Første Peters brev 2 1 Derfor skal I aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse 2 og som nyfødte børn hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse. 3 så sandt I har »smagt, at Herren er god«. 4 Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, 5 og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbebagelige for Gud. 6 Thi det hedder et sted i skriften: »Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme.« 7 Denne ære tilkommer altså jer, som tror; men for de vantro er den sten, som bygningsmændene vragede, blevet en hovedhjørnesten 8 og en anstødssten og en klippe til fald; i deres ulydighed mod ordet tager de anstød, og dertil var de også bestemt. 9 Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, 10 I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed. 11 I elskede! jeg formaner jer som fremmede og udlændinge: Hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen, 12 og lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de på grund af de gode gerninger, de får at se på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere. 13 For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som den øverste, 14 eller landshøvdinger som mænd, der sendes af ham til straf for dem, der gør det onde, og til ros for dem, som gør det gode. 15 Thi det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal lukke munden på de tåbelige og uforstandige mennesker; 16 som frie, dog ikke som de, der bruger friheden til skalkeskjul, men som Guds tjenere. 17 Ær alle, elsk brødrene, »frygt Gud, ær kongen«! 18 I tjenestefolk skal i al frygt underordne jer under jeres herrer, ikke blot de gode og milde, men også de urimelige. 19 Thi da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette. 20 Thi hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde. 21 Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor 22 »han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig,« 23 han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt, 24 han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han, »ved hvis sår I fik lægedom. 25 Thi I var vildfarende som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand«. |