Første Kongebog 20 1 Benhadad, Kongen i Syrien samlede hele sin Hær, og der var to og tredive Konger med ham og Heste og Vogne; og han drog op og belejrede Samaria og stred imod den. 2 Og han sendte Bud til Akab, Israels Konge, til Staden. 3 Og han lod ham sige: Så siger Benhadad: Dit Sølv og dit Guld, det er mit, og dine smukke Hustruer og Børn, de ere mine. 4 Og Israels Konge svarede og sagde: Efter dine Ord skal det være, min Herre Konge! jeg er din og alt det, jeg har. Derefter kom Budene igen og sagde: Så siger Benhadad: Efterdi jeg sendte til dig og lod sige: Du skal give mig dit Sølv og dit Guld og dine Hustruer og dine Børn: 5 Så vil jeg sende mine Tjenere til dig i Morgen på denne Tid, og de skulle ransage i dit Hus og i dine Tjeneres Huse, og det skal ske, alt det, som er lysteligt for dine Øjne, skulle de lægge i deres Hænder og tage det bort. 6 Så vil jeg sende mine Tjenere til dig i Morgen på denne Tid, og de skulle ransage i dit Hus og i dine Tjeneres Huse, og det skal ske, alt det, som er lysteligt for dine Øjne, skulle de lægge i deres Hænder og tage det bort. 7 Da kaldte Israels Konge ad alle Landets ældste og sagde: Kære, mærker og ser, at denne søger det, som ondt er; thi han sendte til mig om mine Hustruer og om mine Børn og om mit Sølv og om mit Guld, og jeg har ikke nægtet ham det. 8 Da sagde alle de ældste og alt Folket til ham: Du skal ikke adlyde og ikke samtykke. 9 Da sagde han til Benhadads Bud: Siger min Herre. Kongen: Alt det, du séndte til din Tjener første Gang om, vil jeg gøre, men denne Gerning kan jeg ikke gøre, og Budene gik og bragte ham Svar igen. 10 Da sendte Benhadad til ham og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles så og så, om Støvet af Samaria skal blive nok til, at alt Folket, som er i Følge med mig, skal kunne føre hver en Håndfuld der fra. 11 Da svarede Israels Konge og sagde: Siger: Den, som ombinder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det. 12 Og det skete, der han hørté dette Ord, medens han drak, han og Kongerne i Teltene, da sagde han til sine Tjenere: Sætter an; og de satte an imod Staden. 13 Og se, en Profet gik frem til Akab, Israels Konge, og sagde: Så sagde Herren: Har du set hele denne store Hob? se, jeg vil give den i Dag i din Hånd, at du skal fornemme, at jeg er Herren. 14 Og Akab sagde: Ved hvem og han sagde: Så siger Herren: Ved Landshøvdingenes Drenge; og han sagde: Hvem skal begynde Striden? og han sagde: Du. 15 Så talte han Landshøvdingenes Drenge, og de vare to Hundrede og to og tredive; og efter dem talte han hele Folket, alle Israels Børn, syv Tusinde. 16 Og de droge ud om Middagen; og Benhadad drak og var drukken i Teltene, han og Kongerne, nemlig de to og tredive Konger, som hjalp ham. 17 Og Landshø vdingenes Drenge droge først ud; og Benhadad sendte nogle hen, og de gave ham til Kende og sagde: Der dragerMænd ud fra Samaria. 18 Og han sagde: Dersom de ere uddragne for Freds Skyld, så griber dem levende, og dersom de ere uddragne for Krigs Skyld, så griber dem levende! 19 Da de vare uddragne af Staden, nemlig Landshøvdingenes Drenge og Hæren, som fulgte dem: 20 Da sloge de hver sin Mand, og Syrerne flyede, og Israel forfulgte dem; og Benhadad, Kongen af Syrien, undkom på en Hest med Rytterne. 