Første Samuelsbog 14 1 Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til en unge Karl, som bar hans Våben: Gak med, så ville vi gå over til Filisternes Besætning, som er på hin Side; og han gav sin Fader det ikke til Kende. 2 Men Saul blev ved det yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved seks Hundrede Mand. 3 Og Ahia, Ahitobs Søn, Ikabods Broder, som var en Søn af Pinehas, Elis Søn, Herrens Præst i Silo, bar Livkjortlen; men Folket vidste ikke, at Jonathan var gået bort. 4 Og imellem Kløftvejene, hvor Jonathan søgte at gå over mod Filisternes Besætning, var en spids Klippe på denne Side og en spids Klippe på hin Side, og den enes Navn var Bozez og den andens Navn Sene. 5 Den ene Spids stod Norden imod Mikmas og den anden Sønden imod Geba. 6 Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Våben: Kom, så ville vi gå over til disse uomskårnes Besætning, måske Herren udretter noget for os; thi hos Herren er intet til Hinder i at frelse ved mange eller ved få. 7 Og hans Våbendrager sagde til ham: Gør alt det, som er i dit Hjerte; bøj af Vejen, se, jeg er med dig efter dit Hjerte. 8 Og Jonathan sagde: Se, vi gå over til Mændene og lade os se af dem. 9 Dersorn de sige således til os: Står stille, indtil vi komme nær til eder, så ville vi stå på vort Sted og ikke gå op til dem. 10 Men dersom de sige således: Kommer op til os, så ville vi stige op; thi Herren har givet dem i vor Hånd; og dette skal være os et Tegn. 11 Der de begge bleve sete af Filisternes Besætning, da sagde Filisterne: Se, Hebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig. 12 Og Mændene i Besætningen tiltalede Jonathan og hans Våbendrager og sagde: Kommer op til os, så ville vi lære eder noget. Da sagde Jonathan til sin Våbendrager: Stig op efter mig; thi Herren har givet dem i Israels Hånd. 13 Og Jonathan steg op på sine Hænder og på sine Fødder og hans Våbendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Våbendrager slog ihjel efter ham. 14 Og det første Slag, som Jonathan og hans Våbendrager slog, var ved tyve Mand, på omtrent den halve Længde af en Dags Pløjeland. 15 Og der var en Forfærdelse i Lejren, på Marken og iblandt alt Folket; Besætningen og den ødelæggende Skare bleve også forfærdede, ja, Landet skælvede; thi det var en Forfærdelse fra Gud. 16 Og Sauls Skildvagt i Gibea i Benjamin så til, og se, Hoben splittedes og gik, og de stødte hverandre. 17 Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Tæller dog, og ser til, hvo der er gået bort fra os. Og de talte og se, Jonathan og hans Våbendrager vare der ikke. 18 Da sagde Saul til Ahia: Lad Guds Ark komme hid; thi Guds Ark var på den samme Dag hos Israels Børn. 19 Og det skete, der Saul endnu talede med Præsten, at det Bulder, som var i Filisternes Lejr, fik Fremgang og blev stort; da sagde Saul til Præsten: Lad kun være! 20 Og Saul og alt det Folk, som var hos ham, blev sammenkaldt, og de kom til Striden, og se, den enes Sværd var imod den andens, og der var en såre stor Forstyrrelse. 21 Og de Hebræer, som havde været med Filisterne tilforn, og som vare dragne op med dem i Lejren trindt omkring, de kom også for at være med Israel, som var med Saul og Jonathan. 22 Og alle Israls Mænd, som havde skjult sig på Efraims Bjerg, der de hørte, at Filisterne flyede, da satte de efter dem i Striden. 23 Så frelste Herren Israel på den samme Dag, og Striden nåede forbi Beth-Aven. 24 Så frelste Herren Israel på den samme Dag, og Striden nåede forbi Beth-Aven. 25 Og, Israels Mænd bleve hårdt anstrengte på den samme Dag; thi Saul havde besvoret Folket og sagt: Forbandet være den Mand, som æder noget Mad indtil Aftenen, at jeg kan få mig hævnet på mine Fjender; derfor smagte.det ganske Folk ingen Mad. 26 Og Folket fra det ganske Land kom ind i Skoven; men der var Honning på Marken. Og Folket kom ind i Skoven, se, da flød Honningen; og ingen førte sin Hånd til sin Mund; thi Folket frygtede for Besværgelsen. 