Første korinterbrev 12 1 Med hensyn til de åndelige gaver, brødre! vil jeg ikke, at I skal være uvidende! 2 I ved, at dengang I var hedninger, droges I til de stumme afguder uden at gøre modstand. 3 Derfor vil jeg lade jer vide, at ingen, der taler ved Guds Ånd, siger: »Forbandet være Jesus!« og ingen kan sige: »Jesus er Herre«! uden ved Helligånden. 4 Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; 5 der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; 6 der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. 7 Og Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn. 8 En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom; en anden at tale med kundskab ifølge den samme Ånd; 9 en gives der tro ved den samme Ånd; en anden nådegaver til at helbrede ved den ene Ånd; 10 en at udføre undergerninger; en anden at profetere; en at bedømme ånder; en anden forskellige slags tungetale; og atter en anden at udlægge tungetale. 11 Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave. 12 Thi ligesom legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er ét legeme, således er det også med Kristus. 13 Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være et legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Ånd. 14 Legemet består jo heller ikke af ét lem, men af mange. 15 Selv om foden ville sige: »Da jeg ikke er hånd, hører jeg ikke med til legemet,« hører den alligevel med til legemet. 16 Og selv om øret ville sige: »Da jeg ikke er øje, hører jeg ikke med til legemet,« så hører det alligevel med til legemet. 17 Hvis hele legemet var øje, hvad blev der så af hørelsen? Hvis det hele var hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? 18 Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville. 19 Men hvis de alle var ét lem, hvad blev der så af legemet? 20 Nu er der mange lemmer og dog kun ét legeme. 21 Øjet kan ikke sige til hånden: »Dig har jeg ikke brug for,« ej heller hovedet til fødderne: »Jer har jeg ikke brug for.« 22 Nej, tværtimod, de lemmer på legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige, 23 og de, som synes os mindre ærefulde på legemet, dem klæder vi med des mere ære; og de lemmer, vi blues ved, omgives med des større blufærdighed; 24 de derimod, som vi ikke blues ved, har ikke brug derfor. Men Gud har sammenføjet legemet således, at han lod det ringe få des mere ære, 25 for at der ikke skulle være splid i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hverandre. 26 Når ét lem lider, lider alle lemmerne med; når ét lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med. 27 Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer. 28 Og Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale. 29 Er mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre undergerninger? 30 Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle udlægge? 31 Men stræb efter de nådegaver, der er de største! Og jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej. |