Første korinterbrev 4 1 Således skal man se på os: som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder! 2 Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro. 3 Men for mig har det såre lidt at sige, om I eller nogen menneskelig ret bedømmer mig; ja, jeg vil ikke engang bedømme mig selv. 4 Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren. 5 Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud. 6 Hvad jeg her har skrevet, brødre, har jeg anvendt på mig selv og Apollos for jeres skyld, for at I ved at se på os kan lære dette; »ikke ud over, hvad der står skrevet,« at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. 7 Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det? 8 I er allerede blevet mætte; I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger! 9 Thi jeg synes, Gud har stillet os apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte; et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker. 10 Vi er dårer for Kristi skyld, I er kloge i Kristus; vi er svage, I er stærke; I er hædrede, vi foragtede! 11 Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse; 12 vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; 13 spotter man os, svarer vi med gode ord; som verdens fejeskarn er vi blevet, i alles øjne et udskud indtil nu. 14 Dette skriver jeg ikke for at gøre jer skamfulde, men for at retlede jer som mine elskede børn. 15 Thi om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet. 16 Så formaner jeg jer da: bliv mine efterfølgere! 17 Derfor har jeg sendt jer Timotius, som er mit elskede og trofaste barn i Herren; han skal minde jer om mine veje i Kristus, således som jeg lærer alle vegne, i alle menigheder. 18 Der er nogle, som er blevet opblæste i den tanke, at jeg ikke skulle komme over til jer; 19 men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og da vil jeg spørge, ikke efter de opblæstes ord, men efter deres kraft. 20 Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft. 21 Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset eller med kærlighed og sagtmodig ånd? |