21 Og Israels Konge drog ud og slog Heste og Vogne og slog Syrerne med et stort Slag. 22 Da gik Profetén frem til Israel Konge og sagde til ham: Gak, for stærk dig, og vid og se, hvad du skal gøre; thi når Året er omme, vil Kongen af Syrien drage op imod dig. 23 Og Kongen af Syriens Tjenere sagde til ham: Deres Guder ere Bjergenes Guder, derfor ere de stærkere end vi; men lader os stride imod dem på det jævne Land; hvad gælder det, om vi ikke skulle blive stærkere end de? 24 Og gør denne Gerning: Tag Kongerne bort, hver fra sin Plads, og sæt Statholdere i deres Sted! 25 Og tæl dig en Hær, som dénne Hær var, som er falden for dig, og Heste som de Heste og Vogne som de Vogne, og lader os stride imod dem på det jævne Land; hvad gælder det, om vi ikke skulle blive stærkere end de? og han adlød deres Røst og gjorde så. 26 Og det skete, der Året var omme, da talte Benhadad Syrerne og drog op til Afek, til Krigen imod Israel. 27 Og Israels Børn bleve talte og.forsynede, og de droge imod dem; og Israels Børn lejrede sig imod dem som to små Gedehjorde; men Syrerne havde opfyldt Landet. 28 Og der kom en Guds Mand frem og talte til Israels Konge og sagde: Så sagde Herren: Fordi Syrerne have sagt: Herren er Bjergenes Gud og ikke Dalenes Gud, derfor har jeg givet hele denne store Hob i din Hånd, for at I skulle fornemme, at jeg er Herren. 29 Og disse lejrede sig over for dem syv Dage, og det skete på den syvende Dag, da begyndte Slaget, og Israels Børn sloge Syrerne, hundrede Tusinde Fodfolk på een Dag. 30 Og de, som bleve tilovers, flyede til Afek ind i Staden, og Muren faldt på syv og tyve Tusinde Mænd, som vare blevne tilovers; og Benadad flyede og kom i Staden, fra et Kammer til et andet. 31 Da sagde hans Tjenere til ham: Kære, se, vi have hørt, at Israels Konger ere nådige Konger; kære, lader os lægge Sække om vore Lænder og Reb om vore Hoveder og gå ud til Israels Konge, måske han lader din Sjæl leve. 32 Og de bandt Sække om deres Lænder og Reb om deres Hoveder, og de kom til Israels Konge og sagde: Benhadad, din Tjener siger: Kære, lad min Sjæl leve; og han sagde: Lever han endnu? han er min Broder. 33 Og Mændene udlagde sig det til det gode og skyndte sig med at få ham til at sige, om det var hans Alvor, og de sagde: Benhadad er din Broder; og han sagde: Går ind, henter ham hid; da gik Benhadad ud til ham, og han lod ham stige op på Vognen. 34 Og Benhadad sagde til ham: Jeg vil give dig igen de Stæder, som min Fader tog fra din Fader, og du må anlægge dig Gader i Damaskus, ligesom min Fader anlagde i Samaria; og jeg, sagde Akab, vil med den Pagt lade dig fare. Så gjorde han en Pagt med ham og lod ham fare. 35 Og en Mand af Profeternes Børn sagde til sin Næste ved Herrens Ord: Kære, slå mig; men Manden vægrede sig ved at slå ham. 36 Da sagde han til ham: Fordi du ikke adlød Herrens Røst, se, da skal en Løve slå dig, når du går fra mig; og han gik fra ham, og en Løve traf ham og slog ham. 37 Og han traf en anden Mand og sagde: Kære, slå mig; og Manden slog ham hårdt og sårede ham. 38 Da gik Profeten og stod for Kongen på Vejen og gjorde sig ukendelig med et Klæde over sine Øjne. 39 Og det skete, da Kongen drog forbi, at han råbte til Kongen og sagde: Din Tjener var dragen ud midt i Krigen, og se, en Mand veg af Vejen og førte en Mand til mig og sagde: Forvar denne Mand; dersom han savnes, da skal dit Liv være i Stedet for hans Liv, eller du skal betale et Centner Sølv. 40 o Og det skete, der din Tjener havde at gøre her og der, da var han ikke mere der; og Israels Konge sagde til ham: Så er din Dom, du har selv fældet den. 41 Da skyndte han sig og tog Klædet bort fra sine Øjne, og Israels Konge kendte ham, at han var en af Profeterne. 42 Og han sagde til ham: Så sagde Herren: Fordi du slap den Mand, som jeg har sat i Band, af din Hånd, da skal din Sjæl være i Stedet for hans Sjæl, og dit Folk i Stedet for hans Folk. 43 Så drog Israels Konge til sit Hus, ilde tilfreds og vred; og han kom til Samaria. |