Første Peters brev 3 1 Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, 2 når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. 3 Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, 4 men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. 5 Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, 6 ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham »herre«; og hendes døtre er I blevet, når I gør det gode uden at lade jer skræmme af noget. 7 Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning; og vis dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hæmmes. 8 Endelig: Vær alle medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; 9 gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet. 10 Thi »den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; 11 skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! 12 Thi Herrens øjne hviler på retfærdige, og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.« 13 Og hvem er der, som kan volde jer ondt, når I er nidkære for det gode? 14 Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld, er I salige. Nær ingen frygt for dem, og forfærdes ikke; 15 men Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, 16 dog med sagtmodighed og frygt og med god samvittighed, så de, der håner jeres gode færd i Kristus, må blive til skamme, når de bagtaler jer. 17 Thi det er bedre, hvis det skulle være Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde. 18 Thi også Kristus døde en gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, 19 i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring, 20 de, som fordum var ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget. I den blev nogle få, nemlig otte, sjæle frelst gennem vand, 21 der er et forbillede på det vand, som nu frelser også jer, nemlig dåben, som ikke er fjernelse af legemets smuds, men en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse, 22 han, som er faret til Himmelen og er ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og kræfter er blevet ham underlagt. |