Første Krønikebog 21 1 Og Satan stod Israel imod, og han tilskyndede David til at tælle Israel. 2 Og David sagde til Joab og til Folkets Høvedsmænd: Går, tæller Israel fra Beersaba og indtil Dan, og bringer mig Besked, at jeg kan vide deres Tal. 3 Da sagde Joab: Herren lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange så mange! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere hvorfor forlanger min Herre da dette? hvorfor skal dette være til en Skyld på Israel 4 Men Kongens Ord fik Overhånd imod Joab; så drog Joab ud og vandrede igennem hele Israel og kom til Jerusalem. 5 Og Joab gav David Tallet på Folket, som var talt; og det hele Israel var elleve Hundrede Tusinde Mænd, som kunde uddrage Sværd, og Juda fire Hundrede og halvf jerdsindstyve Tusinde Mænd, som kunde uddrage Sværd. 6 Dog talte han ikke Levi og Benjamin med iblandt dem; thi Kongens Ord var Joab vederstyggeligt. 7 Men denne Gerning var ond for Guds Øjne, derfor slog han Israel. 8 Da sagde David til Gud: Jeg har syndet såre, at jeg har gjort denne Gerning; men nu, kære, borttag din Tjeners Misgerning, thi jeg handlede meget dårligt. 9 Og Herren talte til Gad, Davids Seer, og sagde: 10 Gak og tal til David og sig: Så sagde Herren: Jeg lægger dig tre Ting for, udvælg dig een af dem, og den vil jeg gøre dig. 11 Der Gad kom til David, da sagde han til ham: Så sagde Herren: Tag du imod 12 enten Hunger i tre År, eller imod Nederlag for dine Modstanderes Ansigt tre Måneder, og at dine Fjenders Sværd når dig, eller imod Herrens Sværd, det er Pest, tre Dage udi Landet, så at Herrens Engel udbreder Ødelæggelse i hele Israels Landemærke; så se nu til, hvad Svar jeg skal sige til den igen, som mig udsendte. 13 Da sagde David til Gad: Jeg er såre angst; kære, jeg vil falde i Herrens Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor, og jeg vil ikke falde i Menneskens Hånd. 14 Så lod Herren Pest komme i Israel, og der faldt af Israel halvfjerdsindstyve Tusinde Mænd. 15 Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge den, og der han ødelagde den, så Herren til og angrede det onde og sagde til Engelen, som ødelagde: Det er nok, drag nu din Hånd tilbage; og Herrens Engel stod ved Ornans, Jebusitens Tærskeplads. 16 Der David opløftede sine Øjne og så Herrens Engel stå imellem Jorden og imellem Himmelen og det dragne Sværd i hans Hånd udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sæk, på deres Ansigt. 17 Og David sagde til Gud: Har jeg ikke sagt, at man skulde tælle Folket? ja jeg, jeg er den, som syndede og gjorde meget ilde, men disse Får, hvad have de gjort? Herre, min Gud! kære, lad din Hånd være imod mig og imod min Faders Hus, og ikke imod dit Folk til Plage. 18 Da sagde Herrens Engel til Gad, et han skulde sige til David, at David skulde gå op for at rejse Herren et Alter på Ornans,Jebusitens, Tæ rskeplads. 19 Så gik David op efter Gads Ord, som denne talte i Herrens Navn. 20 Der Ornan vendte sig om, da så han Engelen, og hans fire Sønner, som vare hos ham, skjulte sig; men Ornan tærskede Hvede. 21 Og David kom til Ornan, og Ornan så sig om og så David, og han gik frem fra Tærskepladsen og bøjede sig ned for David med Ansigtet til Jorden. 22 Og David sagde til Ornan: Giv mig den Tærskeplads, så vil jeg bygge Herren et Alter derpå; giv mig den for fuld Betaling, at Plagen må holde op for Folket. 23 Da sagde Ornan til David: Tag du den og gør, min Herre Konge! det, som er godt for dine Øjne; se, jeg giver Okserne til Brændoffer og Tærskeslæderne til Veddet, og Hveden til Madofferet, jeg giver det alt. 24 Og Kong David sagde til Ornan: Ikke så, men jeg vil visselig købe det for fuld Betaling; thi jeg vil ikke tage det, som tilhører dig, til Herren og til at ofre Brændoffer for intet. 25 Så gav David Ornan for Stedet seks Hundrede Sekel Guld efter Vægt. 26 Og David byggede Herren der et Alter og ofrede Brændofre og Takofre; og der han kaldte på Herren, da bønhørte han ham ved Ild fra Himmelen på Brændofferets Alter. 27 Og Herren sagde til Engelen, at han skulde stikke sit Sværd i Skeden igen. 28 Samme Tid, der David så, at Herren bønhørte ham på Ornans, Jebusitens, Tærskeplads, da ofrede han der. 29 Thi Herrens Tabernakel som Mose havde ladet gøre i Ørken, og Brændofferets Alter var på den samme Tid på Højen udi Gibeon. 30 Og David kunde ikke gå hen foran den for at søge Gud; thi han var forfærdet for Herrens Engels Sværd. |