Første korinterbrev 2 1 Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom. 2 Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. 3 Og jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven, 4 og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, 5 for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft. 6 Dog, visdom taler vi blandt de fuldvoksne, men en visdom, der ikke stammer fra denne verden, ej heller fra denne verdens herskere, som mister deres magt. 7 Nej, vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed. 8 Den har ingen af denne verdens herskere kendt; thi hvis de havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre; 9 men den er, som der står skrevet, »hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« 10 Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som er i ham? Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd. 11 Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder. 12 Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; 13 og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker. 14 Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt. 15 Den åndelige derimod kan bedømme alt, men selv kan han ikke bedømmes af nogen. 16 Thi hvem har lært Herrens sind at kende, så han skulle kunne undervise ham? Men vi har Kristi sind. |