27 Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvor Folket, men han udrakte det yderste af Kæppen, som han havde i sin Hånd, og dyppede den i en Honningkage; og han førte sin Hånd til sin Mund, og hans Øjne bleve klare. 28 Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvor Folket hårdeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad i Dag. Og Folket var træt. 29 Da sagde Jonathan: Min Fader har gjort Uret imod Landet; se, kære, mine Øjne ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning. 30 Ja, gid Folket havde ædt i Dag af sine Fjenders Bytte, som de fandt; thi hidtil har Nederlaget ikke været meget stort på Filisterne. 31 Og de sloge Filisterne på den Dag fra Mikmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt. 32 Og Folket tillavede, hvad de havde gjort til Bytte, og de toge Får og Øksne og Kalve og slagtede på Jorden, og Folket åd det med Blodet. 33 Da forkyndte de Saul det, og sagde: Se, Folket synder for Herren, at de æde det med Blodet, og han sagde: I have forsyndet eder, vælter nu en stor Sten hen til mig! 34 Og Saul sagde: Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Okse og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og synder ikke imod Herren ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Okse ved sin Hånd derhen om Natten, og de slagtede der. 35 Da byggede Saul Herren et Alter; det var det første Alter, han byggede Herren. 36 Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Filisterne i Nat og gøre Bytte iblandt dem, indtil det bliver lys Morgen, så at vi ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gør alt det, som er godt for dine Øjne; men Præsten sagde: Lader os her holde os nær til Gud. 37 Og Saul adspur gte Gud: Skal jeg drage ned efter Filisterne? vil du give dem i Israels Hånd? Men han svarede ham ikke på den Dag. 38 Da sagde Saul: Kommer her hid, alle Folkets Øverster, og kender og ser, hvorved denne Synd i Dag er sket. 39 Thi så vist som Herren lever, han, der frelser Israel! dersom det endog var Jonathan, min Søn, da skal han visseligen dø; og ingen svarede ham af alt Folket. 40 Og han sagde til al Israel: I skulle være på den ene Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være på den anden Side; og Folket sagde til Saul: Gør det, som godt er for dine Øjne. 41 Og Saul sagde til Herren, Israels Gud: Lad Sandheden komme frem; og Jonathan og Saul blev ramt, men Folket gik fri. 42 Da sagde Saul: Kaster Lod imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan ramt. 43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig til Kende, hvad du har gjort? Og Jonathan gav ham til Kende og sagde: Jeg smagte med det yderste af den Kæp, som er i min Hånd, lidt Honning, se, her er jeg, skal jeg dø* 44 Da sagde Saul: Gud gøre mig nu og fremdeles så og så, du skal visseligen dø, Jonathan! 45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan dø, som har bragt denne store Frelse i Israel? det være langt fra! Så vist som Herren lever, skal der ikke falde et af hans Hovedhår til Jorden, thi han har gjort dette på denne Dag ved Gud; så udfriede Folket Jonathan, at han ikke skulde dø. 46 Da drog Saul op fra at jage efter Filisterne, og Filisterne gik til deres Sted. 47 Og Saul havde taget Kongemagten over Israel; og han stred imod alle sine Fjender trindt omkring, imod Moabiterne og imod Ammons Børn og imod Edomiterne og imod Kongerne af Zoba og imod Filisterne, og hvor han vendte sig hen, revsede han dem. 48 Og han gjorde mægtige Gerninger og slog Amalek og friede Israel af deres Hånd, som havde plyndret dem. 49 Og Sauls Sønner vare: Jonathan og Jisui og Malkisua, og hans to Døtres Navne vare, den førstefødtes Navn Merab, og den yngstes Navn Mikal. 50 Og Sauls Hustrus Navn var Ahinoam, Ahimåz' Datter; og hans Stridshøvedmands Navn var Abner, en Søn af Ner, Sauls Farbroder. 51 Og Kis, Sauls Fader, i lige Måde Ner, Abners Fader, var Abiels Søn. 52 Og Krigen var hård imod Filisterne alle Sauls Dage; og hvor Saul så en vældig Mand eller nogen duelig Mand, da drog han ham til sig. |