagde han til ham: Så siger Kongen: Gak ud; og han sagde: Nej, thi her vil jeg dø; og Benaja førte Svar tilbage til Kongen og sagde: Så har Joab talt, og så har han svaret mig. 31 Da sagde Kongen til ham: Gør, således som han har talt, og fald an på ham og begrav ham; og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Hus. 32 Og Herren skal lade Blodet komme tilbage på hans Hoved, fordi han faldt an på to Mænd, som vare retfærdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Sværdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda, 33 at deres Blod skal komme tilbage på Joabs Hoved og paa hans Sæds Hoved evindelig; men David og hans Sæd og hans Hus og hans Trone skal have Fred af Herren indtil evig Tid: 34 Og Benaja, Jojadas Søn, gik op og faldt an på ham og dræbte ham; og han blev begraven i sit Hus i Ørken. 35 Og Kongen satte Benaja, Jojadas Søn, i hans Sted over Hæren, og Kongen satte Zadok, Præsten, i Abjathars Sted. 36 Og Kongen sendte hen og lod kalde Simei og sagde til ham: Byg dig et Hus i Jerusalem, og bo der, og gak ikke der ud fra hid eller did. 37 Thi det skal ske, på hvilken Dag du går ud og går over Kedrons Bæk, da vid vist, at du skal dø; dit Blod skal være på dit Hoved. 38 Og Simei sagde til Kongen: Det Ord er godt; ligesom min Herre Kongen har talt, så skal din Tjener gøre. Så boede Simei i Jerusalem mange Dage. 39 Og det skete, der tre År vare til Ende, at to af Simeis Tjenere flyede til Akis, Maekas Søn, Kongen i Gath; og de gave Simei det til Kende, sigende se, dine Tjenere ere i Gath. 40 Så gjorde Simei sig rede og sadlede sit Asen og drog til Gath til Akis at oplede sine Tjenere; og Simei drog hen og førte sine Tjenere fra Gath. 41 Og det blev Salomo tilkendegivet, at Simei var dragen fra Jerusalem til Gath og var kommen tilbage. 42 Og Kongen sendte hen og lod Sime kalde og sagde til ham: Har jeg ikke besvoret dig ved Herren og vidnet for dig og sagt: På hvilker Dag du går ud og går hid eller did, skal du vist vide, at du ska dø? og du sagde til mig: Det Ord er godt, som jeg har hørt. 43 Hvorfor har du da ikke holdt Herren Ed og; det Bud, som jeg bød dig? 44 Og Kongen sagde til Simei: Du ved al den Ondskab, som dit Hjerte er sig bevidst, hvilken du gjorde min Fader David, og Herren har ladet din Ondskab komme tilbage på dit Hoved. 45 Men Kong Salomo er velsignet, og Davids Trone skal være fast for Herrens Ansigt; til evig Tid. 46 Så bød Kongen Benaja, Jojadas Søn, og han gik ud og faldt an på ham, og.han døde. Og Riget blev befæstet i Salomo Haand. |