Første Peters brev 4 1 Da nu Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sind (thi den, som har lidt i kødet, har brudt med synden), 2 så I ikke i den tid, I endnu har tilbage i kødet, lever efter menneskers lyster, men efter Guds vilje. 3 Thi det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse. 4 Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser; 5 men de skal gøre regnskab for ham, som er rede til at dømme levende og døde. 6 Thi derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulle dømmes på legemet, som mennesker dømmes, men leve i ånden, ligesom Gud lever. 7 Alle tings ende er nær; vær derfor besindige og ædru, så I kan bede. 8 Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi »kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.« 9 Vær gæstfri imod hverandre uden knurren. 10 Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået. 11 Taler, nogen, skal han tale som Guds ord; har nogen en tjeneste, skal han tjene, alt efter den styrke, Gud skænker, for at Gud i alt må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Ham tilhører herligheden og magten i evighedernes evigheder! Amen. 12 I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer. 13 Nej, jo mere I får del i Kristi lidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares. 14 Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I salige; thi herlighedens Ånd, Guds Ånd, hviler over jer. 15 Det må jo ikke ske, at nogen af jer lider som morder, som tyv, som forbryder eller som angiver; 16 men lider han, fordi han er kristen, så skal han ikke skamme sig, men ved dette navn gøre Gud ære! 17 Thi nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus; men kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, der er ulydige mod Guds evangelium? 18 Og hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen? 19 Derfor skal også de, som efter Guds vilje må lide, overgive deres sjæle til den trofaste Skaber, alt imens de gør det gode. |