Første korinterbrev 1 1 Paulus, ved Guds vilje kaldet til at være Kristi Jesu apostel, og broderen Sostenes 2 sender hilsen til Guds menighed i Korint, til dem, der er helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige, sammen med alle, der alle vegne både hos dem og hos os påkalder vor Herres Jesu Kristi navn: 3 Nåde være med eder og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! 4 Jeg takker altid Gud for jer på grund af den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus. 5 I er jo i ham blevet rige på alt, i al tale og al indsigt, 6 efter som vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet iblandt jer, 7 så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares, 8 han, som også skal styrke jer indtil det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herres Jesu Kristi dag. 9 Trofast er Gud, ved hvem I blev kaldet til samfund med hans Søn Jesus Kristus, vor Herre. 10 Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. 11 Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer. 12 Jeg sigter til, at I hver især siger: Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus. 13 Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? eller blev I døbt til Paulus' navn? 14 Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, 15 så ingen skal kunne sige, at I blev døbt til mit navn. 16 Dog, jeg har også døbt Stefanus' hus; ellers ved jeg ikke, om jeg har døbt nogen. 17 Thi Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet ikke med visdom i tale, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft. 18 Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft. 19 Thi der står skrevet: »Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.« 20 Hvor er nu vismændene? hvor er nu de skriftkloge? hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? 21 Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror. 22 Thi jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, 23 vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab, 24 men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Gud kraft og Guds visdom. 25 Thi Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene. 26 Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; 27 men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; 28 og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, 29 for at intet menneske skal rose sig for Gud. 30 Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning, 31 for at, som der står skrevet, »den, der roser sig, skal rose sig i Herren.« |