Første Mosebog 42 1 Da Jakob hørte, at der var korn at få i Ægypten, sagde han til sine sønner: »Hvad venter I efter?« 2 Og han sagde: »Jeg hører, at der er korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i live og undgå døden!« 3 Så drog de ti af Josefs brødre ned for at købe korn i Ægypten; 4 men Jakob sendte ikke Josefs broder Benjamin med hans brødre, thi han tænkte, der kunne tilstøde ham en ulykke. 5 Blandt dem, der kom for at købe korn, var også Israels sønner; thi der var hungersnød i Kana'ans land. 6 Og da Josef var hersker i landet, og han var den, der solgte korn til alt folket i landet, så kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham. 7 Da Josef så sine brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: »Hvorfra kommer i?« De svarede: »Fra Kana'ans land for at købe føde!« 8 Josef kendte sine brødre, men de kendte ikke ham. 9 Da kom Josef de drømme i hu. han havde drømt om dem; og han sagde til dem: »I er spejdere, I kommer for at se, hvor landet er åbent!« 10 De svarede: »Nej, herre, dine trælle kommer for at købe føde! 11 Vi er alle sønner af en og samme mand; vi er ærlige folk. dine trælle er ikke spejdere!« 12 Men han sagde: »Jo vist så! i kommer for at se, hvor landet er åbent!« 13 De svarede: »Vi, dine trælle. var tolv brødre, sønner af en og samme mand i Kana'ans land; den yngste er for tiden hjemme hos vor fader, og een er ikkemere!« 14 Men Josef sagde til dem: »Det er, som jeg siger eder: I er spejdere! 15 Men nu skal I sættes på prøve: så sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste broder kommer hid! 16 Lad en af eder rejse hjem for at hente eders broder, og imedens holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders ord er sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever, spejdere!« 17 Derpå holdt han dem i forvaring tre dage. 18 Men tredjedagen sagde Josef til dem: »Vil I beholde livet, så skal I gøre således, thi jeg er en mand, der frygter Gud: 19 er I virkelig ærlige folk, lad så en af eder blive tilbage som fange i det fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med korn til at stille hungeren i eders huse; 20 og bring så eders yngste broder til mig, så skal eders ord stå til troende, og I skal slippe for at dø!« Og således gjorde de. 21 Da sagde de til hverandre: »Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor broder, da vi så hans sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne vånde!« 22 Men Ruben tog til orde og sagde til dem: »Sagde jeg eder ikke dengang: forsynd eder ikke mod drengen! Men I ville ikke høre; se, nu kræves hans blod!« 23 Således talte de. Men De vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved tolk; 24 og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres øjne. 25 Så gav Josef befaling til at fylde deres sække med korn og lægge pengene tilbage i hver enkelts sæk og give dem rejsekost; og således skete det. 26 Så læssede de deres korn på æslerne og drog bort. 27 Men da en af dem i natteherberget åbnede sin sæk for at give sit æsel foder, fik han øje på sine penge, der lå oven i sækken; 28 og han sagde til sine brødre: »Mine penge er kommet igen; se, de er i min sæk!« Da sank hjertet i livet på dem, og de så forfærdede på hverandre og sagde: »Hvad har Gud dog gjort imod os!« 29 Og da de kom hjem til deres fader Jakob i Kana'ans land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde: 30 Manden, der er landets herre, talte os hårdt til og holdt os i forvaring, som var vi folk, der ville udspejde landet; 31 men vi sagde til ham: vi er ærlige folk og ikke spejdere; 32 vi var tolv brødre, sønner af en og samme fader; een er ikke mere, og den yngste er for tiden hjemme hos vor fader i Kana'ans land. 33 så sagde manden, der er landets herre: Derpå vil jeg kende, at I er ærlige folk: lad en af eder blive hos mig, og tag I andre korn til at stille hungeren i eders huse og drag hjem! 34 Siden skal I bringe eders yngste broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er spejdere, men ærlige folk; så vil jeg udlevere eders broder til eder, og I kan frit rejse i landet.« 35 Da de nu tømte deres sække, fandt hver sin pengepose i sin sæk; og da de og deres fader så pengeposerne, blev de forfærdede. 36 Og deres fader Jakob sagde til dem: »I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!« 37 Så sagde Ruben til sin fader: »Du må tage mine to sønners liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!« 38 Men han sagde: »Min søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en ulykke på den rejse, I har for, så bringer I mine grå hår ned i dødsriget med sorg!« 39 Men hungersnøden var hård i landet; |