Første korinterbrev 13 1 Taler jeg alle sprog, menneskers, ja, engles, og har jeg ikke kærlighed, da er jeg blevet en buldrende tromme, en snerrende skralde. 2 Og har jeg profetisk gave, ser til bunds i alle mysterier, fatter alle videnskaber, ja, har jeg troen, som flytter bjerge, og har jeg ikke kærlighed, da er jeg intet. 3 Og bortgiver jeg alt, hvad jeg ejer, sætter livet på spil for at vinde mig ry, og har jeg ikke kærlighed, det nyttede intet. 4 Kærligheden viser tålmod, mildhed, kærligheden misunder ikke, brovter ikke, hovmoder sig ikke, 5 får ingen til at rødme, søger ikke sit eget, ophidser sig ikke, bærer ikke nag, 6 har ingen glæde ved uretten, har al sin glæde ved sandheden, 7 tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. 8 Kærligheden ældes aldrig.Nævner I profetsyner? De skal slukkes. Tungetale? Den skal forstumme. Viden? Den skal forælde. 9 Brudstykker er vor viden, brudstykker vor profeti. 10 Fuldendelsen kommer, stykværket brydes ned. 11 Da jeg var lille, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn, Da jeg blev mand, aflagde jeg barnagtigheden. 12 Nu er vore syner som spejlinger af en gåde, engang skuer vi ansigt til ansigt. Nu er vor viden stykværk, engang skal jeg erkende, som jeg blev erkendt af Gud. 13 Indtil da bliver Tro, Håb, Kærlighed, De Tre. Størst af dem Kærligheden. |