Første korinterbrev 11 1 Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger! « 2 Jeg roser jer for, at I mindes mig i alt og holder fast ved overleveringerne, således som jeg har overleveret jer dem. 3 Men det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved. 4 Enhver mand, der beder eller profeterer med tildækket hoved, bringer skam over sit hoved. 5 Men enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved; thi det er det samme, som om hun havde ladet sit hår rage af. 6 Thi når en kvinde ikke vil tilhylle sit hoved kan hun lige så godt lade sit hår klippe af; men er det usømmeligt for en kvinde at lade sit hår klippe af eller rage af, så må hun tilhylle sit hoved! 7 Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans; men kvinden er mandens afglans. 8 Manden blev jo ikke til af kvinden, men kvinden af manden. 9 Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. 10 Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld. 11 Dog, i Herren er det således, at hverken er kvinden noget uden manden eller manden noget uden kvinden. 12 Thi ligesom kvinden blev til af manden, således bliver også manden til ved kvinden, men alt dette er fra Gud. 13 Døm selv: Er det sømmeligt, at en kvinde beder til Gud med utilhyllet hoved? 14 Lærer ikke også selve naturen jer, at når en mand har langt hår, er det en vanære for ham, 15 men når en kvinde har langt hår, er det en ære for hende? Thi det lange hår er givet hende som et slør. 16 Men har nogen lyst til at trættes herom vi har ikke sådan skik, Guds menigheder ikke heller. 17 Men når jeg nu giver jer følgende formaning, kan jeg ikke rose jer: Jeres sammenkomster er jo ikke til gavn, men til skade for jer. 18 For det første hører jeg nemlig, at der ved jeres menighedssammenkomster er splittelser iblandt jer; og til dels tror jeg det. 19 Der må jo være partier blandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem blandt jer der er ægte. 20 Når I så kommer sammen, er det umuligt at spise Herrens nadver. 21 Thi når I spiser, tager enhver straks sin egen mad, og den ene sidder og er sulten, mens den anden bliver beruset. 22 Har I da ikke hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds menighed og gør dem skamfulde, der intet har? Hvad skal jeg dog sige til jer? Skal jeg rose jer? Nej, for dette roser jeg jer ikke. 23 Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød, 24 takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig.« 25 Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: »Denne kalk er den nye pagt, ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.« 26 Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. 27 Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. 28 Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. 29 Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til. 30 Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen. 31 Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt. 32 Men når vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden. 33 Derfor, mine brødre! når I kommer sammen for at holde måltid, så vent på hverandre! 34 Er nogen sulten, skal han spise hjemme, for at jeres sammenkomster ikke skal blive jer til dom. Men om det øvrige vil jeg give forskrifter, når jeg kommer. |