Første korinterbrev 15 1 Brødre, jeg vil minde jer om det evangelium, som jeg forkyndte jer, som I også tog imod, som I stadig står i, 2 og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det ellers var det til ingen nytte, at I kom til troen. 3 Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne, 4 og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredje dag, efter skrifterne, 5 og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; 6 derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste endnu er i live, men nogle er hensovede; 7 derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle apostlene; 8 men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne foster; 9 thi jeg er den ringeste af apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. 10 Ved Guds nåde er jeg det, jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end alle de andre, dog ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. 11 Hvad enten det nu er mig eller de andre, således prædiker vi, og således troede I. 12 Men når der om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt jer sige, at dødes opstandelse ikke finder sted? 13 Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået. 14 Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom. 15 Så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår. 16 Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. 17 Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; 18 så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt. 19 Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. 20 Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. 21 Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. 22 Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. 23 Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til; 24 derpå kommer enden, når han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft. 25 Thi han bør være konge, »indtil han får lagt alle fjender under sine fødder.« 26 Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden. 27 Gud har jo »lagt alle ting under hans fødder.« Men når det hedder: »Alt er underlagt,« så er han, der har underlagt ham alt, åbenbart undtaget. 28 Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle. 29 Hvad vil ellers de opnå, der lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor lader de sig så døbe for dem? 30 Og hvorfor udsætter vi os selv for fare hver time? 31 Dag efter dag dør jeg så sandt jeg i Kristus Jesus, vor Herre, kan rose mig af jer, mine brødre. 32 Hvis det var med et blot menneskeligt håb, jeg i Efesus kæmpede med vilde dyr, hvad gavn havde jeg så deraf? Hvis døde ikke opvækkes, så »lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.« 33 Lad jer ikke lede vild! »Slet omgang fordærver gode sæder.« 34 Bliv ædru, som ret er, og synd ikke; der er jo nogle, som ganske mangler kendskab til Gud; til skam for jer siger jeg det. 35 »Men,« vil en sige, »hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?« 36 Du dåre! det du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. 37 Og hvad du end sår, - du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er hvede eller af anden art. 38 Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme. 39 Ikke alt kød er ens; men mennesket har sit, kvæget sit, fuglen igen sit og fisken sit. 40 Der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men de himmelskes glans er af én art, de jordiskes af en anden. 41 Solen har sin glans, månen sin glans og stjernerne igen deres glans: Stjerne er forskellig fra stjerne i glans. 42 Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; 43 hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft; 44 der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. 45 Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. 46 Men det åndelige er ikke det første, derimod det sjælelige; derefter det åndelige. 47 Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra Himmelen. 48 Som den jordiske var, sådan er også de jordiske; og som den himmelske er, sådan er også de himmelske. 49 Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede! 50 Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed. 51 Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, 52 i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. 53 Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed. 54 Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: »Døden er opslugt og sejren vundet.« 55 »Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?« 56 (Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.) 57 Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 58 Derfor, mine elskede brødre! vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren. |