Første korinterbrev 5 1 Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru. 2 Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af jeres kreds. 3 Thi fraværende med legemet, men nærværende med ånden har jeg for mit vedkommende, som om jeg var nærværende, allerede fældet denne dom over ham, der har handlet på denne måde: 4 i Herren Jesu navn skal vi forsamles, I og min ånd, med vor Herres Jesu kraft 5 og overgive et sådant menneske til Satan, så hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag. 6 Jeres selvros tager sig ilde ud. Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen? 7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede; thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. 8 Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød. 9 Jeg skrev til jer i mit brev, at I ikke skulle have samkvem med utugtige mennesker; 10 jeg mente ikke i al almindelighed denne verdens utugtige eller havesyge og røvere eller afgudsdyrkere, så måtte I jo gå ud af verden. 11 Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavnet, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. 12 Thi er det min sag at dømme dem, der er udenfor? Er det ikke dem indenfor, I skal dømme? 13 Dem udenfor skal Gud dømme. »Udstød det onde menneske af jeres kreds.« |